"Som
De ser, ser De absolut ingenting!" - Den illustrerede krigserklæringAf
Rasmus Ole Rasmussen Nordatlantiske Regionalstudier, Roskilde Universitetscenter Udenrigsminister
Colin Powell har med stor overbevisning fremlagt sit materiale om Iraks mangel
på afsløring af våbenlagre og våbenproduktion, og for
mange står billeddokumentationen som et afgørende bevismateriale.
Det indikeres blandt andet af udfaldet af den efterfølgende gennemførte
meningsmåling herhjemme. Spørgsmålet er imidlertid hvad billederne
i realiteten viser, sammenholdt med det Powell gerne vil have os til at se. På
mange måder bringer fremlæggelsen minder frem fra en TV-avis fra engang
i midten af 1960'erne. Det drejede sig om et indslag fra Sovjetunionen om en fejlslagen
kartoffelhøst, hvor speakeren beskrev hvorledes en våd sommer havde
spoleret kartoflerne, hvorfor butikkerne kun kunne fremvise små, usle og
sygdomsbefængte produkter. Samtidig så man et klip (sandsynligvis
arkivklip) hvor et større antal sække med store, flotte kartofler
blev båret ind i et supermarked, og for øjnene af os hældt
ud i supermarkedets kartoffelkasse. Dagen efter var alle imidlertid overbevist
om at de med egne øjne havde set hvor ringe det stod til med kartoffelforsyningen.
Selv om billederne opleves som en vigtig del af fremlæggelsen, så
er det Powells ord som i realiteten har bragt budskabet, medens billedmaterialet
blot har fungeret som et sideløbende illustrationsmateriale eller staffage.
Det bliver klart når man kigger nærmere på de enkelte billeder,
og det kan anbefales ved selvsyn at tage et nærmere kig på billedmaterialet.
Den samlede præsentation ligger tilgængelig på: http://www.whitehouse.gov/news/releases/2003/02/20030205-1.html,
men BBC har en udmærket web-side hvor 10 af de vigtigste illustrationer
præsenteres: http://news.bbc.co.uk/1/shared/spl/hi/pop_ups/03/americas_colin_powell0s_photographic_evidence/html/1.stm Hvis
vi tager udgangspunkt i disse 10 billeder og ser nærmere på enkelte
af dem, først og fremmest dem som indeholder geografisk information, så
startes med billede
2, der ifølge teksten viser en række lagerbunkers for blandt
andet kemiske våben ved Taji, 30 km nord for Baghdad, det tidligere center
for det irakiske missilprogram som blev ødelagt som følge af Kuwait-krigen. Billedet
viser ifølge teksten en række bunkers, hvoraf tre mærket med
rødt er beregnet for kemiske våben. Billedet nederst til venstre
viser den ene af bunkerne den 10. november 2002 hvor man ser to forskellige køretøjer,
dels et beregnet til fjernelse af forurening, og dels et sikkerhedskøretøj.
Powell betegner disse køretøjer som "signature items"
- kendetegn som kun karakteriserer bunkers med kemisk ammunition. Billedet til
højre stammer fra den 22. december 2002, og på dette billede ser
man ikke længere de tidligere nævnte køretøjer. Istedet
kan man se FN-inspektørernes køretøjer. Eneste dokumentation
på dette billede er tilstedeværelse af to køretøjer
på billedet fra november som anføres ikke at eksistere på billedet
fra december. Men for det første tillader billedkvaliteten ikke at man
kan identificere køretøjerne. Det er rent gætteri hvad det
måtte være for køretøjer. På oversigtsbilledet
er med rødt afmærket tre bunkere som skulle være beregnet for
kemisk ammunition. Hvorvidt det er tilfældet kan man selvfølgelig
heller ikke se på selve billedet. Billedet dokumenterer således at
der er en række bunkers, og at der ud for en af disse befandt sig to forskellige
køretøjer den 10. november som ikke længere var tilstede den
22. december, hvor der istedet befinder sig nogle andre køretøjer.
