Tre
minutters stilhed
for de døde i Afghanistan
og tre andre
fredsfremmende
forslag  Af
Jan Øberg
Ekstrabladets
"Frontalt"
14 februar 2002 Åbent
brev til regeringen Som andre EU-lande iagttog Danmark tre minutters
stilhed for de uskyldigt dræbte i terror-angrebet på World Trade Center
og Pentagon den 11. september sidste år. Der blev også afholdt en
mindegudstjeneste i København med repræsentaner for regering, kongehus
og for De forenede Stater i Danmark. Ud fra et lignende humanistiskt hensyn
mener jeg Danmark og ligesindede lande bør vise de uskyldigt dræbte
i Afghanistan den samme ære. Af principielle grunde og fordi der er en indlysende
sammanhæng mellem de to begivenheder. Alle religioner understreger
at ethvert menneskeliv er helligt. Humanisme bygger blandt andet på den
ufravigelige grundværdi at alle og ethvert menneskeliv er lige så
værdifuldt som ethvert andet uanset nationalitet, race, hudfarve, køn
osv. Der er således ingen tvivl om at et uskyldigt dræbt menneskeliv
i Afghanistan har eksakt samme værdi som ethvert af de knapt 3000 uskyldige
liv, der blev taget 11. september. Forsigtige beregninger gør gældende
at 3.500 civile har mistet livet som følge af USA's bombninger siden 7.
oktober (Prof. Marc Herold, University of New Hampshire, USA) og dertil kommer
drab på diverse halv-militære grupperinger og dem, USA kalder illegitime
kombattanter, der altså ikke anses for at være soldater. Som bare
ét eksempel fra måneders bombing dræbte de amerikanske Grønne
Baretters "Tiger 03"-team sammen med bombeflyene 1300 formodede Taliban
og Al-Quida-mænd på en dag, den 29. december (Ben Fenton, Telegraph,
8. januar 2002). Siden har der været mange rapporter om uskydligt dræbte. Læg
dertil alt hvad vi ikke véd endnu fordi det af forskellige grunde holdes
hemmeligt. Læg dertil mennesker, der er sultet ihjel eller børn og
gamle, der er bukket under under flugt fra bomber og krigshandlinger. Og læg
dertil det kendte fænomen at en hel del tar livet af sig efter at det værste
er overstået. Og der er fortsat krig. Man kan derfor ikke udelukke
at der alt i alt kan være dræbt op mod måske 5.000, måske
10,000 uskyldige civile. For at få klarhed i dette og mange andre forhold
bør den danske og andre regeringer for det første foreslå
at der oprettes et Haag-lignende tribunal for Afghanistan, der kan fungere indtil
den planlagte Internationale Krigsforbryderdomstol træder i funktion, hvor
alle konfliktens afghanske og internationale parter og deres handlinger blir udredt
til bunds. Som bekendt støtter USA ikke den kommende internationale
domstol, fordi man ikke vil acceptere at amerikanske statsborgere blir dømt
af andre end amerikanske myndigheder. Hensynet til international retfærdighed
og retsbevidsthed samt til folkeretten bør indiskutabelt veje tungere end
eventuelle hensyn til USA, der i tilfældet Afghanistan er krigsførende
i et land, der ikke har angrebet USA. Sandheds- og forsoningskommissioner
vinder langtsomt frem, men de retfærdiggør ikke i samme grad som
domstole og tribunaler opdelingen i de gode, der kan indtage rollen som dommer,
og onde, der skal modtage straf. De appellerer heller ikke til hævnfølelser.
Men ikke mindst af netop disse grunde kan sandheds- og forsoningskommissioner
spille en vigtig, måske vigtigere, rolle i det langsigtige arbejde med at
hele og normalisere samfundslivet efter krige. Det bør derfor være
helt naturligt at den danske regering, igen alene eller sammen med andre, foreslår
oprettelsen (og går forrest i finansieringen) af en international Sandheds-
og Forsoningskommission, der skal komme frem til sandheden om de sidste 25 års
konflikter og krigshandlinger i landet, inklusive ikke-afghanske aktørers
virksomhed i og mod Afghanistan, fra Sovjetunionens invasion og frem til idag.
