Krig, oligarkiet og den politiske løgn

Af David North

Den 30 april talte David North, formanden for WSWS' (World Socialist Website) redaktionsudvalg ved et studentermøde på Notre Dame Universitetet i South Bend, Indiana. Nedenstående er en udskrift af hans bemærkninger.

Mindre end en måned er gået siden slutningen af den amerikanske krig imod Irak - eller, måske mere præcist afslutningen på det seneste stadie af krigen; for det bør ikke glemmes, at de Forenede Stater har været engageret i militære oprationer imod Irak under den ene eller den anden form i 12 år. Irak udmærker sig tragisk nok ved at være det land, der har været underkastet den længstvarende militære operation, de Forenede Stater har gennemført.

Der har ikke været nogen omfattende analyse af den samlede virkning på det irakiske samfund af den ødelæggelse, som det har været påført af de Forenede Stater i kraft af enten militære eller økonomiske aktioner.

Af politiske grunde har de Forenede Staters militær nægtet at tilvejebringe et tilnærmelsesvis skøn for slet ikke at tale om en præcis optælling af antallet af irakisk militært personel, som det har dræbt i forbindelse med operationer siden begyndelsen af den første Golf krig i januar 1991. Der kan ikke være megen tvivl om, at antallet af irakiske militære tab i perioden med de mest intense militære operationer - i januar/februar 1991 og marts/april 2003 - løb op i ti for ikke at sige hundrede tusinder. I kølvandet på den første Golf krig, var der forfærdelige rapporter om massakrer på tusinder af forsvarsløse irakiske soldater under tilbagetrækning på den såkaldte "dødens motorvej", der går nordpå fra Kuwait. I løbet af den forløbne måned blev i tusindvis af computerstyrede bomber og missiler brugt til at ødelægge hele enheder af den irakiske hær, der manglede ethvert middel til at forsvare sig med overfor denne type af angreb.

Præcis hvor forsvarsløse de irakiske tropper faktisk var, blev gjort klart i forbindelse med opgørelserne, hvor begrænsede de end var, over resultatet af det amerikanske angreb på Baghdads lufthavn. Ifølge presseforlydender blev næsten to til tre tusinde irakere dræbt, mens det amerikanske militær led mindre end et halvt dusin tab. En dag eller to senere, stormede amerikanske tanks gennem en sektion af Baghdad og dræbte på ny tusinder af soldater (og et betragteligt antal civile), mens de selv kun led en håndfuld tab.

Den enorme forskel i militære ressourcer i de konfronterende hære gør det vanskeligt at beskrive deres engagementer som militære slag. De vækker snarere mindelser om de blodige og ensidige massakrer fra kolonitiden, som det berygtede Omdurman-slag, i hvilket et eller andet sted mellem ti og femten tusinde sudanesiske indfødte blev slagtet af britiske tropper, som kun led nogle få dusin tab.

Der er altså meget lidt præcis information om antallet af irakiske civile døde direkte forårsaget af amerikanske militære operationer enten i januar-februar 1991 og marts-april 2003 eller under de utallige bombetogter, der er blevet gennemført af de Forenede Stater i løbet af det sidste tiår. Vi er noget bedre informeret om virkningen af USA-påførte økonomiske sanktioner på det irakiske samfund, især på unge børn. Det er skønsmæssigt anslået, at sanktionsregimet, der har været i funktion siden slutningen af den første Golf krig, har kostet livet for et eller andet sted imellem 500.000 og en million børn.

Jeg vil ikke håbe, at der er nogen i dette lokale, der har glemt, at hovedgrunden som opgivet af de Forenede Stater for ikke blot invasionen af Irak i sidste måned, men for mange af de lidelser, som det har påført det irakiske folk siden slutningen af Desert Storm i 1991 er, at Saddam Hussein´s regime var i besiddelse af såkaldte "Masseødelæggelsesvåben", der udgjorde en uhyre og iboende fare for de Forendede Stater og resten af verden.

Det ville kræve en hel bog at gennemgå og analysere den massive propaganda-kampagne, der blev udviklet gennem det sidste tiår om "masseødelæggelsesvåben" som tema. Det var ikke den nuværende Bush administrations opfindelse. Saddam´s "masseødelæggelsesvåben" blev påberåbt af Clinton administrationen for at retfærdiggøre den bombe- kampagne, som den iværksatte imod Irak i 1999. Faktisk stammer kampagnen helt tilbage fra den umiddelbare eftervirkning af den første Golf krig, hvor højreorienterede grupper, der var skuffede over Bush fejlslagne erobring af Baghdad, omstyrtning af Saddam Hussein og besættelse af landet, søgte retfærdiggørelse for en ny invasion af Irak. Lad os koncentrere os om den allerseneste periode, der førte op til udbruddet af krig.

