| Forsvar ytringsfriheden |
|
En rapport fra Grevil Whistleblower sagen: Man hælder febrilsk vand og sand på bålet– men det hjælper ikke på ridserne i lakken Af Ulla Røder 16. september 2005
Forbemærkning af Ulla Røder Dette er nedskrevet og lægges på Stop Terrorkrigens hjemmeside www.stopterrorkrigen.dk og på Kommiteen for et Frit Iraks hjemmeside i den åbenbare almene offentligheds interesse for vores civile rettigheder og vores samfunds overlevelse.
Frank Grevil (th)med sin forsvarer, advokat Bjørn Elmquist
Mandag den 12.9.2005 var salen var tæt pakket med journalister og andre interesserede i Østre Landsrets 10. afdeling, hvor tidligere ansat i Forsvarets Efterretningstjeneste Frank Grevil i denne uge kæmpede for retten til at ytre sig; for informationsfrihed i vores medier; for retten til at sige fra, når professionelle kommer i samvittighedskonflikt med en pålagt tavshedspligt. Frank Grevil måtte sidste år modtage en dom fra byretten på ½ års fængsel for at have lækket hemmeligt stemplede rapporter med risikovurderinger på Irak i foråret 2004 til Berlingske Tidende. Dommen blev anket af begge parter, og ankesagen startede så i mandags med dommerne Sten Taber Rasmussen, Gitte Rubæk Pedersen, Jon Fridrik Kjølbo foruden 3 lægdommere i panelet, der skal finde ud af, om Grevil fulgte sin samvittighed og handlede retmæssigt af nødvendighed for at bringe sagen ud til offentligheden, da oplysningerne var af åbenbar almen interesse. Det lå allerede klart, at to af forsvarets vidner ikke var blevet godkendt af retten. Retten havde afsagt kendelse om, at den svenske våbeninspektør i Irak indtil krigen startede Hans Blix og amerikaneren Daniel Ellsberg, tidligere Whistle Blower fra CIA ikke kunne anerkendes som værende relevante for sagen. Statsanklager Karsten Hjort og advokat Bjørn Elmquist for Frank Grevil fremlage sagen for dommerne; de nye dokumenter og vidner, som man ville påberåbe sig. Forsvaret vil have omstødt byrettens dom på ½ års fængsel og nedlagde påstand om frifindelse. Anklageren vil have straffen sat op. Grevil afgav forklaring, og forsvarsadvokat Bjørn Elmquist lagde ud med at få rettens tilladelse til, at Forsvarets Efterretningstjeneste offentliggjorde de hidtil udeladte sider i de lækkede risikovurderinger. Det blev fremhævet, at disse sider ikke indeholdt anden information end det, som i forvejen var offentliggjort på CIA's hjemmeside. Forsvareren mente derfor ikke, at der var den store grund til at hemmeligholde disse dokumenter længere. Hensynet til åbenbar offentlig almen interesse (Straffelovens § 152 E), og i særdeleshed Grevil's ret til at kunne bevise nødvendigheden af hans handling vejer tungt i justitsens vægtskåle. Anklageren Karsten Hjort (KH) havde under en pause i retsmødet talt med chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, som godt ville lade dommerne, anklager og forsvarsadvokaten læse dokumenterne, mod at disse blev samlet ind igen, og mod at retten eller andre implicerede parter ikke refererede til indholdet på nogen måde. Retten ønskede en betænkningstid, så retsplejelovens bestemmelser om dette kunne blive gået efter af alle parter. Det ligner jo ikke helt almindeligt retspraksis, at en efterretnings tjeneste kan diktere retten til at holde lukkede møder, og diktere hvad retten 'ikke må skrive om' i dens redegørelse for sagen. Grevil forklarede blandt andet, at netop disse oplysninger fra de blanke sider i risiko vurderingen havde været en væsentlig faktor for hans vurdering af nødvendigheden af at stå offentligt frem med hans viden på det pågældende tidspunkt. Han havde dog ikke regnet med at lækningen af disse vil have fået så store konsekvenser, som tilfældet blev. Han var godt klar over, at det ville koste ham jobbet, men at han fik en straffesag på halsen kom bag på ham, fordi disse informationer var publiceret allerede i USA af CIA. Alligevel vurderede Grevil, at informationerne havde et indhold, der var åbenbart til almenvellets interesse. Den hjemlige information og dermed også den meget omfangsrige offentlige debat omkring Irak var løbet 'helt af sporet' på dette tidspunkt. Debatten var forvrænget i forhold til realiteterne. Denne afsporing skete i særdeleshed efter statsministerens retoriske udtalelse om Iraks besiddelse af masseødelæggelsesvåben, og at Saddam ikke ville redegøre for de masseødelæggelsesvåben, som våbeninspektørerne stadig manglede dokumentation for på dette tidspunkt.
