Den imperiale ledelses selvmodsigende strategier

Af Walden Bello

Ligesom Nazi Tyskland og det fascisitiske Italien før anden verdenskrig vil USA sandsynligvis blive mere og mere isoleret i nationernes fællesskab, mens det fastholder sin enorme magt til at kaste dette fællesskab ude i kaos.

Efter dets vellykkede invasion af Irak synes USA at være på højden af sin magt. Det er forståeligt at mange føler at USA er overlegen og almægtig. Og det er faktisk præcis hvad Washington ønsker at verden skal tænke.

Der er ingen tvivl om at USA er meget magtfuldt militært. Der er imidlertid god grund til at mene, at det har forstrakt sig. I virkeligheden er hovedrsultatet af besættelsen af Irak en forværring af denne tilstand af overforstærkning (overextension)

Overforstrækning

Overekstension refererer til et misforhold mellem mål og midler, hvor midler ikke kun refererer til militære resourcer, men i ligeså høj grad til politiske og ideologiske. Under den herskende neokonservative ledelse er det Washington´s mål at opnå en overvældende militær dominans over en hvilkensomhelst rival eller koalition af rivaler. Denne søgen efter en om muligt endnu større global dominans fremkalder imidlertid uundgåeligt modstand, og det er i denne modstand, at vi ser rødderne til
over- ekstension. Overekstension er relativ - en magt, der er kendetegnet ved overekstension, kan faktisk selv med en betragtelig forøgelse af sin militære magt befinde sig i en værre tilstand, hvis modstanden imod dens magt vokser i endnu højere grad.

Denne pointe kan forekomme meningsløs (surreal) efter den massive ildkraft, vi har været vidne til på TV den ene nat efter den anden i den forløbne tid. Men se nøjere på det følgende og vurder, om der ikke er tegn på overekstension: Det mislykkede forsøg på at konsolidere et pro-amerikansk regime i Afghanistan udenfor Kabul; Israels svigtende evne som USA´s allierede i en nøgle position til, selv med Washingtons
ubegrænsede støtte, at knuse den palestinensiskes befolkning opstand; de optændte
arabiske og muslimske følelser i Mellemøsten, Sydasien og Sydvest Asien, der fører til massive ideologiske landvindinger for islamistiske fundamentalister --- hvilket var, hvad Osama bin Laden oprindelig gjorde sig forhåbning om; sammenbruddet af den kolde krigs "Atlantiske Alliance" og tilsynekomsten af en ny udlignende alliance med Tyskland og Frankrig i centrum; udviklingen af en magtfuld global civilsamfunds-bevægelse imod amerikansk enegang, militarisme og økonomisk overherredømme,
hvor det seneste betydningsfulde udtryk er anti-krigs bevægelsen; den amerikanske udenrigspolitik og globale militære tilstedeværelses tab af legitimitet, i en situation, hvor dets globale ledelse nu udbredt og selv blandt dets allierede opleves som imperialistisk dominans; tilsynekomsten af en magtfuld anti-amerikansk bevægelse i et Syd Korea, der er i frontpositionen for den amerikanske militære tilstedeværelse i Øst Asien; magttilvæksten af anti-neoliberale, anti-amerikanske bevægelser i
Washingtons egen baggård - Brasilien, Venezuela og Ecuador - altimens Bush-administrationen er optaget af Mellemøsten; en tiltagende negativ virkning af militarisme på økonomien, samtidig med at amerikansk militært forbrug bliver afhængig af underskudsfinansiering og underskuds-finansiering bliver mere og mere afhængig af finansiering fra udenlandske kilder, der skaber mere stress og belastninger i en økonomi, der i forvejen er på vej til deflation.

Kun få dage efter sin militære sejr over en fjerderangs magt er vi allerede vidne til det politiske kviksand, som amerikanere har bevæget sig ud i i Irak, altimens fundamentalistiske politiske strømninger i det shi´itiske flertal fremtræder som arvtagere efter afsættelsen af Saddam Hussein. Hvis en stabil, pro-amerikansk orden i Mellemøsten er Washingtons mål, så er den intetsteds til at få øje på. Hvad der i stedet
forekommer sandsynligt, er en øget ustabilitet, der vil friste Washington til at indsætte flere militære enheder, der fører til en voldsspiral, hvorfra der er ikke er nogen let udvej.

