Foghs
'fascistiske tolkning af vestligt demokrati'Netavisen
3. februar 2005 Israel er det land i verden, der
har krænket flest FN-resolutioner. Konsekvent og gennem årtier har
det tilsidesat alle FN's og sikkerhedsrådets resolutioner, der anerkender
det palæstinensiske folks rettigheder. Det har kunnet gøre det, fordi
det har haft USA's støtte som supermagtens nærmete allierede i Mellemøsten.
USA har systematisk forhindret, at der er taget skridt til at sikre FN-resolutionernes
gennemførelse og skridt til sanktioner mod Israel. På
et vælgermøde i Århus har Anders Fogh-Rasmussen utilsløret
givet sin støtte til Israels brud på folkeretten. Da han blev spurgt
om der gjaldt en forskellig målestok for Israel og Irak, sagde Fogh:
-
Jeg er enig i, at Israel ikke til punkt og prikke overholder alle FN's Sikkerhedsråds
resolutioner. Men Israel er ikke ledet af en skruppelløs diktator. Det
gør en klar forskel. Og Israel er omgivet af fjender, som vil smide dem
i havet. Vi er nødt til at se i øjnene, at der er en særlig
historie. Israel er nødt til på en lidt håndfast metode at
forsvare sig. Hermed giver Fogh sin uforbeholdne støtte til Israels
tilsidesættelse af FN - og stiller sig igen op på siden af USA som
et trofast ekko. Udtalelsen har vakt begejstring i Israel - og harme og kritik
i Danmark og blandt palæstinensere og i den arabiske verden. Avisen
Jerusalem Post citerede torsdag Mark Regev, talsmand for Israels udenrigsministerium,
for at sige, at det er godt at se "flere positive erklæringer fra
europæiske ledere, der viser større bekymring for Israels unikke
situation". Israelske diplomatiske kilder siger til samme avis, at de
ikke er overrasket over Fogh Rasmussens udtalelse: - Den slags kommentarer
er ikke usædvanlige for ham. Han er en af de europæiske premierministre,
der giver os mest støtte. Repræsentanten for det
palæstinensiske selvstyre i Danmark, Maie Sarraf, kritiserer Fogh: -
Det er dybt skuffende, og det er forkert af statsministeren, som tværtimod
burde forsvare, at der gælder ens regler for alle lande, når det handler
om FNs resolutioner, siger hun. Hun vil afvente instrukser fra den palæstinensiske
regering, inden hun beder det danske udenrigsministerium om en forklaring.
Den
arabiske avis al-Quds behandlede Foghs udtalelser i en lederartikel onsdag. Den
konstaterer, at statsministeren og hans udtalelser udgør 'en fare for
Danmark og dets internationale omdømme'. Ifølge nyhedsbureauet
UPI kritiserer lederen Fogh for at begå en 'historisk og politisk fejltagelse'.
Han repræsenterer en 'fascistisk tolkning af vestligt demokrati ... det
er en skammelig tolkning', hedder det. Lederen konstaterer, at 'sådanne
provokatoriske positioner, som støtter aggression og blodbad på svage
og forsvarsløse folk, og som retfærdiggør massakrerne på
palæstinenserne, tjener ekstremisme.' Den konstaterer også,
at araberne ikke prøver at smide Israel og jøderne i havet - og
tilføjer, at Fogh Rasmussen baserer sin kommentarer på uvidenhed,
tilbageståenhed og racisme, som er 'fuld af et had mod araberne og muslimerne,
som har slået rod i hans sind og forhindrer ham i at se virkeligheden'. Avisen
kræver en undskyldning til araberne, og at Anders Fogh Rasmussen trækker
udtalelsen tilbage. Udtalelserne er også blevet kritiseret af en
bred vifte af danske oppositionspartier. Amnesty International har udsendt en
pressemeddelelse, hvor det hedder: "Danmark har en særlig forpligtelse
som medlem af FN' Sikkerhedsråd til at fastholde alle verdens lande på,
at FN's resolutioner skal overholdes. Det er et uacceptabelt signal at udsende,
at der gælder ét sæt af regler for demokratiske lande, og et
andet sæt for dem, som er styret af diktatorer. Det har været fast
dansk udenrigspolitik at bakke FN's Sikkerhedsråds beslutninger op. Vi undrer
os derfor over statsministerens udtalelser..." Fogh har efterfølgende
forsvaret sine udtalelser med følgende bortforklaring til Ritzau: -
Mine bemærkninger om Israels vanskelige situation faldt i sammenhæng
med, at jeg blev spurgt om, hvorfor vi så ikke reagerer overfor Israel,
ligesom vi gjorde overfor Saddam Hussein. Der forklarede jeg så, at der
er for mig at se er en forskel på en brutal militærdiktator som Saddam
Hussein og den situation, som Israel er i. Men jeg har ikke med mine udtalelser
på nogen måde forsøgt at undskylde eller bortforklare, at Israel
ikke overholder visse FN-resolutioner. Fogh kan ikke bortforklare sin
dobbeltstandard. Det er nøjagtig den samme, som USA har: Det er omkostningsfrit
for Israel at overtræde FN-vedtagelser og gennem et halvt århundrede
fordrive og besætte palæstinenserne. Det er omkostningsfrit for Israel
at besidde masseødelæggelsesvåben - og det er ingen hemmelighed,
at landet har atomvåben som det eneste land i Mellemøsten, og også
har viljen og evnen til at bruge dem.
Sammenligningen med
Irak halter også af en anden grund: Irak overholdt nemlig FNs resolutioner
om destruktion af dets masseødelæggelsesvåben. Bush, Blair
og Fogh har ført en ulovlig krig, som har bevist netop det. Fogh lyver
igen.
Samtidig undskylder han den ulovlige krig og besættelse af
Irak med, at Saddam Hussein var 'en skruppelløs diktator', mens Israel
angiveligt er et demokrati. Dermed giver han USA, Israel, UK - og sig selv
- 'lov' til at indlede aggressionskrige i strid med folkeretten og i strid med
FNs charter. Denne særlige opfattelse af 'demokrati' er identisk med George
W. Bush's, som forkynder nye krige i 'demokratiets' og 'frihedens' navn. Det
er fuldstændig præcist, når avisen al-Quds kalder det en
'fascistisk tolkning af vestligt demokrati'. - End -
|