Der blev afhørt vidner mandag, onsdag og torsdag. Fredagen den 16.9.2005 var afsat til anklager og forsvarers procedure: Vidnerne var: FE kontraadmiral Jørn Olesen som chef for Forsvarets Efterretningstjeneste; Chefredaktør på Politiken Tøger Seidenfaden om ytrings- og informationsfriheden. Elisabeth Arnold MF som aktiv folketingsmedlem med professionel brug for ordentlig og saglig information. Jurist Olaf Jørgensen om Menneskerettigheds Konventionens bestemmelser om ytrings og informationsfrihed. Forsker Lars Erslev Andersen om det udenrigs- og sikkerhedspolitiske miljø omkring efterretningstjenesterne. Fredagens møde blev indledt med et par kommentarer til retsbogsudskriftet angående rettens kendelse om, at retten ikke accepterede FE's betingelser for at udlevere dokumenterne til retten. Elmquist præciserede, at han jo netop ikke havde fået hans begæring om fremlæggelse af disse dokumenter opfyldt. Bjørn Elmquist ville også have oplyst, om retten lagde til grund, at Forsvarsakademiet ikke havde modtaget trusselsvurderingerne fra FE. Dette havde relevans fordi Hillingsøe's reference til trusselsvurderingerne i byretten ville blive behandlet under (BE)'s procedure. Netop for at Grevil skal kunne bevise denne nødvendighed og den åbenbare almene interesse for offentligheden, er der brug for at disse sider af klassificeres af FE. Skal retten kunne vurdere rigtigheden heraf, må indholdet af disse sider naturligvis frem for retten. Ellers må tvivlen som bekendt komme den anklagede til gode. Frank Grevil fik det sidste ord og afsluttede efter proceduren med at sige: Uanset hvad der sker Frank Grevil - Du lod dig ikke lulle ind i konformitet. Det er vi dig evigt taknemmelige for. "Der kan ikke føres en fornuftig og ærlig udenrigspolitik, når valget er udelukkende mellem grov uvidenhed og vedvarende misinformation" . (Citat Hans von Sproneck. tidligere humanitær koordinator for Irak og FN's Assisterende Generalsekretær 1998-2000).
Frank Grevils tidligere chef for FE contra admiral Jørn Olesen havde, det han skulle sige skrevet ned, hvilket Bjørn Elmquist senere kommenterede. Han kørte en del omkring i, at Grevil ikke havde delt hans bekymring med ham, og var gået til pressen uden at have sat sig ordentligt ind i sagen og konfereret med ham først. Det spændte forhold til Grevil kom frem i flere udtalelser, bl.a. sagde han: ” Han mente, Grevil havde skadet Efterretningstjenesten ved at afsløre hemmelige dokumenter. Dokumenter forbliver hemmeligt stemplet, hvis de kan afsløre kilder, samarbejdspartnere, kapacitet, indretning og organisation af FE. Jørn Olesen mente ikke, at Grevil var en whistle blower, der havde afsløret noget fordægtigt; direkte ulovligt. Han sagde, at Grevil skulle have afsløret noget mere, hvis han skulle kaldes en whistle blower. Der var en lang snak om Statsministerens § 20 svar i februar 2004 om Iraks masseødelæggelsesvåben. Anklageren (KH) kunne oplyse, at statsministeren havde henholdt sig til hans viden fra FN's materiale og mente derfor, at Grevil havde uret i hans udtalelser til Information den 14.4: ”Det kan ikke passe FE skal misbruges politisk”; (JO) mente, at Grevil havde vildledt offentligheden og medierne ved at give et forkert og unuanceret billede … En dybt alvorlig handling; Grevil havde: skadet FE, hældt ild på bålet; gjort den politiske debat meget mere besværlig; kørt Irak krigsdebatten af sporet. Det, der var sagt om FE, var rigtigt. ”En skrantende organisation med dårlig ledelsesstruktur”. Det eneste positive, jeg kunne høre fra ham, var bekræftelsen af, at den debat der havde rejst sig, havde medført en større åbenhed i FE, om end åbenheden i FE stadig kvalitativt ikke er til at sammenligne med den åbenhed, som udlandet allerede har. Men altså ingen frigivelse af de famøse hemmeligt stemplede sider i trusselsvurderingen. Under det videre forhør var Jørn Olesen usikker flere gange. Hans skiftende ansigts kulører kunne vel tillægges den ulidelige varme i lokalet. Bjørn Elmquist gik igennem rapporterne og spurgte ind til en række forskellige punkter og udtalelser i trusselsvurderingerne; hvem kunne ellers have bragt lækager til pressen? Blandt andet refererede han til en udeladt sætning i en senere af klassificeret risikovurdering ”kan videre bekræfte, at de havde et aktivt program” og Elmquist ville også gerne have redegjort for, hvem der havde af klassificeret det dokument, TV – Nyhederne den 16/4 havde udsendt et citat fra ved FE's pressesekretær Lone Toft: ”Idet det i høj grad har lykkedes Irak at opretholde hemmeligholdelse af ét eventuelt aktivt program”. Jørn Olesen kunne ikke oplyse om, hvilke tiltag man havde taget efter hans udtalelse til Ritzau den 18.4.2004 til