Hokus pokus, hvorfor Irak!
Fordi der er økonomisk tilbagegang i Bush land

Af Huck Gutman
The Statesman (Calcutta) 16 oktober 2002

I USA er nyhederne hver aften domineret af muligheden for krig mod Irak.
Saddam Hussein er ikke en af denne verdens ædlere skikkelser; han er en bandit
og en diktator, en mand der har brugt kemisk krig mod sine egne borgere og
som har invaderet nabolande. Men han har været en despot i mange år, længe
før han tabte en ørkenkrig til USA. Hvorfor er han nu genstand for amerikansk
vrede?

Bush administrationen fortæller sine borgere, at han er en stor trussel, men lidet synes at være forandret materielt i de seneste år, bortset fra terroren den 11 september. Og hvor meget de end har forsøgt, så har den siddende administrations embedsmænd og regeringskontorer ikke fundet noget troværdigt led mellem Al-Qaeda og Saddam Hussein.

Så hvorfor har krigsrygterne fyldt forsiderne? For det første er der den 11 september. Den amerikanske' psyke blev fundamentalt ændret af den dags begivenheder, da terrorisme blev en realitet og ikke kun en en fjern trussel. Behovet for at beskytte nationen imod udbrud af vold indenfor dens grænser, vinder dyb genklang. Alligevel er den kedelige sandhed for Bush-administrationen, at dens stormløb imod Al-Qaeda ikke er gået godt. Efter en indledende sejr over Taliban - en "lektie", der fortæller at de, der huser terrorister, vil pådrage sig alvorlige konsekvenser - har krigen mod terrorismen få triumfer at prale af. Osama bin Laden er ikke blevet fanget; hans påstået verdensomspændende netværk er ikke blevet afsløret.

Derfor er en krig mod identificerbar fjende, en der angiveligt kan bombes til underkastelse, fristende for mange amerikanere. Bush administrationen har groft brugt løftet om en sejr over Irak til, ikke ulig en tryllekunstner, med ferme fingre at forvandle et rødt silketørklæde til en kanin. Vips, presto tryllestaven er svunget, Al-Qaeda forsvinder og Irak melder sig for øjnene af nationen.

Meget vel, der er jo olje. Irak råder, efter Saudi Arabien, over de rigeste oljereserver af alle lande. I et uafbalanceret Vestasien og med stadig flere spørgsmål i Washington om forbindelserne mellem Saudi-penge og finansieringen af Al-Qeda´s operationer, er Saudi Arabien ikke længere en pålidelig kilde til relativt billig olje. Denne oljebaserede administration - Bush og Dick Cheney var begge olje-folk - er fuldt opmærksomme på dens betydning.

De som foretrækker paranoide formlers enkelhed tror ofte, at olje er den eneste motivering bag Amerika´s pludselige uforsonlige behov for at invadere Irak. Men svaret på "Hvorfor Irak, hvorfor nu?" er sandsynligvis komplekst og overdetermineret af en række påvirkninger. (at ingen af disse påvirkninger er rationelle, eller uanfægtelige, gør dem ikke mindre virkelige for de, der planlægger det Hvide Hus´ strategi.)

For det tredje, og af bemærkelsesværdig vigtighed, tjener det påtænkte angreb på Irak indenrigspolitiske formål. Der er kongresvalg om mindre end en måned. Denne sommer kunne demokraterne gøre sig forhåbning om at opretholde deres majoritet på en stemme i senatet, og om at genvinde kontrollen med Repræsentanternes Hus. Men så kom der krig på dagsordenen, og påny var tryllekunstneren igang: de emner, der nærede demokraternes håb om at genvinde deres majoritet, er blevet skubbet ud i kulissen, mens den magiske irak kanin dominerer den politiske scene.

Med denne taskenspillerkunst er det lykkedes at begrave en statistisk historie af nærmest katastrofale dimensioner under rygtet om krig. Beretningen om en forestående væbnet konflikt - i dette tilfælde imod den onde troldmand "Saddam" - er langt mere dramatisk end opremsningen af tal. Så den aktuelle økonomiske situation bliver flyttet om til de sidste sider.

I de forløbne fire år har USA mistet to millioner industriarbejderjobs svarende til 10% af hele arbejdsstyrken i industrien. Hvert femte job i sundhedssektoren gik tabt og hvert tredje i tekstilindustrien. Antallet af mennesker, der lever i fattigdom og de, der ikke har sygeforsikring er stigende. Det samme gælder personlige fallitter. Arbejdsløsheden er stigende, langtids-arbejdsløshed stiger endnu kraftigere. En opreklameret "økonomisk bedring" er intetsteds i syne.

