Undergravning af FN

Af Richard Falk og David Krieger

Transnational Foundation for Peace and Future Research
PressInfo # 165

Som en sund reaktion på Bush administrationens krigspolitik vokser tilslutningen til
protestdemonstrationer jo nærmere vi kommer krigen. De demonstrerende er klar over, at de ikke ønsker, at De Forenede Stater skal iværksætte en forebyggende og illegal krig, menmåske gør de sig endnu ikke klart, at de også kæmper for at bibeholde en international orden baseret på multilateralisme, lovlighed og selve FN.

Hvis FN skal reddes fra den amerikanske regerings destruktive og radikale unilateralismevil andre vigige lande være nødt til at gøre front imod dens tyranni. Frankrig, Rusland og Kina er i kraft af deres vetomagt i stand til at blokere Amerikas ret til atgå i krig. Men om de, i betragtning af det pres, de er underlagt fra den amerikanske administration, vil gøre brug af denne magt, vil vise sig.

Men hvis en eller flere af dem gør dette, vil den amerikanske administration være nødsaget til at erkende, at den handler i direkte modstrid med Sikkerhedsrådet med en formentlig alvorlig undergravning af støtte fra kongres og offentlighed til følge. Hvis den fortsætter kursen mod krig, vil det kunne resultere i dødsstødet, ikke blot for Irak, men også for selve FN. Det er et klart udtryk for USA´s globale egenrådighed, at man er nødsaget til at håbe på et veto for at opretholde FN´s legitimitet og effektivitet som en fredsfaktor, men også at man må erkende, at den amerikanske administrations trusler om ensidig militær indsats vil kunne gøre veto´et ineffektivt og dermed gøre Sikkerhedsrådets rolle stort set meningsløs.

De Forenede Stater var medvirkende til dannelsen af FN og var en stærk støtte for organisationen indtil Reagan´s præsidentperiode, hvor fjendtligheden over for FN blev udtalt. Reagan´s anklage imod den for at være domineret af Den Tredje Verdens anliggender var overvejende retorisk og symbolsk, men indbefattede opfordring til budget nedskæringer og tilbagetrækning fra UNESCO som følge af denne organisations angivelige korruption og anti-amerikanske tendenser. I Bush I´s præsidentperiode blev denne antipati forbundet med amerikanske økonomiske interesser på globalt plan; administrationen brugte amerikanske muskler til at lukke the Center on Transnational Corporations til fordel for de multinationale. Denne konfrontationspolitik blev kortvarigt sat i bakgear i og med Bush Senior´s brug af FN til at befuldmægtige en krig imod Irak i 1991 for at drive det ud af Kuwait. Dengang overraskede Bush verden ved kortvarigt at vække mindelser om præsident Woodrow Wilson og hans opfordring til "en ny verdensorden" der fokusered på tillid til FN´s Sikkerhedsråds kollektive sikkerhedmekanismer til imødegåelse af trusler oms aggression Da støvet havde lagt sig efter Golfkrigens afslutning, indså det Hvide Hus imidlertid, at det ikke havde interessere i en sådan global ansvarlighed, eller i at opbygge sådanne forventninger om en øget rolle for FN. De sproglige formuleringer om en ny verdensorden blev med forsæt, som en højtplaceret embedsmand dengang udtrykte det, "lagt tilbage på hylden."

Bill Clinton´s præsidentkampagne i 1992 syntes at rumme muligheder for en tilbage-
venden til FN i forbindelse med en stillingtagen til humanitære udfordringer af den slags, som opstod på Balkan og i Afrika syd for Sahara. Men som præsident bidrog Clinton til FN´s nedtur efter den kolde krig ved brat at omlægge kursen overfor Somalia i 1993 efter at atten amerikaner blev dræbt i Blac Hawk Down hændelsen. I stedet for at acceptere ansvaret for denne fiasko, lagde Clinton-administrationen ansvaret på FN. Denne administration vendte også ryggen til FN´s anmodninger om en indsats for at standse folkemord i Ruanda et år senere, da et lille kontinget af FN tropper kunne have forhindret massemordet der. Clinton´s sikkerhedsteam saboterede endvidere en ruandisk intervention ved at true med at indstille amerikansk finansiering af FN´s fredsbevarende operationer, hvis FN påtog sig nye fredsbevarende forpligtelser.

Clinton administrationen gav kun udtryk for lunken støtte til FN´s rolle i Bosnien,
samtidig med at den underminerede støtten til FN´s aktion ved at forsyne Kroaterne og mus-
limerne med våben. I Irak underminerede og korrumperede administrationen FN´s inspektions-
proces ved at bruge amerikanske inspektører til at udføre spionage. Clinton fejrede
skuffende FN´s femtende årsdag ved at levere en uinspireret tale, der gjorde sig bemærket
ved sine Wall Street opfordringer til "downsizing" og "doing more with less," og ved i
stigende grad at vende sig til NATO for at gennemføre det, som den betegnede som humanitære interventioner, og som kulminerede med NATO krigen i Kosovo og Serbien i 1999. Denne krig på kosovoranernes vegne gjorde sig bemærket ved fraværet af enhver form for FN bemyndigelse til brug af magt og ved en overlagt amerikansk beslutning om at omgå FN som forudgriben af russisk og kinesisk veto.

