Globaliseringsprojektets krise og George W. Bush's New Economics

Af Walden Bello

Walden Bello er professor i sociologi og offentlig administration ved University of the Philippines og administrende direktør for det Bangkok baserede Focus on the Global South.

***

"Kapitalisme undergraver konstant mænd og kvinders væren-i-naturen (som skabninger) og væren-i-samfundet (som borgere) og, endog mens den dræner dem for livsenergi som rbejdere, former den deres bevidsthed i retning af kun en rolle: som forbrugere. Kapitalismen har mange "bevægelseslove", men en af de mest destruktive, hvad miljøet angår, er Say´s lov, som siger, at udbud skaber sin egen efterspørgsel. Kapitalisme er en efterspørgsels-skabende maskine, der transformere levende natur til døde varer, naturlig velstand til død kapital."
Walden Bello, McPlanet Conference, Berlin, 27-29 juni 2003

Jeg vil gerne takke Heinrich Böll Foundation, ATTAC Tyskland og alle de andre, der har medvirket til organiseringen af denne konference for at have inviteret mig til dette meget vigtige møde. Hvad jeg kunne tænke mig at gøre i dette indledende indlæg er at diskutere nøgleelementerne i den globale situation. Jeg kunne tænke mig i store træk at tegne et billede af den globale politiske og økonomiske sammenhæng, som vi må se vor miljø-aktivisme i.

Lad mig begynde med at føre jer tilbage til 1995, det år hvor World Trade Organization blev oprettet. Efter otte års forhandlinger blev WTO hyldet i den etablerede presse som indbegrebet af global styring i globaliseringens tidsalder. De næsten 20 handelsoverenskomster, der lå til til grund for WTO, blev fremlagt som omfattende et sæt handelsrelationer idet den underkastede såvel den magtfulde som den svage et fælles regelsæt bakket op af et effektivt gennemførelses apparat. WTO var en milepæl, erklærede George Soros, fordi det var den eneste overnationale institution, som verdens mest magtfulde økonomi, de Forenede Stater, ville underkaste sig. I WTO, hævdedes det, havde de Forenede Stater og det ydmyge Ruanda nøjagtig det samme antal stemmer: nemlig een.

Triumfmanifestationer prægede den tone, der blev anslået under det første WTO ministermøde i Singapore i November 1996, hvor WTO, den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken udsendte deres berømte erklæring, i hvilken det hedder, at fremtidens opgave er den udfordring, der nu består i at gøre den globale handelspolitik, finans- og udviklingspolitik "sammenhængende" for på den måde at lægge grunden til global velstand.

Det første globaliseringsprojekts krise

I begyndelsen af 2003 var triumfstemningen forsvundet. Efterhånden som det femte WTO ministermøde nærmer sig befinder organisationen sig i lammelse. En ny landbrugsoverenskomst er intetsteds i sigte eftersom USA og EU hårdnakket forsvarer deres multimilliard store dollar subsidier.
Bruxelles er på nippet til at pålægge Washington sanktioner for at opretholde skattebegunstigelser for eksportører, der har vist sig at krænke WTO reglerne, mens Washington har truet med at arkivere en sag mod WTO i anledning af EU´s de facto moratorium imod genetisk modificerede fødevarer. Udviklingslande, deriblandt nogle, der engang var gjorde sig forhåbninger om, at WTO faktisk ville foranledige mere lighed i global handel, er enige om, at det meste af hvad de har fået ud af WTO medlemsskabet er omkostninger, ikke fordele. De er fast besluttede på at modsætte sig yderligere åbning af deres markeder, undtagen under tvang og inimidering. I stedet for at proklamere en ny global runde handelsliberaliseringer, vil Cancun-ministermødet sandsynligvis proklamere dødvande.

Baggrunden for en forståelse af denne stilstand i WTO er krisen i globaliseringsprojektet - hvis væsentligste landvinding var etableringen af WTO - og tilsynekomsten af unilateralisme som amerikansk udenrigspolitiks primære kendetegn.

Men først, nogle bemærkninger om globalisering og globaliseringsprojektet.

Globalisering er den fremadskridende integration af kapital, produktion og markeder på globalt plan, en proces, der drives frem af logikken i koncernernes profitabilitet.

Globalisering har haft to faser: den første varede fra det tidlige 19´nde århundrede til udbruddet af første verdenskrig i 1914; den anden fra de tidlige 1980´ere til i dag. Den mellemliggende periode var præget af nationale kapitalistiske økonomiers dominans, der er kendetegnet ved en betydelig grad af statsintervention og en international økonomi med stærke restriktioner på handel og kapitalstrømme.
Disse indenrigske og internationale restriktioner på markedet, som er fremkaldt af dynamikken i interne klassekonflikter og inter-kapitalistisk konkurrence internationalt, blev fremstillet af de neoliberale som årsagen til forvanskninger, der tilsammen var ansvarlige for de kapitalistiske økonomiers og den globale økonomis stagnation i de sene halvfjerdsere og tidlige firsere.

