Fredspolitik

 

ÅBENT BREV TIL STATSMINISTEREN

Af Godfred Louis-Jensen 11. september 2002

Godfred Louis-Jensen
Enighedsvej 3
2920 Charlottenlund
D A N M A R K.

Hr. statsminister Anders Fogh Rasmussen
Statsministeriet
Prins Jørgens Gaard 11
1218 København K
D A N M A R K.

Charlottenlund, 11. september 2002

Hr. statsminister

HVIS KRIGEN KOMMER - HVAD HAR DU SÅ GJORT FOR AT HINDRE DET?

Det spørgsmål stiller vi os selv, - og konstaterer, at svaret oftest er et: Ingenting! Mange, som nok indser, at svaret er for tyndt, tilføjer umiddelbart, at de "kan jo ikke gøre noget".
Mange danskere erkender, at de har alt for travlt med deres "eget" - familie, karriere og andre fornøjelser, som hører til dagen og vejen. Men de forklarer deres følelse af afmagt i afgørende forhold med henvisning til, at vi som borgere i et lille, europæisk land er uden indflydelse på den politik, som USAs præsident har fastlagt: Terrorkrig mod enhver, som ikke er "med ham".

Og vores afmagt forstærkes kun, når Danmarks statsminister tankeløst lover hvem som helst, der har sat sig i spidsen for USA, at "vi er med hele vejen" og ligesom beroligende tilføjer, at krigsmagernes politik er "forståelig og forklarlig".
Når du fra bunden af dit krater, hvor du efter et års betænkningstid selv har valgt at stille dig, erklærer, at "især billederne af de mennesker, der sprang ud fra (WTC) tårnene har fæstnet sig i mig" (BT, 11.9.02), slår det os som hyklerisk rørthed, der ikke lover godt for dit svar på vores spørgsmål: Hvad har du gjort for at hindre mere krig og terror?

Men jeg kan love, at vi vil komme efter dig med spørgsmålet! Og idet jeg vedlægger en kopi af de første 17 underskrifter, som vi har samlet (på et brev til dig herom), beder jeg dig tro på, at det kun er et spørgsmål om tid, før vi har fået alle danske til at skrive under på det egentlig indlysende krav om, at du i det mindste nægter at støtte Bush, -hvor ligegyldigt det end måtte være.
Vi indser, at du ikke kan stoppe "terrorkrigen" som Bush har startet. Men vi forventer, at du forklarer ham, at vi (i Danmark) siger NEJ til dansk krigsdeltagelse!

med venlig hilsen

Godfred Louis-Jensen
f/ OKTOBERBEVÆGELSEN

kopi til:
Ambassadøren,
American Embassy,
Dag Hammarskiölds Allé 24,
2100 København Ø.