Der er en række forhold omkring billederne som yderligere vanskeliggør
tolkningen. For det første er billedet fra den 22. december af klart ringere
kvalitet end billedet fra november. Der er således mange detaljer som ikke
kan skelnes på sidstnævnte billede. Samtidig er det meget vanskeligt
at afgøre hvilken af de tre bunkere der vises på det forstørrede
billede fra november. Billederne er for uskarpe til en præcis identifikation,
og skal man prøve at foretage en identifikation ud fra vejsystemet ser
det ud til at bunkeren med køretøjerne fra november kunne være
den øverste af de tre rødmarkerede, medens dem der vises som "sanitized
bunkers" fra den 22. december er de to nederste af de tre. Der er således
mulighed for at det ikke er de samme bunkere der vises på detailbillederne
fra hhv. november og december. Billede
3 viser ifølge teksten en fjernelse af missiler og sprænghoveder
fra Al-Musayyib raketanlæg placeret 68 km syd for Baghdad. Powell brugte
billedet som dokumentation for at man bevidst skjuler våben, idet en række
lastbiler den 10. november var igang med at fjerne komponenter til ballistiske
missiler inden våbeninspektion i området. Der er muligvis tale
om beholdere til missiler og sprænghoveder, og en person med indsigt i våbenemballage
vil muligvis med nogenlunde sikkerhed kunne afgøre hvad det præcis
er. Men ud fra et enkelt billede er det umuligt at afgøre om det er noget
der bliver læsset på lastbiler, eller om det er noget der bliver losset
fra samme. Under alle omstændigheder vil det være oplagt for våbeninspektørerne
at forfølge sagen, fordi man i dette tilfælde kan pege på at
der skal redegøres for ihvertfald fire missilbeholdere og otte beholdere
til sprænghoveder, eller på anden måde sandsynliggøre
hvad det er der befinder sig på billedet. Som arbejdsredskab til inspektørerne
er det fremragende, men som dokumentation er det ubrugeligt. Billede
4 viser ifølge teksten Amiriyah institut til fremstiling af serum og
vaccine, beliggende nogle få kilometer vest for Baghdad. Ifølge Powell
var der den 25. november 2002, to dage før våbeninspektionen besøgte
stedet, tale om at adskillige køretøjer ("trucks") besøgte
stedet. Powell karakteriserede stedet som et sted med relationer til fremstilling
af biologiske våben, og at man observerede stedet både omhyggeligt
og jævnligt, men at en sådan aktivitet med køretøjer
kun sjældent forekom. I alt er der seks pile der udpeger køretøjer
inde på virksomhedens grund, og herudover er der to køretøjer
på vejen som ikke udpeges. Af køretøjerne er der kun én
lastbil, medens de øvrige køretøjer er personbiler eller
varebiler. På engelsk er begrebet "truck" neutralt på den
måde at det kan dreje sig om køretøjer af meget forskellig
størrelse. Set i forhold til kompleksets størrelse kan det i virkeligheden
undre at der ikke er langt flere køretøjer. Men problemet med enkeltbilleder
som dette er, at den "normal"-situation Powell henviser til ikke fremgår,
og derfor kan man heller ikke sige om seks eller otte køretøjer
er meget eller lidt. Og om køretøjerne så iøvrigt bringer
eller fjerner produkter, mandskab, medarbejdernes frokost, en kasse kolaer eller
hvad det måtte være, er det selvfølgelig umuligt at afgøre.
Så igen er der ikke tale om en dokumentation. Billedet dokumenterer intet,
vi har kun Powells - og i sidste ende det amerikanske militærs - ord for
at situationen skulle være usædvanlig. Billede
5 viser ifølge teksten mobile våbenfabrikker. Powell henviste
til en række informanter der anfører at Iraq mindst er i besiddelse
af syv sådanne fabrikker monteret på lasbiler eller jernbanevogne.
Desuden anførte han at man har udført tegningerne i USA baseret
på informationer fra de nvænte kilder. Samtidig fremvistes en video
- det indsatte billede nederst til højre - som skulle vise en testflyvning
med et modificeret Mirage jetfly som er i gang med at udsprede 2.000 liter simuleret
anthrax. Det er en nydelig tegning, og utvivlsomt et interessant produkt. Men
ikke så meget som ét eneste konkret billede, så det kan lige
så godt være det pure opspind som det kan være en realitet.
