Et truet Amerika

Af Boris Kagarlitsky

ZNet Commentary 13. juli 2003

Hvad går der for sig i Mellemøsten?

Alle taler om den irakiske olje og Washington´s stræben efter verdensledelse. Men USA havde behov for olje før, og hvad angår den amerikanske supermagts dominans i verden, så rejser denne krig tvivl om den, idet den ødelægger det system af institutioner, som har tjent amerikanske interesser igennem 1990´erne: FN, NATO, det Euro-Atlantiske partnerskab.
Og selv den aktuelle splittelse i den Europæiske Union tjener næppe Washington´s interesser. Hinsides alle problemer med USA og Euorpa, så var det EU, der sikrede amerikansk politisk succes i Bosnien og Kosovo.

Ironisk nok ser det ud, til at G.W. Bush har ret til en vis grad, når han fortæller os, at krigen drejer sig om demokrati. Bare ikke om demokrati i Irak.

Da amerikanerne gik ind i Baghdad, fandt U.S. tropperne ingen seriøse forsvarsinstallationer på plads, og ingen tegn på forberedelser til en udvidet konflikt. Broerne og bygningerne var ikke minerede. Ingen permanente kanonstillinger blev opdaget. TV rapporter viste et par hundrede mennesker, der væltede en statue af Hussein på en halv-tom plads i byens centrum. At kalde dem "jublende mængder" kræver en meget livlig fantasi.

Mens sejrherrerne vantro patruljerede byen, forholdt Bagdhads indbyggere sig afventende i deres hjem. Gaderne var overladt til de plyndrende --- den tredje magt i denne konflikt, og dens eneste virkelige vinder.
På samme tid forsvandt titusinder af Republikanergarden simpelthen sammen med den regulære hær, sikkerhedstjenesten og embedsmændene. Tusinder af udenlandske frivillige forsvandt også på en eller anden måde, selv om man skulle have troet, at de ville finnde det vanskeligt at skjule sig i en fremmed by. Hundredvis af tanks og andre køretøjer syntes være sunket i sandet. Hvis de virkelig var blevet ødelagt eller forladt, så ville Baghdads forstæder være oversået med ødelagt maskineri, og journalister ville have dokumenteret kendsgerningerne. Irakiske tropper forsvandt også fra Basra, selvom den var omringet af britiske styrker. Værst af alt, så syntes den irakiske ledelse at være forduftet. De allierede kunne ikke fange nogle af dem, selv "Kemiske Ali", der rapporteredes at opholde sig i det sydlige Irak, derefter pludselig dukkede op i det nordlige.

Militæranalytikere har haft vanskeligheder ved at få mening i konflikten, fordi den går frem efter andre regelsæt --- i form af politisk og informationskrig. Hvis Husseins regime var brudt sammen af sig selv, ville vi have oplevet opløsningsprocessen udfolde sig over et antal dage eller endog uger. Hele Iraks militære og politiske establishment er bevis på det modsatte.

Den herskende elite er under fuld kontrol af situationen, og den handler i overensstemmelse med planen. Hvad håber den at opnå?

Optimister i det russiske militær antog, at Hussein ville lokke fjenden ind i hovedstaden, ligesom prins Mikhail Kutuzov gjorde, før han drev Napoleons´s hær ud af Rusland i 1812. Mere kyniske kommentatorer antydede, at koalitionen simpelthen havde slået en handel af med Irakerne. Da de britiske tropper gik ind i Basra, fandt de totalt kaos, muligvis delvis foranlediget af Husseins hemmelige politi. Under alle
omstændigheder forekommer det meget mærkeligt, at dokumenter fra det irakiske
sikkerhedsvæsen altid var ødelagt af de plyndrende. Det samme gentog sig i Baghdad. Efter flere ugers anarki, vil det stå klart, at Irak ikke kan regeres uden det "erfarne personale" fra det gamle regime. I dette øjeblik vil Republikanergarden og dens generaler dukke frem endnu engang fra deres hjem, nu i ledtog med amerikanerne. Hussein og hans sønner vil, hvis de stadig er i live, fortsætte med at bestemme farten bag scenen.

Vi vil snart få at vide, hvor nøje denne forudsigelse passer med virkeligheden. En ting står imidlertid allerede klart: Begivnehederne i Irak er ikke forbi, de er først lige begyndt. Ved at tvinge Husseins regime ud af Baghada, har de allierede gjort Irak umuligt at regere. Det demokratiske alternativ for Irak, som de taler om på pressekonferencer har aldrig været andet end propaganda. Konsekvensen er at Washington og London ikke har meget at vælge imellem for at fortsætte. De kan styre
landet som et besættelsesregime med risiko for tiltagende guerrilla aktivitet i byerne, borgerkrig og modstand fra Hussein´s klan, der langt fra har mistet sine politiske og militære evner. Eller de kan slå en handel af med Husseins folk.