Ligesom i globaliseringens første fase var den anden fase kendetegnet ved den neoliberalistiske ideologis udvikling til et overherredømme (hegemoni), der fokuserede på deregulering, og handels-liberalisering. Der var stort set to versioner af den neoliberale ideologi - en "hård" Thatcher-Reagan version og en "blød" Blair-Soros version (globalisering med "sikkerhedsnet"). Men bagved begge tilgange lå udløsning af markedskræfter og afskaffelse af eroderende restriktioner, der var pålagt transnationale virksomheder af fagbevægelsen, staten og samfundet.

Tre momenter af globaliseringskrisen

Der har været tre momenter i den stadigt dybere krise i globaliseringsprojektet. Det første var den asiatiske finanskrise i 1997. Denne begivenhed, som nedlagde de stolte østasiatiske "tigere", afslørede at et af globaliseringens grunddogmer - liberaliseringen af kapitalopgørelser (the capital account) for at åbne for friere kapitalstrømme - især finans- og spekulativ kapital - kunne være yderst destabiliserende. Den asiatiske finanskrise viste sig i virkeligheden kun at være den seneste af mindst otte større finanskriser siden liberaliseringen af de globale finansstrømme begyndte i de sene halvfjerdsere.
Hvor gennemgribende destabiliseringen af kapitalmarkedet kunne være, viste sig da en million mennesker i Thailand og 21 millioner i Indonesien blev skubbet ned under fattigdomsgrænsen.

Denne asiatiske finanskrise var et "Stalingrad" for den internationale valutafond (IMF), den primære globale repræsentant for liberaliserede kapitalstrømme. Dens beretning for det ambitiøse foretagende med at pålægge omkr. 100 udviklingsøkonomier og overgangsøkonomier "strukturelle tilpasninger" blev genovervejet, og facts, der var blevet påpeget af organisationer som UNDP så tidligt som i de sene firs´ere, fik nu status af realiteter. Strukturelle tilpasningsprogrammer med henblik på fremadskridende deregulering, handelsliberalisering og privatisering havde næsten overalt institutionaliseret stagnation, forværret fattigdom og øget ulighed.

Et paradigme er i virkelig krise, når dets bedste aktører forlader det, som Thomas Kuhn påpegede i sin klassiske The Structure of Scientific Revolution, og noget, der svarede til hvad der fandt sted i forbindelse med krisen i det kopernikanske paradigme i fysikken, indtraf i neoklassicistisk økonomi kort efter den asiatiske finanskrise, hvor intellektuelle nøglefigurer forlod folden - deriblandt Jeffrey Sachs, tidligere kendt som fortaler for "fri-markeds" chock behandling i Østeuropa i de tidlige 1990´ere; Joseph Stiglitz, tidligere cheføkonom i Verdensbanken; Columbia professoren Jagdish Bjagwati, som opfordrede til global kontrol med kapitalstrømme; og finansmanden George Sores, der fordømte manglen på kontrol i det globale finanssystem, som havde beriget ham selv.

Det andet moment af krisen i globaliseringsprojektet var sammenbruddet af WTO´s tredje ministermøde i Seattle i december 1999.
Seattle repræsenterede det fatale sammenfald af tre strømme af utilfredshed og konflikt, der havde været under opbygning i nogen tid: *Udviklingslande harmedes over uligheden i Uruguay Rundens overenskomster, som de følte sig tvungne til at underskrive i 1995.

* Massiv folkelig modstand imod WTO viste sig i globalt omfang fra en myriade af sektorer af det globale civilsamfund, inklusive farmere, fiskere, fagforeningsfolk og miljøfolk. Ved at repræsentere en trussel imod hver enkelt sektor i mange af dens overenskomster lykkedes det WTO at forene det globale civilsamfund imod sig.

* Der var uløste handelskonflikter mellem EU og USA, især på landbrugsområdet, der simpelthen var blevet ignoreret af Uruguay Runden´s overenskomster.

Disse tre omskifteligeelementer flød sammen og udløste eksplosionen i Seattle, hvor udviklingslandene gjorde oprør imod Nordens diktat på the Seattle Convention Center, hvor 50.000 mennesker trængtes militant i gaderne, og uoverensstemmelser hindrede EU og USA i at handle i fællesskab for at redde ministermødet. I et klarhedens øjeblik lige efter Seattle-sammenbruddet formulerede den britiske udenrigsminister Stephen Byers krisens essens:
"WTO vil ikke være i stand til at fortsætte i sin nuværende form. Der må nødvendigvis ske fundamentale og radikale ændringer som forudsætning for at leve op til alle dens 134 medlemmers behov og aspirationer."