at få sagen opklaret efterfølgende med hensyn til, hvem der tillige måtte havde lækket information. Han mente, at dette måtte være ”noget de måtte have overset den gang”. Der er en vilkårlighed i FE's holdninger til sagen, bemærkede Bjørn Elmquist uden videre kommentarer. Hvem har afklassificeret dette dokument? Jørn Olesen havde været på ferie på dette tidspunkt, men oplyste at der var en gensidig dialog med Udenrigsministeriet, som derefter informerede Statsministeriet, som den 19/4.04 godkender klassificeringen. Bjørn Elmquist henviste til cirkulære om sikkerhedsbeskyttelse og bad om en redegørelse for, hvordan det kunne være, at pensioneret generalløjtnant Hillingsø havde bevaret sin klassifikation og endog havde adgang til flere informationer, end ovennævnte cirkulære beskriver. Der er kun lovhjemmel til at indhente de oplysninger, som han har brug for rent tjenstligt. (JO) forklarede, at generalløjtnanten var ansat på Forsvarsakademiet, og derfor har han nok bevaret sin generelle indsigt. Bjørn Elmquist gjorde opmærksom på, at der ikke var nævnt på dokumentet, at dette skulle have været sendt til Forsvarsakademiet. Alle overskrifter var blevet af klassificeret, men Elmquist spurte, om det nu var rigtigt. Hvorfor kunne dokumenter om geografi i Irak ikke kunne blive frigivet, hvis de ovennævnte kriterier var til stede? Bjørn Elmquist gik ikke videre med dette, men lovede at vende tilbage hertil under proceduren. Se også de lækkede dokumenter på FE's hjemmeside eller www.dr.dk . 19/4.04 kunne FE offentliggøre de ti vurderinger, og i det sammenfattende resume konkluderer Jørn Olesen: ”Irak vurderes , at råde over færdige kemiske og biologiske kampstoffer og at have evnen til at fremføre disse”. Hertil kommer produktionskapacitet for mindre mængder af begge typer kampstoffer. Det vurderes sandsynligt , at Irak nok har et aktivt udviklingsprogram for kernevåben, men ikke råder over et færdigt våben. Mads Lindberg (ML), pressesekretær i Forsvarsministeriet, havde udtalt sig i Charlotte Ågårds bog "I Nationens tjeneste" om FE's beslutning om mere åbenhed, og at Danmark stadig var mere lukket end andre tjenester.
afgav vidneforklaring om ytrings- og informationsfrihed og redegjorde for avisernes ret og pligt til at informere. Menneskerettighedskonventionen er en del af dansk ret. Artikel 10 beskytter informationsfriheden, og dækker videre end grundlovens § 77. Der må ikke foretages indgreb i Informations frihed uden at tage alvorlige hensyn til behovet for offentlighed i et demokratisk samfund. Tøger Seidenfaden mente, at det var rigtigt af Berlingske Tidende at offentliggøre dokumenterne, og at han selv ville have offentligtgjort det også. Han mente, at det klart var stof, der var af offentlig interesse. Han henviste til 'Kelly sagen' og 'Katarina Gun sagen i England. Den sidstnævnte var først blevet ført hårdt fra anklagemyndighedens side. Man skønnede senere, at den offentlige debat havde tillagt den så stor betydning, at briterne opgav at køre sagen; også fordi man ikke ønskede at offentliggøre dokumenterne. Tøger Seidenfaden havde svært ved at vurdere, om de oplysninger, der blev bragt fra Berlingske tidende, var meget fortrolige. ”Ikke en rygende pistol”, besvarede han Bjørn Elmquists spørgsmål. ”Medierne er afhængige af, at offentligheden er villige til at give informationer for at kunne løse opgaven. Hvad ville virkningen være, hvis man ud over at miste sit job for illoyalitet også får en markant fængselsstraf? Embedsmænd ville begynde at holde kæft i ekstrem grad til skade for pressen og en demokratisk debat, hvor der gives mulighed for folk selv at tage stilling. Den primære mekanisme er at få informationerne frem – rigtigheden bestemmes af offentligheden. En debat kan nå frem til en helt modsat konklusion, men det er irrelevant for pressen. Det er ytringsfriheden og informationsfriheden, der er på spil her. Anklageren henviste til, at informationer kunne skade andre. ”Bare I får informationerne, så ...”Når dokumenterne var hemmelige”, hvordan kan man vurdere eventuel skade, uden at drøfte dette med FE; er avisen klogere? Tøger Seidenfaden mente, at man godt kunne skele til, hvem informationen evt. skader urimeligt. Normalt vil avisen også lave research og ringe til Forsvaret, hvis det kunne skade de udstationerede soldater i Irak for eksempel. Vi vurderer oplysninger i forhold til vores rolle og på vores præmisser. Vi kan jo ikke bruge FE som konsulent. Anklageren spurgte om hr. Seidenfaden mente, at man ville respektere en udmelding fra FE, at informationer kunne skade? Hvordan kan man vide …? Tøger Seidenfaden fortalte, at medierne har en anden rolle. Journalister handler under ansvar. TS