Ganske kort tid efter man i 1980'erne begyndte at køre rundt med missiler
på de vesttyske motorveje og tilsvarende i Rusland, bragte pressen ganske
udmærkede billeder af samme, og man møder af og til russiske missiltransporter
når de bliver kørt rundt på vejnettet på Kola-halvøen,
så det er uforståeligt at de ikke forlængst skulle være
fotograferet, hvis de altså findes. En interessant detalje er det iøvrigt,
at Scott Ritter i et interview peger på at idéen til konstruktionen
ikke stammer fra det amerikanske efterretningsvæsen, men var et tankeeksperiment
som han og andre våbeninspektører havde gjort sig. Og når det
gælder filmen med Mirage-flyet, så er det selvfølgelig rent
gætteri at det skulle dreje sig om anthrax, men det passer fint ind i de
skrækscenarier man gerne præsenterer for den amerikanske offentlighed.
"Som det fremgår er kartoflerne i Rusland meget små og sygdomsbefængte
..." Billede
6 viser ifølge teksten det kemiske kompleks al-Musayyib, placeret 68
km syd for Baghdad. Powell pegede i sin præsentation på at et antal
transportkøretøjer og et køretøj til dekontaminering
blev observeret i maj måned 2002 - det øverste billede. Han nævnte
endvidere at der i en række kilder havde været tale om borttransport
af kemiske våben fra stedet på netop dette tidspunkt. To måneder
senere - det nederste billede - havde der været foretaget en bortfjernelse
af overjorden med bulldozere for at fjerne rester af eventuelle efterladenskaber.
Det er helt rigtigt at der på det første billede ses fem køretøjer
som ikke vises på det andet. Alle køretøjerne er tomme, og
selv om der udpeges en gaffeltruck, så er der øjensynlig ikke stabler
af olie- og kemikalietromler eller anden form for materiale gaffeltrucken kan
transportere rundt, endsige er igang med at læsse på vognene. Der
står noget der måske kan tolkes som kar eller beholdere på det
øverste billede mellem de to lastbiler nederst til venstre, ligesom der
er noget der kan tolkes som fordybninger ud for gaffeltrucken. Men på grund
af stor forskel i opløselighed i billederne kan det være meget vanskeligt
at afgøre om der er nogle detailforskelle mellem billederne. F.eks. er
der både hjulspor og detaljer omkring nogle af strukturerne der afviger
mellem billederne, men det er umuligt at afgøre om forskelle skyldes billedkvalitet
eller reelt forekommende spor. Der udpeges en række felter som angives at
være forandret på baggrund af fjernelse af jord, men tolkningen heraf
afhænger af en række faktorer. For det første er gråtonen
generelt lysere på det nederste billede, så man burde foretage en
generel korrektion af gråtonen for at kunne tolke på den. Et andet
spørgsmål er vegetationsforholdene, og et tredje fugtighedsforholdene.
Hvis der f.eks. var vegetation på det øverste billede ville bortfjernelsen
af vegetationen blotlægge jorden, og såfremt det drejer sig om tør
jord eller sand ville gråtonen efter nogle dage være lysere. Er der
ikke tale om vegetationsdække, og fjerner man en tør overjord, som
på billedet vil være lys, kommer man ned til en mere fugtig underjord,
som de første dage efter udgravningen vil være markant mørkere,
og først efter en udtørringsperiode vil vende tilbage til det lysere
niveau. Et farvebillede, og ikke mindst et infrarødt billede, ville på
en anderledes præcis måde kunne give baggrund for en analyse, også
selv om man måtte nøjes med en ringere rumlig opløselighed
i billedet. Men det eneste præcise man kan sige billedet dokumenterer er,
at der på ét tidspunkt befinder sig fem tomme køretøjer,
medens de på et andet tidspunkt ikke længere befinder sig i området.