Det tredje moment i krisen var sammenbruddet af aktiemarkedet og afslutningen på Clinton opsvinget. Det var ikke kun boblens bristen, men en grov bekræftelse på den klassiske kapitalistiske overproduktionskrise, hvor hovedmanifestationen var massiv overkapacitet. (jvf. Brenner O.A.). Forud for sammenbruddet, var koncernernes profitter ikke vokset siden 1997. Dette var et udtryk for overkapacitet i den industrielle sektor, hvor det mest åbenbare eksempel kom til udtryk i den problemfyldte telekommunikationssektor, hvor kun 2.5 procent af den etablerede kapacitet globalt blev udnyttet. Stagnationen af realøkonomien førte til at kapitalen flyttede til finanssektoren, hvilket resulterede i den svimlende stigning i aktieværdier. Men eftersom profitabilitet i finanssektoren ikke kan afvige for meget fra profitabiliteten i realøkonomien, var et sammenbrud af aktieværdierne uundgåeligt, og dette indtraf i marts 2001, hvilket førte til forlænget stagnation og begyndelsen på deflation.

Der er sandsynligvis en dybere strukturel årsag til langvarigheden af den aktuelle stagnation eller deflation og dens konstante vaklen på randen af recession. Dette kan, som et antal økonomer har erklæret, være fordi vi befinder os i den sidste ende af den berømte "Kondratieff Cycle." Fremsat af den russiske økonom Nikolai Kondratieff, gør denne teori gældende, at den globale kapitalismes fremadskriden ikke kun er kendetegnet ved kortfristede kurssvingninger (business cycles), men også af langsigtede "supercycles." Kondratieff cykulus'erne er groft taget halvtreds til tres-år lange bølger. Kondratieff cyklus'ens opadgående kurve er kendetegnet ved den intensive udnyttelse af nye teknologier, efterfulgt af en top efterhånden som teknologisk udnyttelse modnes, derefter en nedadrettet kurve efterhånden som de gamle teknologier producerer faldende udbyttte mens nye teknologier stadig er på et eksperimenterende stadie i henseende til profitabel udnyttelse, og endelig en gennemgribende eller forlænget deflationsperiode.

Passagen af den sidste bølge fandt sted i 1930'erne og 1940'erne, en periode præget af den store depression og 2. verdenskrig. Tilsynekomsten af den seneste bølge begyndte i 1950'erne og toppen blev nået i 1980'erne og 1990'erne. Den profitable udnyttelse af efterkrigsfremskridtene i nøgleområder som energi, automobil-, petrokemiske og fremstillingsindustrier kom til en afslutning, mens informationsteknologien tilsvarende var på et relativt tidligt stadium. Udfra dette perspektiv var "den nye økonomi" i de sene 1990´ere ikke en overskridelse af konjunkturbølgerne (transcendens af business cyclen), som mange økonomer troede, at den ville blive, men den sidste gloriøse fase af den aktuelle supercyckus før nedgangen i forlænget deflation. M.a.o. ligger det enestående ved den aktuelle højkonjunktur i den omstændighed, at den aktuelle kortsigtede cyklus' nedadgående kurve falder sammen med overgangen til nedgang i Kondratieff supercykslus'en. For at bruge en anden berømt økonom, Joseph Schumpeter´s ord, så fremtræder den globale økonomi som stående overfor en forlænget periode af "kreativ destruktion."

MILJØKRISE OG KAPITALISTISK LEGITIMITET

Jeg har omtalt momenter ved eller konjunktur-krystallisationer af krisen i det globale projekt. Disse momenter var manifestationer af fundamentale konflikter eller modsætninger, der udfoldede sig ujævnt over tid.
En central ulmende modsætning var den, der gjorde sig gældende imellem globalisering og miljøet. Jeg vil nu gerne ofre nogle få ord på, hvordan miljøkrisen har vist sig at være en central faktor, der afdækker legitimiteten i globaliseringsprojektet, faktisk af kapitalismen som i sig selv er en form for økonomisk organisation.

Både før og efter verdenstopmødet om miljø og udvikling i Rio de Janeiro i 1992, var det fornemmelsen, at mens verdens miljømæssige situation var under forværring, så førte bevidstheden om denne kendsgerning til oprettelsen af de globale institutionelle og legale mekanismer til behandling af problemet. Rio topmødet´s tilslutning til Agenda 21, et globalt program for miljøforbedring, der skulle medføre tilsvarende nationale programmer, syntes at markere et større skridt fremad i henseende til globalt samarbejde.

De sene firs´ere og tidlige halvfems´ere var desuden en periode, hvor et antal mulitlaterale miljøoverenskomster blev nedfældet og syntes at være vejen til et kursskifte i den globale miljøkrise i lighed med Montreal protokollen, der indfører kontrol med produktionen af CFC´s for at bevare ozon-laget, og CITES traktaten, der indfører kontrol med handel med truede dyrearter. Altså, i og med Bill Clinton og Al Gore kom til magten i 1992 syntes en miljømæssig korrekt administration at være på plads.