argumenterede for, at det Berlingske Tidende gjorde var korrekt; at der var et hensyn til offentlighedens interesse. Den demokratiske proces kan ikke afgøres rent af en hemmelig bestemmelse. Jeg vurderede, at skadevirkningerne var ”ikke eksisterende” i forhold til værdien af offentlighedens interesse. ”Ytringsfriheden og demokratiets rettigheder vigtigst”, svarede han på Bjørn Elmquists spørgsmål om situationen kunne være, at der var fare for personel i Irak. ”Både informationsfriheden og ytringsfriheden – I 'Grønjakkesagen' var Domstolen klar i sin afgørelse i denne sag om grove racistiske udtalelser – at informationsfriheden kom først. Menneskerettighedskonventionen giver bred plads til informationsfriheden. Det er sædvanligt, at man beder om dokumenter; man vil også finde nærmere ud om personen; Det skriftlige materiale er afgørende for at kunne vurdere lødigheden. Avisen kan derfor ikke gå videre uden skriftligt materiale. Vidne Elisabeth Arnold MF. (EA) i sagen Statsanklageren vs. Frank Grevil havde udtalt til pressen, at Grevil skulle have en præmie. Hans udtalelse havde skabt lettelse, fordi debatten og påstande om masseødelæggelsesvåben var absurd på det tidspunkt. ”Hvis de var der, hvorfor kunne vi så ikke finde dem”. Hun forestillede sig, at personer, der bryder deres kontrakt om tavshedspligt, må have afvejet nøje inden. Elisabeth Arnold redegjorde for forholdene i US og England, hvor man er i gang med omorganisering af efterretningstjenesterne. I Danmark, kunne hun oplyse, har PET kommissionen afgivet nogle retningslinier. Hun vidste ikke om forsvaret har gjort noget tilsvarende, men PET er meget mere åben og stiller personer til rådighed ved offentlige møder. Som politikere oplever vi stor beredvillighed. (EA) svarede anklageren på spørgsmål om Grevils aktion havde betydning for den politiske debat: ”Vi havde andre oplysninger, end de andre havde og fandt det meget underligt”. Statsministeren udtalte ... Anklageren læste Statsministerens udtalelse op for at præcisere, hvad Statsministeren havde begrundet. I pressen stod der, at FE vidste …”. Anklageren læste udtalelsen op: ”Irak har masseødelæggelsesvåben, det er ikke noget vi tror, det er noget vi ved. Irak har selv indrømmet, at det har haft sennepsgas, nervegas, miltbrand, men Saddam vil ikke afregne. Han vil ikke fortælle os, hvor og hvordan de våben er blevet destrueret. Det ved vi fra FN's inspektører, så der er ingen tvivl i mit sind”. ”Som almindelig borger har man stemmeret, men som medlem af folketinget har jeg interesse i og pligt til at følge med. Danmark var vidende om noget, der allerede var begrundet som masseødelæggelsesvåben. Jeg kan ikke bare lukke ørene. Jeg deltager i gruppemøder og diskuterer med andre parter. Jeg kunne ikke forestille mig, at regeringen ville sende Danmark i krig på så spinkelt et grundlag”. (BE) bemærkede, ”Hvis de ikke skulle informere regeringen, hvem ellers skulle de informere? I anklagerens materialer bliver henvist til sætningen: Den 10/3 2005 siger statsminister Anders Fogh Rasmussen: EA indskyder, at regeringen sad FN resolution overhørig. ... Forklaring skred! Anklageren afbrød for at gøre opmærksom på, at Saddam ”ikke ville give adgang”
Ytrings- og informations retten I Danmark har vi en middel placering med hensyn til åbenhed. Offentlighed er en 'central interesse'. Det er vigtigt, at der kommer åbenhed og eksterne øjne på – det modvirker, at organisationen stivner. Hensynet til effektiviteten i offentlige organisationer; hensynet til fortrolighed, renomméet i organisationen har ikke nogen særlig vægt i forhold til værdien af offentlig information. Objektiv straffrihedsgrund betyder straffrit, selv om der er tale om en lovovertrædelse. En subjektiv motivering er interessant for psykologer, men for retslige synspunkter spiller det ikke nogen rolle. Plus hvad tjener det til objektivt. Hvad handler emnet om? Har det væsentlig samfundsmæssig betydning. For eksempel information om beslutningsgrundlaget for at gå i krig. Det er vigtigt at offentligheden får kendskab hertil. Det er et politisk ansvar overfor befolkningen. Information er vigtig for at kunne skabe velkvalificeret offentlig debat. Der er gennem årtier en meget stor praksis og et utal af domme fra Menneskerettighedsdomstolen i Strassburg. Domstolen har fået meget stor gennemslagskraft gennem årene. OJ gennemgik Menneskerettigheds Konventionens Art. 10. Indgreb i ytrings- og informationsfriheden skal begrundes. Indgrebets intensitet. Selvom der er en nødvendighed, skal nødvendigheden også være berettiget. Almen interesse, der berettiger. 