Billede
8 viser ifølge teksten etableringen af et nyt testanlæg - Al
Rafah - til missiler, beliggende ved Jurf Al Sakhar, godt 60 km vest for Baghdad.
I henhold til Powell har Irak programmer løbende som sigter mod at producere
ballistiske missiler med en rækkevidde på 1.000 km. Fotoet, som er
dateret april 2002, viser at man har bygget en teststand som er større
end noget man tidligere har haft, og ifølge Powell kan anvendes til langtrækkende
missiler med en rækkevidde på 1.200 kilometer. Umiddelbart er
størrelsesforskellen mellem det ældre og det nyere anlæg klar.
Men billedet giver i sig selv ikke nogen mulighed for at afgøre om det
drejer sig om en ny eller gammel installation. Den kan ikke være helt ny,
for der er ingen spor af byggeaktiviteter omkring konstruktionen. Ser man på
nogle af de tidligere viste billeder, er der markante spor i forbindelse med kørsel
af lastbiler, bulldozere m.m., men arealerne omkring den "nye" konstruktion
er helt uden sådanne spor. Der er transportspor til og fra hovedkonstruktionen,
og et enkelt spor langs med udstødningskanalen, men det er det hele. Et
par daterede "før"-billeder ville kunne bruges til at dokumentere
opførelsestidspunktet, men sådanne fremlægges ikke. Andre steder,
f.eks. http://www.globalsecurity.org/wmd/world/iraq/al_rafah.htm
henvises til at anlægget af den "nye" testplatform er påbegyndt
i 1998, og under alle omstændigheder er velkendt for både omverden
og våbeninspektører. Billede
9 er nok den mest groteske "dokumentation" af dem alle. Ifølge
Powell handler det om Iraks løgne om udvikling af UAV'er - ubemandede fly.
Han påpeger at sådanne små fly er velegnede til spredning af
kemiske og biologiske våben, og at Irak har erklæret at deres UAV'er
kun har en rækkevidde af 80 km. Men med billedet "dokumenterer"
Powell at Irak er i besiddelse af fly som har gennemført flyvninger på
500 km på den anførte bane. Billedet viser en tilkørselsvej,
en lufthavnsbygning/hangar og en landingsbane, og derudover er der optegnet en
interessant bane hvor den angivne UAV skulle have fløjet 500 km. Skal man
identificere et fly i den størrelsesorden som vist på det indsatte
billede må man imidlertid have billedmateriale af en anderledes høj
kvalitet. Som minimum en opløselighed på 1x1 meter for bare at identificere
flyets form, og det viste billede har en opløselighed der maximalt ligger
på omkring 20x20. Desuden må der tages billeder med jævne mellemrum
for at kunne identificere flyets bane - hvis vi gætter på at flyet
kan flyve med f.eks. 240 km/time svarer det til 4 kilometer pr. minut, og da udsvingene
i den nederste del af banen ligger indenfor mindre end 1 mile skal der tages billede
omkring hvert kvarte minut for at kunne bestemme banen. Da man påstår
at flyet har fløjet 500 kilometer uden stop skal man kunne holde øje
med flyet hvert 15. sekund i to timer, svarende til omkring 500 billeder der tages
kontinuerligt. Kun en geostationær satellit vil kunne optage et større
antal billeder, men i kraft af deres bane i 36.000 kilometers højde har
ingen af dem har en billedopløselighed der kommer under nogle hundrede
meter. Alle ikke-geostationære satelliter bevæger sig over jordoverfladen
med en rimelig høj hastighed for ikke at falde ned, og f.eks. scanner ressourcesatelliter
normalt kun en given overflade én gang under hver rotation, og med en ringere
opløselighed end den viste. Så skal man ned på 1 meters opløselighed
skal man op på adskilligt hundrede satellit for at løse opgaven.