Flere omstændigheder fik denne proces til at gå i hårdknude.

For det første etableringen af WTO. Som Ralph Nader udtrykte det, så sætter WTO koncernhandel "über alles", hvilket er ensbetydendemed alle dimensioner af økonomisk og socialt liv, undtagen hvad angår national sikkerhed. M.a.o. var det nødvendigt at ændre love, der beskytter naturresourcer og miljøet, hvis de registreres som indførelse af regler, der kan opfattes som unfair overfor udlandshandelsinteresser. I en serie af afgørende sager - tuna-dolphin sagen mellem USA og Mexico, turtle-shrimp kontroversen, der modstillede USA og asiatiske lande - forekom det, at nationale miljølove blev underordnet under fri handel.

For det andet har koncernes aggressive fremstød for at udnytte avanceret fødevareteknologi og bioteknologi alarmeret miljøfolk og borgergrupper over det hele. EU´s banlysning af hormon-behandlet bøf fra USA - etableret som svar på et folkeligt krav i Europa - blev fastholdt til trods for WTO´s registrering af den som illegal. På samme måde udløste genetisk modifikation i landbrugsproduktionen - koblet med modstand mod øko-mærkning fra amerikanske firmaer som Monsanto og anden side - et forbruger-backlash i Europa og andre dele af verden, hvor forsigtighedsprincippet bliver anråbt som et magtfuldt våben imod de amerikanske koncernes kriterier for "solid science." På samme måde gør amerikanske bioteknologiske firmaer sig aggressive bestræbelser for at udvide patenteringen af livsformer og sædekorn under stærk modstand fra farmer-grupper, forbruger- grupper og miljøfolk imod, hvad der fordømmes som "privatisering" af den evige (aeons-long) interaktion mellem natur og samfund.

For det tredje blev den amerikanske industrisektors stærke modstand imod at erkende kendsgerningerne vedr. den globale opvarmning opfattet som et frækt forsøg på at sætte profitter over fælles interesser. Denne opfattelse kunne kun blive bestyrket af den vellykkede bestræbelse fra koncernernes side på at lamme et kollektivt forsøg på effektivt at håndtere global opvarmning under Clinton administrationen og endelig at gøre det af med den, da Bush administrationen nægtede at underskrive og ratificere den i forvejen svage Kyoto Protokol om klimaforandring.

Amerikanske koncerners aggressive anti-miljø holdning var en af de faktorer, der medførte en stor mistillid til erhvervslivet selv indenfor de Forenede Stater, hvor 72% af de amerikanere, der blev adspurgt af Business Week i 2000 sagde, at erhvervslivet "har for meget magt over deres liv," hvilket fik landets førende erhvervstidsskrift til at advare:
"Corporate America, det er på eget ansvar, hvis I overser denne advarsel!"

Samtidig følte udviklingslande, at USA brugte miljøargumenter for at bremse deres udvikling udfra det synspunkt, at udledningerne af drivhusgas fra udviklingslandene nødvendigvis også måtte være genstand for de samme restriktioner, som var pålagt de udviklede lande, før Washington ville underskrive Kyoto overenskomsten.

Sådanne mistanker var bestemt ikke grundløse, eftersom Bush administrationens folk tog sigte på Kina, hvis hastige udvikling blev set som en strategisk trussel for USA. Miljøpolitik blev taget i anvendelse i forbindelse med USA´s bestræbelser på at opretholde sit geo-økonomiske, geopolitiske forspring.

I de tidlige 2000´ere var den globale konsensus, som den var repræsenteret ved Rio-topmødet, gået op i limningen, og den brød næsten sammen under koncernernes massive hvidvasknings-kampagne , der blev udløst på Verdens topmødet om bæredygtig udvikling (også kendt som Rio+10) i Johannesburg i september 2002. "Bæredygtig udvikling," en vision, der forsøgte at forene økonomisk vækst med økologisk stabilitet, faldt til jorden, og Herman Daly´s apokalyptiske forestilling om et økonomisk system, der er kendetegnet af hypervækst, på rekordtid tilsidesætter et økologisk system, der er udviklet fra tidernes morgen, forekom nærmere en virkeliggørelse, da USA, europæisk og japansk
kapital arbejdede tæt sammen med en forurenings-venlig regering på at gøre Kina til både værksted og skraldespand for verden.

For nogle få år siden var mange enige med økonomen Herman Daly i, at økologisk forværring skyldes det menneskeskabte produktionssystems ubønhørlige fremtromlen for med geometrisk hast at opfylde det begrænsede rum, der fra tidernes morgen var skabt af naturen. Udfra dette perspektiv blev langsommere vækst og lavere forbrugsrater nøglen til miljømæssig stabilisering, og dette kunne opnås via politiske valg støttet af offentligheden.

