Syv teser om den nuværende periode, krigen og anti-krigs bevægelsen

Af Gilbert Achcar
ZNet | Foreign Policy 9. september 2004

Se også:
GLOBAL KAPITALISME OG AMERIKANSK IMPERIUM
Introduktion ved Hans Pendrup

Den amerikanske ambassade København 15. februar 2003

1. Den irakiske besættelse er helt i overensstemmelse med den ekspansionistiske "grand strategy", der blev indledt af USA i slutningen af den kolde krig.

Sovjet Unionens sammenbrud var et vendepunkt i historien af lige så stor betydning som afslutningen på det 20´ende århundredes to verdenskrige. Hvert af disse vendepunkter indvarslede en fornyet fase af amerikansk imperialistisk ekspansion. Med den første verdenskrig avancerede USA fra sin status som en regional eller mindre verdensmagt til en stor verdensmagt. Den gik videre til at blive en supermagt efter anden verdenskrig indenfor rammerne af en bipolær verden delt mellem den kolde krigs to imperier.

Sovjet Unionens forfald og endelige sammenbrud konfronterede USA med behovet for at vælge mellem store strategiske valg vedr. "formning" af verden efter den kolde krig. Washington besluttede at forevige sin overmagt i en verden, der var blevet unipolær på den militære styrkes område, hvor USA sad inde med en afgørende fordel i den globale konkurrence mellem imperialistiske stater. Den amerikanske hypermagts æra blev indvarslet med den første Bush administration´s krig imod Irak i januar-februar 1991, året for USSR´s endelige sammenbrud.

Krigen i 1991 var afgørende for "formningen af verden". Den satte USA i stand til på en gang at gennemføre en række afgørende strategiske mål:

* en massiv tilbagevenden af direkte amerikansk militær indblanding i Golf regionen, der er hjemsted for to tredjedele af verdens oljereserver. Vi står ved begyndelsen af et århundrede, der vil komme til at opleve en tiltagende mangel på og udtømning af denne den mest strategiske af alle resourcer. Tilbagevendingen til Golfen har givet USA en dominerende position i relation til både allierede og potentielle rivaler, af hvilke alle -- udover fra Rusland -- er enormt afhængige af olje fra Mellemøsten.

* en slående demonstration af amerikansk våbenmagts knusende overlegenhed over de nye farer, som den kapitalistiske verdensorden er konfronteret med i form af "slyngelstater" ... farer, der er eksemplificeret af det Baathist-regerede Irak´s rovgriske adfærd, og forløberen for den "islamiske revolution" i Iran, der havde bragt et regime til magten, som unddrog sig kontrol fra de to koldkrigs supermagter. Denne magtdemonstration spillede en nøglerolle ved at overbevise Washington´s nøgleallierede --- de europæiske magter og Japan ... om behovet for at ajourføre vasalagtige forhold, der var blevet etableret efter den anden verdenskrig mellem dem selv og deres nye amerikanske krigsherre. Opretholdelse af NATO og transformering af alliancen til en "sikkerhedsorganisation" var et væsentligt led i fornyelsen af dette hierarkiske forhold.

På samme tid indvarslede USA´s tilbagevenden til Mellemøsten en ny og afgørende historisk fase i udviklingen af Washington´s globale imperium. USA kunne nu udvide netværket af militære baser og alliancer, hvormed det indkredsede kloden, til de regioner af planeten, der tidligere havde unddraget sig dets kontrol, fordi de havde været under Moskva´s dominans. NATO ekspansion i Østeuropa, væbnet intervention i Bosnien og Kosovokrigen var de første stadier af denne fuldstændiggørelse af imperialistisk globalisering, der blev gennemført under Clinton-administrationen. En vellykket gennemførelse af denne proces stillede krav om gunstige politiske betingelser, især i betragtning af det fortsatte "Vietnam syndrom", der hæmmede Washington´s ekspansionisktiske militære ambitioner.

2. Terrorist-angrebene d. 11. september 2001 forsynede George W. Bush administrationen med en historisk lejlighed til dramatisk at fremskynde og fuldføre denne proces i form af "krigen mod terror."

Invasionen af Afghanistan og krigen imod al-Qaeda netværket var det ideelle påskud for ekspansionen af den amerikanske militærmagt ind i hjertet af det tidligere Sovjet-kontrollerede Central Asien (Uzbekistan, Kygyzstan, Tajikistan) og Kaukasus (Georgien). Udover olje- og gasrigdommene i det Kaspiske Basin, repræsenterer Central Asien en uvurderlig strategisk interesse ved at være placeret i hjertet af den euroasiatiske landmasse ... mellem Rusland og Kina, de to hovedmodstandere af amerikanske politisk og militært hegemoni.

