| Tjetjenien |
Amerikansk geopolitik, Brzezinski og TjetjenienEn dokumentation Af Hans Pendrup Zbigniew Brzezinski Med betegnelsen 'revolutionær' refererer Anne Knudsen utvetydigt til den muslimske terror som vor tids afløser af den ´marxistiske trussel´ i det forrige århundrede og er dermed helt på linje med Bush administrationens udenrigspolitik. Anne Knudsen opfordrer den vestlige verdens politikere til at påvirke moderate muslimer til at tage åbent afstand fra terrorismen. Mere nærliggende ville det måske være at opfordre politikerne til at tage afstand fra den hemmelige støtte til fundamentalistiske muslimske terrorister, som har været ydet fra indflydelsesrige vestlige politikere som tidl. præsident Carters nationale sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brzezinski. Den centrale, men lidet kendte, rolle som Brzezsinski spillede i forbindelse med de afhghanske muhajadiners indsats imod den sovjetiske besættelse fremgår af nedenstående interview og den følgende artikel fra Jane´s Intelligence dateret 14. sept. 2001. Når dette tilbageblik har en
vis interesse i dag skyldes det ikke mindst, at samme Brzezinski i dag er formand
for Den førende gruppe i USA, der går ind for den tjetjenske sag
dvs. the American Committee for Peace in Chechenya (ACPC). Listen over "distinguished
Americans", der er dens medlemmer er et navneopråb over de mest
prominente neokonservative, der så entusiastisk støtter "krigen
imod terror." Uanset hvem der står bag terroraktionen
i Beslan må den fortsatte udvikling ses i lyset af den amerikanske administrations
overordnede geopolitiske mål i Kaukasus. Det muslimske terrorist-apparat blev skabt af amerikansk efterretningsvæsen som et geopolitisk våben www.tenc.net
Le Nouvel observateur´s interview med Zbigniew Brzezinski, præsident Jimmy Carter´s nationale sikkerhedsrådgiver.15-21 januar 1998. Le Nouvel Observateur: Den tidligere CIA direktør, Robert Gates fastslog i sine erindringer ("From the Shadows"), at det amerikanske efterretningsvæsen begyndte at støtte mujahadiner´ne i Afghanistan 6 måneder før den sovjetiske intervention. I denne periode var De national sikkerhedsrådgiver for præsident Carter. De spillede derfor en rolle i denne affære. Er det korrekt? Brzezinski: Ja. Ifølge den officielle version af historien begyndte CIA´s støtte til mujahadin i løbet af 1980, dvs. efter at den sovjetiske hær invaderede Afghanistan d. 24 dec. 1979. Men virkeligheden, der har været hemmeligholdt indtil nu, er en helt anden: Faktisk var det d. 3 juli 1979, at præsident Carter underskrev det første direktiv om hemmelig støtte til modstanderne af det pro-sovjetiske regime i Kabul. Og netop den dag skrev jeg en note til præsidenten, i hvilken jeg forklarede ham, at efter min mening ville denne hjælp indvarsle en sovjetiske militær intervention. Sp.: Til trods for denne risiko, var De en fortaler for denne hemmelige aktion. Men måske ønskede De selv denne sovjetiske deltagelse i krigen og så frem til at fremprovokere den? B: Det forholder sig ikke helt sådan. Vi pressede ikke russerne til at intervenere, men vi øgede bevidst muligheden for at de ville gøre det. Sp.: Da Sovjet retfærdiggjorde sin invasion ved at hævde, at man havde til hensigt at kæmpe imod en hemmelig indblanding fra de Forenede Staters side i Afghanistan, troede folk ikke på den Der var imidlertid belæg for det. Fortryder De intet i dag? B: Fortryder hvad? Denne hemmelige operation
var en glimrende ide. Den havde som virkning at trække russerne ind i den
afghanske fælde, og det synes De jeg skulle fortryde? Den dag, Sovjetunionen
officielt krydsede grænsen, skrev jeg til præsident Carter: Vi har
nu muligheden for at give USSR dets Vietnamkrig. Faktisk var Moskva i næsten
10 år nødt til at fortsætte en krig, Sp.: Og De fortryder heller ikke at have støttet den islamiske fundamentalisme, at have leveret våben og rådgivning til fremtidige terrorister? B.. Hvad der det vigtigste i verdenshistorien? Talibanerne eller det sovjetiske imperiums sammenbrud? Nogle ophidsede muslimer eller befrielsen af Central Europa og afslutningen af den kolde krig? Sp: Nogle ophidsede muslimer? Men det er blevet sagt og
gentaget: Islams fundamentaliske repræsenterer en verdenstrussel idag.
