En ny facade på Bush's udenrigspolitik

af James Petras
Counterpunch 23 febr. 2005

Massemedierne i USA og Europa har lagt vægt på den "nye stil", der angiveligt præger Bush administrationens tilgang til udenrigspolitikken: Udenrigsminister Condeleeza Rice besøger europæiske hovedstæder og mødes med europæiske ledere med erklæringer om, at en ny samarbejds-æra er forestående.
Forsvarsminister Rumdsfeld betoner behovet for øget transatlantisk forsvarssamarbejde på et møde med europæiske forsvarsministre. Præsident Bush erklærer på sin sviptur til Europa, at den amerikansk-europæiske alliance er "udelelig", konflikterne er "ting fra fortiden", og at en ny æra præget af fælles sikkerhedspolitik er afgørende.

Bush administrationens sprog og tone er bestemt forandret: Der er ikke længere tale om uberettigede fornærmelser af "Old Europe", der er ikke længere offentlige trusler og erklæringer om ensidig militær aktion. Kun de zionistiske neo-konservative som Kagan, Kristol og Frum udenfor regeringen raser fortsat imod europæiske forhandlinger med Iran og erklærer "den transatlantiske affære for afsluttet" (Financial Times - jan. 31, 2005). New York Times og de fremtrædende avis- og TV kommentatorer taler om "en ny vending" i retning af diplomati og en forsoningspolitik, om ny tilsynekomst af diplomati i stedet for militarisme, om multilateralisme i stedet for unilateralisme.

I Bruxelles og Mainz var man ikke i tvivl:
Titusinder demonstrerede mod Bushs Europavisit
Se flere billeder fra Bruxelle-demo her BU$H not welcome

Selvom det er korrekt, at tonen er ændret, så er substansen, Bush administrationens militaristiske krigspolitik, stadig den samme om ikke endnu hårdere.

Dette kommer først og fremmest til udtryk i form af de nye udnævnelser til nøglepositioner i administrationen og som top-embedsmænd, der har beholdt stillingen. Condeleeza Rice, en urokkelig forsvarer af krigen i Mellemøsten og af specialstyrke operationer, blev forfremmet til udenrigsminister. Rumsfeld og Wolfowitz er stadig nummer et og to i Pentagon. De er arkitekterne bag krigene i Afghanistan og Irak og uigendrivelige fortalere for og planlæggere af nye krige imod Iran og Syrien. Desuden har "civile fra forsvarsministeriet" ifølge den amerikanske journalist, Seymour Hersh, der har udstrakte forbindelser til topembedsmænd i Washington, "arbejdet med israelske planlæggere og konsulenter for at udvikle og forfine potentielle (sic) atomvåben, kemiske våben og missil mål inde i Iran" (New Yorker 24-31, 2005).

Elliot Abrams, der ligesom Wolfowitz er betingelsesløs og ufravigelig støtte til Israel, er blevet udnævnt til stedfortrædende national sikkerhedsrådgiver og fortsætter som senior rådgiver for Mellem Østen. De nye udnævnelser til topposter i det ekspanderen de og udstrakte efterretningsapparat inkluderer John Negroponte til chef for den nationale sikkerhedstjeneste. (se stopterrorkrigen om Abrams og Negroponte. HP)

Negroponte var organisator af dødspatruljerne i Honduras og de terroristiske lejetropper, "contra´erne", i Nicaragua. Han havde siden stort set overopsynet med nedslagtningen af tusinder af irakere i Fallujah og administrationen af tortur- og drabsceller under sin periode som ambassadør for det besatte Irak. Han har nære forbindelser med Abrams fra 1980´erne, hvor sidstnævnte forsvarede massakrene på hundredetusinder af guatemalere under Rios Mont og over 70.000 salvadoranerer under den psykopatiske Roberto D´Aubuisson. Den nye chef for CIA, Porter Goss, gjorde sig gældende som CIA field officer, der støttede og fremmede eksilkubaneres hemmelige terror operationer imod det revolutionære Cuba.

