Det er nu eller aldrig for Washington

Af Mark Almond

From The Wilderness
6 dec. 2004

Er vi på randen af en ny kold krig? Amerikas virkelig formål i Ukraine og andre tidligere Sovjet republikker er at sikre sig kontrol med vitale ressourcer, før Kina og Indien kan udfordre USAs dominans.

På begge sider af Atlanten sammenligner medie-kommentatorer krisen i Ukraine med den Berlinkrise, der involverede USA og Sovjet Unionen, og som holdt verden i pinagtig spænding i årtier. I dette formodede drama undertrykker et oprørsk Kreml under en ex-KGB oberst friheden på hjemmebane og trænger sig ind på ex-sovjetiske republikker i sit lands enorme randzone.

Denne skyggeagtige terror har en succeshistorie i ryggen. I 1970´erne og 1980´erne blev Leonid Brezhnev´s hensygnende verden portræteret som en uhyggelig supermagt med sine tentakler næsten om halsen på Uncle Sam´s strube. USA og majoriteten af Vest Europæiske lande gik sammen om et våben opbygnings program og hemmelig sponsorering af anti-kommunistisk dissidenter.

Sammenfaldet af dato´er ikke ofte bemærket, men Pentagon blev indviet 11 sept. 1941, nøjagtig 60 år før det blev ramt første gang. Efter min mening var dets rolle positiv i mange år: få ville fortryde Hitler´s fald eller the afskrækkelsen of Stalin. Men Amerika´s ublodige sejr i den kolde krig førte det ikke til at hvile på sine laurbær. Så tidligt som i 1992 havde Pentagon insidere under ledelse af Paul Wolfowitz og sponsoreret af den daværende forsvarsminister, Dick Cheney (under præsident Bush I) formuleret en doktrin med henblik på at forhindre enhver magt i at få "kapaciteten" til at udfordre USA i fremtiden. Ikke blot potentielle fjender, men også venner måtte holdes nede.

Der blev ikke tale om nogen freds-dividende. I stedet voksede USA´s forsvarsudgifter. Nu bruger Pentagon mere end EU, Rusland, Kina og Indien tilsammen. Som en Pentagon ven sagde til mig for nylig: "Det nye våbenkapløb finder sted mellem den amerikanske hær af idag og den amerikanske hær, der kan komme i kamp i morgen!"

Ikke desto mindre er Rusland ifølge Washingtons venner på rov, selvom dets militærteknologi er aldrende og NATO ekspansion (og med den, amerikanske baser) når dybt ind i det gamle Sovjet Unionen. I virkeligheden er Kreml´s magtbud ved at være tyndslidt i randzonen af det mindre post-1991 Rusland. Allerede Tjetjenien er i kaos og meget af det nordlige Kaukasus er på kogepunktet. Hvis Rusland ikke besidder nogen militær trussel, selv overfor sine naboer, så der den første kolde krigs deling død.

Og dog er den nye kolde krigs kultur meget forskellig fra den gamles. For 40 år siden var Vestens intellektuelle bittert splittede over politikken overfor Moskva. Hver side - især Vesten - havde sine allierede på den anden side. Vestens sejr i 1989 var godt for markedsøkonomien, men dårlig for den intellektuelle pluralisme. Sky News kom online i 1989, men eksplosionen af 24-timers nyheder opvejes af implosionen af alternative synspunkter.

Med sammenbruddet af et-parti staten døde enhver retfærdiggørelse af vestlig hemmelig intervention i valg. Alligevel er den gamle kolde krigs metoder fortsat og er endda taget til i omfang. Washington´s magtelite ser hele verden ligesom præsident Reagan så Latin Amerika - faktisk er mange Reagan administrations skikkelser involveret i de aktuelle begivenheder. Kold- krigs metoder er stadig i brug - endda endnu mere - men nu imod modstandere, der ikke fortjener beskrivelsen "totalitære", uanset andre fejl.

