FN
RESOLUTION 1441: AFPRESNING AF SIKKERHEDSRÅDETaf
Professor Marjorie Cohn Thomas Jefferson School of Law JURIST Contributing
Editor I 1990 "overtalte" George H.W Bush medlemmerne
af Sikkerhedsrådet til at give bemyndigelse til (Operation)Desert Storm,
ved at bestikke dem med billig Saudi olje, nye våbensendinger og udviklingsbistand.
Men da Yemen nægtede at kapitulere, advarede en U.S. diplomat om, at "det
vil være den dyreste ´nej´ stemme, I nogensinde har afgivet."
Hvilket det faktisk viste sig at være, for USA straffede Yemen, det fattigste
land i den arabiske verden, ved at afskære hele dets amerikanske udlandshjælp
på $70 millioner. Tolv år senere har George W. Bush´s administration
brugt en lignende taktik til at få medlemmer af Sikkerhedsrådet til
at undertegne resolution 1441, der handler om Irak. Det nuværende
Sikkerhedsråd har forsøgt at redde ansigt ved at ændre nogle
få ord, som "eller" til "og", og "genoprette"
til "sikre". Disse ændringer gjorde resolutionen spiselig for
Rusland og Frankrig. Men ved at antage resolutionen, forekommer det sikkert, at
Sikkerhedsrådet var helt opmærksom på Yemens skæbne, da
det trodsede de Forenede Stater i 1990. Medlemmer af Sikkerhedsrådet har
nu valgt at springe på det frembrusende USA-tog i stedet for at blive knust
under dets mægtige hjul. Bush den yngre har udøvet magtpolitik
under hele sit korstog for at opnå bemyndigelse til at angribe Irak. Bush
den første truede og besnakkede et flertal i kongressen til at erklære
Saddam Hussein for samfundets fjende nr. 1, til trods for at Hussein har undladt
at angribe noget land i 12 år, og til trods for fraværet af ethvert
bevis på tilknytning til Al Qaeda. Alt, hvad der stod tilbage, var at sikre
Sikkerhedsrådets "autorisation" til at iværksætte
Bush´s nye præventive militære strategi, at ændre Iraks
regime og bekræfte amerikanske selskabers kontrol med Mellemøstens
olje. Vedtagelsen af resolution 1441 giver Bush regimet de redskaber, det
behøver for at udføre denne mission. Til trods for at den er affattet
som et redskab til nedrustning, er denne resolution i virkeligheden et "set
up", der vil blive brugt til at retfærdiggøre den amerikanske
militære indtagelse af Irak. Paragraf 8 fastslår at ".... Irak
ikke må tage initiativ til eller true med fjendtlige handlinger rettet imod
nogen repræsentant eller noget personale i tilknytning til FN eller nogen
medlemsstat, der tager skridt til at opretholde en rådsresolution."
Til trods for at the "no-fly-zones" (flyveforbudszonerne) aldrig er
blevet sanktioneret af Sikkerhedsrådet under paragraf 8., har USA kunnet
retfærdiggøre sin brug af militær magt imod Irak, hvis Irak
beskød et amerikansk fly, der ulovligt krænker Iraks luftrum indenfor
disse zoner. Resolutionen erklærer yderligere, at "fejlagtige
udtalelser eller udeladelser i deklarationer udstedt af Irak" og "undladelse
fra Iraks side af på noget tidspunkt at handle i overensstemmelse med og
samarbejde fuldt ud med implementereingen af denne resolution skal udgøre
et yderligere "material breach" på Iraks forpligtelser .... "USA
vil, som det har været tilfældet før, selv afgøre hvorvidt
Irak har levet op til denne bestemmelse, til trods for Sikkerhedsrådets
eksklusive bemyndigelse til at erklære, hvornår et land gør
sig skyldig i material breach (fysisk brud). Irak reagerede på resolution
1441 ved at benægte, at det har massedestruktionsvåben, ved at tilkendegive
dets hensigt at samarbejde med våbeninspektørerne og ved at bekendtgøre,
at det senere ville udsende en analyse af, hvorfor denne resolution krænker
FNs Charter, tidligere Sikkerhedsråds resolutioner og andre bestemmelser
af international lov. Det ville være meget vanskeligt for enhver
suveræn nation at leve op til resolution 1441, der i praksis bemyndiger
okkupation af Irak. En særlig ildevarslende bestemmelse garanterer våbeninspektørerne
ubegrænset ret til at interviewe alle irakiske embedsmænd og alle
andre personer indenfor og udenfor Irak. Denne bestemmelse ville give inspektørerne
magt til at handle som de facto asyl officerer og til at borttransportere hvem
som helst, inklusive højtplacerede irakiske embedsmænd, med eller
uden nogen tilladelse. Endelig fastsætter resolutionene, som en direkte
opfordring til ikke-overholdelse, en 30 dages deadline for Irak til at erklære,
at ikke kun dets våbenprogrammer, men alle kemiske, biologiske og atom programmer
er uden relation til våbenproduktion. Selv Hans Blix, fungerende formand
for UNMOVIC fortalte Sikkerhedsrådet, at dette var en urealistisk deadline.
Hvis Irak ikke overholder denne deadline, vil i tusindvis af amerikanske
tropper, der allerede er placeret ved dets grænser sandsynligvis invadere
med massive tab af irakiske og amerikanske liv til følge. Invasionen vil
sandsynligvis finde sted uden yderligere autorisation fra FN. Colin Powell sagde
faktiske i CNN´s sene udsendelse, "at hvis FN ikke er villig til at
bemyndige brugen af "alle nødvendige midler" til afvæbning
af Hussein, så vil "USA sammen med ligesindede lande gå ind og
afvæbne ham med magt." Men det er kun Sikkerhedsrådet,
der kan bemyndige brugen af væbnet magt. Siden 1990 har Rådet ikke
bemyndiget brugen af magt i Irak. Intet land kan ensidigt bruge militære
midler til at gennemtvinge en FN resolution uden at krænke FN´ charter.
Det vil vise sig hvornår og hvordan USA ensidigt vil afgøre, at Irak
har brudt betingelserne i resolution 1441, og bruge dette som grundlag for at
slå til. En kvart million amerikanske soldater og millioner af det irakiske
folks liv er på spil. Marjorie Cohn er tilknyttet professor ved
Thomas Jefferson School of Law in San Diego, og fungerendevice præsident
for the National Lawyers Guild. November 21, 2002 |