Carters
mindre kendte arvAf Stephen Zunes CommonDreams.org
18 oktober 2002 Mens
alle de liberale lederskribenter hylder Jimmy Carter til ære for hans Nobel
fredspris for 2002, vil jeg gerne bidrage med nogle lidt afvigende betragtninger.Dog
kun lidt. Jeg er meget glad for at Carter vandt Nobelprisen og mener at den er
velfortjent. Jeg glædede mig også over Nobel komiteens listige opsætning
og den ikke så listige kritik fra komiteens formand, der gjorde opmærksom
på forskellen mellem denne tidligere præsident og den nuværende
præsident. Selvom kritik af Carter´s præsidenttid ofte
har samlet sig om hans angiveligt svage regeringsindsats, så er den triste
sandhed, at hans administration var en katastrofe, når det gælder
de emner, som han nu er mest kendt for: fred, international lov og menneskerettigheder.
Præsident Carter, som blev præsident tidligt i 1977, ikke
længe efter at Indonesien invaderede og annekterede den lille østat
Øst Timor, forøgede den militære støtte til det indonesiske
diktatur med 80%. Dette udstyr bl.a. i form af OV-10 Bronco counter-incurgency
fly, der var afgørende i forbindelse med sammedrivningen af store dele
af landets civilbefolkning i koncentrationslejre. De fleste af de 200.000 dødsfald,
der var resultatet af Indonesiens besættelse, fandt sted under Carter´s
administration og for en stor del som følge af denne militære støtte.
Carter øgede også militær-hjælpen til Kong Hassan
II´s marokkanske regering, hvis styrker invaderede dets sydlige nabo, ørkenstaten
Vest Sahara, knap et år før den tidligere Georgia-farmer trådte
i funktion. Carter tilkæmpede sig kongresbevilling til fornyet militærstøtte
til Tyrkiet, som ellers var blevet suspenderet efter at Tyrkiets væbnede
styrker greb magten i den nordlige tredjedel af republikken Cypern i 1974. Carter
lovede at genoptagelsen af støtte ville give Tyrkiet mulighed for at trække
sig tilbage. Tyrkisk okkupation er imidlertid fortsat helt frem til i dag.
Disse tre amerikanske allierede har alle gjort sig skyldige i krænkelse
af krav fra FN´s sikkerhedsråd om at de betingelsesløst skulle
trække sig tilbage fra disse okkuperede områder. Under præsident
Carter nedlagde USA veto imod flere på hinanden følgende FN sikkerhedsråd
resolutioner om at pålægge Syd Afrika sanktioner imod apartheid regimet.
Carter ignorerede opfordringer fra Syd Afrikas demokratiske opposition om at øve
et sådant pres og placerede sig på linje med amerikanske erhvervsinteresser
ved at hævde, at amerikanske investeringer - inklusive levering af bl.a.
computere og lastbiler til det sydafrikanske politi og militær - på
en eller anden måde gavnede racelighed og flertalsstyre. (Knap fem år
efter at Carter gik af som præsident, pålagde De Forenede Stater Syd
Afrika sanktioner med stort flertal fra begge kongressens partier og ophørte
med at nedlægge veto imod en tilsvarende FN politik.) Da befolkningen
i det afrikanske land, der dengang var kendt som Zaire, gjorde oprør imod
deres brutale og korrupte diktator Mobuto Sese Seko, beordrede Carter det amerikanske
luftvåben at flyve marokkanske tropper ind for at hjælpe med at knuse
den folkelige rejsning og redde regimet. Carter sendte militær
hjælp til de fundamentalistiske islamisk mujahadiner for at bekæmpe
den venstreorienterede regering i Afghanistan i fuld bevidsthed om, at det kunne
udløse en sovjetisk invasion. Ifølge hans nationale sikkerhedsrådgiver
Zbigniew Brzezinski var det håbet, at det ville svække Amerikas supermagt
rival at tvinge Sovjet ind i en sådan kontra-revolutionær krig. Denne
beslutning ødelagde imidlertid ikke kun store dele af Afghanistan, men
hele verden mærker dens udløbere i dag. Som præsident
modstatte Carter sig palestinensisk statsdannelse, nægtede endog at mødes
med palestinensiske ledere, øgede militærhjælp dramatisk til
Menachem Begins højre-orienterede regering. Da Israel nægtede at
gennemtvinge traktaten til trods for dets stilling som garant, så øgede
Carter også militær hjælp dramatisk til Anwar Sadats stadigt
mere repressive ægyptiske regime.
Oversættelse:
Hans Pendrup
|