Den 12 september 2002 erklærede præsident George Bush over for FNs generalforsamling at Hussein "vedvarer med at udvikle masseødelæggelsesvåben. Den første gang, vi kan være helt sikre på, at han har kernevåben er, hvad Gud må forbyde, når han bruger dem."

Den 7. oktober 2002 erklærede Bush, at Irak "besidder og producerer kemiske og biologiske våben ... Irak vil på en hvilken som helst given dag kunne beslutte at forsyne en terrorist gruppe eller individuelle terrorister med biologiske eller kemiske våben.... Ud fra kendskabet til disse realiteter kan Amerika ikke ignorere den trussel, der trækker op imod det. Konfronteret med klare vidnesbyrd om fare kan vi ikke vente på det endelige bevis - den rygende pistol - der kunne vise sig i form af en paddehattesky."

Påstanden om, at Irak besad masseødelæggelsesvåben, tilvejebragte grundlaget for det indiskutable krav som Bush administrationen fremsatte. Som Bush fastslog den 7. oktober 2002, "Saddam Hussein må afruste sig selv, ellers vil vi for fredens skyld lede en koalition til afvæbning af ham".

Selvfølgelig forudsatte dette krav, at Irak var i besiddelse af de masseødelæggelsesvåben, som USA påstod, at det havde. Hvis Irak ikke besad sådanne våben, var kravet meningsløst. Det kunne ikke selv skille sig af med våben, som det ikke har. Men de Forenede Stater insisterede på, at der ikke var nogen som helst tvivl om Iraks besiddelse af masseødelæggelsesvåben og dets villighed til at bruge dem. Faktisk blev deres fejlslagne fund af masseødelæggelsesvåben, efter at inspektørerne var ankommet i Irak under ledelse af Hans Blix og Mohamed ElBaradi, eller blot troværdige vidnesbyrd om, at sådanne våben eksisterede, udbasuneret af Bush administrationen som bevis på, at de eksisterede - dvs. kun et regime, der besad masseødelæggelsesvåben ville gemme dem så omhyggeligt!

I en artikel i the New York Times den 23 januar 2003 med overskriften "Hvorfor vi ved at Irak lyver," hævdede den nationale sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice:

"I stedet for en forpligtelse til at afvæbne har Irak engageret sig politisk på højt niveau i opretholdelse og skjul af sine våben, anført af Saddam Hussein og hans søn Qusay, der kontrollerer den særlige sikkerhedsorganisation, der styrer Iraks hemmeligholdelses aktiviteter. "

Powell´s krigssag

Højdepunktet for Bush administrationens kampagne vedr. masseødelæggelsesvåben kom den 5. februar 2003, da udenrigsminister Colin Powell indfandt sig i FNs Sikkerhedsråd for at forelægge den amerikanske regerings krigssag. Jeg vil citere flere passager fra hans tale:

1. "Mens vi i dette råd debatterede resolution 1441 sidste efterår vidste vi, vidste vi fra kilder, at raket-brigader udenfor Baghdad overførte raket afskydningsmateriel og sprænghoveder indeholdende biologiske krigsmidler til forske lige lokaliteter i det vestlige Irak."

2. "Vi ved, at Irak har mindst syv af disse mobile, biologiske krigsmiddel-fabrikker. De lastbilmonterede har mindst to eller tre lastbiler hver."

3. "Der kan ikke være tvivl om, at Saddam Hussein har biologiske våben og evnen til hurtigt at producere flere, mange flere. Og han har evnen til at sprede disse dødelige gifte og sygdomme på måder, der kan forårsage død og ødelæggelse."

4. "Vort forsigtige skøn er, at Irak i dag har et lager på mellem 100 og 500 tons kemiske våben midler. Det er nok til at fylde 16.000 raketter."

5. "Saddam Hussein har kemiske våben ... vi har kilder, der siger os, at han for nylig har bemyndiget sine feltchefer til at bruge dem."

6. "Iraks benægtelse af at støtte terrorisme finder sted jævnsides med andre irakiske benægtelser af masseødelæggelsesvåben. Det er alt sammen et væv af løgne."

