Analyse

Det nye amerikanske århundrede

Af Arundhati Roy

Arundhati Roys tale d. 16 januar til plenum ved åbningen af World Social Forum i Mumbai i Indien.

Lettere forkortet. Hele artiklen på engelsk:
Do Turkeys enjoy Thanksgiving?

I januar 2003 samledes vi i tusindvis fra hele verden i Porto Alegre i Brasilien og erklærede ...
gentog ... at "En anden verden er mulig." Nogle få tusinde miles nordpå, i Washington gjorde George W. Bush og hans medhjælpere sig de samme tanker.

Vores projekt var the World Social Forum ... Deres ... at fremme hvad mange kalder Project for the New American Century.

I Europas og Amerikas storbyer, hvor der for bare få år siden kun ville have være hvisket om disse ting, taler folk nu åbent om de gode sider ved imperialisme og behovet for et stærkt imperium som en politimæssig overvågning af en urolig verden. De nye missionærer ønsker orden på bekostning af
retfærdighed. Disciplin på bekostning af værdighed. Og overherredømme for enhver pris. Lejlighedsvis bliver nogle af os indbudt til at "debatere" emnet i "neutral"
sammenhæng stillet til rådighed af de korporative medier. At debatere imperialisme svarer nærmest til at diskutere fordele og ulemper ved voldtægt. Hvad kan man sige? At vi virkelig savner det?

Hvorom alting er, så er den nye imperialisme allerede over os. Det drejer sig om er en opdateret, strømlinjet version af det, vi engang kendte. For første gang i historien har et enkelt imperium med et arsenal af våben, der er i stand til at udslette verden på en
eftermiddag komplet ensidigt økonomisk og militært overherredømme. Det bruger forskellige våben til at bryde forskellige markeder op. Der er ikke et land på Guds grønne jord, der ikke er fanget i krydsfeltet mellem de ameriakanske krydser-
missiler og IMF´s checkbog. Argentina er modellen, hvis du har lyst til at være den neoliberale kapitalismes stik-i-rend dreng, Irak hvis du er det sorte får. Fattige lande, der er af geopolitisk strategisk værdi for imperiet eller har et "marked" af betydning, eller en infrastruktur, der kan privatiseres, eller - gud forbyde det - naturresourcer af værdi ... olje, guld, diamanter, kobolt, kul ... er nødt til at gøre, som der bliver sagt, hvis de vil undgå at blive militære skydeskiver. De, der har de største reserver af naturrigdomme er mest i farezonen. Medmindre de godvilligt overgiver deres
resourcer til den korporative maskine, så vil borgerlige uroligheder blive fremprovokeret eller krig vil blive indvarslet.

I denne det nye imperiums tidsalder, hvor intet er, som det synes at være, har direktionerne af erøret selskaber adgang til at påvirke politiske beslutninger. Center
for Public Integrity i Washington fandt at mindst ni ud af tredive medlemmer af Bush administrationens forsvarspolitiske udvalg havde forbindelse med selskaber, der var blevet belønnet med militære kontrakter på $76 mia.mellem 2001 og 2002. George Shultz, tidligere udenrigsminister var formand for Komiteen til Iraks befrielse. Han er også bestyrelsesmedlem i Bechtel Gruppen. På spørgsmål om interessekonflikt i forbindelse med krigen i Irak sagde han:
"Jeg er ikke bekendt med, at Bechtel skulle have særlige fordele af den. Men hvis der er arbejde, der skal gøres, er Bechtel den type selskab, der vil være i stand til det. Men der er ingen, der betragter det som noget, man har fordel af."
I April 2003 undertegnede Bechtel en $680 mio.kontrakt om genopbygning.

Dette brutale blueprint er blevet brugt igen og igen over hele Latin Amerika, i Afrika og i Central- og Sydøst Asein. Det har kostet millioner af liv. Det siger sig selv, at
enhver krig som imperiet fører, fremstår som en retfærdig krig. Dette skyldes for en stor del den rolle, som de korporative medier spiller. Det er vigtigt at forstå, at de
korporative medier ikke blot understøtter det neoliberale projekt. De er det neoliberale projekt. Dette er ikke en moralsk stillingtagen, som de har valgt at indtage; det er
strukturelt betinget. Det er iboende i den økonomi, som massemedierne arbejder i overensstemmelse med.