Men samtidig med at Clinton administrationen anrettede betydelig skade på FN, skabte Bush administrationen med dens afvisning af blot et mindstemål af multilateral indsats dens fjendtlighed overfor eksisterende våbenkontrol-aftaler, dens afvisning af Kyoto-protokollen om global opvarmning og dens bestræbelser på at underminere den internationale kriminalret, et mønster på anti-FN diplomati, der hidtil var uset i Washington. Alt i alt et udtryk for det synspunkt, at amerikansk magt og rescourser udelukkende skal tjene nationale strategiske interesser.

Siden den 11. september har Bush-holdet selektivt brugt FN til at opbygge en samlet front imod global terrorisme, især imod Al Queda. Et sådant initiativ førte til en vis formel multilateralisme i krigen i Afghanistan, men er løbet ind i modstand siden. I månederne efter Bush´s 2002 State of the Union henvendelse - der første gang skitserede "ondskabens akse" som tilgang til post-Afghanistan udfordringen, og som ikke på nogen måde refererede til FN - gav Bush i den ene tale efter den anden indtrykket at "regime ændring" i Baghdad var et spørgsmål om Det Hvide Hus´ forgodtbefindende. Det var ved den lejlighed, at establishments realister og som de mest fremtrædende Brent Scowcroft og James Baker, slog alarm. Bush krigs-planlæggerne syntes hurtigt at indse, at de dennegang havde skubbet unilateralismen for langt frem selv for deres republikanske bagland, for slet ikke at tale om for for deres oversøiske allierede. Kongressen og FN blev bragt ind i sagen med tydelig ambivalens og administrationen ændrede sin åbne opfordring til "regime ændring" til "afvæbning" via "tvungen inspektion." Både kongressen og FN´s Sikkerhedsråd blev opfordret til at undertegne denne politik, og kongressen har allerede kapituleret.

Der er to hovedveje til ødelæggelse af FN: at ignorere dets relevans i krig/fred situationer, eller at gøre det til et gummistempel til godkendelse af geopolitiske operationer af tvivlsom status i lyset af international lov eller FN chartret. Før 11. sept. fulgte Bush den førstnævnte politik; siden da - ved at opfordre FN til at give verdens tilbageværende supermagt sin velsignelse til en uprovokeret krig - den sidstnævnte.

Ligeledes er USA´s evidente tvetydighed og hykleri i opfordringen til gennemsættelse af FN resolutioner imod Irak, i betragtning af USA´s uvillighed til at gøre noget for at implementere den strøm af sikkerhedsråds-resolutioner, der kræver israelsk tilbagetrækning fra okkuperede palestinensiske territorier, nedlæggelse af illegale bosættelser og accept af Geneve konventioner vedr. militær okkupation. Ironisk nok genkalder Sikkerhedsrådets resolution 687, som citeret af Bush i hans retfærdiggørelse af krig imod Irak, også i erindringen, at det var hensigten at etablere en kernevåbenfri zone i Mellemøsten, og at arbejde i retning af at gøre regionen fri for alle massedestruktionsvåben. Mens dette er klart værdifulde mål, så nævner Bush administrationen intet om Israel´s langvarige besiddelse af kernevåben.

Eftersom de Forenede Stater er engageret i et sådant hykleri, er det fristende at misbruge FN resolutioner til at retfærdiggøre en illegal forebyggende krig imod Irak. Resolution 687, der bød restaurationen af Kuwaitisk suverænitet velkommen og fremsatte fredsbe-
tingelser efter Golfkrigen, siger intet om de betingelser hvorunder yderligere magt kunne bruges imod Irak. Snarere konkluderer den med en erklæring om, at Sikkerhedsrådet "beslutter at fortsat at være engageret i sagen, og at tage sådanne yderligere skridt, som måtte være nødvendige for at implementere den aktuelle resolution og at sikre fred og sikkerhed i regionen." Enhver ensidig amerikansk gennemtvingelses-aktion uden Sikkerhedsrådets godkendelse ville således være ulovlig. Hvis Bush administrationen gennemtvinger en resolution, der bemyndiger magt igennem Sikkerhedsrådet, vil den kun demonstrere, at det er lykkedes den at bøje organisationen efter sin vilje - dvs. i realiteten at undergrave FN på samme måde, som den undergravede den amerikanske kongres integritet.Den er dobbelt ødelæggende for FN i kraft af dens dominerende holdning og i kraft af dens gentagne påstand om, at hvis FN gør modstand, så vil den handle ensidigt. Det væste aspekt af Bush II arven er måske dens ondartede underminering af mulitlateralisme og international lov i almindelighed og af FN i særdeleshed.

Offentliggjort i The Nation, November 4, 2002

Oversættelse: Hans Pendrup