Pax Romana contra Pax Americana

For næsten tre tusinde år siden var et andet imperium konfronteret med det samme overekstensionsproblem. Dets løsning satte imperiet i stand til at vare 700 år. Den romerske løsning var ikke kun eller blot i princippet militær af karakter. Romerne indså, at en vigtig komponent i en vellykket imperial dominans var samforståelse blandt de dominerede om den romerske ordens "rightness". Som sociologen Michael Mann bemærker i sin klassiske, "Sources of Social Power", var udvidelsen af romersk
borgerskab til herskende grupper og ikke-slave befolkninger i hele imperiet det politiske gennembrud, der vandt massetilslutning blandt de af romerne dominerede nationer. Politisk borgerskab kombineret med visionen om et imperium der indebar fred og velstand for alle til at skabe dette uhånd- gribelige, men afgørende moralske element, der kaldes legitimitet. Det skulle være overflødigt at nævne, at udvidelse af borgerskab ingen rolle spiller i den amerikanske imperiale orden. I realiteten
reserveres amerikansk borgerskab skinsygt til en meget lille minoritet af verdens befolkning, til hvis territorium adgangen er nøje kontrolleret. Undergivne befolkninger skal ikke integreres, men holdes i skak enten med magt, med truslen om brug af magt, eller gennem et system af globale eller regionale regler og institutioner -the World Trade Organization, Bretton Woods systemet, NATO -der i stigende grad er
åbenlyst manipuleret med henblik på at tjene det imperiale centrums interesser.

Selvom udvidelse af det universelle borgerskab aldrig har været et instrument i det amerikanske imperiale arsenal, fremlagde Washington under dets kamp med kommunismen i perioden efter 2. verdenskrig en politisk formul til legitimering af dets globale ambitioner. De to elementer af denne formula var mulitlateralisme som et system til global styring og liberalt demokrati.

Umiddelbart efter den kolde krig var der faktisk udbredte forventninger om en nutidig version af Pax Romana. Der var håb i liberale kredse, om at USA ville bruge sin enerådende supermagt-status til at understøtte en multilateral orden, der kunne institutionalisere dets overherredømme, men sikre en augustansk (efter den romerske kejser Augustus O.A ) fred globalt. Dette var vejen til økonomisk globalisering og multilateral styring. Det var denne vej, der blev elimineret med George W. Bush´s
unilateralisme.

Som Frances Fitzgerald bemærkede i "Fire in the Lake" var løftet om udvidet liberalt demokrati et meget overbevisende ideal, der ledsagede amerikansk våbenmagt under den kolde krig. I dag er Wahshington eller Westminster-typen på liberalt demokrati imidlertid i vanskeligheder over hele den tredje verden, hvor den er blevet reduceret til en facade for et fåmandsvælde (oligarki), som på Filipinerne, præ-Musharraf-Pakistan og hele Latin Amerika. Faktisk er liberalt demokrati i Amerika blevet både mindre demokratisk og mindre liberalt. Helt sikkert er der få i den tredje verden, der ønsker at se et system drevet og korrumperet af koncerners penge som model.

Genoplivning af den moralske vision, der er nødvendig for at skabe samforståelse for amerikansk overherredømme, vil være ekstremt vanskeligt. Tænkningen i Washington i disse tider går helt sikkert ud på, at den mest effektive vej til amforståelse bygger på truslen om brug af vold.
Desuden er hovedsigtet for indflydelsesrige neokonservative skribenter som Robert Kaplan, Robert Kagan og Charles Krauthammer, deres snak om at påføre den arabiske verden demokrati til trods, indlysende: Manipulation af det liberale demokratis mekanismer til at skabe en pluralistisk konkurrence, der vil ødelægge arabisk enhed. At bringe demokrati til araberne er ikke engang så meget en afterthougth som et slogan der fremsættes på skrømt

Bush folkene er ikke interesseret i at skabe en ny Pax Romana. Hvad de ønsker er en Pax Americana, hvor de fleste af de underordnede befolkninger - som araberne -- holdes i skak af en sund respekt for dødbringende amerikansk magt, mens andre gruppers loyalitet - således som den filipinske regering - købes med løftet om kontanter. I betragtning af fraværet af en moralsk vision, der ville kunne binde det globale flertal til det imperiale centrum, kan denne form for imperial styring kun
inspirere til en ting: modstand.

Udfordringer for Imperiet

Den aktuelle situation i Afghanistan vil sandsynligvis gentage sig i fremtidens Irak--- dvs. en manglende evne til at konsloidere en stabil politisk orden, for slet ikke at tale om en virkeligt repræsentativ og demokratisk sådan.

Kombinationen af de arabiske regimers politik til intern undertrykkelse og deres manglende hjælp til palestinenserne og irakerne, vil sandsynligvis sætte de arabiske regimer - af hvilke de mest fremtrædende er regeringerne i Saudi Arabien, Jordan og Ægypten - i en om muligt endnu mere prækær situtation overfor de arabiske masser. En styrkelse af det politiske Islam er det sandsynlige resultat, og islamiske grupper vil
sandsynligvis enten komme til magten eller bliver alvorlige konkurrenter til magten i mange af disse lande. Ironisk nok vil en demokratisk åbning af de politiske systemer i disse lande- som Washington hævdes at ønske sig - sandsynligvi s føre til dette resultat, selv i Irak, hvor en radikal shi´itisk islamisk politisk strømning er dominerende. Det samme løft for islamiske grupper vil sandsynligvis blive resultatet i resten af den muslimske verden, især på de to steder, der anses for ekstremt strategisk vigtige af USA: Pakistan og Indonesien.