I stigende grad viger denne analyse for den mere radikale opfattelse, at hovedsynderen er en utøjlet kapitalistisk produktionsmåde, som uophørligt transformerer naturens gaver til varer og uophørligt skaber nye behov.Kapitalisme undergraver konstant mænd og kvinders væren -i-naturen (som skabninger) og væren-i-samfundet (som borgere) og, endog mens det dræner dem for livsenergi som arbejdere, former den deres bevidsthed i retning af kun en rolle: som forbrugere. Kapitalismen har mange "bevægelseslove", men en af de mest destruktive hvad miljøet angår er Say´s lov, som siger, at udbud skaber sin egen efterspørgsel. Kapitalisme er en efterspørgsels-skabende maskine, der transformere levende natur til døde varer, naturlig velstand til død kapital.

Miljøspørgsmålet har kort sagt genvundet sin radikale skarphed i løbet af det forgangne tiår, og har flyttet kritikken af globalisering til en kritik selve kapitalismens dynamik.

GEORGE W. BUSH´S NYE ØKONOMI

De indbyrdes forbundne kriser i forbindelse med globalisering, neoliberalisme, kapitalistisk legitimitet og overproduktion udgør baggrunden for en forståelse af Bush administrationens økonomiske politik, især dens unilaterale karakter (unilateralist thrust). Det globalistiske koncernprojekt udtrykte de globale kapitalistiske eliters fælles interesse i at udvide verdens økonomi og deres fundamentale afhængighed af hinanden. Globaliseringen eliminerede imidlertid ikke konkurrencen imellem de nationale eliter. Faktisk havde de herskende eliter i USA og Europa frakioner, der var mere nationalistiske af karakter og tillige mere knyttet til staten til sikring af deres overlevelse og velstand, således som det militært-industrielle komplex i USA. Faktisk har der siden firs´erne været en bitter kamp mellem den mere globaliseringsorienterede fraktion af den herskende elite, der betoner den globale kapitalistklasses interesser i en voksende verdens økonomi, og den mere nationalistiske, hegemonistiske fraktion, der ønskede at sikre forrang for amerikanske koncerninteresser.

Som Robert Brenner har påpeget, lagde Bill Clinton og hans finansminister Robert Rubin størst vægt på ekspansionen af verdensøkonomien som grundlag for den globale kapitalistklasses velstand. F.eks. førte de i midten af 90´erne en stærk dollarpolitik med henblik på at stimulere genoplivningen af de japanske og tyske økonomier, således at de kunne tjene som markeder for amerikanske varer og tjenester. Den tidligere mere nationalistiske Reagan-administration havde på den anden side ført en svag dollar politik for at genvinde konkurrenceevne for den amerikanske økonomi på bekostning af den japanske den tyske økonomi. Med George W. Bush administrationen er vi tilbage til en økonomisk politik, inklusive en svag dollarpolitik, der har til formål under vilkår, der er kendetegnet ved global nedgang, at genoplive den amerikanske økonomi på bekostning af de andre centrale økonomier og primært at fremme den amerikanske koncernelite i stedet for den globale kapitalistklasse

Flere træk af denne tilgang er værd at betone:

* Bush´s politiske økonomi er meget på vagt overfor en globaliseringsproces, der ikke styres af en amerikansk stat, der kan sikre, at processen ikke forringer USA´s økonomiske magt. At tillade kun markedet at drive globaliseringen frem kunne resultere i, at amerikanske nøglekoncerner blev ofre for globaliseringen, og på den måde skade
amerikanske økonomiske interesser. Således har vi til trods for retorikken om det frie marked, en gruppe, der er meget protektionistisk, når det gælder handel, investering og management af regeringskontrakter. Det ser ud til, at Bushiterne´s motto er protektionisme for USA og fri handel for alle os andre.

* Bush tilgangen er ensbetydende med en stærk skepsis vedr. multilateralisme som en vej til økonomisk styring, da multilateralisme, selvom den kan fremme den globale kapitalistklasses interesser generelt, i mange tilfælde vil være i modstrid med med særlige amerikanske koncerninteresser. Bush-klikens tiltagende ambivalens overfor WTO hidrører fra den omstændighed, at USA har tabt et antal afgørelser der, afgørelser, der kan skade amerikansk kapital, men som tjener den globale kapitalismes interesser som helhed.

* For Bush folkene er strategisk magt den ultimative form for magt. Økonomisk magt er et middel til at opnå strategisk magt. Dette er relateret til den kendsgerning, at den dominerende fraktion af den herskende elite under Bush er det militært-industrielle establishment, der vandt den kolde krig. Konflikten mellem globalister og unilateralister eller nationalister på denne akse viser sig i tilgangen til Kina. Globalisternes tilgang lægger vægt på engagement med Kina, idet de ser dets betydning primært som et investeringsområde og marked for US kapital. Nationalisterne ser det på den anden side hovedsageligt som en strategisk fjende, og de vil hellere inddæmme det end bidrage til dets vækst.

