Kina
ekspanderer, Europa er i opgang.
Og De Forenede Stater? Af
Fred Kaplan
The New York Times
26. december 2004  Det
er et risikabelt foretagende at forudsige det amerikanske imperiums tilbagegang.
Spørg blot Yale historikeren Paul Kennedy, der formulerede en sådan
forudsigelse i sin bog fra 1987, "The Rise and Fall of Great Powers,"
blot for næsten øjeblikkeligt at være vidne til en ny amerikansk
opgang.
Alligevel er udsigterne ved dette års afslutning ildevarslende.
Som økonomisk magt er det ikke længere USA, der afgør reglerne
og endnu mindre styringen af spillet. Som militærmagt overgår den
totalt resten af verden, men har sværere ved at omsætte væbnet
magt til indflydelse.
Den 1. marts bekendtgjorde EU, at det ville hæve
importtolden på en lang liste af amerikanske produkter, og at det havde
til hensigt at hæve dem hver måned, indtil kongressen trak den støtte
til amerikanske eksportører tilbage, som var blevet kendt ulovlig af verdenshandelsorganisationen
WTO. Kongresmedlemmer rasede imod denne indblanding, men gav i sidste instans
efter. Amerikanere indså. at de i den globale økonomi, som de stort
set selv havde skabt og domineret i 60 år, ikke længere kunne gøre,
hvad der passede dem..
I sidste måned tog Kinas præsident,
Hu Jintao, ud på en 12 dages tur i Latin Amerika og endte med at slutte
overenskomster om at investere $30 mia. i regionen. Kina er nu Brasiliens næststørste
handelspartner og Chiles største eksportmarked. Indenfor handel, teknologi,
investering, uddannelse og kultur har Kina afløst de Forenede Stater over
hele Asien og begynder nu at gøre det samme i Amerikas baggård.
Der
ikke nødvendigvis noget alarmerende ved et ekspansivt Kina eller et opdukkende
Europa, måske bortset fra, at det er sammenfaldende med en tiltagende amerikansk
afhængighed af dem begge.
De Forenede Staters regering brugte $650
mia. mere i år, end dets indtægter voksede, og finansierede stort
set underskuddet ved at låne fra udenlandske centralbanker, hovedsagelig
japanske og kinesiske. Disse har været villige kreditorer, fordi amerikanske
forbrugere sender mange af deres penge tilbage ved at købe udenlandsk fremstillede
produkter. Det er et stykke hen ad vejen en ganske pæn balancekunst.
Men
den ophobede amerikanske gæld til udenlandske investorer er nu svulmet op
til $3.3 billioner - 28% af BNP - næsten dobbelt så meget som for
fire år siden.
I 1990'erne formanede de Forenede Stater Mexico og Argentina
til at bringe deres økonomiske huse i orden. I denne måned gav den
kinesiske premiereminister Washington en forelæsning med et bemærkelsesværdigt
tilsvarende indhold.
Denne manglende balance er ikke uden videre katastrofal.
KIneserne får noget ud af handlen i form af et grydeklart forbrugermarked
for deres overophedede produktionskapacitet. Hvis de holdt op med at låne
ud til de Forenede Stater, ville det udløse en dyb recession her, men det
ville også betyde, at amerikanerne ikke kunne købe så mange
af deres varer, hvorefter recessionen ville ramme lige tilbage til Asien.
Det
er en variation af den gamle vits: hvis du skylder en bank $1 mia., så ejer
banken dig, hvis du skylder banken $1 billion, så er det dig, der ejer banken.
Men hvad hvis en anden billion-dollar kunde gør sin entre i banken?
Bankfolkene ville formentlig være villige tage pant i skyldneren i bevidstheden
om, at de ville kunne gøre forretninger med den nye magnat.
EU ligner
i mange henseender mere og mere denne nye magnat. Dets valuta, euro'en, er steget
i værdi med 35% overfor dollaren i de sidste tre år.
Igen
er det ikke nødvendigvis skidt. Teoretisk gør en faldende dollar
amerikansk eksport billigere, idet den tiltrækker efterspørgsel,
som så igen får dollaren til at stige; en stigende euro hæmmer
europæisk eksport, hvilket igen sænker euro'ens værdi; ligevægten
er genoprettet. I virkelighedens verden udvikler denne proces sig langsomt og
usikkert: i oktober f.eks. steg amerikansk eksport, men amerikansk import steg
også.
