Bush beviser at han er et overklassenummer

Med hans skatteplan er de eneste vindere den økonomiske elite

Af Robert Reich
tdl arbejdsminister i Clinton-administrationen

Los Angeles Times 7. januar 2003

Præsidenten kalder det en "jobs og vækst" plan, men den er hverken det ene eller det andet.

Hans sidste runde af foreslåede skattelettelser vil ikke skabe jobs og vil ikke få økonomien til at vokse. Den vil kun gøre mere af det, den sidste runde gjorde - gøre de rige endnu rigere.

Det økonomiske problem lige nu er for meget kapacitet i forhold til efterspørgslen. For mange fabrikker ligger brak, for meget udstyr bliver ikke brugt, for mange mennesker har ikke noget job. Landet har problemer med at komme ud af lavkonjunkturen, fordi der stadig ikke er tilstrækkeligt mange købere til alle de varer og tjenesteydelser, den amerikanske økonomi kan producere.

Men der er også et langsigtet problem, og det er lige så meget et socialt problem som et økonomisk: Vi er i færd med at blive opsplittet i tre adskilte samfund.

I toppen er der en royal klasse med mere velstand og indkomst end nogen aristokrat nogensinde har haft. De får også en større andel af Amerika´s totalindkomst nu end nogensinde før i de sidste 60 år.
I midten er der en stor foruroliget klasse, der er kun en smule bedre stillet end for et tiår siden, men som stadig har problemer med at få tingene til at hænge sammen. I bunden er der en stor underklasse, hvis indkomst og sparsomme velstand gik tilbage i 1980´erne og midt 1990´erne, derefter kom sig i de sene 90´ere, da den nationale arbejdsløshed dykkede til 4% og arbejdsgiverne var nødt til at anstrenge sig for at finde arbejdere. Nu, hvor den officielle arbejdsløshed er tilbage på 6%, falder underklassen tilbage igen.

Det kortsigtede problem er forbundet med det langsigtede. I årevis er den amerikanske produktivitet steget i et sundt tempo. Computer- og internetteknologier har dramatisk øget vores evne til at producere flere varer og tjenesteydelser. Dette er en væsentlig grund til at økonomien kunne vokse så hurtigt i 90´erne uden at udløse inflation.

Alan Greenspan skal have ros for at erkende dette, da han tillod den korte rente at falde og arbejdsløshed mindskes. Til trods for den "irrationelle overflod" ("irrational exuberance"), der fik aktiepriserne til at skyde i vejret i de sene 1990´ere og derefter dykke mellem 2000 og nu, fortsætter produktivitetsrevolutionen. Det er grunden til, at vores erhverv har al denne nye kapacitet.

Men der er et bump. Alle de varer og den service, der nu kan produceres skal købes af nogen. Individuelle forbrugere står for to tredjedele af hvad der købes i landet. Og på grund af produktivitetsrevolutionen kan en mængde ting laves meget billigere. Men de er ikke så billige at forbrugere har råd til at købe det hele med de lønninger, som de ikke har fået nogensteder.

De eneste mennesker, hvis økonomi er skudt i vejret, er dem helt i toppen. De bruger enorme summer på eksotiske ferier, landsteder i the Hamptons og cashmere sweaters. Men de bruger kun en brøkdel af de penge, de har. Den meget-større foruroligede klasse har ikke ikke store skønsmæssige indkomster, efter at have betalt faste udgifter, fødevarer og bolig. Underklassen har i realiteten ingen.

Den recession, der netop er slut, var relativt mild, fordi de fleste forbrugere i de foruroligede klasser og i underklasserne fortsatte med at forbruge til trods for deres skrøbelige finansielle forhold. Men for at gøre dette, var de nødt til at sætte sig i dyb gæld og til at arbejde i mange timer. Nu er de bekymrede over usikre jobs, skrumpende 402(k) pensionsopsparinger og krig.

Det ser ud til, at deres købe-orgie er forbi. Forbrugertilliden er faldet de seks ud af de sidste syv måneder. Juleindkøbende var et flop.

Så hvor skal efterspørgslen efter alle de varer og den service, USA kan producere, komme fra? Udlandet vil ikke og kan ikke købe alt, hvad der er tilovers. Verdens næststørste økonomi, Japan, er helt på bunden; den tredjestørste, Tyskland er ved at glide ud i recession. Meget af resten af verden er ikke længere i stand til at gå på soldetur.

Så nu kommer præsident Bush´s meget opreklamerede økonomiske plan. Den sænker hovedsageligt skatterne for den royale klasse. Dets medlemmer ejer de fleste af aktierne, så reducerede skatter på aktie dividender er en velsignelse for dem. Ifølge IRS (International Revenue Service, skattevæsenet) gik mere end 60% af den totale værdi af dividender, der udbetaltes til enkeltindivider i 1999, til de 10% skatteydere i toppen. Den royale klasse opnår altså mest ved de indkomstskattelettelser, der blev realiseret i 2001 fordi de fleste af de fordele, der oprindeligt var fastlagt til at få virkning efter 2003, gik til de højeste indtægter. Og det er dem, der høster næsten alle fordelene ved en permanent ophævelse af ejendomsskatten, som kun berører ejendom, der er mere end $1 mio. værd. Alligevel bruger medlemmerne af den royale klasse næsten lige så meget, som de ønsker at bruge. Ingen ekstra pengemængde i deres diamantbesatte tegnebøger vil få dem til at bruge mere.

Præsidentens plan er besvarer landets to altoverskyggende økonomiske problemer --- overkapacitet og øget ulighed --- ved at forværre begge. Det er en bemærkelsesværdig præstation, der er så meget mere bemærkelsesværdig i betragtning af den kynisme, som den markedsføres med.

Det er ikke en plan for "vækst og jobs". Det er en plan til belønning af de rige, når det økonomien har behov for, er øget forbrug blandt folk med beskedne indkomster. Og den koncentrerer yderligere velstand og magt på et tidspunkt hvor velstand og magt allerede er på færre og færre hænder.

Robert B. Reich, arbejdsminister i Clinton administrationen, er professor i social og økonomisk politik ved Brandeis University og medstifter og national redaktør af tidsskriftet The American Prospect.

- End -