Invasionen i 2003 af Irak havde til formål at tilendebringe det arbejde, der havde været ufærdigt i 1991 som følge af det umulige på den tid af at iværksætte en langvarig besættelse af landet ... af grunde der hænger sammen med både internationale (det begrænsede FN mandat, eksistensen af Sovjet Unionen og indenrigspolitik (befolkningens modvilje, et begrænset mandat fra kongressen). Med dets besættelse af Irak, dets fortsatte dominans over det saudiske kongerige og den militære tilstedeværelse i andre emirater i Golfregionen har USA nu direkte kontrol med mere end halvdelen af planeten´s oljereserver, udover dets egne indenrigske reserver. Washington søger aktivt yderligere at stramme dette globale greb om oljeresourcerne ved at sprede sit hegemoni til Iran og Venezuela, der er dets prioriterede mål efter Irak.

3. Den strategiske beslutning om at videreføre en politik med sigte på at tilvejebringe en ensidig amerikansk dominans over verden er en logisk konsekvens af den neoliberale orientering, som den globale kapitalisme har anlagt og pålagt hele planeten i form af den generelle proces, der sammenfattes i begrebet "globalisering".

For at garantere fri adgang for USA og dets partnere i det globale imperialistiske system til resten af verdens resourcer og markeder er det af vital betydning at opbygge og opretholde militære styrker på niveau med opgaven. Sådanne styrker er altså essentielle for at beskytte sig imod de ikke-økonomiske trusler imod systemet og markeder skabt af den neoliberale dagsorden af sociale nedskæringer, ekstrem privatisering og hensynsløs konkurrence. Washington har valgt at gøre USA til "den uomgængelige nation" i det globale system. Som følge heraf vokser kløften mellem USA og resten af verden fortsat. Ved slutningen af den kolde krig stod USA for en tredjedel af det globale militære forbrug; nu bruger det mere end alle andre lande tilsammen.

Denne formidable militære overlegenhed, som den amerikanske hypermagt besidder, kan spores tilbage til den "militarisme", der er iboende selve begrebet om imperialisme, som det blev defineret af den engelske økonom John A. Hobson omkring overgangen til det forrige århundrede. Den er blevet forstærket af den feudallignende hierarkiske struktur mellem den amerikanske overherre og dets vassaler, der har gjort sig gældende siden anden verdenskrig. I kraft af denne struktur påtog en formynderisk supermagt sig det meste af arbejdet med at forsvare det kapitalistiske system. Det konkretiserede den objektive solidaritet, der eksisterer mellem kapitalistiske eliter i kraft af en institutionaliseret subjektiv solidaritet. Behovet for en sådan solidaritet er blevet demonstreret i lyset af de økonomiske og politiske erfaringer under den store depression, og blev åbenlyst i forbindelse med den globale konfrontation med det stalinistiske system.

Hvis denne hierarkiske struktur skal blive til et samlet globalt imperialt system, og hvis det fortsat skal består, så var det og vil altid være absolut fundamentalt for supermagten - der nu er en hypermagt - at opretholde den militære allestedsnærvær, der svarer til dens ambitioner. At styrke Amerikas´s rolle som beskyttende overherre var det centrale i Reagan administrationens projekter og dens enorme forøgelse af militært forbrug til rekordhøje fredstidshøjder. Dette gjorde USA til en militær hypermagt ved at udvikle dens militære "asymmetriske fordel" i forhold til hele resten af verdens potentiale.

Afslutningen på den kolde krig kombineret med økonomiske beskæring af de offentlige finanser, der gik faretruende i rødt, havde ført til en reduktion og derefter en aftrapning af amerikansk militært forbrug i den første halvdel af 1990´erne. Men der viste sig en genopståen af post-sovjetiske russiske udfordringer for amerikanske mål i forbindelse med NATO´s ekspansion (fra 1994 og fremover) og Balkan krisen (1994-1999) tillige med en opdukkende udfordring fra det post-maoistiske Kina, manifesteret som konfrontationen over Taiwan i 1996. Når dette sammenholdes med tilbagekomsten af det militære samarbejde mellem Moskva og Beijing, så førte disse udviklinger Clinton administrationen til igangsætte en langsigtet forøgelse af militært forbrug fra 1998 og fremover.

4. Den genoptagne og uforholdsmæssigt intensiverede oprustning overfor resten af verden ... der satte ind, hvor den kolde krigs våbenkapløb med USSR sluttede ... blev ledsaget af fornyet aktivitet fra Washingtons side med sigte på styring af internationale forhold.

