Foran USA's ambassade
20. april 2002

Af Kåre Bluitgen

Første gang jeg hørte om krigen mod terror, blev jeg umådelig glad. Jeg har efterhånden set terroren udført i al sin grusomhed så mange steder på Jorden, at jeg kunne acceptere omkostninger lige fra længere ventetider på hofteoperationer til tab af danske Jens'er. Her måtte alle være med, det menneske, der ikke er imod terror, har allerede stillet sig uden for menneskeheden.

Jeg har mødt terroren. Jeg har mødt den i Liberia, hvor børn skæve af amfetamin og klædt ud som Batman eller Pippi Langstrømpe bemander vejspærringerne og afkræver forbipasserende en smøg. Hvor børn i landsbyerne tvinges af militsgrupper, kun styret af deres etniske eller religiøse instinkter, til at skyde deres egne forældre. Hvor børnene bruges som levende skjold, som lokkemad for snigskytter, som sexslaver og som mineryddere uden udstyr. Alt sammen mens Liberias diamanter flyder i en jævn strøm til Europa og Nordamerika og beriger den ene mellemhandler efter den anden og skaber misundelse i de bedste kredse blandt os.

Jeg troede, det var den terror, de demokratiske nationer nu ville sætte en stopper for.
Jeg forestillede mig at Mike, en på det tidspunkt 13-årig knægt jeg havde mødt dernede og som var kvæstet fysisk og psykisk af sit liv som børnesoldat, at han og tusinder af hans kammerater i samme situation nu ville blive inviteret til vores rige land og her få den pleje, vi ville have givet vores egne børn.

Jeg regnede med, at nu ville EU og USA og alle dem, der hylder frihandelen og den fair konkurrence som de nye guder indstille støtten til deres egne landmænd og ophæve toldmurene, så bønderne i Liberia kunne sælge deres afgrøder der, hvor købekraften er. Så Liberia, og alle verdens øvrige fattige lande, kunne få del i den økonomiske fremgang, der i den sidste ende er terrorens værste fjende, hvis fremskridtets frugter fordeles retfærdigt.

Jeg bildte mig ind, at Mike pludselig betød noget for verdenssamfundet, at nu skulle terroren i Liberia, Sierra Leone, Congo, Sudan og Angola stoppes, at nu var det ikke længere kun, når det var folk i jakkesæt eller smykket med ædelstene, der rammes af terroren, at vi samlede os i en stor demokratisk alliance, hvor man enten er med eller imod.

Den historie ville jeg gerne have fortalt mine børn. Jeg ville med lige så stor glæde have fortalt Mike den. Måske han allerede har hørt den rigtige historie. Måske han alligevel kommer herop en dag. Med et bælte af sprængstoffer om maven eller i cockpittet på en jumbojet.

- End -