De fleste nationer har temmeligt afskyelige familjehemmeligheder. Så der er ofte nødvendigt for medierne at lyve. Det hele ligger i redigeringen ... hvad der bliver
fremhævet, og hvad der bliver ignoreret. Lad os f. eks sige, at Indien blev udpeget som mål for en retfærdig krig. Den kendsgerning, at omkring 80.000 mennesker er blevet dræbt i Kashmir siden 1989, de fleste muslimer, de fleste af dem af indiske sikkerhedsstyrker (hvilket giver en gennemsnitlig dødsrate på omkr. 6.000 om året);
den kendsgerning, at mere end 2.000 muslimer blev myrdet i Gujarats gader, at kvinder blev massevoldtaget og børn blev brændt levende og 150.000 blev drevet fra hus og hjem, mens politi og administration så til og undertiden aktivt deltog, den kendsgerning, at ingen er blevet straffet for disse forbrydelser og regeringen, der overvågede dem, blev genvalgt ... alt dette ville udgøre perfekte overskrifter i internationale aviser under optrækket til krig.

Før vi ved et ord af det, vil vore byer blivet jævnet med jorden af krydsermissiler, vore landsbyer hegnet ind med pigtråd. Amerikanske soldater vil patruljere vore gader og Narendra Modi, Pravin Togodia eller hvemsomhelst af vore populære topfigurer vil ligesom Saddam Hussein være i amerikansk varetægt, mens de får der hår checket for lus og fyldningerne i deres tænder undersøgt på prime-time i TV. Men så længe vore "markeder" er åbne, så længe korporationer som Eron, Bechtel, Haliburton og Arthur Andersn er frit stillet til at overtage vores infrastruktur og til at tage vore jobs, kan vore "demokratisk valgte" ledere uden frygt sløre grænsen mellem
demokrati, flertalsvælde (majoritarianism) og fascisme. ...

Vores regerings fejge villighed til at prisgive Indiens stolte tradition for at være alliancefri, dens hastværk med at kæmpe sig vej frem til første række i køen af totalt
allierede (den fashionable frasering er "naturlig allieret" ... Indien, Israel og de Forenede Stater er "naturlige allierede") har givet det bevægelsesfrihed til at udvikle sig til et repressivt regime uden at kompromitere dets legitimitet.

En regerings ofre er ikke kun de, som den dræber og fængsler. De som er fordrevne og berøvet ejendom og dømt til sult og elendighed på livstid må også tælles blandt dem. ....

Lige som den gamle imperialisme er den nye imperialismes fremgang afhængig af et netværk af agenter ... korrupte lokale eliter, der tjener imperiet. Vi kender alle den
triste historie om Enron i Indien. Den daværende Maharastra regering undertegnede en overenskomst, der gav Enron profitter, der gik op til 60% af Indiens totale budget til landbrugsudvikling. Et enkelt amerikansk firma blev garanteret en profit der svarer til midlerne til infrastruktur udvikling for omkring 500 mio mennesker!

Til forskel fra i gamle dage er de nye imperialister ikke nødt til kæmpe sig rundt i troperne med risiko for malaria eller diarre eller tidlig død. Den nye imperialisme kan
køres på e-mail. Den vulgære håndfaste racisme fra den gamle imperialisme er forældet. Den nye imperialismes hovedhjørnesten er ny racisme....

Som led i Project of New Racism har vi også New Genocide. Nyt Folkedrab i denne nye æra af økonomisk gensidig afhængighed kan let etableres med økonomiske sanktioner. Nyt Folkedrab vil sige etableringen af vilkår, der fører til massedød uden faktisk at gå
ud og dræbe mennesker. Denis Halliday, der var FN humanitær koordinator i Irak mellem 1997 og 1998 (hvorefter han trak sig tilbage med foragt), brugte begrebet folkedrab til at beskrive sanktionerne i Irak. I Irak overgik sanktionerne Saddam Hussein ved at kræve mere end en halv million børns liv.