Med udgangspunkt i "Golfkrisen" i 1990 var der et forbigående amerikansk engagement i FN ledsaget af en tro på, at Washington kunne forfølge sine imperiale mål indenfor en international retslig ramme tilpasset dets aspirationer, således esom det var tilfældet for i forbindelse med Irak, Somalia og Haiti. Disse illusioner var kortvarige og blev til at begynde med tilsidesat i forbindelse med en ensidig NATO aktion i Balkan området. På den tid unddrog Washington sig de russiske og kinesiske vetoer i FN´s Sikkerhedsråd ved at gennemføre en ensidig aktion via den amerikansk ledede alliance, under foregivende af "humanitært" engagement.

Den nye styrtsø af militært forbrug, der udløstes af 11 sept. angrebene, den nye samforståelse, der var frembragt af disse angreb i relation til Washington´s militære aktioner ... kombineret med George W. Bush og hans team´s "ensidige" tilbøjeligheder .. førte Bush administrationen til at tilsidesætte alle institutionelle hæmninger for USA´s vedvarende af militære ekspansion. "koalitionen af villige" under ubestridt amerikansk ledelse tilsidesatte endog NATO, hvis princip om enighed garanterede lige vetorettigheder for alle medlemsstater.

Invasionskrigen i Irak var en perfekt mulighed for at sætte denne ensidige tilgang i værk. Det amerikanske synspunkt og interesser var i modstrid med ikke blot de permanente medlemmer i FN´s permanente Sikkehedsråd som Rusland og Kina, der generelt er modstandere af amerikansk globalt overherredømme, men også på med traditionelle allierede og NATO-medlemmer som Frankrig og Tyskland. Overensstemmelsen mht interesser og synspunkter mellem den amerikanske og den britiske regering fik dem til at gennemføre invasionen sammen med støtte af nogle få NATO medlemmer og en blanding af føjeligedocile og mere ivrige amerikanske allierede.

Hængedyndet i forbindelse med den amerikansk ledede koalition i Irak og Bush administrationens vanskeligheder med at styre besættelsen har frembragt en iøjnefaldende demonstration af det udsigtsløse ved dens arrogante ensidighed, der var blevet kritiseret fra begyndelsen af en del af det amerikanske etablissement endog indenfor det republikanske parti og Bush seniors omgangskreds.

5. Den irakiske fiasko har vendt opmærksomheden i retning af behovet for at vende tilbage en mere subtil kombination af militær overlegenhed og accept af et minimum af samforståelse med traditionelt allierede magter (NATO, Japan), om ikke med alle verdensmagterne indenfor rammerne af FN. Naturligvis har samforståelse en pris. USA må med dygtighed tilgodese et mindstemål af sine partneres interesser og samtidig sikre hovedparten af udbyttet for sig selv.

Siden vendepunktet 1990-1991 har Washington følt, at FN´s rolle som forsøgsbasis og varetager af samforståelse mellem de store magter var forældet. Det ser ligeretten (til veto) for de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet som helt forældet i en ny unipolær verden, hvor kun USA i praksis kan udøve et veto på den internationale "sikkerhed´s" område. Paradoksalt nok blev verdensordnen dog bragt ud af balance i kraft af en FN resolution, som Bush senior opnåede for at sikre indenrigspolitisk støtte til sin krig i Irak. Derefter blev FN under Clinton reduceret til efterkrigsopgaver jævnsides med NATO i Balkan, i de territorier, der var blevet invaderet af NATO under amerikansk ledelse. Denne samme efterkrigs-formula blev brugt endnu en gang i Afghanistan, efter Washington´s ensidige invasion.

Efter at have anført invasionen af Irak er USA nu konfronteret med vanskelighederne i forbindelse med besættelsen og ville sætte pris på at finde frem til en Afghanistan-type løsning. FN chartrets bogstav og i endnu højere grad dets ånd bliver uden at blinke krænket. Ifølge Charteret er invasionskrige illegale, medmindre de er blevet besluttet af Sikkerhedsrådet. Som sådan er Washington´s krige ikke længere blot legale, for slet ikke at tale om retfærdige eller legitime. Krigen i 1991 var kun blevet ført i FN´s navn ... men ikke faktisk af FN, som FN´ s generalsekretær selv formulerede det den gang.

Under alle omstændigheder overvejer Washington kun at inddrage FN eller NATO eller nogen anden multilateral institution, når det beslutter sig for, at det vil tjene dets formål. USA har altid reserveret retten til at handle ensidigt til forsvar af sine interesser. Internationale institutioner er ustandseligt blevet konfronteret med den amerikanske unilateralismes afpresning. Dette har forringet FN chartret´s betydning siden slutningen af den kolde krig.