Den britiske forsvarsminister Geoff Hoon blev citeret for at sige i søndags, at Baath partimedlemmer, der er loyale over for den afsatte irakiske præsident Saddam Hussein vil få tilladelse til at deltage i rekonstruktionen af landet. Det drejer sig om pæne fyre, som kun var medlemmer af partiet, fordi de ikke havde andet valg, fortalte han avisen the Observer. Irak vil politisk blive mere af det samme, men dennegang
under amerikansk protektorat. Bush er der helt bestemt ikke for at befri irakerne. Det virkelige problem er ikke irakisk frihed, men amerikansk. Amerika er inde i den hårdeste økonomiske krise i årtier.

Og magten i Washington er i hænderne på den meste højreorienterede administration siden begyndelsen af ?? århundrede. Nogle iagttagere tvivler endog på at Bush holdet kan kaldes konservative og mener at de højre-radikale tog magten i USA. Disse folk har deres egen dagsorden, som er ligeså farlig for Amerika som for Mellemøsten.

Siden G.W. Bush kom til magten er vi vidne til det mest dramatiske angreb på amerikansk demokrati siden revolutionen. Vi, udenfor USA er forbavsede, chokerede, vrede og, ærlig talt, noget skræmte.

Først overtog Bush det Hvide Hus som resultat af de tvivlsomme valg: to provins distrikter i Florida afgjorde resultaterne af en landsomfattende afstemning. Derefter ser vi, i kølvandet på den mistænkelige terrorhandling 9-11, systematiske begrænsninger af borgerrettigheder og friheder og etableringen af det nye indenrigpolitisk sikkerheds konto (homeland security office). I dag holder denne organisation en lav profil, men under gunstige omstændigheder kan den blive noget i retning af det amerikanske KGB. New Yorker magasinet The Nation´s chefredaktør, Katrina van den Heuvel siger, at det er "et gradvist statskup".

Først begyndte de med valgene i Florida, derefter introducerede de en serie "anti-terror" forholdsregler, derefter angreb de Irak uden FN sanktion. De krænkede også en 100-årig amerikansk tradition for kun at bruge våben efter anmodning, eller som resultat af angreb hvor amerikanske borgere blev såret. Bush og hans administration benægter, at de har opgivet traditionelle regler (selv om det kun er en formalitet). Men nye tider er på vej, siger de, USA´s rolle i verden er forandret, og nu er der nye regler. Det er nøjagtigt det, der skræmmer millioner af amerikanere på samme tid. Forskellige folk skriver, at Amerika gentager den romerske vej, fra republik til imperium. Med alle de konsekvenser for demokrati, der følger deraf.

Det er ikke overraskende, at amerikanere fra de store byer og med demokratiske traditioner fylder gaderne, og. at Hollywood, efter indtil fornylig mekanisk at have produceret patriotiske action film, gjorde oprør, at "Silicon Valley" rejste sig imod. De ser helt klart, at ikke kun Iraks fremtid er på spil, men også deres egen.

Alle sammenligninger er relative. Og ikke destomindre er det umuligt ikke at bemærke at 9-11 og det nuværende angreb på Bagdhad spiller den samme rolle i det moderne Amerikas historie som de sprængte huse og den anden tjetjenske krig i den russiske historie. Men der er en fundamental forskel.

Putin ønskede ikke sejren som sådan. Det var tilstrækkeligt for ham at udløse nationalistiske følelser og på den måde vinde indpas i Kreml. Det russiske civilsamfund var under alle omstændigheder i dyb bevidstløshed, og der var ingen problemer med det. Med USA er det noget andet. Modstanden viste sig at være temmelig alvorlig og den fortsætter med at vokse. Det er derfor Bush har behov for en sejr og kun en sejr. Derfor kan ødelæggelsen af Irak blive begyndelsen på enden for det amerikanske
civilsamfund.

Neoliberale beundrere af den "amerikanske model" udenfor USA afviser alle disse advarsler og minder os om at, til forskel fra Saddam Hussein, blev G.W. Bush valgt legalt, demokratisk og i fuld overensstemmelse med konstitutionen. Det samme blev Julius Cæsar i det gamle Rom. Og det blev Hitler også i Weimar Tyskland.

Bush kan vinde. Men hvis han spiller for længe, er den politiske
katastrofe uundgåelig. Og så vil forandringerne i USA og i hele verden følge
et scenarie, som er direkte modsat det, som Julius Cæsars efterfølghere i Washington lægger op til.

Oversættelse: Hans Pendrup

- End -