En mere alvorlig konsekvens af dollarens fald er, at euro'en
er blevet mere attraktiv for udenlandske investorer, og de reagerer i overensstemmelse
dermed. I 2001 holdt mellemøstlige olieproducerende lande 75% af deres
valutareserver i dollars; nu er tallet 61%, hvor meget af resten er i euro. Kinesiske
og russiske centralbanker udskifter også reserver. Denne tendens vil på
et vist punkt kunne udløse en spiral: dollaren falder, forårsager
yderligere udsalg, der fører til yderligere fald osv.
Når
dollaren faldt tidligere, var de Forenede Stater nettokreditor, og der var ingen
alvorlig rivaliserende valuta. Ingen af disse betingelser gør sig gældende
nu. Som The Economist for nylig formulerede det: "Aldrig før har
vogteren af verdens hoved-reservevaluta været dens største netto-skyldner."
Finansfolk og diplomater begynder at spørge: Hvor meget længere
vil dollaren vedblivende være verdens hovedreservevaluta? Man kunne også
spørge, hvor meget længere kan de Forenede Stater, som Madeleine
Albright formulerede det, fortsat være verdenspolitikkens "uundværlige
land"?
I år bruger de Forenede Stater næsten lige
så meget på sit militær som alle andre lande tilsammen. Ingen
anden nation er i besiddelse af, eller aspirerer til noget, der bare minder om
de Amerikanske væbnede styrkers rækkevidde.
Og dog: Hvis De
Forende Stater en dag finder ud af, at det ikke længere kan regne med, at
udlændinge vil finansiere dets underskud, så vil det måske også
finde ud af, at det ikke længere har råd til et verdensomspændende
militær. Krigen i Irak har allerede strakt Amerikas styrker til bristepunktet.
I 1970´erne og 1980´erne, da Pentagon-strateger talte om en to-fronts
krig, forestillede de sig at være nødt til på en gang at kæmpe
i f.eks. Tyskland og Korea. I dag hedder det Mosul og Falluja.
Omkring
40% af de amerikanske tropper, der er i Irak, stammer fra nationalgarden og reserverne,
dvs. "weekend krigere", der aldrig havde forestillet sig at skulle gøre
krigstjeneste i lange udstationeringer. Følgelig er rekrutteringen til
nationalgarden faldet med 30%. Hvis der ikke er nogen stor nationalgarde og reserve,
er der ingen stor hær. Kort sagt - ikke alene har Irak-krigen været
hårdere, end nogen har forestillet sig, den har også gjort det at
gå i krig andetsteds til en mindre praktisk udvej - og en mindre troværdig
trussel.
De økonomiske tendenser er bekymrende, fordi de ikke kun
udspringer af markedskræfterne, men også af politik. Som T.R. Reid
bemærker i sin nye bog "The United States of Europe," var
euro'en "specielt møntet på at udfordre dollarens globale
overherredømme."
På lignende vis er Kinas rivalisering
med De Forenede Stater i Asien og Latin Amerika ikke en bivirkning ved økonomien;
det er en eksplicit ambition.
Disse udfordringer vil være årtier
om at komme til udfoldelse, og de lykkes måske ikke. Kina vil måske
bremse sit produktions-opsving og dets ekcesser, europæere måske vende
tilbage til ældgamle kontinentale spændinger. De forenede Stater kan
komme ind i et nyt opsving i kraft af politiske forandringer.
Under alle
omstændigheder bliver magt ikke så meget flyttet, som den bliver spredt.
Det kan, hvis tendenserne fortsætter, vise sig, at intet land eller blok
af lande besidder den kombination af økonomisk og militær magt, der
er nødvendig til at belønne den gode, afskrække eller straffe
den onde og gennemtvinge internationale regler, orden og sikkerhed.
En
multipolær verden kan vise sig at være et kaotisk sted. Faren er ikke
så meget, at De Forenede Stater kan komme til at miste magt, men at klodens
nye rivaler vil være ude af stand til at styre en magtbalance. Kassandra
(*) prædiker ved årsskiftet traditionelt dommedag, jammer, elendighed
og anarki. I år forekommer de ikke så latterlige.
* Græsk
mytologisk kvindeskikkelse med profetiske evner. (O.A.)
Fred Kaplan
er kommentator for Slate vedr. national sikkerhedspolitik.
Oversættelse:
Hans Pendrup
- End - |