'Åbenbar almen interesse'. Ytringsfriheden er ikke absolut – skal ikke være det i for eksempel sygehusvæsen og efterretningstjenesten. Der er brug for tavshedspligt. I militæret er det vigtigt at planlagte operationer ikke afsløres for at få afviklet operationer med mindst mulige tab af menneskeliv. Specifikke oplysninger kan være nødvendige. Militære installationer – afhængig af overordnede eller specifikke; særlige oplysninger om missilsystemer m.v. er meget vigtigt at bevare hemmelige (1). Miguel Castells sagen: Anklageren gør indsigelse over, at denne dom ikke har været præsenteret. Elmquist havde ikke tænkt at bruge denne i proceduren, men ville gøre dette alligevel, så kopi ville blive kopieret og omdelt til anklager og dommerne. Miguel Castells var en basker, som havde kritiseret regeringen for at have holdt hånden over terrorister i Baskerlandet, men fik ikke lov at føre beviserne herfor. Disse hemmelige oplysninger måtte ikke fremføres under retssagen. Om der var tale om vidner eller dokumenter vides ikke. Relevant er, at der var tale om, en der havde brudt sin tavshedspligt. Anklageren bryder ind igen og meddeler, at når vi ikke har dommen, kan vi ikke bruge den til noget. (OJ) vender tilbage til, at Menneskerettighedsdomstolen lagde vægt på formål, der manifesterer sig på, at det tjener til særlig information til offentligheden Art. 10.2 er ikke absolut. I stk. 3 er betingelserne angivet. Tre konkrete indgreb skal kunne begrunde nødvendigheden. Anklageren oplyser, at hvis man krænker en tavshedspligt, er det ligegyldigt, hvilket motiv. Sigte på det objektive. Subjektive motiver er irrelevante. (OJ) fortsætter hans forklaring: Formidling af informationer til pressen spiller en væsentlig rolle. Man interesserer sig ikke for personens subjektive motiver, man interesserer sig for vigtigheden af offentlighedens interesse i information. Anklageren nævner hensynet til samarbejdspartnere i FE. Hensynet til fortroligheden har ingen eller mindre betydning, når oplysninger allerede er offentligt tilgængelige. En bog ”Spycatcher” var offentligt tilgængelig i USA kunne importeres til England. Anklageren mener ikke denne her sag handler om offentligheden andre steder. (OJ) Man kan ikke skrotte noget som helst uden videre. Er hensynet så stærkt, så tungt, at det vejer tungere end vigtigheden af oplysninger i vigtig politisk beslutning, så skal det begrundes, hvorfor det er nødvendigt at hemmeligholde. Bjørn Elmquist læser den præcise formulering op fra Langsteds artikel. (Alb. University).
Arbejder med studie af udenrigspolitik og sikkerhed, herunder efterretningstjenesten; 11. september hændelsen; har forskning og undervisningsforpligtelser. Han oplyser Elmquist, at han også har viden om CIA. I 1998, da våbeninspektørerne blev sendt hjem – arbejdede samtidig en gruppe (2) i USA på at få et regimeskifte i Irak, som de begrundede med, at Irak er i besiddelse af masseødelæggelsesvåben og afspænding af området som sådan. Sanktions politik mod Irak var med til at skabe disse spændinger. Sanktionspolitikken virkede ikke. CIA kunne i deres halvårsrapporter ikke fremlægge nogle konkret dokumentation for Saddams masseødelæggelsesvåben. Har det været sådan hele tiden under Irak problematikken? Kunne du som dansk forsker få den viden. Ved ikke om de rapporter, som vi kan få her er identiske? ”Der har været en række høringer i Kongressen, såvel i Repræsentanternes Hus som i Senatet. Eksemplarer udleveret til deltagere, der har lækket rapporterne”. Folk fra tænketanke og forskningsmiljøer var med? ”Tenet skal forelægge i 2003. I de seneste sammenligninger af FE top rapporter kommer der intet frem, man ikke kan læse fra Pentagon/CIA”. (LEA) fortæller om Washington Post redaktørens forbindelse til CIA – en uheldig alliance mellem medier og registrerede myndigheder. I USA er der debat om masseødelæggelsesvåben og efterretningsreform. David Key's rapport; undersøgelsen af at der nok kan fremstilles programmer til bio og kemiske våben.. Man indstiller jagten i 2005. Der findes tilsvarende viden om engelske forhold. I England kom en rapport, der viste sig at stamme fra en student. Det fik Tony Blair til at komme med hans berømte udtalelse: Irak havde fremføringsmidler til hans masseødelæggelsesvåben, og kunne klargøre disse på 45 minutter. Hvornår holdt man op i England (med at påstå at der var masseødelæggelsesvåben) spurgte Elmquist?
De punkter, der blev gennemgået af Statsanklageren Karsten Hjort:
Herefter procederede forsvarsadvokaten (se nedenfor) og statsadvokaten sluttede derefter med følgende replikker:
Dokumenterne blev til slut frigivet ”for at få fred på Christiansborg. Vi fremlægger, så man kan se, at der ikke er belæg for at regeringen havde misbrugt oplysningerne”.
Det var netop det der havde været Grevils motiv.
