Israel:
Den unævnelige kilde til terrorisme i verdenaf
John Pilger
Den
aktuelle trussel om angreb i lande, hvis regeringer har nære alliancer med
Washington, er det seneste stadie i en lang kamp imod Vestens imperier, deres
rovgriske korstog og dominans. Motivationen for de, der anbringer bomber i jernbanevogne,
udspringer direkte af denne sandhed.
Hvad der er anderledes i
dag, er at de svage har lært, hvordan de skal angribe de stærke, og
de vestlige korsfareres seneste koloniale terrorisme (hele 55.000 irakere dræbt)
udsætter os for gengældelse.
Kilden til meget af denne fare
er Israel. Oprettet som vogter af Vestens imperium i Mellemøsten er den
zionistiske stat fortsat årsagen til mere regional klage og åbenlys
terror end alle de muslimske stater tilsammen. Læs den melankolske palestinensiske
Monitor på internettet, den beretter om modstykket til Madrids rædsler
uge efter uge, måned efter måned, i det besatte Palæstina.
Ingen
forsideartikler i Vesten indrømmer dette vedvarende blodbad, for slet ikke
at tale om sorg over dets ofre. Dertil kommer at den israelske hær - en
terrorist organisation udfra en hver målestok - beskyttes og belønnes
i Vesten. I sin aktuelle menneskerettighedsrapport kristiserer the Foreign
Office Israel for dets "bekymrende mangel på respekt for menneskerettigheder"
og " de virkninger den fortsatte israelske besættelse og dermed
forbundne militære besættelser har haft for almindelige palestinenseres
tilværelse." Alligevel har Blair regeringen hemmeligt autoriseret
salge af enorme mængder af våben og terror udstyr til Israel. Dette
omfatter ben-lænker, elektriske stød-bælter og kemiske og biologiske
midler. Det til trods for at Israel har brudt flere FN resolutioner end nogen
anden stat siden grundlæggelsen af verdensorganisationen. Sidste oktober
afgjorde FN´s generalforsamling med 4 stemmer imod 144 en fordømmelse
af den mur, som Israel har skåret igennem hjertet af Vestbredden og dermed
annekteret den bedste landbrugsjord inklusive vandingssystemet, der dækker
det meste af palæstinensernes vandforsyning. Som sædvanlig ignorerede
Israel verden. Israel er vagthund for Amerika´s planer for Mellemøsten.
De tidligere CIA analytikere Kathleen og Bill Chirstison har beskrevet, hvordan
"to strømninger af jødisk og kristen fundamentalisme er smeltet
sammen til en dagsorden for et enormt imperialistisk projekt til omstrukturering
af Mellemøsten, altsammen yderligere styrket af det heldige sammenfald
af store oljeresourcer klar til beslaglæggelse og en præsident og
vicepræsident med store oljeinteresser. De "neokonservative",
der driver Bush regimet, har alle nære forbindelser med Likud regeringen
i Tel Aviv og de zionistiske lobby grupper i Washington. I 1997 erklærede
the Jewish Institute for National Security Affairs (Jinsa):
"Jinsa har
arbejdet tæt sammen med lederen af det irakiske nationalråds leder
Dr Ahmad Chalabi om at fremme Saddam Hussein´s fjernelse fra magten ...
".
Chalabi er den CIA-støttede håndlanger og dømte
kassebedrager, der i øjeblikket organiserer den næste "demokratiske"
regering i Baghdad. Indtil fornylig drev en gruppe zionister deres egen
efterretningstjeneste indenfor Pentagon. Den gik under navnet Office of Special
Plans og var underlagt Douglas Feith, vice-forsvarsminister, ekstrem zionist og
modstander af enhver forhandlingsfred med palestinenserne. Det var Office of Special
Plans, der forsynede Downing Street med meget af dets sladder om Irak´s
masseødelæggelsesvåben;
hyppigt var den oprindelige kilde
Israel. Israel kan også gøre krav på ansvaret for den
lov, som blev vedtaget af kongressen, og som pålægger Syrien sanktioner
og som i praksis truer det med den samme skæbne som Irak medmindre det efterkommer
Tel Avivs krav. Israel er den styrende hånd bag Bush's krigeriske kampagne
imod "atom truslen", der tillægges Iran. I dag underviser israelske
specialstyrker amerikanerne i Irak i, hvordan man "wall in" (indemurer)
en fjendtligsindet befolkning på samme måde, som Israel har indemuret
palestinenserne under opfølgelsen af den zionistiske drøm om en
apartheid-stat.