6. Den politiske styrings gennemgående karakter i forbindelse med den amerikansk ledede imperialistiske verdensorden efter den kolde krig har indledt en lang historisk periode af uhæmmet militær interventionisme. Anti-krigs bevægelsen er den eneste kraft, der er i stand til at vende denne tingenes tilstand.

Siden Sovjet Unionen´s sammenbrud har udviklingen af de globale militære styrkeforhold på globalt plan bogstavelig talt elimineret alle forhindringer for imperialistisk interventionisme. I tilfælde af den atomare trussel ville kun en selvmorderisk stat indlade sig på true med atomvåben imod USA ... en anden sag når det gælder et hemmeligt terrorist netværk, der ikke er begrænset til noget territorium, som kunne være mål for gengældelser. Hovedpointet er, at ingen militær styrke på jorden kan stoppe den amerikanske hypermagts damptromle, når den først har besluttet at invadere et hvilketsomhelst givet territorium. Den eneste stormagt, der er i stand til at standse den imperialistisk krigsmaskine er den offentlige mening og dens engagement (frontline detachments) i anti-krigs bevægelsen. Det siger sig selv, at den amerikanske befolkning spiller en afgørende rolle i denne henseende. "Vietnam syndromet" ... m.a.o. virkningen af den bemærkelsesværdige anti-krigs bevægelse, der så massivt bidrog til at afslutte den amerikanske besættelse af Vietnam --- lammede imperiet militært i mere end 15 år fra den pludselige tilbagetrækning fra Vietnam i 1973 til invasionen af Panama i 1989.

Siden den militære aktion imod det panama´ske diktatur har Washington angrebet fjender, der er lette at dæmonisere som følge af deres afskyeligt diktatoriske karakter: Noriega, Milosovic, Saddam Hussein osv. Yderligere blæser statslig og mediepropaganda tingene ud af proportion nårsomhelst behovet opstår, dvs. hvis virkeligheden ikke helt er i overensstemmelse med det dæmoniserede image, især under sammenligning med Vestens allierede. Dette var tilfældet for Milosevic i sammenligning med Tudjman, hans kroatisk rival), som det fortsat er tilfældet med det iranske regime (i sammenligning med det saudiske monarkis langt mere obskurantistiske og middelalderlige fundamentalisme). Lignende bestræbelser er undervejs i relation til den venezualanske leder Hugo Chavez.

Ikke desto mindre løb Bush senior i 1990 ind i nogle vanskeligheder. da han forsøgte at få grønt lys fra kongressen til sin militære operation i Golfen til trods for den irakiske besættelse af Kuwait. På samme måde havde Clinton administrationen problemer med at få støtte til interventionen i Balkan; og lad os ikke gleme dens katastrofale tilbagetrækning fra Somalien. Dette afspejler en stærk og vedvarende modvilje i den amerikanske offentlige mening og dennes virkning på valgmaskineriet. Uheldigvis forhindrede denne fornemmelse ikke anti-krigsbevægelsen fra omgående at bryde sammen efter dens genopståen i 1990 som reaktion på Golf krisen.

Angrebene d. 11 sept 2001 gav Bush administrationen en illusion om ubetinget masse-støtte i den vestlige offentlige mening til dens ekspansionistiske planer, der blev markedsført som "krig imod terrorisme". Illusionen var kortvarig. Den 15 februar 2003, kun 17 måneder efter terrorist angrebene, oplevede USA og verden den mest omfattende anti-krigs mobilisering siden Vietnam ---faktisk den bredeste internationale mobilisering nogensinde omkring sagen. Som udtryk for massiv modstand i den globale offenligte mening imod den planlagte invasion af Irak var denne mobilisering ikke desto mindre kun et minoritetsfænomen i selve USA. Den internationale bevægelse havde som sædvanlig bidraget magtfuldt til styrkelsen af den amerikanske bevægelse, men virkningerne af 11 sept. ...stimuleret af en kampagne af disinformation tilrettelagt af Bush administrationen ... var stadig for stærk.

7. Tilbageslag for den amerikansk-ledede besættelse i Irak har skabt betingelser for et væsentligt skift i amerikansk offentlig mening og for en magtfuld og uafvendelig stigning i stemningen til fordel for at bringe tropperne hjem.