Hvorfor? Et forsøg på at forklare det uforklarlige Af
Rahul Bedi Oprindelsen til tirsdagens angreb på USA har muligvis sine rødder i 1970´erne. På den tid under den kolde krigs højdepunkt indlod et Washington i skam over nederlaget i Vietnam sig på et dybtgående, kollaborativt projekt med henblik på at inddæmme Sovjetunionen. Tilblivelsen af politikken kom til udfoldelse i kølvandet på den sovjetiske okkupation af Afganistan, da præsident Jimmy Carter oprettede et team under ledelse af den nationale sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brzezinski, som dermed fik mulighed for at anvende sin ´død ved tusindvis af stik´-politik ('death by a thousands cuts') på det vaklende sovjetiske imperium, især de olje- og mineralrige centralasiatiske republikker, der dengang var behersket af Moskva. Et bekvemmelighedsægteskab Således begyndte den amerikanske
kærlighedsaffære med islamere, hvor kortsigtet profit motiverede alle
involverede parter, men hvis dødbringende forgrening hjemsøger verden
i dag, og hvis grelle virkninger blev returneret til Amerika tidligere i denne
uge. Den anden side af den listige general´s dagsorden var, at denne alliance med USA også ville styrke Pakistan´s militære kapacitet i forhold til det rivaliserende Indien med indførelsen af sofistikeret amerikansk våbenudstyr til udsalgspriser. Dette var også på den tid, da Pakistan gjorde store fremskridt i udviklingen af sin hemmelige atomkraft via en kombination af fordækte transaktioner, direkte tyveri og udviklingen af tættere militære og atomare forbindelser med Kina, altsammen under Washingtons stiltiende accept. Den amerikansk-ledede ´stedfortræder krig´ model var baseret på den forudsætning at islamerne udgjorde gode anti-kommunistiske allierede. Planen var djævelsk enkel: at hyre, træne og kontrollere motiverede islamiske lejesoldater. Trænerne var overvejende fra Pakistan´s Inter Services Intelligence (ISI) agency, som lærte deres håndværk i forskellige amerikanske træningsinstitutioner. Massetræning af afganske mujahideen blev efterfølgende varetaget af den pakistanske hær under supervison af the elite Special Services Group (SSG), specialister i hemmelige aktioner bag fjendens linjer og ISI. Pakistan´s nuværende militære hersker, General Pervez Musharraf, tilbragte syv år med SSG og var også involveret i træning af afganske mujahideen. Under forudsætning af at han samarbejder, vil han vise sig at være en nyttig guide til den amerikanske opsporing af terrorister inde i Afganistan. Hele den anti-sovjetiske operation, under ledelse af Central Intelligence Agency (CIA) og holdt sammen på jorden af ISI, blev støttet med generøse donationer fra det amerikanske State Department, vestlige regeringer, Saudi Arabien og en håndfuld kommando eksperter fra UK Special Air Service (SAS), mens surveillance træning, kommunikation og første hjælp kom fra Frankrig. Israel tilvejebragte våben som rifler, tanks og selv artilleri erobret under dets mange krige med de arabiske stater, mens Sudan og Algeriet bidrog med mujahideen og religiøs motivation. Hele operationen blev af uforklarlige grunde, men pudsigt nok, kaldt Safari klubben. Følger af kampen Følgerne af denne ´hellige krig´, som endte med den sovjetiske tilbagetræning i 1989, bragte i sit kølvand en serie af klart ´uhellige krige´ og ´volds-epidemier´ på steder som Kashmir i det nordlige Indien. Det bragte også alvorlig uro til Centralasien og andre tidligere Sovjetrepublikker som Chechnya og til Nordafrika. Nu er en blevet bragt til Amerika og til resten af verden. I løbet af det forløbne tiår har Afganistan været konstant hærget af gensidigt ødelæggende kampe under hvilke Pakistansk-støttede Taliban-militser har kommet ud som delvist sejrrige. Næsten to millioner afganere af landets befolkning på omkr. fire millioner blev flygtninge i Pakistan, Iran og Central Asien. Flertallet af disse som var del af jihad´en blev arbejdsløse og manglede mad og boliger, og vigtigst af alt, protektorer (patrons). Dette gjorde dem på den anden side til ideale rekrutter for udnyttelse af ISI og Pakistan´s i stigende grad fundamentalistiske hær. Ifølge efterretnings skøn er over 10.000 islamiske lejesoldater, trænet i guerillakrig og bevæbnet med sofistikerede våben beskæftiget i Pakistan i dag og venter på at blive transporteret til den næste jihad. Osama bin Laden var en af mange USA begunstigede i dets krig mod Moskva. Han tilbragte årevis i midten af 1980´erne med at rejse vidt omkring for at rejse midler og rekruttere tusinder af muslimske unge til bekæmpelse af sovjetterne. Al-Qaeda´s tilblivelse I 1988 skabte Bin Laden med amerikansk vidende Al Qaeda (basen): et konglomerat af halvt selvstændige islamiske terrorist-celler i lande spredt over mindst 26 lande inklusive Algeriet, Marokko, Tyrkiet, Ægypten, Syrien, Uzbekistan, Tajikistan, Burma, Libanon, Iraq, Saudi Arabien, Kuwait, Indonesien, Kenya, Tanzania, Azerbaijan, Dagestan, Uganda, Ætiopien, Syrien, Tunesien, Bahrein, Yemen, Bosnien samt Vestbredden og Gaza. Vestlige efterretningskilder hævder at Al Quaeda endog har en celle i Xinjiang i Kina, et land der ironisk nok var endnu en villig partner i jihad´en imod Sovjet. Kina ønskede Sovjetunionen ud af Afganistan af hensyn til sine egne strategiske formål og trænede og fordelte endog muslimske Uighurs fra den vestlige Xinjiang region til kamp side om side med de afganske mujahideer. Kina frygtede at den gamle silkevej langs Karakoram hovedvejen med tiden kunne komme under Moskva´s dominans hvis sovjetterne ikke hurtigt blev fjernet fra Kabul. Kinesisk strategi på denne front havde imidlertid negative følger for Beijing efterhånden som de tilbagevendende Uighur jihadi´er nærede det allerede simrende oprør til fordel for et uafhængigt muslimsk Østturkestan i Xinjiang. Dette oprør fortsætter. selvom kineserne har haft held til i betydelig grad at modgå det med økonomiske bestikkelser, effektiv lukning af grænser og kvælning af afvigelser med hårdhændede metoder, aktioner som ikke har vakt opmærksomhed i omverdenen. Washington vendte det blinde øje til Al-Qaeda i tillid til, at det ikke direkte ville komme i kollision med USA. På det tidspunkt de amerikanske ambassader i Kenya og Tanzania blev bombet i 1998 og dræbte 224 mennesker inklusive 12 amerikanere, og det berygtede World Trade Center var ligeledes angrebet på samme tid, var det for sent til udbedrende foranstaltninger. Det var denne realitet, der meldte sig med en så ufattelig grusomhed denne uge. Oversættelser: Hans Pendrup Se også Tjetjenernes
amerikanske venner 9/11
and the "War on Terrorism" - End - |