De mest grelle og chokerende nyheder findes på finanssiderne, hvor de daglige meldinger om faldende aktiepriser er placeret. Aktier er naturligvis ikke hele økonomien: men de er et fingerpeg om, både hvad der finder sted, og hvad der er på trapperne. Alligevel behandler pressen dem i disse tider blot som et dagligdags fænomen, ikke som en beretning af historiske dimensioner. Det samlede billede af det faldende aktiemarked er chokerende. Men det bliver enten begravet langt nede i finanssektionen eller slet ikke omtalt.

Ved slutningen af det tredje kvartal af 2002 var Dow-Jones gennemsnittet, Amerikas mest citerede mål for vurderingen af dets store selskaber, faldet 32.7 % siden højdepunktet 11 april 2000. Det har således tabt næsten en tredjedel af sin værdi. Under det store krak i 1929 faldt Dow Industrial index 48% i løbet af 2 måneder, men derefter rettede det sig i de næste fem måneder. Så selvom faldet i aktiepriser for landets største selskaber ikke er så brat, som det var dengang, er det ikke desto mindre stejlt, selv i historisk målestok.

Standard and Poor index´et, der er et bredere mål, har klaret sig om muligt endnu dårligere. Det er faldet 46.4% siden 24 marts 2000. Eftersom S&P index´et har eksisteret siden 1923, kan det danne et rimeligt sammenligningsgrundlag for historiske udviklingstræk. Tilbagegangen på 46% er kun ½% fra det dybeste dyk, der er registreret siden bunden af det store krak i 1937-39, og allerede det længstvarende siden tilbagegangsmarkedet i 1938-1942.

Tallene bliver om muligt endnu værre, hvis vi ser på Nasdaq, det marked hvor de fleste nye aktier er opført. Den 10 marts 2000 lå det på 5048; ved slutningen af tredje kvartal 2002 lå det på 1182 Det er et fald fra toppen til nu på 76.8%. Sammenlign dette med faldet mellem 29 okt.1929 ("Black Thursday") og bunden af depressionsmarkedet 8. juli 1932, en periode hvor markedet gik 89% tibage. 77% er ikke langt fra 89% - og Nasdaq falder stadig.

Man kunne forsøgvis mildne dette chokerende tab ved at gøre opmærksom på, at Nasdaq er et mere spekulativt marked end the New Yorks aktiebørs. Men i det forløbne tiår blev mange af landets hurtigst voksende og mest succesfulde selskaber registreret her. Fire af de top-10 selskaber i markeds-kapitalisering - Microsoft, Cisco Systems, Intel og Oracle - blev registreret på Nasdaq. Rent ud sagt mistede en stor del af de penge, der var investeret i US selskaber på Nasdaqs aktieliste, over tre fjerdedele af dets værdi i de forløbne to år.

Hvis markederne var i bedring, kunne der være en rimelig forklaring på fraværet af nyheder om alvoren af markedstilbagegangen. Men tingene er ikke i bedring. Reuters rapporterede om tredje kvartal, at "aktier sparkede en brutal september ind med et udsalg, der trak Standard & Poors og Dow indekset ned til deres værste kvartal siden krakket i 1987".

"OK", kunne Bush administrations høge, der råber op om at Saddam udgør landets største trussel, gøre gældende: "det er jo bare tal på en kurve."

Hvad betyder den enorme tilbagegang i Amerika´s aktie indekser i faktiske dollars? Wilshire 5000 er en udbredt anvendt aktieliste, der omfatter værdipapirer fra tre større aktiebørser og der inkluderer large-cap (capitalized), mid-cap, og small-cap selskaber. Med dets udgiver, Wilshire Associates´ ord, "Wilshire 5000 Total Market Index repræsenterer det bredeste indeks over USA´s aktiemarked." Intet andet index er så omfattende.

I det netop afsluttede tredje kvartal faldt the Wilshire 5000 totale markeds- index 17% . Dette betyder, at $1.9 billioner i markedsværdi er forsvundet i dette "usynlige" aktiekrak. For at sige det på en anden måde, i de forløbne tre måneder tabtes investeringer i USA aktier i et omfang svarende til $7.000 for hver amerikansk borger. (Den aktuelle amerikanske befolkning er lige over 288 mio.)

