| Terrorisme |
På den anarkistiske terrorismes tidaf
Rik Coolsaet Rik Coolsaet er professor på Universitetet i Ghent, Belgien.
Peter Kropotkin - anarkist Historiens glemmebog har indespærret perioder, hvor terrorisme og angst blandede sig i situationer, der på mange punkter ligner vor tid. Således dræbte en italiensk anarkist, Caserio, den 24. juni 1894, den franske præsident Sidi Carnot. Dette attentat markerer toppen af en serie, som anarkisterne udførte i Frankrig. Hele det internationale samfund følte sig truet, for Frankrig var ikke det eneste land, som var offer for attentater. I 1881 under en international revolutionær kongres i London havde fyrst Pierre Krapotkin talt for voldelig aktion, en "propaganda gennem kendsgerninger". Nogle år tidligere så man de første attentater med stor symbolværdi mod Wilhelm den første i Tyskland, kongen af Spanien og kongen af Italien. Men 1890erne udgør et sandt "bombernes tiår": dynamitattentater - en helt ny opfindelse - på stribe, mod konger, præsidenter og ministre. Andre ramte officielle bygninger. I Frankrig begyndte de i 1892. Den berømte franske terrorist, Ravachol, helten i mange historier og folkelige sange, blev i henhold til historikeren Barbara Tuchman symbolet på "Et pust af had og modstand". Et antal intellektuelle og afkom af bedre familier flirtede med volden. Samtidigheden i attentater i flere lande gav det indtryk, at en magtfuld "sort internationale" var på spil. Narodnaja Volja (Folkets Vilje) i Rusland tjente med sin agitation, attentatet i 1881 mod zar Alexander den anden og andre aktioner, som en inspirationskilde for anarkister over hele Europa. Terroristvolden sparede heller ikke USA: i en atmosfære af social spænding blev præsident William McKinley dræbt af anarkisten Léon Czolgosz i september 1901. For såvel myndighederne som folkestemningen stod det klart, at nu stod også USA overfor en ny international trussel. Det er svært, hundrede år senere at forestille sig i hvilken udstrækning verden levede i vildfarelsen om en international terrorisme. En by som Paris rystede ved tanken om nye attentater. Borgerskabet forstod ikke årsagen til så megen had og efter hvert nyt voldstilfælde frygtede "de der oppe " endnu en smule mere oprøret fra "dem der nede". Hver arbejder blev skildret som en potentiel kriminel og enhver anarkist som en "gal hund" som for enhver pris skulle uskadeliggøres. "En forbrydelse mod menneskeheden" sådan beskrev præsident McKinleys efterfølger, Theodore Roosevelt, terrorismen. I flere lande blev hæren sat i alarmberedskab. Attentatet på Sidi Carnot i 1894 tvang regeringerne og deres politiapparater til at gøre noget. Det var fra Italien, det første forslag om internationalt samarbejde kom. Betragtet som den internationale terrorismes udklækningssted forsøgte Italien på denne måde at genoprette sin prestige. Det er sandt, at italienere havde været indblandet i mange attentater mod statsoverhoveder. Og i almindelighed havde de italienske immigranter på grund af deres antal et meget dårligt rygte. Deres store fællesskaber i det fremmede, som suppleredes med talrige sæsonarbejdere, gav anledning til modvilje. På den baggrund åbnedes den 24 november 1898 i Rom den internationale konference til socialt forsvar mod anarkisterne. Alle adgangsveje til Palazzo Corsini blev nøje kontrolleret. De 21 deltagerlande besluttede enstemmigt, at anarkismen ikke kunne betragtes som en politisk opfattelse og at de attentater, som udførtes af dem, der påstod det, var kriminelle handlinger, der begrundede udvisning. Ikke desto mindre havde denne engagerede internationale enighed næsten ingen konkrete følger. Man styrkede politimyndighedernes samarbejde, men i praksis forbeholdt regeringerne sig retten til at udvise eller netop ikke udvise fremmede anarkister. Hvorfor forblev disse store diskussioner uden virkning ? Simpelthen fordi de var skudt over målet. I begyndelsen af det 20. århundrede var den anarkistiske terrorisme allerede for nedadgående i de fleste lande. I sine samtidiges øjne repræsenterede den sorte internationale en uhåndgribelig organisation omgivet af en aura af betragtelig revolutionær kraft. I realiteten eksisterede den kun i politiets og pressens fantasi. Vist, nogen terrorister rejste vidt omkring og deres grupper havde nogen kontakt, den ene gruppes aktioner inspirerede de andres. Men der var ikke noget internationalt netværk og aldeles ikke nogen sammensværgelse eller komplot. Der var ingen central styring, det var spredte individer og små celler, som handlede efter deres eget hoved. Det eneste, der forenede dem, var et fælles had til status quo som marginaliserede en stor del af samfundet. På den tid lignede det hele en bevægelse. Takket være en hurtig globalisering og teknologiens fremskridt kunne man for første gang i historien tale om et verdensmarked, hvor goder, service, kapital og personer kunne flytte sig frit over hele kloden. Men denne "Belle Epoque" (gyldne periode) var ikke gylden for alle: mens en lille borgerlig elite virkelig trivedes så følte den største del af de menneskelige væsener knapt den hidtil