Som på Balkan har folkene internt bekæmpet hinanden, men de har også
været en brik i et meget stort spil både i forhold til den "gamle"
kolde krigs modsætninger og i den globale omstrukturering og magtkamp siden
1989. En sådan kommission ville blandt andet kunne blotlægge
hvilken rolle udenlandske efterretningstjenester har spillet, våbenhandelens
rolle, finansieringen af talibanerne, olieinteresserne betydning samt hvorledes
Afghanistan er kommet til at spille en helt central rolle i det verdensomspændende
narkoproblem. Genopbygningen af Afghanistan vil tage årtier. Det internationale
samfunds indsatser efter krig begrænser sig ofte til humanitær bistand,
lån og kreditter, hjælp med at genopbygge veje, energianlæg,
telefoner samt, i bedste fald, forsøg på at støtte det civile
samfund ved at etablere retsinstanser, uddanne politifolk og lignende. Disse indsatser
er nødvendige, men aldrig tilstrækkelige i et efterkrigsland. De
rent menneskelige dimensioner er der sjældent nogen der tager hånd
om: Hvordan skal vi hjælpe menneskene igennem sorgen, vreden, traumerne
og hadet? Hvordan skal vi hjælpe dem til at respektere hinanden og atter
leve sammen i tolerance? Hvordan bidrage til at reducere deres frygt for hævn
fra "de andre" engang i fremtiden? Hvordan hjælpe børn
og unge, der altid er særligt udsatte? Hvordan skabe bedre skolebøger
end dem, der blot giver vinderens version og dermed giver generationer af børn
og unge skylden for det der skete? Alt dette handler ikke kun om penge,
men om mennesker uddannet til at støtte andre psykologiskt og socialt,
mennesker med såvel empati - indlevelse - som sympati og kærlighed.
Det kan være læger, sygeplejersker, socialarbejdere, psykologer, præster,
ungdomsledere, pædagoger, børnepsykiatere etc. Kan vi sende soldater
bør vi også kunne sende den slags mennesker. I de nordiske
lande findes (endnu) en principielt solidarisk, humanistisk grundholdning at trække
på blandt andet takket være ting som folkehøjskolerne, friskolerne,
græsrødderne og det forhold at vi traditionelt har ligget højt
hvad gælder ulandsbistand og åbenhed i forhold til flygtninge. Og
vi betragtes ikke som "imperialister" ude i verden. Vi bør således
yde en ganske særligt humanitær, fredsbyggende indsats, der når
helt frem til det enkelte menneske i Afganistan og genopbygger sjæle og
ikke kun bygninger. Nogle vil måske mene at man ved at holde tre minutters
stilhed for de døde i Afghanistan reducerer betydningen af katastrofen
i USA. Dét argument savner bærekraft. Kvantitativt må vi huske
på at USA har cirka 12 gange så mange indbyggere som Afghanistan.
3000 døde er således en 12 gange større national tragedie
for Afghanistan som for USA. Tre minutters stilhed og en mindegudstjeneste for
de døde i Afghanistan fjerne enhver tvivl om at vi gør forskel på
menneskeliv. Det vil således gøre os større som humanister. Idet
jeg går ud fra at en suveræn stat som Danmark kan udøve en
vis udenrigspolitisk selvstændighed vil jeg opfordre regeringen, alene eller
sammen med ligesindende stater, til at tage initiativ til at omsætte de
tre forslag ovenfor i praktisk politik: 1) vise konkret respekt for de udskyldigt
døde også i Afghanistan, 2) foreslå et krigstribunal for Afghanistan,
senere overført til den kommende internationale domstol, 3) foreslå
en international Sandheds- og Forsoningskommission, samt 4) yde en ny type af
indsats for fred og forsoning, der når de enkelte mennesker i Afghanistan.
Reprinted for Fair Use Only
Copyright Jan Øberg
Jan
Øbergs Kalejdoskop TFF | 