Det skulle være overflødigt at sige, Bush paradigmet ingen plads levner for miljømanagement, idet det opfatter dette som et problem andre må kere sig om, ikke de Forenede Stater. Der er faktisk en stærk koncernlobby der tror, at miljøproblemer, som de, der omgiver NGO´ere er en europæisk konspiration med sigte på at berøve USA dets high tech forspring i den globale konkurrence. Hvis dette opfattes som grundlag for handling, så giver de følgende fremtrædende elementer af nylig amerikansk økonomisk politik mening:

* Opnå kontrol over Mellemøstens olje. Selvom det ikke var det eneste formål for administrationen i forbindelse med invasionen af Irak, var det bestemt højt placeret på listen. Med konkurrencen med Europa som det primære aspekt af det transatlantiske forhold, tog dette tydeligvis til dels sigte på Europa. Men måske var det mere stratgiske mål at foregribe (preempt) regionens resourcer for at kontrollere det energifattige Kinas adgang til dem, idet Kina anses som USA´s strategiske fjende.

* Aggressiv protektionisme i handel og investering spiller en rolle. USA har vedtaget den ene protektionistiske lov efter den anden, en af de frækkeste har været at lamme al bevægelse i WTO forhandlingerne ved at trodse Doha Deklarationens fastholdelse af offentlige sundhedsproblemer på bekostning af intellektuel ejendom ved at begrænse tabet af patent rettigheder til kun tre sygdomme som indrømmelse til den magtfulde farmaceutiske lobby. Mens det forekommer fuldstændig villigt til at se WTO forhandlinger gå i fisk, så har Washington sat størstedelen af sin indsats ind på at kontrahere lande i bilaterale eller multilaterale handelsoverenskomster som the Free Trade of the Americas (FTAA), før EU får dem ind i lignende aftaler. I virkeligheden er begrebet "frie handelsoverenskomster" en fejlbenævnelse eftersom disse faktisk er begunstigede overenskomster.

Inkorporering af af strategiske overvejelser i handelsoverenskomster:
I en nylig tale fastslog den amerikanske handelsrepræsentant Robert Zoellick udtrykkeligt, at "lande, der søger frihandelsoverenskomster med de Forenede Stater må godkendes udfra mere end handels og økonomiske kriterier for at være valgbare." Som minimum må disse lande samarbejde med USA om dets udenrigspolitik og nationale selektion af potentielle FTA partnere. "New Zealand, der måske er en af de mest doktrinære frihandelsvenlige regeringer, er ikke desto mindre ikke blevet tilbudt frihandelsoverenskomst, fordi det har en politik, der forhindrer atombevæbnede skibsbesøg, hvilket USA føler er rettet imod sig.

* Manipulation af dollarens værdi for at skubbe omkostningerne i forbindelse med økonomisk krise over på rivaler blandt de centrale økonomier og genvinde konkurrencedygtighed for den amerikanske økonomi. En langsom værdiforringelse af dollaren vis-á-vis euro´en kan fortolkes som markeds-baserede justeringer, men 15 procent-faldet i værdi kan ikke ses som andet end i det mindste en politik til velvillig ligegyldighed. Mens Bush administrationen har udsendt benægtelser af at dette er en "forvandl-din-nabo-til-tigger" (beggar-thy-neighbor) politik, har den amerikanske erhvervspresse set det for, hvad det er: en bestræbelse på at genoplive den amerikanske økonomi på bekostning af EU og andre centrale økonomier.

* Aggressiv manipulation af multilaterale organisationer til fremme af amerikansk kapitals interesser. Mens dette ikke vil være altfor let at opnå i WTO takket være den Europæiske Unions vægt, kan det nemmere gøres gennem Verdensbanken og IMF, hvor USA´s dominans er mere effektivt institutionaliseret. F.eks.torpederede det amerikanske finansministerium til trods for støtte til forslag fra mange europæiske regeringer for nylig IMF ledelsens forslag om en Sveræn Restructuring Mechanism (SDRM), der kan sætte udviklingslande i stand til at restrukturere deres gæld og samtidig give dem et mål af beskyttelse fra kreditorer. For en i forvejen svag mekanisme blev SDRM veto´et af USA finansministerium til fordel for amerikanske bankers interesser.

