Fredspolitik
 

Carters mindre kendte arv

Af Stephen Zunes
CommonDreams.org
18 oktober 2002

Mens alle de liberale lederskribenter hylder Jimmy Carter til ære for hans Nobel fredspris for 2002, vil jeg gerne bidrage med nogle lidt afvigende betragtninger.Dog kun lidt. Jeg er meget glad for at Carter vandt Nobelprisen og mener at den er velfortjent. Jeg glædede mig også over Nobel komiteens listige opsætning og den ikke så listige kritik fra komiteens formand, der gjorde opmærksom på forskellen mellem denne tidligere præsident og den nuværende præsident.

Selvom kritik af Carter´s præsidenttid ofte har samlet sig om hans angiveligt svage regeringsindsats, så er den triste sandhed, at hans administration var en katastrofe, når det gælder de emner, som han nu er mest kendt for: fred, international lov og menneskerettigheder.

Præsident Carter, som blev præsident tidligt i 1977, ikke længe efter at Indonesien invaderede og annekterede den lille østat Øst Timor, forøgede den militære støtte til det indonesiske diktatur med 80%. Dette udstyr bl.a. i form af OV-10 Bronco counter-incurgency fly, der var afgørende i forbindelse med sammedrivningen af store dele af landets civilbefolkning i koncentrationslejre. De fleste af de 200.000 dødsfald, der var resultatet af Indonesiens besættelse, fandt sted under Carter´s administration og for en stor del som følge af denne militære støtte.

Carter øgede også militær-hjælpen til Kong Hassan II´s marokkanske regering, hvis styrker invaderede dets sydlige nabo, ørkenstaten Vest Sahara, knap et år før den tidligere Georgia-farmer trådte i funktion. Carter tilkæmpede sig kongresbevilling til fornyet militærstøtte til Tyrkiet, som ellers var blevet suspenderet efter at Tyrkiets væbnede styrker greb magten i den nordlige tredjedel af republikken Cypern i 1974. Carter lovede at genoptagelsen af støtte ville give Tyrkiet mulighed for at trække sig tilbage.
Tyrkisk okkupation er imidlertid fortsat helt frem til i dag.

Disse tre amerikanske allierede har alle gjort sig skyldige i krænkelse af krav fra FN´s sikkerhedsråd om at de betingelsesløst skulle trække sig tilbage fra disse okkuperede områder.

Under præsident Carter nedlagde USA veto imod flere på hinanden følgende FN sikkerhedsråd resolutioner om at pålægge Syd Afrika sanktioner imod apartheid regimet. Carter ignorerede opfordringer fra Syd Afrikas demokratiske opposition om at øve et sådant pres og placerede sig på linje med amerikanske erhvervsinteresser ved at hævde, at amerikanske investeringer - inklusive levering af bl.a. computere og lastbiler til det sydafrikanske politi og militær - på en eller anden måde gavnede racelighed og flertalsstyre. (Knap fem år efter at Carter gik af som præsident, pålagde De Forenede Stater Syd Afrika sanktioner med stort flertal fra begge kongressens partier og ophørte med at nedlægge veto imod en tilsvarende FN politik.)

Da befolkningen i det afrikanske land, der dengang var kendt som Zaire, gjorde oprør imod deres brutale og korrupte diktator Mobuto Sese Seko, beordrede Carter det amerikanske luftvåben at flyve marokkanske tropper ind for at hjælpe med at knuse den folkelige rejsning og redde regimet.

Carter sendte militær hjælp til de fundamentalistiske islamisk mujahadiner for at bekæmpe den venstreorienterede regering i Afghanistan i fuld bevidsthed om, at det kunne udløse en sovjetisk invasion. Ifølge hans nationale sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brzezinski var det håbet, at det ville svække Amerikas supermagt rival at tvinge Sovjet ind i en sådan kontra-revolutionær krig. Denne beslutning ødelagde imidlertid ikke kun store dele af Afghanistan, men hele verden mærker dens udløbere i dag.

Som præsident modstatte Carter sig palestinensisk statsdannelse, nægtede endog at mødes med palestinensiske ledere, øgede militærhjælp dramatisk til Menachem Begins højre-orienterede regering. Da Israel nægtede at gennemtvinge traktaten til trods for dets stilling som garant, så øgede Carter også militær hjælp dramatisk til Anwar Sadats stadigt mere repressive ægyptiske regime.

Oversættelse: Hans Pendrup