I den nye æra er apartheid som formel politik forældet og unødvendig. Instrumenter i form af international handel og finans overvåger et komplekst system af multilaterale handelslove og finansielle verenskomster, der alligevel holder de fattige i deres bantustans. Hele formålet er at institutionalisere ulighed. Hvorfor skulle de amerikanske beskatninger på klæder lavet af en Bangladesh fabrikant ellers være tyve gange højere end en klædning lavet i England? Hvorfor skulle dellers være sådan, at lande, der dyrker kakaobønner som Elfenbenskysten og Ghana beskattes ud af markedet, hvis de prøver på at lave det til chocolade? Hvorfor skulle det ellers være sådan at rige lande, der bruger over en milliard dollars om dagen på subsidier til farmere kræve, at fattige lande som Indien tilbagekalder al landbrugsstøtte inklusive støtte til elektricitet? Hvorfor skulle det ellers være sådan, at tidligere kolonier
efter at være udplyndret af koloniserende regimer i mere end et halvt århundrede er begravede i gæld til de samme regimer og betaler dem omkr. $382 om året?

Af alle disse grunde var afsporingen af handelsoverenskomsterne i Cancun afgørende for os. Selvom vore regeringer forsøgte at tage æren, ved vi, at det var resultatet af
årelang kamp fra mange millioner af mennesker i mange, mange lande. Hvad Cancun lærte os er, at for at påføre virkelig skade og gennemtvinge radikal forandring, er det afgørende for lokale modstandsbevægelser at skabe internationale alliancer. Af Cancun lærte vi betydningen af global modstand.

Ingen enkelt nation kan gå op imod den korporative globaliserings projekt på egen hånd. Tid efter anden har vi set dette, når det gælder det neoliberale projekt, at vor
tids helte pludselig reduceres.
Usædvanlige karismatiske mænd, giganter i oppositionen, bliver når de griber magt og bliver statsoverhoveder gjort magtesløse på den globale scene. Jeg tænker her
på præsident Lula i Brasilien. Lula var World Social Forum´s helt sidste år. Dette år har han travlt med at implementere IMF retningslinjer, at beskære pensionsfordele og udrense radikale fra arbejderpartiet. Jeg tænker også på Sydafrikas tidligere præsident, Nelson Mandela. Kun to efter at være kommet til magten i 1994 gjorde hans regering næsten uden protest knæfald for markedsguden.
Den instituerede et privatiseringsprogram og strukturel tilpasning, der har gjort millioner af mennesker hjemløse, uden arbejde og uden vand og elektricitet.

Hvorfor skete dette? Der er ikke meget mening i at slå sig selv for brystet og føle sig forrådt. Lula og Mandela er efter enhver målestok mænd af format. Men i det øjeblik de overskrider tærsklen fra opposition til regering bliver de gidsler for et spektrum af trusler ... mest ondsindede blandt dem er truslen om kapitalflugt, der kan ødelægge enhver regering fra den ene dag til dena anden. At forestille sig at en leders personlige karisma og livslang kamp vil svække det korporative kartel viser manglende
forståelse for, hvordan kapitalisme arbejder, eller for den sags skyld, hvordan magt fungerer. Radikal forandring kan ikke forhandles af regeringer; den kan kun gennemtvinges af folk.

På World Social Forum samles nogle af verdens bedste hoveder for at udveksle ideer om, hvad der er ved at ske omkring os. Disse samtaler justerer vores vision om karakteren af den verden, vi kæmper for. Det er en afgørende proces, der ikke må undermineres. Men hvis al vor energi sættes ind på denne proces på bekostning af virkelig politisk handling, så løber WSF, der har spillet en så afgørende rolle i bevægelsen for global retfærdighed risiko for at blive et aktiv for vore fjender. Det,
vi har brændende brug for at diskutere, er en modstandsstrategi. Vi har brug for at tage sigte på virkelige mål, kæmpe virkelige kampe og påføre virkelig skade. Gandhi´s saltmarch var ikke kun politisk teater.

Da tusinder af indere som en simpel ytring af trods marcherede til havet og lavede deres egen salt, brød de saltskattelovene. Det var et direkte slag imod den økonomiske
understøttelse af det britiske imperium. Det var virkeligt. Selvom vores bevægelse har vundet nogle vigtige sejre, må vi ikke tillade ikke voldelig modstand at sygne hen i ineffektivt, hyggespredende , politisk teater. Det et meget kostbart våben, der må konstant må holdes slebet og aktualiseret. Det må ikke få lov til at blive en blot og bar
mediebegivenhed , en fotoobjekt for medierne.