Den nye Homeland Security chef er Michael Chertoff, en rabiat zionist (i ikke mindre grad end Abrams eller Feith), som var ansvarlig for de vilkårlige arrestationer af hundreder om ikke tusinder af uskyldige arabiske og sydasiatiske muslimske immigranter - simpelthen på grund af deres nationale og religiøse oprindelse. De blev tilbageholdt som "terrormistænkte" i månedsvis; habeas corpus love og alle forfatningsmæssige rettigheder blev dem nægtet. Chertoff er forfatter af den berygtede lov, Patriot Act, der "legaliserer" den totalitære praksis, som Chertoff anvendte på immigranterne og nu kan udvide til alle amerikanere. Marx Grossman opretholder sin overordnede stilling som viceudenrigsminister for Latin Amerikanske sager. Han var og er i dag i spidsen for amerikansk voldelig opposition til præsident Chavez i Venezuela. Alberto Gonzales, der hånede international lov, billigede terrorisme og tortur af irakiske fanger, som nægtede gyldigheden og relevansen af Geneve aftalerne er blevet udnævnt til justitsminister, hvilket udstyrer ham mes magt til vilkårligt at arrestere og retsforfølge hvemsomhelst han skønner at være en "trussel" for "national sikkerhed".

Disse udnævnelser og forfremmelser har udløst få om overhovedet nogen udtalt opposition fra det demokratiske parti. De fleste af de kritiske kommentarer fokuserer på de pågældendes "professionelle kompetence" snarere end deres morderiske og kriminelle adfærd. Progressive og kritikere har hævdet, at disse nye ledere ikke har den fornødne "etiske status" til at administrerer amerikansk udenrigspolitik, og at præsident Bush har begået frygtelige fejl. Disse kritikpunkter undlader at tage stilling til det politiske grundlag for Bush´s udnævnelser. Disse udnævnelser og forfremmelser er de perfekte og præcise valg i forbindelse med en politik kendetegnet ved fortsat krig i Irak, efterfølgende mellemøstlige krige involverende Iran og Syrien, øget indenrigespolitisk kontrol og undertrykkelse som følge af stigende utilfredshed i befolkningen over omkostningerne ved flere krige og uforbeholden støtte til Ariel Sharon´s befæstelse og udvidelse af jødisk kontrol over den besatte Vestbred og magten i Mellem Østen.

I direkte modsætning til de overfladiske medierapporter om Bush´s "overtures" ("åbninger") til Europa, har Bush og de nyudnævnte strammet deres greb om det militære og hemmelige politiapparat, har større magt og mønstrøse budgetter til at engagere sig i nye krige. Alle faktuelle indikationer demonstrerer, at Bush´s administrationens "charme offensiv" er en overlagt og provokerende facade over forsøget på at splitte og inddrage europæiske ledere til opbakning af gamle og nye kirge. Med Irak har USA ikke bevæget sig i retning af Europa - det har øget sin krigsfinansiering og kamptropper og forlanger, at Europa bidrager med penge og træning af officerer til at forberede den irakiske kololnialhær på at afstive den amerikanske besættelse. USA taler om multilateral politik med europæiske partnere, men afviser at indgå i "partnerne´s" diplomatiske forhandlinger med Iran, mens dets zionister i forsvarsministeriet sammen med Israel planlægger en massiv ensidig eller tosidig bombning af Iran. Europa forbedrede relationerne til Cuba og Venezuela; mens Goss, Grossman og Rice øger militære trusler, bevæbner Colombia som en surrogat stedfortrædende aggressor og planlægger nye destabiliseringsbestræbelser og snigmordskomplotter. Europa foreslår at øge sin handel og investeringer i Kina, inklusive militær eksport, mens Goss beskriver Kina som en militær trussel imod amerikansk overherredømme i Asien og forsvarer den militære inddæmnings-politik. Rice og Rumsfeld sikrer sig en ny militær sikkerhedspagt med Japan tydeligvis med sigte ikke blot på Nord Korea, men Kina, hvilket kineserne tydeligvis er klar over.