Problemet er denne gang, at anti-krigs styrkerne har oplevet en tilbagegang i aktivitet siden invasionen, selvom den skulle have fortsat med at vokse. Denne uheldige tilbagegang i anti-krigs mobiliseringen skyldtes et antal faktorer. Dels blev bevægelsen hurtigt demoraliseret som følge af et syn på tingene, der overdrevent fokuserede på det korte sigt, til trods for atdet var højst usandsynligt, at bevægelsen ville lykkes med at forhindre invasionen i betragtning af de enorme indsatser, der blev sat ind fra Washington´s side. Dels er der en vidt udbredt tro i USA på muligheden af at løse spørgsmålet via stemmeseddelen, til trods for at kun et massivt pres vil kunne gennemtvinge en tilbagetrækning af amerikanske styrker i betragtning af de to store partier´s enighed om vigtigheden af at opretholde besættelsen af Irak. Endelig gør der sig en illusion gældende om, at de forskellige væbnede aktioner imod besættelsestropperne vil være nok til at afslutte besættelsen.

Disse opfattelser er i modstrid med den vietnamesiske erfaring, der ligger for langt tilbage for nye generationers bevidsthed til at have være bevaret i den kollektive erindring. Der har ikke været den form for kontinuitet i anti-krigs bevægelsen, der ville have kunnet sikre, at sådanne erfaringer blev ført videre fra en generation til den næste. Bevægelsen, der bragte en ende på den amerikanske besættelse af Vietnam, blev opbygget gennem længere tid som en langsigtet bevægelse og ikke som en mobilisering, der gik umiddelbart forud for udbruddet af krig og derefter blev demobiliseret, da invasionen først begyndte. Bevægelsen havde langt færre illusioner i forbindelse med valg i USA, eftersom den var blevet opbygget under Johnsons demokratiske administration og derefter kulminerede under Nixon´s republikanske administration. Det stod klart for bevægelsen, at vietnameserne til trods for deres deres imponerende modstand, der uden usammenligning var bredere og mere effektiv end Irak´s, så var de tragisk isolerede militært og kunne ikke påføre de amerikanske tropper et Dien Bien Phu ... dvs. et nederlag, der kan sammenlignes med det, der havde afsluttet den franske besættelse af deres land i 1954.

Dette er om muligt endnu mere klart i sammenhæng med Irak. Bortset fra de voldelige aktioners forskelligartede oprindelse og form ... hvor terrorist angreb imod den civile befolkning er kombineret med legitime aktioner imod besættelsesstyrkerne og deres lokale medløbere ... gør terrænets natur i sig selv det umuligt at påføre den amerikanske hypermagt et militært nederlag. Dette er grunden til, at besættelsesmagten er langt mere bange for massemobiliseringer af den irakiske befolkning, sådan som de, der gennemtvang beslutningen om at afholde valg med almindelig stemmret senest i januar 2005.

Kun et stort opsving i anti-krigs bevægelsen forstærket af en anti-krigsorienteret offentlig mening i USA og rundt omkring i verden og kombineret med pres fra den irakiske befolkning, kan tvinge Washington til at løsne sit greb om et land, hvis økonomiske og strategiske betydning er langt større end Vietnam´s, og som allerede har kostet så mange milliarder af dollars at invadere og besætte.

Irak er kun et potentielt "nyt Vietnam" udfra en politisk synsvinkel, ikke et udfra et militært. Det er helt sikkert det største hængedynd for USA siden 1973 .... et hængedynd, hvis tilbageslag forstærkes af erindringer om Vietnam (bevis på det vedvarende "syndrom") og af udviklingen af globale medier og kommunikationer siden den gang.

Vi har en historisk mulighed for at genoptage fremdriften fra 15 februar 2003 og for at genopbygge en langsigtet anti-krigs bevægelse. Denne bevægelse kunne transformere den amerikansk ledede Irak eventyr til et ny Vietnam i en politisk forstand: en ny langsigtet lammelse af den imperialistiske krigsmaskine. Kombineret med fremvæksten af en global mobilisering mod neoliberalismen kan dette åbne vejen til de fundamentale sociale og politiske forandringer, der er påtrængende nødvendige i denne verden af accelerende uretfærdighed.

Dr. Gilbert Achcar boede i Libanon før han flyttede til Frankrig i 1983. Han underviser i politisk videnskab og internationale forhold på University of Paris VIII, og har for tiden et foreløbigt forsker fellowship i sociologi ved Centre Marc Bloc i Berlin. Som hyppig bidragyder til Le Monde Diplomatique og medredaktør af dets Atlas, har han udgivet adskillige bøger om nutidig politik.

Gilbert Achcar's seneste bøger på engelsk are The Clash of Barbarisms: Sept. 11 and the Making of the New World Disorder og Eastern Cauldron: Islam, Afghanistan, Palestine and Iraq in a Marxist Mirror, begge from Monthly Review Press, New York.

Oversættelse: Hans Pendrup

- End -