Forfatteren David Hirst beskriver "Israeliseringen af
den amerikanske udenrigspolitik" som værende "nu operationel såvel
som ideologisk." For forståelsen af Israels vedvarende koloniale
rolle i Mellemøsten er det for enkelt at se Ariel Sharon´s overgreb
som en forvansket udgave af et demokrati, der har mistet kursen. De myter, som
det vrimler med i jødiske middelkassehjem i Storbritannien om Israels heroisk
ædle fødsel, har længe være bestyrket af en "liberal"
eller "venstreorienteret" zionisme. der er ligeså ondartet og
fundamentalt destruktiv som Likud versionen. I de senere år er sandheden
kommet fra Israel´s egne "nye historikere", der har afsløret
at de zionistiske "idealister" fra 1948 ikke havde nogen intention om
at behandle palestineserne retfærdigt eller bare humant, og som i stedet
systematisk og ofte morderisk blev fordrevet fra deres hjem. Den modigste af disse
historikere er Ilan Pappe, en israelsk-født professor fra Haifa universitetet,
der med offentliggørelsen af alle sine banebrydende bøger har været
både rost og smædet. Den seneste er "A History of Modern
Palestine", i hvilken han dokumenterer fordrivelsen af palestinensere
som en tilrettelagt forbrydelse i form af etnisk udrensning, der rev den fredelige
sameksistens af jøder og arabere fra hinanden. Hvad den moderne "fredsproces"
angår, så beskriver han Oslo forhandlingerne fra 1993 som en plan
fra liberale zionister i det israelske arbejder parti der sidestiller palestinenserne
i stil med de sydafrikanske bantustans. At de blev bistået af en desperat
palestinensisk ledelse gjorde "fred" og dens "mislykkethed"
(bebrejdet palestinenserne) gjorde den ikke mindre bedrageriskt. Jævnsides
med årelange forhandlinger og stigende håb, fordoblede regeringerne
i Tel Aviv i al hemmelighed antallet af illegale jødiske bosættelser
på palestinensisk jord, intensiverede den militære besættelse
og tilendebragte framenteringen af de 22 procent af historiske Palæstina,
som den palestinensiske befrielsesorganisation havde indvilliget i at acceptere
til gengæld for anerkendelse af staten Israel. På linje med
den afdøde Edward Said, er Ilan Pappe den mest velformulerede forfatter
af palestinensisk historie. Han er også en af de mest lærde. Denne
kombination har bragt ham mange beundrere, men også fjender blandt Israel´s
akademiske liberale mytologer i Storbritannien, blandt hvilke Stephen Howe blev
givet Pappes bog til anmeldelse i the New Statesman 8 marts. Howe optræder
ofte på disse sider, hans stil er at fordømme med behersket ros og
omhyggeligt at sætte grænser for debatten om imperialisme, hvad enten
det er irsk historie, Mellemøsten eller "krigen imod terror".
I Pappe's tilfælde er det, som læseren ikke har kendskab til, Howe's
personlige forbindelse til det israelske establishment, og hvad Howe ikke siger
i sin anmeldelse er, at der her for første gang er en lærebog om
Palestina, der beretter den virkelige historie, som den fandt sted, en ikke zionistisk
version af zionisme.
Han anklager Pappe for "factual mistakes",
men anfører ikke nogen eksempler og sværter derefter bogen ved at
afvise den som en fodnote til en anden bog af den israelske historiker Benny Morris,
der længe har udsonet for sit eget revisionistiske arbejde. Til sin fordel
har Cambridge University Press offentliggjort Pappe's banebrydende og yderst tilgængelige
arbejde som en autoritativ historiefremstilling. Dette betyder at "debatten"
om Israels oprindelse er tilendebragt uanset hvad imperiets fortalere siger.
Oversættelse.
Hans Pendrup Andre aktuelle artikler af John Pilger på
dansk:
2004: Bush
eller Kerry? Vælg din foretrukne pro-krigs kandidat Irak:
Hvem er ekstremisterne? John Pilger kommer fra Sydney, Australien
. Han har været krigskorrespondent, filmmager og skuespilforfatter. Han
bor nu i London og har skrfevet om mange lande. Han har to gange modtaget britisk
journalistisks fornemste pris - "Journalist of the Year" - forhans arbejde
i Vietnam og Cambodia. - End - | 