usete vækst i rigdommen og de havde ikke et ord at skulle have sagt. "Arbejderklassen, den farlige klasse" sagde magthaverne. Det er i denne atmosfære, at den anarkistiske terrorisme antager mytologiske former. Barbara Tuchman beskriver det som et af symptomerne på et sygt samfund, i hvilket arbejderklassen søger sig en rolle som ligeberettiget aktør. De, der udførte attentaterne, fremstillede deres handlinger som berettigede våben i kampen for retfærdigheden - en undertrykt og marginaliseret samfundsgruppes selvforsvar. Terroristcellerne fremstillede sig som avantgarden for et proletariat uden fædreland, selvom nogen af dem erkendte, at de kun var smågrupper. Pierre Kropotkin skriver engang til Errico Malatesta "Jeg frygter, at vi, du og jeg, er de eneste, der tror, at revolutionen er nær". Faktisk repræsenterede terroristerne kun sig selv. Som politisk filosofi har anarkismen aldrig repræsenteret en politisk bevægelse eller en sammenhængende filosofi. I øvrigt forkastede flertallet af anarkisterne volden. De, der "skred til handling", var ofte alene og de celler, der forberedte attentater lignede mere religiøse sekter; desuden var de dårligt organiserede. Men med hver ny aktion, jo mere man fremstillede anarkismen som en international magtfuld og velsmurt mekanisme, des mere øgedes dens tiltrækningskraft: der var altid en fanatiker her eller der som tog imod faklen i den internationale familie af undertryktes navn. Hen imod 1900 udslukkedes den anarkistiske vold næsten totalt. På den ene side blev ledere som Pierre Kropotkin bevidste om, at terrorhandlinger ikke åbnede for forandringer og at den valgte strategi endda kunne være selvødelæggende. Hvert attentat fjernede anarkisterne fra arbejderklassen i hvis navn man forestillede sig at handle. Ikke alene svækkede terrorismen ikke staten, men den forstærkede politiets, hærens og regeringens magt. Den anden årsag - og ikke den mindste - var at der viste sig en anden vej, som tillod arbejderklassen at udtrykke sig. Mellem 1895 og 1914 udøvede den organiserede arbejderbevægelse og fagbevægelsen en enorm tiltrækning på anarkisterne. Socialismen gav arbejderne en personlig værdighed, en selvstændig identitet og på den måde en fuldværdig plads i samfundet. Den skabte en bevægelse som gjorde, at arbejderen ikke længere følte sig alene overfor samfundet. Den lovlige og forfatningsmæssige vej viste sig mere effektiv til at fravriste borgerskabet et antal politiske og sociale rettigheder og nogle økonomiske forbedringer. I Europas periferi fortsatte terrorismen med at hutle sig igennem. I Rusland, Spanien og på Balkan forekom der attentater helt op til 1. verdenskrig. På grund af den stadige undertrykkelse havde arbejderklassen ingen andre udveje overfor et system som uophørligt nærede en følelse af politisk og social udelukkelse. Som arbejderen i det 19. århundrede betragtes muslimen i vore dage med en blanding af frygt og foragt. Og Amerika repræsenterer for djihad-terroristen det samme som borgerskabets stat gjorde for hans anarkistiske forgænger: symbolet på arrogance og magt. hr Osama bin Laden er en slag Ravachol for det 21. århundrede - for sine disciple symbolet på "pustet af had og modstand"; for politiet og efterretningstjenesterne et skræmmebillede. Djihadisterne ligner de anarkistiske terrorister: de udgør i virkeligheden kun en myriade af smågrupper, de tager sig selv for en avantgarde, som er i stand til at få de undertrykte masser til at rejse ved hjælp af sensationelle aktioner. Hvad angår Saudiarabien spiller det ved slutningen af det 20. århundrede den rolle som Italien spillede i det 19. - den 11. september 2001 ligner i sin karakter af brutal opvågnen i det internationale samfund den 24. juni 1894. Men ligheden mellem nutidens terrorisme og dens anarkistiske forgængere gælder fremfor alt den fælles årsag til deres opsving. I hele verden føler muslimer sig forenet af den samme følelse af ubehag og krise. Sammenlignet med 1980erne føler den arabiske verden sig mere desillusioneret, mere bitter og mindre kreativ; og følelsen af solidaritet med andre muslimer giver også en opfattelse af en trussel mod Islam. Sådan er den grobund, som en fanatisk minoritet udnytter, besluttet på gennem vold "at knuse undertrykkelsens og ydmygelsens mur" i det udtryk man finder i en berømt Fatwa fra hr bin Laden i 1996. Her også er ligheden med anarkisterne i det 19. århundrede slående. Ganske som sin anarkistiske forgænger forsvinder den djihadistiske terror uden tvivl i sin egen vold. Men denne forsvinden vil også denne gang ske hurtigere, hvis den arabiske og islamiske verden ser et perspektiv åbne sig, som kan dæmpe dens følelse af udelukkelse. Oversat fra Monde Diplomatique, "Au temps du terrorisme anarchiste", Septembre 2004, af Orla Jordal,
- End - |
Terrorismen
er lige så gammel som menneskeheden, den hører hjemme i enhver tid,
på hvert kontinent og i enhver religion. Hvad er det så, som forklarer
den besættelse af sikkerhedsproblemet, som vi er oplever, overfor en usynlig
fjende og et netværk, som vi mistænker står bag ethvert attentat
over hele verden ?