Herefter efter afsluttede forsvarsadvokat med hans slutreplikker. Forsvarsadvokatens procedure i sagen Statsanklageren vs. Frank Grevil 16.9. 2005 Punkter, der blev gennemgået af advokat Bjørn Elmquist som forsvarer for Frank Grevil. Advokat Bjørn Elmquist havde delt sitindlæg op i nøgleord: Videregivelse af fortrolige oplysninger, modstående hensyn, modvægt almen interesse, skærpede omstændigheder og menneskerettigheder: I alle straffesager er der en uskyldsformodning, det vil sige, at den anklagede er uskyldig indtil, at det modsatte er bevist. Anklageren skal løfte dette bevis. I demokrati har den udøvende magt monopol og kan trække på ting og sager. Den enkelte borger er oppe mod en stærkere statsmagt. Politiet sætter præmisserne, hvorledes det skal foregå. Selv forsvarer må ikke stille supplerende spørgsmål til politiet. Politiet skriver ikke alt ned, der siges. Anklageren har derfor bevisbyrden. Anklagemyndigheden må tage skaden, hvis den ikke kan løfte bevisbyrden. Ved begrundet tvivl skal der ske frifindelse af den anklagede. Artikel 6 i Menneskerettighedskonventionen giver alle ret til en retfærdig rettergang for en uvildig domstol, der ikke er afhængig af den udøvende magt. Ved sagens start måtte jeg citere Grundlovens § 3. Det er meget sjældent. Den 9/5 2005 havde jeg med velberådet hu måtte bede statsadvokaten om dokumentation fra Forsvarets Efterretningstjeneste. Dokumentation, som kunne være udleveret til min klient. Statsanklageren støttede dette krav, idet man uden forbehold skrev, at Landsretten ville følge i en frifindelsesgrund. 31/5 2005 kom et firkantet kategorisk svar. Det kan ikke lade sig gøre. Anklager og forsvarer kan få lov at sætte sig ind i materialet. Brevet, jeg modtog i mandags, indeholdt uhørte krav om, hvad jeg som uafhængig forsvarer må sige i min procedure. Retten afviste da også kategorisk. Det er en utilfredsstillende situation, vi står i og som blinde. Domstolen aner ikke, hvad det er for et materiale, som vi er stillet overfor. Man skal fægte med lige våben – forsvarer og anklager. Adgang til egne vidner og Daniel Elsberg: Bevismaterialet. Berlingske journalisterne vidste. (Tager Berlingske Tidende. Magasin, debat – Fortroligt dokument uden hemmelighed. Det indeholder politisk vurdering, der er belastende for Regeringen. Trusselsvurdering; FN mandat; Resolution 687 osv. … Jeg siger udtrykkelig ikke, om det er korrekt. Er det den rette forklaring? Jørn Olesen i Byretten: ”Vidne ... de overordnede var bekymrede, da det var af betydning for den politiske situation – fordi man vidste, der blev ”hældt benzin på bålet”. Jeg ved det måske nok, men jeg siger det ikke, for jeg vil ikke have en sigtelse rettet mod mig. Der er så stor tvivl om, hvad der er afleveret til Berlingske Tidende, og anklageren skal føre beviset herfor. Hvorfor er journalisten ikke gået linen ud? 5/3 2003 vurderingerne er fuldstændigt ude af billedet. Det må være alt det materiale, som eventuelt kan være afleveret. Castells dommen fra Menneskerettighedsdomstolen i 1979. Basker aktion aktivister blev beskyttet af regeringen. Castells fik et års fængsel. Han blev dømt uden at kunne dokumentere sine påstande. Klient mener ikke han har gjort noget som helst fortroligt. Den politiske debats frihed kan ikke være lukket af natur. Det er op til Menneskerettighedsdomstolen at træffe afgørelse om indgreb i forhold til ytringsfriheden. Art. 10. I bogen 'Spycatcher' - The Guardian: … ”Kritik overfor Regeringen og politiker skal være genstand for nøje granskning af såvel Domstole som den offentlige mening”. … ”Endvidere viser man tilbageholdenhed ved at udøve lovbrud – man skal udtømme andre muligheder”. Castells beskyldninger blev ikke verificeret, fordi de ikke var tilstrækkelige. Et sandhedsvidne var ikke relevant. Hvis Menneskerettighedsdomstolen havde tilladt Castells bevismaterialer, men Menneskerettighedsdomstolen erklærede det for uegnet at fremlægge jer den forbrydelse, der var tale om; Castells blev afskåret fra at føre bevis for en fejlagtig beskyldning. På samme måde afskæres Grevil. Der er ikke ført det nødvendige bevis for, hvad der er frigivet af Grevil, hvordan ved man så, om det er hemmeligt. I 1985 blev det bestemt, at der skal ske en fuldstændig vurdering af nødvendigheden af at hemmeligholde. Vejledningen siger, at nødvendigheden af hemmeligheden skal vurderes. Der skal ske en fuldstændig domstolsprøvelse af det. Hvad skal domstolen vurdere? Her over klassificering. Hvad er det for kriterier, som FE selv har klassificeret efter (need to know)? § 16 i Statsministerens