7. "At overlade Saddam Hussein i besiddelse af masseødelæggelsesvåben nogle få måneder eller år længere er ikke en udvej, ikke i en verden efter den 11. september."

Massemedierne var tryllebundne af Powells FN fremlæggelse og proklamerede enstemmigt, at han havde fremlagt en uigendrivelig anklage af det irakiske regime. Det mest betydningsfulde svar kom fra dets liberale repræsentanter, der greb den lejlighed, der var tilvejebragt af Powell, til at komme helt på linje med Bush administrationens krigsplaner.

Richard Cohen fra Washington Post proklamerede i en artikel publiceret dagen efter Powells fremlæggelse:

"De beviser, han fremlagde for FN - noget af det indicier, noget af det absolut rystende i sine detaljer - måtte nødvendigvis bevise for enhver, at Irak ikke blot har undladt at gøre rede for sine masseødelæggelsesvåben, men utvivlsomt stadig bibeholder dem. Kun en tåbe - eller muligvis en franskmand - kunne konkludere anderledes."

Mary McGrory fra Washington Post skrev den samme dag:

"Jeg ved ikke, hvordan FN forholdt sig til Colin Powells ´J´accuse´-tale imod Saddam Hussein. Jeg kan kun sige, at han overbeviste mig, og jeg var ligeså svær som Frankrig at overbevise ... Jeg havde hørt nok til at vide, at Saddam Hussein med hans lager af nervegas og dødelige kemikalier er mere af en trussel, end jeg havde troet."

En uge senere, den 15. februar 2003 hævdede New York Times:

"Der er rigeligt med beviser for, at Irak har produceret yderst giftig VX nerve gas og antrax og har kapaciteten til at producere en mængde mere. Det har skjult disse materialer, løjet om dem, og endvidere for nylig undladt at gøre rede for dem til de aktuelle inspektører."

Det må understreges, at massemedierne ikke blev ført bag lyset af Bush administrationen, men fungerede som dens villige medskyldige i den det overlagte bedrag af den amerikanske befolkning. Der var intet, der var særlig sofistikeret i regeringens propagandakampagne. Meget af hvad den sagde, blev modsagt af både de fastslåede kendsgerninger og elementær logik. Selv da det blev fastslået, at administrationens påstand om, at Irak havde søgt at skaffe sig kerne- materiale var baseret på groft forfalskede dokumenter, valgte medierne ikke at gøre en større sag ud af denne tilintetgørende afsløring.

Nu er krigen forbi på bekostning af tusinder af irakiske liv. Landet ligger i ruiner. Meget af dets industrielle, sociale og kulturelle infrastruktur er ødelagt. I løbet af de sidste tre uger har amerikanske militærstyrker kæmmet Irak i eftersøgning af masseødelæggelsesvåben, der kunne gribes af administrationen og medierne til at retfærdiggøre krigen. Og hvad er der blevet fundet? Intet..

Medierne har tilpasset deres linje til de mislykkede forsøg på at finde de dødelige våben, hvis formodede eksistens udgjorde retfærdiggørelsen af krigen og de dødelige sanktioner, der gik forud.

New York Times publicerede d. 25 april et nærbillede på forsiden af en hovedskal, der angiveligt tilhørte et offer for Saddam Husseins regime. Og det er, hvad den meget vel kan være. Ingen har nogensinde været i tvivl om den brutale karakter af Saddams regime - selvom de, der er fortrolige med Iraks historie ved, at hans værste forbrydelser blev begået, da han nød de Forenede Staters politiske beskyttelse.

Det har længe været kendt blandt irakiske socialister, at den første Ba´athistiske magterobring - med kuppet i februar 1963 - blev udført med støtte af Kennedy administrationen. CIA forsynede Ba´athisterne med navnene på irakiske kommunister og socialister, som de ønskede likvideret. Relationerne mellem Ba´athisterne og de Forenede Stater steg og faldt gennem de næste 27
år, alt afhængig af internationale og regionale betingelser og deres indflydelse på den amerikanske udenrigspolitiks nuancer.

Med nogen kendskab til denne historie kunne man næppe være i tvivl om, at fotografiet var blevet anbragt på forsiden af the Times af politiske grunde - hvilket snart kom til at stå klart. To dage senere publicerede the Times en spalte af Thomas L. Friedman, med titlen "Betydningen af en hovedskal." Den begyndte som følger:

"Fredagens Times bragt et forsidebillede af en hovedskal, med en gruppe af irakere grupperet rund om den. Hovedskallen tilhører en politisk fange fra Saddam Husseins regime, mens de sørgende irakere var slægtninge som havde opgravet den fra en grav fyldt med andre ofre for Saddams tortur. Lige under billedet var der en artikel om præsident Bush, der forsikrede, at masseødelæggelsesvåben ville blive fundet i Irak, som han havde lovet."

