Frit valg -
så længe det er sortUSA
præsidentvalg 2004
Af Hans Pendrup 
Det
var Henry Ford, der efter 1. verdenskrig markedsførte sin legendariske
Ford T model under devisen: "Den fås i enhver farve", sålænge
den er sort. Selv om der kun er to modeller at vælge imellem til præsidentvalget,
så står den amerikanske befolkning overfor et lignende valg. Valgfriheden
er lige så illusorisk, for begge kandidater er sorte. Et præsidentvalg
er en politisk handling. En demokratisk tilkendegivelse, der i sagens natur ikke
kan forventes at være samfundsvidenskabeligt begrundet. Enhver stemme må
i princippet tage udgangspunkt i den enkeltes individuelle forudsætninger.
Derfor kan og bør enhver tage stilling på dette grundlag. Danskere
har ikke stemmeret til det amerikanske præsidentvalg, men ikke mindst som
koalitionspartnere i krigen imod Irak har en dansk stillingtagen en vis begrænset
indflydelse på udfaldet, og måske ikke mindst på den amerikanske
udenrigspolitiske kurs efter valget. Efter at have fulgt den amerikanske
udenrigspolitik på internettet i det sidste par år
og efter at
have bidraget til debatten med oversættelse af mere end hundrede artikler
fra overvejende amerikanske kritisk orienterede kilder har jeg forsøgt
at formulere, hvad der efter min opfattelse er hovedlinjerne i en stillingtagen
til det amerikanske præsidentvalg. Hvem ville jeg stemme på,
hvis jeg var amerikaner? Et godt spørgsmål, som jeg gerne vil vente
lidt med at svare på til fordel for et forsøg på formulere
nogle grove hovedtræk af grundlaget for en stillingtagen, således
som jeg ser det. Præsident Eisenhower advarede i sin afskedstale
i 1961 den amerikanske befolkning imod det, han kaldte det militært-industrielle
kompleks som en potentiel fare for det amerikanske demokrati. Og præsident
Roosevelt havde allerede før 2. verdenskrig peget på den risiko for
demokratiet, der er forbundet med private individer, grupper eller andre instansers
dominerende magt. Det var efter hans mening ensbetydende med fascisme. Dvs. fascisme
i den betydning, som allerede Mussolini formulerede før 2. verdenskrig.
Fascisme burde egentlig hedde korporativisme, eftersom det er sammensmeltningen
af korporationer og statsmagt, sagde Mussolini. De fleste definitioner
på fascisme er imidlertid mere fokuseret på fascismens fremtrædelsesformer,
som vi kender dem historisk fra det fascistiske Italien og det nazistiske Tyskland.
Men fascisme forstået som i sit væsen en sammensmeltning af private
korporationer med statsmagten kan have andre fremtrædelsesformer, der slører
dens karakter. USA er konstituionelt et demokrati, og det er den forståelsesramme,
som den amerikanske befolkning, og også omverdenen, ser det ud fra. Præsidentvalget
er et udtryk for forståelsen af USA som et demokrati. Valget af præsident
er udfra den synsvinkel et demokratisk valg mellem to alternative former for politik.
Eisenhowers og Roosevelt's advarsler gik imidlertid ikke på risikoen
for, at den amerikanske befolkning ved et præsidentvalg skulle forlange
et kursskifte til fordel for en sammensmeltning af korporationer og statsmagt,
hvilket i realiteten vil være ensbetydende med en afmontering af demokratiet,
således som det var tilfældet i Tyskland og Italien. Advarslen var
rettet imod de kræfter, som uden formelt at underminere de demokratiske
institutioner i virkeligheden satte dem ud af funktion til fordel for militært-industrielle
magtcentre. Dvs. en fascistisk udvikling med en demokratisk facade.
Udfra den synsvinkel synes der at være al mulig grund til at tage de
tidligere amerikanske præsidenters advarsler alvorligt i den aktuelle situation.
Helt overordnet må man på forhånd sætte et spørgsmålstegn
ved den demokratiske karakter af et præsidentvalg, der på forhånd
udelukker alle andre kandidater end de allerrigeste i det amerikanske samfund.
Men går man de tilsyneladende alternativer lidt nærmere på klingen
viser det sig ydermere, at forbindelserne til militær og industri er urovækkende.
Det gælder ikke mindst Bush, der både i kraft af sin vicepræsidents
og egne familie-interesser i oljeindustrien og sin forsvarsministers rolle i forsvar-ministeriet
i enhver normal sammenhæng måtte anses for at være inhabil i
forbindelse med præsidentposten. Men sammenhængen er alt andet
end normal. Det er der mange grunde til, men når det gælder vælgernes
muligheder for at skaffe sig et blot nogenlunde objektivt grundlag for at tage
stilling til valget præsident, så er mediernes rolle uden diskussion
central. Robert W. McChesney skrev i 1999 en bog med titlen "Rich
Media, Poor Democracy, a study of the rapid concentration of media power during
the 1990s" (Rige medier, fattigt demokrati - en undersøgelse af
den hastige koncentration af mediemagt i løbet af 1990´erne)
McChesney's bog fokuserer på den moderne journalistiks økonomi og
koncentrationen af både penge og magt i hænderne på nogle få
medie-konglemerater. "Medierne er stadigt mere tæt knyttet
til koncernernes og en håndfuld enorme og magtfulde korporationes behov
og interesser og dermed til indtægter på højde med en mindre
nations bruttonationalprodukt," siger McChesney. "I lyset af
enhver kendt demokratiteori er en sådan koncentration af økonomisk,
kulturel og politisk magt på så få - og som oftest uansvarlige
- hænder absurd og uacceptabel." Mens det efterhånden
er ved at gå op for mange, at den amerikanske og såmænd også
den danske befolkning er blevet ført bag lyset af Bush administrationen,
så har medierne undladt at gøre det klart for sine læsere,
at Kerry i alt væsentligt repræsenterer de samme interesser som Bush,
og at de toneangivende medier selv er part i disse interesser. Det, der
i medierne stadig fremtræder som en demokratisk proces i form af et præsidentvalg,
er i sit væsen blot et skift i fremtrædelsesform for dominerende økonomisk-politiske
interessegrupper, der allerede har taget væsentlige skridt i retning af
en fascistisk indenrigs- og udenrigspolitik i form af et åbenlyst militariseret
diktatur. Det var Dimitrov, der på den Kommunistiske Internationale´s
syvende kongres i 1935 uarbejdede den klassiske definition på fascisme.
"Fascisme," sagde han "er de mest reaktionære, de
mest chauvinistiske, de mest imperialistiske elementer af det finansielle oligarki´s
åbne diktatur." Hvem ville jeg stemme på, hvis jeg
var amerikaner? Det er stadig et godt spørgsmål. Hans Pendrup
Se også
Bush
- Kerry: Fra asken og i ilden?
V. Hans Pendrup Hvorfor
vi må forhindre genvalg af senatorer, der støttede invasionen af
Irak
Af Steven Zunes - End -
| 