Det var vidunderligt, at 10 mio mennesker på fem kontinenter i februar sidste år i en imponerende tilkendegivelse af offentlig moral marcherede imod krigen i Irak. Det
var vidunderligt, men det var ikke nok. Den 15 februar var en weekend. Ingen gik glip af så meget som en enkelt arbejdsdag.
Helligdagsprotester standser ikk krige. George Bush ved dette. Den selvtillid hvormed han ignorerede en overvældende offentlig meningstilkendegivelse, burde være en lære for os alle. Bush tror, at Irak kan besættes og koloniseres som Afghanistan er blevet det, som Tibet er blevet det, som Tjetjenien er blevet det, som Øst Timor engang blev og Palæstina stadig er det. Han tror at alt, hvad han har at gøre er at sætte sig ned og vente indtil de krisefikserede medier efter at have plukket denne krise til benet,
dropper den og går videre. Inden længe vil de afgnavede ben forsvinde fra bestseller listen, og alle vi oprørte mennesker vil tabe interessen. Eller det er, hvad han håber.

Denne vor bevægelse har brug for en stor global sejr. Det er ikke godt nok at have ret. Undertiden - om ikke andet så for at teste vores beslutsomhed - så der det vigtigt
at vinde noget. Dette noget behøver ikke at være en altoverskyggende forudgivet ideologi, som vi tvinger vores behageligt argumenterende selv ind under. For at vinde noget er vi nødt til at være enige om noget. Det behøver ikke at være en blind troskab overfor en eller anden form for modstand, der udelukker alt andet. Det kunne være en minimum- dagsorden.

Hvis vi alle virkelig er imod imperialisme og imod det neoliberalistiske projekt, så lad os vende vort blik imod Irak. Irak er den uvægerlige kulmination af begge. Mange
antikrigs aktivister har trukket sig tilbage i forvirring siden tilfangetagelsen af Saddam Hussein. Er verden ikke bedre stillet uden Saddam Hussein, spørger de ydmygt.

Lad os en gang for alle se dette i øjnene. At bifalde den amerikanske hærs tilfangetagelse af Saddam Hussein og derfor retrospektivt retfærdiggøre sin invasion og besættelse af Irak svarer til at forsvare Jack the Ripper og at sprætte maven op på the Boston Strangler. Og det efter et halvt århundredes partnerskab som gik i vasken over en beskidt handel. Jack er den administrerende direktør.

Så hvis vi er imod imperialisme, skal vi så være enige om, at vi er imod den amerikanske besættelse og at vi tror, at de Forenede Stater må trække sig tilbage fra Irak og betale skadeserstatninger til den irakiske befolkning for den skade som krigen har påført?

Hvordan begynder vi at gå igang med vor modstand. Lad os begynde med noget virkelig småt.
Problemet drejer sig ikke om at støtte modstanden i Irak imod besættelsen eller at diskutere, hvem der lige bestemt udgør modstanden (Er det gamle dræber-Baathister, er det islamistiske fundamentalister?)

Vi er nødt til at blive den globale modstand mod besættelsen.

Vores modstand må begynde med at nægte at acceptere lovligheden af den amerikanske besættelse af Irak. Det vil sige at handle for at gøre det materielt umuligt for imperiet at nå dets mål. Det betyder at soldater burde nægte at kæmpe, reservister burde nægte at gøre tjeneste, arbejdere burde nægte at laste skibe og fly med våben. Det betyder helt bestemt i lande som Indien og Pakistan, at vi må blokere den amerikanske regerings planer om at få indiske og pakistanske soldater sendt til Irak for
at rydde op efter dem.

Jeg foreslår at vi på en eller anden måde vælger to af de store selskaber, der profiterer af destruktionen af Irak. Vi kunne derefter opregne alle projekter, som de er involveret
i. Vi kunne lokalisere deres kontorer i alle byer og alle lande over hele verden. Vi kunne gå efter dem. Vi kunne lukke dem. Det er et spørgsmål om at bringe vor kollektive visdom og erfaringer fra tidligere kampe til udtryk på et enkelt mål. Det er spørgsmålet om ønsket om at vinde.

The Project for the New American Century søger at forevige ulighed og etablere amerikansk overherredømme for enhver pris selv om det er apokalyptisk. WSF kræver retfærdighed og overlevelse.

Af disse grunde må anse os selv for at være i krig.

Overs. Hans Pendrup

Arundhati Roy er forfatter til The God of Small Things og War Talk. Hun bor i
New Delhi, Indien.
En samling intervciews med David Barsamian, The Checkbook and the Cruise Missile, og en ny essaysamling, An Ordinary Person's Guide to Empire, udkommer snart på
South End Press.

- End -