Eneste mulighed er et fly som bringes til at stå stille i to timer i passende
højde over området medens det optager de 500 billeder. En helikopter
ville kunne gøre det, men mon ikke Saddam og Co. ville have bemærket
det? Spionfly som U2 og lignende ville også kunne tage billederne, men som
bekendt kan de ikke stå stille i luften. Det er bestemt ikke udelukket at
historien er rigtig - at man har de nævnte UAV'er der kan flyve 500 km,
og at de har fløjet over den anførte bane. Men billedet har intet
med dokumentation heraf at gøre. Det er en "kunsterisk" illustration
af en situation som måske/måske ikke er en realitet, helt på
linje med de smukke tegninger af de flytbare kemiske værksteder. Billede
nr. 10 viser ifølge teksten en teorrist træningslejr, Khurmal.
Powell anfører at billedet viser en træningslejr i nord-øst
Irak som drives af et netværk af terrorister under ledelse af Abu Musab
al-Zarqawi - en person som skulle være i samarbejde med Osama bin Laden.
Ifølge Powell skulle man i bygningerne fremstille gift og eksplosiver.
Ja, det kan godt være - det kan også være en feriekoloni
for irakiske skolebørn, en virksomhed der producerer tørmælk,
damesko, eller hvad man ellers har lyst til at digte ind i billedet. Fantasien
er grænseløs, og bringer tankerne hen på en situation i 80'erne
hvor en billedreportage i en større borgerlig avis dokumenterede hvorledes
børn af fanger blev holdt i fangenskab, hvilket det slørede billede
af børn i stribet tøj klart dokumenterede. Det viste sig senere
at de glade børn var helt almindelige børnehavebørn som blot
havde fået stribede badekåber på. Som billede kan det være
interessant, men som dokumentation er det intet værd. Men oplysningerne
kunne måske vise sig at være et godt udgangspunkt for våbenjægernes
arbejde - hvis de ellers får lov til at gå dem efter i sømmene. Der
er intet der tyder på at billederne er blevet manipulerede eller på
anden måde bearbejdet med henblik på at fremme argumentationen. Man
kunne muligvis forvente at Bush på slap line ville agere lige så amatøragtigt
som Blair, og fremlægge anden- og tredjerangs materiale for offentligheden.
Men Bush's rådgivere, herunder ikke mindst Powell, er selvfølgelig
helt på det rene med hvad sådanne forsøg vil medføre,
herunder klar over at de vil blive underkastet alle former for analyser, og derfor
ikke interesseret i at blive konfronteret med afsløringer af den karakter
Blair netop har været udsat for. Man siger at et billede siger mere
end 1.000 ord, men i den givne situation er det i meget høj grad Powells
mere end 1.000 ord der har givet indhold til billederne, mere end det er billederne
der giver dybde og dokumentation til ordene. Det handler overhovedet ikke om en
dokumentation i videnskabelig forstand, men om en illustreret tale hvor man bruger
figurer, tegninger, grafer og andre former for illustrationer der kan give fremstillingen
et passende skær af videnskabelig fundering, i det omfang det kan tjene
formålet, nemlig den fremførte politik. Og når man øjensynlig
ikke har noget bedre at stille op med, men samtidigt har bragt sig i en position
hvor man gentagne gange har postuleret at kunne fremlægge sandhedsbevis
for sine påstande, så må man bruge de smuler man ligger inde
med på den bedst tænkelige måde. Der er flere af billederne
som utvivlsomt kan bruges som udgangspunkt for den videre våbeninspektion,
men et meget stort spørgsmål er, hvorfor USA ikke allerede for længe
siden har givet dem de brugbare billeder? Der er intet "hemmeligt" i
den måde billederne er fremkommet på, for det fremstår umiddelbart
som både kendt og afprøvet teknologi der er involveret. Og mange
af billederne viser sig i virkeligheden at fremlægge informationer som andre
kilder allerede har "afsløret" (se den efterfølgende oversigt).