* Endelig og særlig relevant for vore videre diskussioner, at lade de andre centerøkonomier såvel som udviklingslandene bære byrden af tilpasning til miljøkrisen. Mens nogle af Bush folkene ikke tror, der er en miljøkrise, ved andre, at det aktuelle omfang af global drivhusgas udledning er uopretholdelig. De ønsker imidlertid, at andre skal bære byrden af tilpasning, eftersom dette ikke blot vil være ensbetydende med en effektiv miljømæssig undtagelse af amerikansk industri fra omkostningerne ved tilpasning, men hæmning af andre økonomier med om muligt endnu større omkostninger, end hvis USA deltog i en ligelig tilpasningsproces og på den måde kunne tilføre den amerikanske økonomi et stærkt våben i den globale konkurrence. Rå økonomipolitik, ikke fundamentalistisk blindhed ligger til grund for Washingtons beslutning om ikke at underskrive Kyoto Protokollen om klimaforandring.

OVER-EKSPANSIONENS ØKONOMI OG POLITIK

Meget nær forbundet med strategiske formål må enhver diskussion af de sandsynlige resultater af Bush administrationens økonomiske politik tage både den amerikanske økonomis tilstand og den globale økonomi og det mere omfattende strategiske billede i betragtning.
Et afgørende udgangspunkt for vellykket imperial styring er ekspansionen af nationale og globale økonomier - noget, der vil blive hæmmet af den forventede langtrukne deflations- og stagnationsperiode, der mere sandsynligt vil få inter-kapitalistiske rivaliseringer til at blusse op.

Desuden indbefatter resourcer ikke kun økonomiske og politiske resourcer, men tillige politiske og ideologiske. For uden egitimitet - uden hvad Gramsci kaldte de domineredes "consensus" om, at det herskende system er retfærdigt - kan en imperial styring ikke være stabil.

Stillet overfor et lignende problem i henseende til sikring af den langsigtede stabilisering af deres herredømme, fandt de gamle romere frem til en løsning der skabte, hvad der indtil da var det mest vidtrækkende eksempel på kollektiv masseloyalitet, der nogensinde var opnået og som forlængede imperiet i 700 år. Den romerske løsning var ikke retfærdig eller endog militær af karakter. Romerne indså, at en vigtig komponent af vellykket imperial dominans var konsensus blandt de dominerede vedr. den romerske ordens "rightness".
Som sociologen Michael Mann bemærker i sin klassiske Scources of Social Power, var den "decisive edge" (afgørende brod) ikke så meget militær som politisk. "Romerne", skrev han, "snublede sig gradvist frem til opfindelsen af et udvidet territorialt borgerskab." Udvidelsen
af romersk borgerskab til herskende grupper og ikke-slave befolkninger over hele imperiet var det politiske gennembrud, der frembragte "hvad der formentlig var det mest omfattende udtryk for kollektiv engagement, der hidtil var mobiliseret." Politisk borgerskab kombineret med visionen om det imperium, der bragte fred og velstand for alle til at skabe det uhåndgribelige, men essentielle moralske element, der kaldes legitimitet.

Det skulle være overflødigt at sige, at udvidelse af borgerskab ikke spiller nogen rolle i den amerikanske imperiale orden. Faktisk reserveres amerikansk borgerskab skinsygt for en meget lille minoritet af verdens befolkning, hvis adgang til dettes territorium er strengt kontrolleret. Underordnede befolkninger skal ikke integreres, men holdes i skak enten med magt eller truslen om brugen af magt eller af et system af globale eller regionale regler og institutioner - the World Trade Organization, Bretton Woods Systemet, NATO - som i stigende grad åbenlyst manipuleres med henblik på at tjene det imperiale centrums interesser.

Selvom udvidelse af universelt borgerskab aldrig har været et redskab i det amerikanske imperiale arsenal, så fandt Washington under sin kamp med kommunismen i perioden efter anden verdenskrig frem til en politisk formel til legitimering af sine globale ambitioner. De to elementer af denne formel var hhv. multilateralisme som et system til global styring og liberalt demokrati.

Umiddelbart efter den kolde krig var der faktisk udbredte forventninger om en nutidig version af Pax Romana. Der var håb i liberale kredse om, at USA ville bruge sin uanfægtede supermagt- status til at udløse en mulitlateral orden, der kunne institutionalisere dets hegemoni, og samtidig garantere en Augustiansk fred globalt. Det var den økonomiske globaliserings og den multilaterale styrings udvej.

Det var den udvej, som blev elimineret af George W. Bush´s unilateralisme.

Som Frances Fitzgerald bemærkede i Fire in the Lake, så var løftet om udvidet liberalt demokrati et meget magtfuld ideal, der ledsagede amerikanske væbnede styrker under den kolde krig.
I dag er Washington eller Westminster-typen på liberalt demokrati i vanskeligheder i hele den tredje verden, hvor det er blevet reduceret til at levere en facade for et oligarkisk herredømme, som på Phillippinerne, præ-Musharraf Pakistan og i hele Latin Amerika.
Faktisk er liberalt demokrati i Amerika blevet både mindre demokratisk og mindre liberalt. Der er helt sikkert få i udviklingslandene, der oplever et system, der er drevet og korrumperet af koncernpenge som en model.