cirkulære. Indsigt i hemmelig information – kun til personlig brug i tjenesten (need to know). Hvordan kan det være, at general major Hillingsøe – som pensionist i Byretten siger, at han havde sat sig ind i og havde set alle de papirer, der var tale om. Weekend Avisen … Forsvarsakademiet (FAK) klogere end FE. Livsvarende business. Frem til foråret havde Hillingsøe adgang til Akademiet og FE's yderst hemmelige dokumenter. Stod FAK som en af de instanser, der har modtaget dette materiale? Hvordan kan det gå til, at deres materiale bliver så lemfældigt behandlet? ”Overthere” kunne sige hos os er det 'need to know' – også en pensionist får lov til at se med. Havde han ikke noget kendskab til efterforskningen på muldvarpen – ikke nogen anelse om … hvad med samarbejdsrelationer til nære venner over Atlanten. Hvor graver muldvarpen hen – sidder han i Kastellet endnu 1½ år efter ”kontrolleret lækage”/”tilsigtet udslip”. Jeg ved det ikke. Han er helt bekendt med alt det, klient har afleveret. Det kendte man godt. Hvad var behovet for at holde denne fortrolighed fast? Var grunden masseødelæggelsesvåben? ”Svært at se”. Fremlagt relativt kort efter klient var trådt frem … også det var der klarhed om. ”Jeg var hos tropper i Irak, blev ringet op hjemmefra. Af Statsministeren? Forsvarsministeriet? Hvorfor ringede han til Jørgen Olesen – det fik vi ikke at vide? Man hælder vand og sand på bålet. Udsagn i spindoktor forfattede karakter (kommer tilbage hertil). Retten tager til efterretning … Det var ikke nødvendigt for fortrolighed. Et samarbejde med efterretningstjeneste i USA og England ville ikke genere. Genere mere at Danmark er ”lille og ikke har egne agenter”. Der var nogle informanter, der skulle orienteres. Er det ikke at afsløre ”lighed for loven?” Anklageren afslørede dette. Hvad hvis Højesteret finder at oplysningerne var fortrolige. Da må jeg henvise til at klient har handlet i varetagelse af almene interesser. Dette må falde ud til Straffelovens § 269 om straffrihed. Når ordet 'åbenbar' indsættes, så er det for at begrænse denne straffefrihed, ja, men 'åbenbar almen interesse' hørte til privat personers interesser, almen interesse osv. Privat interesse – ikke at foretage indskrænkninger i henseende til det klient anfører. Skadevirkninger: Jørn Olesen udtalte: ”De trusselsvurderinger, der blev lækket viste et øjebliksbillede. Har haft mindre betydning (skadesvirkning), men at skade anonyme kilder er til skade for udenlandske samarbejdspartnere. Det har givet ridser i lakken”. ”Ridser i lakken” FE Olesen udtaler: ”Vi har fået masser af ansøgninger for arbejde; debatten har øget interessen; øget offentligt kendskab til FE”. Jørn Olesen siger intet om kurre på tråden og belastning af samarbejdsrelationer. Der er intet belæg for at sige, at det Grevil gjorde, og at det avisen sagde, gav problemer i forhold til samarbejdsrelationer. Problemet er en anonym person, som ikke er blevet afsløret. Grevil var anonym i 23 dage, fra 23/2 til 18/3 2004. Lækage II skete den 15/4 2004 til i dag. 1½ år. Hvis der virkelig skulle være belastninger og skadevirkninger, så kommer de derfra. Skadevirkninger fra hans side kan vi se bort fra. Så er der kun USA og Storbritannien tilbage med CIA MI 5 og MI 6, som er efterretningstjenester, der lever deres eget liv og har deres eget kommunikation. ½ årlige møder; pressemeddelelser osv. Har haft egne problemer. George Tenet gik af. I England begik Kelly selvmord. Det var belastende for efterretningstjenesten. Mon ikke København er bange nu over, hvad de mon tænker i England. Katharine Gun endte uden retssag, fordi de kun kunne få 4/5 af materialerne. Anklageren havde mod til at sige, så lægger vi ikke sag an. FN og Colin Powel flover sig. Hvor kommer overtalelsen fra – det ved vi ikke – mon de skulle have haft tid til at sige: ”Nu lukker vi samarbejdet – på grund af læk i 14 dage. Hvis der ikke er en åbenbar almen interesse, så har man ikke været på denne jord de sidste 4 år. Anklageren siger nå'e ja … Grevil havde mange motiver. På et meget tidligt tidspunkt forklarede han, at han synes debatten var kørt af sporet, og at de udsagn, der var, ikke var korrekte. Debatten afsporede, da alle havde en opfattelse af at Irak havde masseødelæggelsesvåben, selv om der ikke var grund for en sådan antagelse. Kan det være, at der var nødværge. Politiet spørger ikke til dette her. Det bliver lille bitte. Politiet ønsker andre oplysninger til opklaringen. 