Ifølge Wilshire Associates er nær ved $8 billioner i investeringsværdi - mere end nationalgælden på $6.62 billioner - forduftet siden foråret 2000. Det betyder, at de amerikanske aktiemarkeder tabte et beløb svarende til tre fjerdedele af hvad verdens førende økonomi producerede i det forløbne år. Ifølge mine beregninger - eftersom pressen og værdipapir-firmaer undlader at rapportere denne tilbagegang, er fremskaffelse af tal og bruge sin lommeregner den eneste måde, hvorpå det er muligt at finde ud af nøjagtigt, hvad der er sket - den $8 billioner store velstands-tilbagegang betyder, at et beløb svarende til stort set 29,5000 pr. pers. er forsvundet i det faldende aktiemarkeds dyb.

Ifølge mange beregninger er USA midten i den dybeste aktiemarkeds-tilbagegang siden det store krak i 1929, der indvarslede verdensdepressionen. Hvorfor er disse tal ikke på forsiderne?

Tal er besværlig læsning. Krigstrommer lyder mere fristende. Og nyheder om dårlig økonomi ryster forbrugertilliden. Forbavsende nok fortsætter amerikanere at købe selv når de er konfronteret med en større tilbagegang i selskabsaktier. Hvis medierne rapporterede, hvad der sker i aktiesektoren, ville forbrugerne ikke være så raske til at forbruge, eller til at låne penge øjeblikkeligt forbrug og senere betaling.

Frem for alt, Amerikas aktiemarkedskrise er usynlig, fordi krigens spøgelse holder nationen i ånde. Tryllekunstnere dominerer scenen. Man ser kun hvad tryllekunstneren ønsker at vi skal se: Saddam Hussein, det ondes troldmand må væltes. "Regime forandring" bliver nationens centrale beskæftigelse.

Men uanset tryllekunstnere, så har markeds-krakket enorme konsekvenser for Amerika, der ikke vil forsvinde, selv om nyhederne om det er det usynlige. Hvad betyder markedsdykket for amerikaneres, hvis pensionsfonde er massivt investeret i aktiemarkedet? En fjerdedel af amerikanere har en arbejdsgiver-baseret pensionsplan, kendt som 401(k). En om muligt større procentdel har investeret i opsparinger, de håbede at bruge til pension.Når markedet krakker, så gør fremtiden det også.

Hvad betyder den enorme tilbagegang i aktiepriser for Amerikas evne til at finansiere den påtænkte krig imod Irak og dets efterfølgende besættelse? Senator Ted Kennedy skønnede for nylig, at krigen vil koste $100-200 milliarder. Men når aktiemarkedet falder, så går skatteindtægterne det også.

Ifølge tal samlet af den amerikanske kongres beløb capital gains skatter sig til $129 milliarder i skatteåret 2001. Stigende aktier fører til profithjemtagning; når investorer høster profit, så betaler de skat af den. Faldende aktiepriser betyder, at skatter af tidligere indhøstede kapitalgevinster ikke længere er tilgængelige.

En skattemæssigt hårdt-presset regering - og USA´s overskud på $127 milliarder i 2001 er forudses allerede at være vendt til et underskud på $157 ved slutningen af 2002 - vil ikke være i stand til at finansiere både en krig og sociale ydelser. De sociale ydelser vil derfor blive reduceret.

Amerikanere vil, hvis de skal tro de daglige medierapporter, tænke, at alt hvad deres nation er konfronteret med er et nationalt onde forårsaget af Irak. Mange ser TV nyheder og sætter deres lid til nationens ledere, som er opsatte på et ensidigt angreb. Mange andre, er dog i stigende grad urolige, efterhånden som de læser kvartalsrapporterne om deres pensionskonti, eller ser deres investeringer skrumpe ind til mindre og mindre pakker. De forstår umiddelbart at hjemlige problemer ofte er mere truende, selv om de udløser en mindre ophedet retorik, end militære eventyr i udlandet. Bush må have været overrasket over svarene på den seneste meningsmåling gennemført af New York Times/CBS News, hvor potentielle vælgere svarede på spørgsmålet, "Ville du synes om at høre kandidaterne tale mere om muligheden for krig med Irak eller den amerikanske økonomi?" 70% af amerikanerne ønskede kandidater til at tale mere om økonomien; kun 17% ønskede at vide mere om Irak.

Så måske er tryllekunstnerens program på den amerikanske politiks hovedscene ikke så god som dens manuskriptforfattere mente. Ikke desto mindre dominerer tryllekunstneren scenen, og til trods for en økonomi i tilbagegang, synes krig med Irak at være en del af hans akt.

Også af Huck Gutman på dansk:
Bush-doktrinen og verdensøkonomien

Forfatteren er professor i engelsk ved University of Vermont. Tidligere Fulbright Visiting Professor ved Calcutta University.
Oversat af Hans Pendrup.

- End -