Genrejsning af den moralske vision, der er nødvendig for at skabe konsensus om amerikansk hegemoni, vil blive ekstremt vanskelig. Faktisk går tænkningen i Washington i denne tid på, at den mest effektive konsensus-opbygger er truslen om brug af magt. Desuden er hovedformålet for indflydelsesrige neokonservative skribenter som Robert Kagan og Charles Krauthammer til trods for deres tale om at påføre den arabiske verden demokrati gennemskuelig: manipulation af liberale demokratiske mekanismer med henblik på at skabe pluralistisk konkurrence, der vil komme til at ødelægge arabisk enhed. At bringe demokrati til araberne er ikke så meget en eftertanke som et slogan der ytres på skrømt.
Bush folkene er ikke interesserede i at skabe et nyt Pax Romana.
Det, de ønsker er en Pax Americana, hvor de fleste af de underordnede befolkninger som araberne holdes i skak af en sund respekt for dødbringende amerikansk magt, mens loyalitetetn fra andre grupper som den Fillippinske regering købes med løftet om kontanter. Uden nogen moralsk vision til at knytte den globale majoritet til det imperiale
centrum, kan denne form for imperial styring kun inspirere til en ting: modstand. Det store problem for unitateralisme er overekspansion, eller en mismatch mellem de Forenede Staters mål og de resourcer, der er nødvendige for at nå disse mål. Overekspansion er relativ. Dvs. den er i vid udstrækning en funktion af modstand. En overekspanderet magt kan faktisk være i en værre tilstand selv under betydelig stigning i
sin militære magt, hvis modstand mod dens magt vokser i endog højere grad. Blandt nøgle-indikatorerne for amerikansk overekspansion er følgende:

* Washingtons fortsatte mangel på evne til at skabe en ny politisk orden i Irak, som kunne tjene som en sikker grundlag for kolonialt herredømme - den svigtende evne til at konsolidere et pro-amerikansk regime i Afghanistan udenfor Kabul - den manglende evne hos en nøgleallieret, Israel, til selv med Washingtons ubegrænsede støtte at kvæle det palæstinensiske folks opstand - udløsning af arabiske og muslimske følelser i Mellemøsten, Syd Asien og Sydøst Asien, der resulterer i massive ideologiske landvindinger for islamistiske fundamentalister- hvilket var, hvad Osama bin Laden havde håbet på i første række - sammenbruddet af den kolde krigs atlantiske alliance og tilsynekomsten af en ny udlignende magt med Tyskland og Frankrig i centrum - sammensmeltningen af en magtfuld global civilsamfunds bevægelse imod USA´s unilateralisme, militarisme og økonomisk hegemoni, det eneste væsentlige udtryk er den globale anti-krigs-bevægelse; - anti-neoliberales voksende magt, anti-USA bevægelser i Washingtons egen baggård - Brasilien, Venezuela og Ecuador - mens Bush administrationen er optaget af Mellemøsten - en voksende negativ virkning af militarisme på amerikansk økonomi efterhånden som militært forbrug bliver afhængig af underskudsforbrug, og underskudsforbrug bliver mere og mere afhængig af finansiering fra udenlandske kilder, hvilket skaber mere stress og spænding indenfor en økonomi, der i forvejen allerede kæmper med stagnation.

Konklusionen er, at globaliseringsprojektet er i krise. At det kan gøre et comeback via en demokratisk eller liberal republikansk præsident bør ikke udelukkes, især eftersom der er indflydelsesrige globaliseringsstemmer i det amerikanske erhvervsliv - deriblandt George Soros - der giver udtryk for opposition imod det unilateralistiske udfald fra Bush administrationen. Efter vor opfattelse er dette usandsynligt, og unilateralisme vil formentlig være fremherskende i nogen tid fremover.

Vi er kort sagt gået ind i en historisk malstrøm præget af forlænget økonomisk krise, udbredelse af global modstand, genkomst af magtbalance mellem centrale stater og genopdukken af akutte inter-imperialistiske modsætninger. Vi må nære en sund respekt for amerikansk magt, men vi må heller ikke overvurdere den. Der er tegn på at USA er alvorligt overekspanderet, og det, der fremtræder som manifestationer af styrke, kan faktisk være signaler om strategisk svaghed.

Udarbejdet til McPlanet konferencen, Berlin, 27 juni 2002.
Den oprindelige version af denne tekst vil foreligge i efterårsudgaven af New Labor Forum

Oversat af Hans Pendrup

Focus on the Global South (FOCUS) - c/o CUSRI, Chulalongkorn University - Bangkok 10330 THAILAND -
Web Page http://www.focusweb.org

- End -