24/3 har Grevil ikke haft kontakt til forsvarer. Forklarer løs af Karsken bælg. De rent personlige motiverer er af underordnet betydning. Bo Langsteds artikel er fremsat uden belæg. Anklageren citerer fra samme artikel. Personlige motiver er af underordnet betydning. Det afgørende er, om de er egnede. Straffelovens § 152 (e) er supplement for at ”modvirke at almen interesse blev brugt som argumentation (altså private informationer). Straffelovens § 269 handler om, hvornår fremsættelse af sigtelser kan være straffri. Efter indoperation af FN menneskerettigheds domstol gælder gammel holdning til pressen ikke ... Egnet: Hvad er værdien af at sandheden kom frem? Ikke som almindelig borger, men som Elisabeth Arnold MF gav udtalelse om. Hun skulle tage ansvar for at sende hendes lands folk i krig. I anklagerens materialer bliver henvist til sætningen: "Irak har masseødelæggelsesvåben, det er ikke noget vi tror, det er noget vi ved. Irak har selv indrømmet, at det har haft sennepsgas, nervegas, miltbrand, men Saddam vil ikke afregne. Han vil ikke fortælle os, hvor og hvordan de våben er blevet destrueret. Det ved vi fra FN's inspektører, så der er ingen tvivl i mit sind”. Den 10/3 2004 siger statsminister Anders Fogh Rasmussen: ”Man kan jo altid ønske sig, man havde udtalt sig mere præcist. Det er nærliggende at antage, at man nægter at løfte sløret for FE's rolle”. Villy Søvndals udtalelse i Københavns Byret: Åbne Kilder: 3/2 2004 ”Om Statsministeren var vidende om, at man også på oplysning fra NATO; FE og VS havde læst udenlandske kilder: Vidne mente, at FE måtte vise, at de havde noget at byde på. Oplysninger vigtige for vurderingen af om Danmark skulle deltage i angrebskrigen i Irak. Statsministerens og FE's udsagn skulle være identiske – det vil jeg bestride. Rapport. Brud på dokumentsikkerheden. De tyder på, at når 7. og 5. marts vurderingerne ikke er med hos journalisterne, der ellers kunne trækkes hårdere op, end det er tilfældet. Satte gang i debatten. Større åbenhed og demokratisering: Jeg vil referere til Tamil sagen. Efter Ninn Hansen fik sin dom. 'Lov mod Lov' er syltet i årevis (4 år) Efter indstilling fra samtlige departement chefer er det taget af bordet. ”Uforpligtende adfærdskodeks for embedsmænd”. I England har man ved lov befæstet whistle blowing. Påstand om at Grevil bør dømmes straffri efter Straffelovens § 152 (e) - alternativt hvis § 152 (e) ikke duer vil jeg henvise til, at der ikke er nogen skadevirkninger af klients handling. Jeg har ikke hørt eller set noget bevis for skadevirkning, hverken med hensyn til metoder, kilder eller konkrete personer, der blev bragt i fare. Strafudmåling: Advokat Grønborg i Trask - Thorsen sagen: Judith Miller , journalist: Ville ikke afsløre navn på kilde. Anklageren fortsætter herfra med sine slutreplikker. Se ovenfor under statsadvokatens procedure … Endelig kunne Bjørn Elmquist afgive sine slutreplikker, som jeg desværre kun har meget få noter på, men forhåbentlig antyder de sparsomme noter et hint af Bjørn Elmquist stærke forsvar for Grevils frifindelse. Med hensyn til vidner, ville forsvaret i denne sag ikke ”trække en masse ind”, men bringe vidner med stor relevans. Blix er nævnt adskillige gange af vidner og i dokumenter. Hvorfor ”bortser FE” fra det (tale/papirer til Folketinget) ... Jeg er ikke imponeret over deres sikkerhed i sådan noget. Castell var afskåret fra at kunne bevise, det han sagde, med rette Sådan er vi ikke i Danmark (kort tid efter Franco regimet faldt, fik domstolene lært noget andet). Hillingsøe … alvorlig lemfældighed i administrationen med hvem, man vil lade optræde i den offentlige debat. Jørn Olesen fortæller, at Hillingsøe nok havde fået trusselsvurderingerne fra Forsvarsakademiet. Men da jeg (BE) oplyser, at disse trusselsvurderinger ikke var sendt til FAK, lænede Olesen sig tilbage i stolen. Jeg er skuffet som samfundsborger at have en chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, der så rolig kan sige: ”Så har vi en anonym meddeler”. Grevils handling klappede hælene sammen overfor noget andet end folkets stemmer. … I tiden 1988 til 1991 var der ingen, der mente, at det Ninn Hansen gjorde var ulovligt – Tamil sagen - den var ulovlig – men først da Hornslet kom med sin lange redegørelse. … Sagen er en del af den diskussion: Noter (1)Fakta herom ligger frit tilgængelige på Internettet. www.fas.org , www.maerskdata-defense.dk, www.terma.dk (2) Project for the New American Century (PNAC). - End - |
Fredsaktivisten Ulla Røder overværede Frank Grevils appel-sag ved Landsretten i København gennem fire dage - og tog omfattende noter og stikord. Det er blevet til følgende store beretning fra en dramatisk og principiel retssag.