"For mit vedkommende behøver vi ikke at finde nogen masseødelæggelsesvåben for at retfærdiggøre krigen. Den hovedskal og de tusinder af andre, der vil blive opgravet er tilstrækkeligt for mig. Hr. Bush skylder ikke verden nogen forklaring på manglende kemiske våben (selv hvis det viser sig, at det Hvide Hus har overdrevet dette problem)."

Friedman fortsatte:
"Hvem bekymrer sig, om vi nu finder nogle begravede tønder med gift? Har de nogen større moralsk vægt end disse begravede hovedskaller? På ingen måde."

Timingen af Mr. Friedmans forsøg på at finde en ex post facto retfærdiggørelse af krigen imod Irak i opdagelsen af ligene af Husseins ofre var ikke netop velvalgt. Nøjagtig den samme weekend, hvor hans spalte blev bragt, blev verden mindet om, at de Forenede Stater har masser af egne skeletter liggende i umarkerede grave over hele verden. Anklagere i Honduras bekendtgjorde opdagelsen af mindst fire hemmelige kirkegårde, der blev brugt af militære dødspatuljer, som var trænet og oprettet af de Forenede Stater for at begrave ofre for regeringsundertrykkelse. Blandt de afdækkede rester i en af disse kirkegårde var James Francis Carney, en amerikansk jesuitterpræst, som forsvandt i Honduras for 20 år siden. Antallet af døde i dette land i løbet af 1980´erne løb op i titusinder. Mange af de honduranske officerer, der var en del af regeringens dødspatruljer modtog deres træning i de Forenede Stater.

Tilfældet med Honduras er ikke en undtagelse. Der er næppe et latinamerikansk eller centralamerikansk land, der ikke har udført grusomme undertrykkelsehandlinger med direkte støtte af de Forenede Stater.

Den politiske betydning af regeringsløgn

Men mit formål i aften er ikke at modstille de forbrydelser, der er begået af de Forenede Staters marionetregeringer, med den irakiske stats under Saddam Hussein. Jeg mener snarere, at det er vigtigt, at vi dvæler en smule længere ved den dybere politiske betydning af den kendsgerning, at krigen imod Irak blev retfærdiggjort på basis af løgne, og at når disse løgne bliver klart afdækket, så er de amerikanske mediers svar præget af affærdigende ligegyldighed, et stort "og hvad så."

Der har aldrig været en guldalder i amerikansk politik. Den sidste regulært og indiskutabelt agtværdige administration i de Forenede Staters historie, der helt og uigenkaldeligt var forpligtet på de højeste demokratiske idealer var Abraham Lincolns. Og alligevel ville en skildring af det moderne Amerikas historie som en overvældende og uendelig reaktionær saga være en karikatur af virkeligheden.

Selv indenfor rammerne af borgerlig politik har der været ikke få perioder af betydningsfulde sociale bestræbelser, i hvilke demokratiske og egalitære følelser genlød gennem hele samfundets brede lag. Disse følelser kom til udtryk selv i medierne, hvis ejere stadig var forpligtet til at rekruttere i det mindste nogle af dets skribenter, radiokommentatorer og redaktører fra de sektioner af middelklassen, der var oprigtige i deres bekendelse til demokratiske principper.

For en generation siden var det stadig muligt at finde reportere og redaktører, der faktisk troede at regerings løgne skulle afdækkes og fordømmes. Begrebet "troværdighedskløft" - der refererede til kløften mellem de påstande, som Johnson administrationen fremførte til retfærdiggørelse af det amerikanske engagement i Vietnam og de historiske, politiske og sociale sandheder i forbindelse med denne konflikt - var så omfattende publiceret af medierne i 1960´erne, at det blev ureflekteret begreb. Et årti senere kulminerede Nixon administrationens løgne - der allerede var rystet med publiceringen af Pentagon papirerne i New York Times - med udbruddet af Watergate-skandalen, der gennemtvang en kriminel præsidents tilbagetræden.