Som det står klart, er der ikke meget substans og ingen forandringer i forholdet mellem det gamle og det nye Bush regime. Hvis Europa bevæger sig "nærmere" til Bush administrationen, vil det være fordi europæerne har trukket sig tilbage fra deres diplomatiske politik og har tilpasset sig amerikansk militarisme. For så vidt har europæiske ledere bortset fra retorisk og diplomatisk sprog kun søgt at nedspille deres virkelige forskelle fra Bush administrationen, ikke at opgive dem. Europa vil sandshynligvis indvillige i at yde nogen finansiering (ikke særlig meget) og nogle få rådgivere til træning af irakisk militær og politifunktionærer, men kun et symbolsk antal op til mindre end 10%, af hvad man var enige om for et år siden. På et tidspunkt, hvor europæiske klienter som Ukraine, Polen, Ungarn og Bulgarien reducerer deres små militære kontingenter i Irak, er det næppe sandsynligt at vesteuropæiske mager vil engagere deres resourcer, især når der er så meget at vinde vie at få USA til at forbruge sig selv til bankerot og ukonkurrencedygtighed over en uvindelig kolonialkrig. På samme måde har amerikansk aggression imod Venezuela, Kina og Rusland ført til større bestræbelser på militært forsvar, handelsmæssig spredning og økonomiske beslutninger, der svækker den amerikanske dollar og destabilserer imperiale kriges finansielle arkitektur.

Hvorfor har UJSA "rakt ud imod Europa", hvis det er besluttet på at forfølge den samme ensidige militærpolitik" Hvorfor de diplomatisk trips til Europa og skiftet til en forsonende stil, hvis formålet er at fortsætte med at spille krigskortet i Mellem Østen og at stå betingelsesløst last og brast med Sharon´s genbosættelse af Gaza bosættere på den palestinensiske Vestbred? Der er flere hypoteser:

Den "diplomatiske offensiv" er en public relations kampagne til påvirkning af den amerikanske offentlighed og for at sikre støtte fra sårbare europæiske allierede som Storbritanniens Tony Blair og Italiens Silvio Berlusconi. Washington kan efterfølgende videreføre sin militære dagsorden under henvisning til, at de "gav diplomatiet en chance", men at europæerne havde svigtende forståelse af, at "hård magt" (militær aggression) er et nødvendigt akkompagnement til "soft power" (diplomati). Dette er tydeligvis tilfældet i Mellem Østen, hvor de magtfulde zionistiske politikmagere og ideologer , der ikke overraskende har været fraværende i forbindelse med de europæiske trips, allerede har "forudsagt", at europæerne vil undlade at handle (militært) imod Iran og Syrien, hvis forhandlingerne "mislykkes" (hvad angår amerikanske og israelske interesser).

Den anden hypotese er, at den forlængede krig i Irak og de voksende underskud og omkostninger har tvunget USA til via diplomatiske fagter at søge at sikre europæiske finansiel støtte og assistance til opbygningen af den irakiske kolonialhær og statsapparat. De europæiske åbninger tager sigte på at bringe Europa ind som en "partner" i opbygningen af en neo-kolonial stat, hvor irakere betaler for krigen og bidrager med soldaterne, mens USA opretholder den ultimative kontrol.

Den tredje hypotese er, at europæerne "drejer til højre". I denne sammenhæng tænker Washington muligvis, at det med de kolonialt styrede valg i Irak, Sharon´s genbosættelse fra Gaza til Vestbredden (såkaldt "tilbagetrækning") og simuleret "åbenhbed" overfor europæisk forsoning, kan være i stand til at overbevise Europa om at slutte sig til Bush´s ubegrænsede korstog for "demokrati og frihed".

Det er yderst tvivlsomt, om Washington vil sikre nogen varig overenskomst med Europa om noget grundlæggende spørgsmål. Årsagen er ligetil, de civile militarister, der fører amerikansk udenrigspolitik og de nyligt udnævnte og forfremmede, er dybt forelskede i den militære vej til verdensmagt. Deres biografier og deres aktuelle udnævnelser og handlinger er overbevisende vidnesbyrd om, at de er ude af stand til nogen form for åbne forhandlinger, kompromisser eller diplomatiske løsninger. Europæiske ledere vil være nødt til at vælge mellem at følge deres afvigende kurs til global magt via handel, diplomati og selektiv tvang eller at kapitulere til et regime, der er domineret af civilt-militære ekstremister, der er drevet af et irrationelt ønske om at konfrontere Kina militært, intervenere i Venzuela, ødelægge de mellemøstlige modstandere af Israel og provokere Rusland.

Det er overvældende klart, at organisatorerne af dødspatruljer, terrorist planlæggere og globale militarister ikke vil ændre deres politik, Der er intet nyt i dette.

James Petras er tidligere professor i sociologi ved Binghamton University i New York, har i 50 år bidraget til klassekampen, er rådgiver for jordløse og arbejdsløse i Brasilien og Argentina og er medforfatter af "Globalization Unmasked".

Oversættelse: Hans Pendrup

- End -