Så uviljen til at dele informationerne med inspektørerne kan næsten
ikke betyde andet end at man er fuldstændig klare over at materialet ikke
bringer informationer der i realiteten kan dokumentere noget som helst, og derfor
ikke rykker situationen i retning af den krig man har brug for! Relevant
kildemateriale
Hele Powells præsentation findes på: http://www.whitehouse.gov/news/releases/2003/02/20030205-1.html#26 Uddrag
af præsentationen findes hos BBC på: http://news.bbc.co.uk/1/shared/spl/hi/pop_ups/03/americas_colin_powell0s_photographic_evidence/html/1.stm I
en rapport fra 2002 berøres problematikken, og der vises billeder fra flere
af de steder der fremhæves af Powell: http://www.odci.gov/cia/publications/iraq_wmd/Iraq_Oct_2002.htm Redegørelsen
fra Pentagon den 8. oktober 2002 om "DoD Briefing on Iraqi Denial and Deception"
ligger på: http://www.globalsecurity.org/wmd/library/news/iraq/2002/iraq-021008-dod01.htm Desuden
er der FAS' (Federation of American Scientists) oversigt over Iraqi Special Weapons
Facilities på: http://www.fas.org/nuke/guide/iraq/facility/index.html Oplysninger
i relation til BBC billede 2 (Powell billede 12 og 13) om anlægget ved Taji
findes på: http://www.fas.org/nuke/guide/iraq/facility/taji_m.htm Oplysninger
i relation til BBC billede 3 (Powell billede 13) vedrørende Al-Musayyib
findes på: http://www.fas.org/nuke/guide/iraq/facility/al_atheer.htm Oplysninger
i relation til BBC billede 4 (Powell billede 15) vedrørende Amiriyah vaccine
institute findes på: http://www.odci.gov/cia/publications/iraq_wmd/Iraq_Oct_2002.htm En
god diskussion om BBC billede 5 (Powell 21) som vedrører den kunstneriske
impression af de mobile produktionsanlæg findes på: http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/articles/A31744-2003Feb5.html På
BBC billede 5 findes et indset med et Mirage-fly som findes beskrevet på:
http://www.odci.gov/cia/publications/iraq_wmd/Iraq_Oct_2002.htm Oplysninger
vedrørende BBC billede 6 (Powell 25 og 26) vedrørende Chemicals
at al-Musayyib findes på: http://www.fas.org/nuke/guide/iraq/facility/al_atheer.htm Oplysninger
vedrørende BBC billede 8 (Powell billede 35) med new missile test stand
findes mere velbeskrevet fra februar 2002 på: http://www.globalsecurity.org/wmd/library/news/iraq/2002/021008-d-6570c-030.jpg -
som stammer fra redegørelse i oktober 2002 på: http://www.globalsecurity.org/wmd/library/news/iraq/2002/iraq-021008-dod01.htm eller
http://www.globalsecurity.org/wmd/world/iraq/al_rafah.htm
. Desuden ligger oplysninger på: http://www.fas.org/nuke/guide/iraq/facility/al_rafah.htm De
viste oplysninger vedrørende BBC billede 9 (Powell billede 36 og 37) om
"The UAV lie" er ikke tidligere forelagt, men der findes flere diskussioner
om UAV problematikken, eksempelvis på: http://www.odci.gov/cia/publications/iraq_wmd/Iraq_Oct_2002.htm. I
forbindelse med BBC Billede 10 Powell billede nr. 39) om "Terrorist poison
and explosives factory, Khurmal" findes en udmærket og omfattende artikel
om problematikken på ICG-siden: http://www.intl-crisis-group.org/projects/middleeast/iraq_iran_gulf/reports/A400885_07022003.pdf Forfatteren
er lektor i Geografi (herunder Remote Sensing, dvs. analyse af satellit- og flybilleder)
ved Roskilde Universitetscenter. Kontaktoplysninger:
Rasmus
Ole Rasmussen Lektor, Lic. Scient NORS - Nordatlantiske Regionalstudier Institut
for Geografi og Internationale Udviklingsstudier Roskilde Universitetscenter Arbejdsadresse:
RUC, Hus 21.2, Postboks 260, 4000 Roskilde Telefon: 4674 2137 e-mail:
rasmus@ruc.dk Hjemadresse Kong Valdemarsvej 86 4000 Roskilde Telefon/Telefax:
4632 6550 Mobiltelefon: 2146 4954 e-mail:
ferisa@post8.tele.dk - End - |