Nu står det klart, at administrationen har løjet groft og åbent overfor den amerikanske befolkning og hele verden for at retfærdiggøre iværksættelsen af en krig, der under alle omstændigheder var en krænkelse af international lov.

Men afdækningen af denne massive politisk løgn fremkalder ikke fordømmelse, men en ny og om muligt endnu mere insolent retfærdiggørelser i medierne.

Vi har her at gøre med et alvorligt politisk og socialt fænomen, der har behov for at blive analyseret og forklaret. Denne situation fortæller den amerikanske befolkning noget vigtigt og meget foruroligende om karakteren af det samfund, som de lever i.

Lad os først overveje den objektive betydning af en politisk løgn. Den må anses ikke som et moralsk problem, men snarere som et socialt fænomen. Løgnen er en manifestation af modsætninger i samfundet. Når et enkelt menneske lyver, gør han det for at overbygge eller dække kløften mellem hans personlige interesser og accepterede sociale normer. Løgnen, i denne forstand opstår af en iboende konflikt mellem individet og samfundet. Omfanget, dybden og det akut ved denne konflikt vil afgøre løgnens omfang og alvorlighed - hvad enten den antager form af en relativt godartet og velment "hvid løgn" eller den mere beklagelige form af falsk vidneudsagn.

En regerings løgne er også manifestationer af modsætninger - ikke de, der vedrører modsætningen mellem individ og samfund, men mellem sociale klasser. I den endelige analyse, er staten et tvangsinstrument, der tjener og beskytter den dominerende klasse indenfor samfundet - dvs. den kapitalistiske klasse. Men i et borgerligt demokrati fomidles denne tvangsrolle og skjules i en vis udstrækning af elaborerede politiske og legale superstrukturer, der tillader staten at fremtræde som en mere eller mindre upartisk dommer over forskellige klasser og sociale interesser - der tjener nationen som helhed. Statens legitimitet i befolkningens brede massers øjne afhænger af, at den bliver anskuet på præcis denne måde - den demokratisk valgte repræsentation af befolkningen som helhed.

Så længe økonomiske og politiske betingelser tillader og endog begunstiger en politik for klassekompromis bevares den demokratiske illusion - og statens politisk løgne holdes indenfor visse acceptable grænser. Men i perioder med tiltagende akutte sociale spændinger, hvor sociale klasseinteresser divergerer stadig mere dramatisk, tenderer staten som et instrument forl klasseherredømme mere og mere til at erodere den demokratiske fernis. Det er præcis i sådanne perioder, at statens løgne antager en stadig mere grov og frastødende karakter. Det vil sige at, løgnens funktion er at dække over den voksende kløft mellem den herskende elite, der kontrollerer staten og dens interesser overfor befolkningens brede masser.

Kampagnen vedr. masseødelæggelsesmidler udsprang organisk af den herskende elites behov for at skjule de rovgridske klasseinteresser, der ligger bagved driften imod krig, for den amerikanske befolknings brede masser.

Hvordan ville en fremstilling, der ærligt forklarede grundene til krig, have lydt? Lad os for en stund forestille os, at Mr. Bush havde besluttet at forklare den amerikanske befolkning de virkelige grunde til krigen imod Irak. Det kunne have lydt omtrent således:

"Mine amerikanske medborgere: I aften har de Forenede Stater indledt et massivt bombardement af Irak, der snart vil blive fulgt op af en landinvasion af dette lands territorium. For så vidt som denne aktion er en komplet krænkelse af international lov, er det så meget mere nødvendigt, at jeg giver jer en ærlig forklaring på jeres regerings handlinger.

"Som I ved har de fleste medlemmer af min regering indtaget meget lukrative stillinger i store koncerner, og ikke så få af os er nært forbundne med oljeindustrien. Men far skabte, som I måske ved, sin formue i det erhverv og følger det fortsat nøje. Det eneste seriøse job jeg nogensinde har haft før jeg gik ind i politik, var også i oljeerhvervet, og skønt jeg ikke havde større succes, er jeg meget lydhør overfor dets interesser. Vores vicepræsident, Dick Cheney, en god mand, tjente for nylig som CEO for Halliburton og erholder stadig årlige udbetalinger på $600.000 fra dette selskab, som spiller en væsentlig rolle i oljeudvindingserhvervet.