I opløbet til fløjls revolutionerne i 1989, spillede jeg rollen som mellemmand, der bragte titusinder af dollars til de østeuropæiske dissidenter. Jeg havde en god forestilling om, hvor mange penge og hvormeget udenlandsk indsats der kræves for at sætte en spontan "folkemagt" revolution igang. Dengang var det imidlertid kommunistpartiet, der blokerede for dissens. I dag knuser vestlige efterretningsorganer, medierne og "folket" enhver afvigelse fra Washington konsensus´en.

Under Falklandkrigen sagde Henry Kissinger: "Ingen stormagt viger for evigt." Måske er Rusland ved at afkræfte hans tese, for indtil videre er Rusland veget støt under Vladimir Putin´s herredømme. Hvis Ukraine falder ind under NATO´s sfære, vil Rusland miste sin adgang til Sortehavet´s flådebaser og russisk olje og gas eksport vil være nødt til at går igennem et amerikansk kvælertag.

Alligevel er Rusland en biperson i denne nye globale kappestrid. Pentagon tage i virkeligheden sigt på Beijing i sit greb efter det gamle sovjetiske strategiske rum omkring Rusland. Kina er i opsving, men energi er dets akilleshæl. Økonomisk og teknologisk ser Kina´s 1.3 mia. befolkning ud til at være kandidat til supermagtstatus, men Kina kan ikke risikere at komme i konflikt med Amerika. Kun adgang til russisk og central asiatisk olje kan befri Kina fra afhængighed af sårbare oljeforsyninger ad søvejen, så den virkelige "Great Game" er mellem Beijin og Washington. Amerika´s virkelige strategiske frygt er Kina´s og Indien´s opstigning. Til forskel fra Rusland er
de ikke ramt af demografisk tilbagegang.

Endu værre for amerikanske planlægger kan kineserne og inderne tænkes at ønske sig goderne i forbindelse med vestlig forbrugerisme, men de deler ikke den kulturelle ydmyghed, der kendetegnede den tidligere sovjetblok: Ligesom Gandhi mener de, at vestlig civilisation ville være en god ide.

I Latin Amerika får Washington det heller ikke helt, som det vil have det. Det er ikke blot den omstændighed, at Venezuela´s afviste et "folkemagt" push i Ukraine-stil efter allerede at have afværget et putsch i gammel stil i 2002; Brasilien og Argentina falder heller ikke i trit med Washington´s linje. Regionen´s store spillere viser tegn på at se hen til Kina og Syd Asien hvad angår markeder og investering.

Hvis Syd Amerika, Syd Asien og Kina begynder at smelte sammen, så kan Washington komme til at finde sig konfronteret med en alternativ akse, der ikke er set siden den kinesisk-sovjetiske splittelse i 1960´erne. Men hvor Mao og Brezhnev repræsenterede økonomiske blindgyder, så har det nye Kina og dets potentielle partnere dynamikken på deres side. Måske er Indien og Kina økonomiske rivaler, men deres gamle grænsestridigheder i Himalajabjergene er nedfrosset. Latin Amerika har intet at frygte fra nogle af disse fremtidens supermagter, og Latin Amerikanerne lider heller ikke af en følelsesmæssig modvilje overfor Beijing eller Delhi, der på nogen måde er sammenlignelig med deres dybt nedgroede anti-Yankee følelser.

Amerika´s fremstød for at dominere det gamle Sovjet Unionen repræsenterer et udspil fra nutidens eneste supermagt, der drejer sig om at gribe den mest værdifulde brik på bordet før Kina og Indien melder sig i spillet. Hvis Kina kan få adgang til post-sovjetisk energi, vil det være en melding om en virkelig ny kold krig. Mange af forudsigelserne blandt Washington´s neokonservative om Kina´s voksende magt genkalder frygten blandt tyske militarister for at mulighedernes vindue til en global rolle var ved at lukke sig i 1914. Washingtons fremstød med henblik på at sikre sig maksimum fordele før den uundgåelige tilbagegang for amerikansk magt minder om den tyske kejsers råb for 80 år siden: "Nu eller aldrig!"

Mark Almond underviser i moderne historie på Oriel College i Oxford.

Oversættelse: Hans Pendrup

- End -