Ligesom Washsington´s sikkerhed vil Israel´s sikkerhed, hvis konsolidering har været et fundamentalt målo for neokonservative nøglefigurer som Paul Wolfowitz og William Kristol, blive blive om muligt yderligere betinget. Dette såvel som den større frustration i forbindelse med det mislykkede forsøg på at skabe en stabil politisk basis for amerikansk overherredømme via formelle demokratiske mekanismer, vil stille USA overfor et uspiseligt valg: tilbagetrækning eller påtvunget direkte kolonialt
herredømme. USA vil imidlertid forsøge at unddrage sig dette valg så længe som muligt og fortsætte med at poste flere penge og resourcer i uigennemførlige politiske arrangementer.

Samtidig vil lokale varianter af den nye globale civilsamfundsbevægelse for fred og imod koncern-drevet globalisering opnå magt eller true med at komme til magten i andre dele af verden, især i Latin Amerika. Eksemplerne fra Brasilien, Ecuador og Venezuela vil fremstå mere attraktive efterhånden som neoliberale økonomier kommer i om muligt yderligere miskrediti på baggrund af fortsat økonomisk stagnation på nationalt, regionalt og globalt niveau.

Med et USA, der i stigende grad opfattes som en universel trussel og med deres økonomiske interesser i stigende modsætning til Washington, vil Frankrig, Tyskland, Rusland og Kina komme til at konsolidere den afbalancerende koalition, der viste sig under Irak krisen. Nogle af de mere tungtvejende udviklingslande som Brasielien, Indien og Syd Korea kunne eventuel tænkes at slutte sig til denne formation. Denne afbalancerende koalition vil sandsynligvis blive et permanent træk, selvom dens
medlemmer kan tænkes at være skiftende.

En konsekvens af denne diploamtiske alliance vil være en nærmere koordination af millitære anliggender. Faktisk er dannelsen af en Europæisk forsvarsstyrke adskilt fra NATO sandsynlig. En anden vil være øget militært forbrug, oprustning og våbenforskning blandt medlemmer af den afbalancerende koalition, enten separat eller i indbyrdes samarbejde. Endnu en anden vil være større økonomisk og teknologisk samarbejde for at skabe den økonomiske infrastruktur der er en forudsætning for varig militær konkurrence. Ironisk nok vil Washington´s korstog for at monopolisere masseødelæggelsesvåben føre til større investeringer i udviklingen af
sådanne våben blandt de store rivaliserende lande og samtidig ikke at standse udviklingen af dem i mindre lande eller blandt ikke-statslige aktører.

Global økonomisk stagnation og amerikansk unilateralisme vil føre til en yderligere svækkelse af IMF og WTO og en styrkelse af tendenser i retning af protektionisme og regionalisme. Regionale økonomiske arrangementer, der kombinerer handels preferencer, kapitalkontrol og teknologisk samarbejde vil blive om muligt endnu mere attraktive i modsætning til såvel multilaterale fri handels-arrangementer som bilaterale handels-overenskomster med USA og EU. Handelskrige vil blive hyppigere og mere destabiliserende.

Der er en aktør, der vil blive central i alt dette: Kina. Efterhånden som amerikansk økonomi sidder fast i stagnation og Washington er hæmmet af militær og politisk overekstension, vil Kina vokse i relativ styrke. Unilateralisterne vil blive mere og mere optaget af Kinas voksende styrke og vil skærpe deres politiske og ideologiske konkurrence med Peking. Samtidig vil deres valgmuligheder fortsat være begrænsede i betragtning af Wall Street´ s stigende finansielle indsatser i Kina, amerikanske koncerners stigende afhængighed af investeringer i dette land, og de amerikanske forbrugeres eskalerende afhængighed af import fra Kina, fra lavteknologiske til højteknologiske varer. Washington vil ikke finde en let udvej af sit kinesiske dilemma (conondrum).

Endelig - og ironisk nok, i betragtning af nylige begivenheder - vil FN få nyt liv efterhånden som flere lande indser, at dets evne til at garantere eller opretholde legitimitet stadig vil væreet vigtigt instrument i international realpolitik. FNs rolle som mekanisme til isolering af USA vil blive øget, og Washington vil sandsynligvis svare med endog flere bebrejdelser og trusler om at afskære finansiering, selvom det ikke vil være i stand til at boycotte organisationen.

Ligesom Nazi Tyskland og det fascisitiske Italien før anden verdenskrig vil USA sandsynligvis blive mere og mere isoleret i nationernes fællesskab mens det fastholder sin enorme magt til at kaste dette fællesskab ude i kaos.

En ting er sikker: hvis romerne havde været tilstede i dag ville de komme frem til en løsning: dette er ikke en måde at styre et imperium på.

Walden Bello er professor i sociologi and offentlig administration ved theUniversity of the Philippines and administrende direktør for Focus on the Global South (online at http://www.focusweb.org/) hvor dette første gang forelå og er genoptrykt af Foreign Policy in Focus (online at http://www.fpif.org/index.html).

Oversættelse: Hans Pendrup