Dette gør min administration akut følsom overfor den internationale oljeindustris problemer. Olje er tilfældigvis en begrænset ressource, og der er mange, der mener, at verden vil stå overfor kritisk mangel omkring 2025. Så skønt der er temmelig mange penge at lave i oljeindustrien, er vores beslutning om at gå i krig ikke udelukkende drevet af personlige overvejelser. Vi mener også, at det er vigtigt, at de Forenede Stater sikrer sin dominerende verdensposition ved i kraft af militære midler at etablere uhindret adgang til oljereserverne i den persiske Golf region.

"Faktisk har planer om en erobring af Irak været under overvejelse i næsten et tiår. Efter Sovjetunionens fald blev det temmelig klart, at ingen kunne hindre de Forenede Stater i at gøre hvad det ønsker; og således begyndte de Forenede Stater at udvikle planer for etableringen af et uantasteligt globalt overherredømme. I disse planer spiller olje en stor rolle og Irak - der har
de næststørste oljeressourcer af noget land i verden - blev et primært mål for angreb. Selvfølgelig kunne vi ikke bare sige, at de Forenede Stater ønskede Irak på grund af dets olje, så vi var nødt til at finde på en anden grund. Det således, vi alle kom på ideen om masseødelæggelsesvåben.

"Især efter den 11. september blev masseødelæggelsesvåben virkelig sagen. For at sige det lige ud, så vidste vi, at Irak intet havde at gøre med den 11. september - for slet ikke at tale om antrax angrebene i de Forenede Stater, som blev udført af nogle af de overentusiastiske højre-orienterede galninge blandt vore egne støtter. Men hvem interesserer sig for det?

"Under alle omstændigheder begynder krigen i dag. Den vil koste Gud ved hvor mange milliarder. Men vi antager, at vi kan holde de planlagte skattesænkninger og stadig betale for krigen ved at implementer nedskæringer i medicintilskud, social sikkerhed og uddannelse.
"I vil formentlig ikke bryde jer om konsekvenserne, men ok. sådan er livet. Hvorom alting er, så er 2004 lige om hjørnet, og vi forestiller os alle et valg til den tid.
"Tak, og Gud være med jer alle. Mine venner og jeg vil tage vare på os selv."

Ingen forventer naturligvis den slags oprigtighed i en tale fra en amerikansk præsident - især en hvis hele embedsperiode er baseret på valgsvindel.

Alligevel er den massive og grove karakter af de løgne, hvorpå denne krig blev baseret og mediernes indifferente og kyniske svar, væsentlige manifestationer af de borgerlige demokratiske normers almindelige sammenbrud. De Forenede Staters politiske liv afspejler i stadig mere groteske former den amerikanske stats stadigt mere oligarkiske karakter.

En stadigt større procentdel af nationens velstand er koncentreret hos en stadigt mindre procentdel af befolkningen, de herskende eliter er ude af stand til at generere nogen regulær massestøtte til statens politik efterhånden som sammenfaldet mellem oligarkiet, der kontrollere staten og dets interesser, og befolkningens brede masser bliver i stigende grad spinkelt, spiller løgne en kritisk rolle i den daglige manipulation af folkelig bevidsthed og de opdigtede historier der prakkes på i medierne som "offentlig mening". Midlertidige og kortsigtede succes'er kan måske opnås på dette grundlag. Men på længere sigt er resultatet af denne daglige manipulations og bedrageri proces uoprettelig fremmedgørelse af befolkningen overfor officiel politik.

Denne fremmedgørelse antager en form, som den overfladiske iagttager forveksler med ligegyldighed og apati. Men nedenunder den officielle politiks overflade er en kompleks social og intellektuel proces i gang. Det daglige livs pres begynder langsomt, men sikkert at få sin virkning på massebevidstheden.

Det er sandt, at bevidstheden halter efter væren. Men forbindelsen mellem imperialisme og den intensiverede udbytning og undertrykkelse af arbejderklassen er ikke en socialistisk myte, men et objektivt faktum. Uundgåeligt vil de sociale implikationer af dette nye udbrud af amerikansk imperialisme blive følte stadigt mere akut af den amerikanske arbejderklasse.

Socialister må ikke kun foregribe, men også fremskynde fornyelsen af politisk klassebevidsthed ved at etablere et nyt socialt og programmatisk grundlag for politisk kamp. Dette er ens betydende med en erkendelse af at den virkelige basis for udvikling af en bevægelse imod imperialisme - indenfor de Forenede Stater og internationalt - er arbejderklassen. Og det kræver en klar forståelse af, at kampen imod krig ikke kan adskilles fra kampen imod det kapitalistiske system.

Oversættelse: Hans Pendrup

- End -