Fredsbevægelse
 

Tale til Palæstina

Af BOYKOT ISRAEL-Kampagnen

"Soldaterne trænger ind i enhver butik, enhver klinik, ethvert kontor, enhver privat bolig. De ødelægger så meget de kan, de stjæler penge, kameraer, ejendele fra folk. Folk kan ikke komme ud af deres huse. Hvis nogen vover sig ud, bliver der skudt på dem. Der ligger lig i gaderne, som ingen kan samle ind. Der er sårede mennesker, som ingen
får lov til at hjælpe. Folk bløder ihjel i dette øjeblik."

Ordene stammer fra en palæstinensisk læge i Ramallah.

Et sådant scenarie ville man næppe ku' forestille sig i Danmark. Vi har i hvert fald aldrig oplevet det. Om ikke andet har vi nogle magtfulde venner rundt omkring i verden, der til enhver tid ville kunne redde vores røv og støtte os på alle tænkelige måder.
Det har palæstinenserne bare ikke. De HAR ingen venner. De er det hjemløse folk, der har måttet lide i landflygtighed i over et halvt århundrede. De er det fængslede folk, der er født i modstandskampen. En kamp mod en af verdens mest veludrustede hære med 5 milliarder US-dollars i ryggen, der med Apache-helikoptere og F-16 jagere kæmper imod sten kastet af barnehænder. Dette vil aldrig blive ligeværdigt.

At så vores egen udenrigsminister og resten af Vesten excellerer i passiv fladpandethed, rykker ikke ved noget som helst. Ved at "veje sol og måne lige" har man for længst valgt side, for passivitet overfor den undertrykte er ALTID aktiv støtte til undertrykkeren.

Og det er her vi kommer ind i billedet. For hvis ikke de fine slipsedrenge tør at lægge et internationalt pres på Israel, må vi. Det kan gøres på mange måder, og vi, i Boykot Israel Kampagnen, har valgt at opfordre til generelt boykot af Israel.

Vi siger: forbrugerboykot af varer. Stop for kultur- og sportssamkvem. Stop for dansk våbensalg og enhver form for samhandel. Boykot af turistrejser og pres på diplomatiet. Boykot er en folkelig protest, der anvendes når rationelle argumenter og internationale aftaler bliver mødt med foragt. Og det er realiteterne i dag.

Sharons hær bliver ved med at massakrere børn og voksne, bombe selvstyrets kontorer, rive huse ned, nedbrænde markområder, rive træer op med rode, skyde hul i drikkevandsbeholderne og ødelægge infrastrukturen totalt. Dette er terror i dens mest rendyrkede form. Så når Sharon selv siger "terrorisme er terrorisme og mord er mord" er vi ikke i tvivl, den mand skal stoppes og Israel skal rømme sig fra de besatte områder NU!

Netanyahu har for nyligt udtalt til det amerikanske senat at den europæiske kritik af Israel ikke undrede ham. Det begrundede han med at europæerne ingenting gjorde for at redde jøderne under Anden Verdenskrig. Det er en lusket måde at fordreje kritikken af Israel på, og vi skal være klar til at slå den i jorden. Vi er ikke ude på at sætte alverdens jøder på porten. Derimod vil vi bekæmpe den israelske stats racistiske forfølgelse af palæstinenserne. Og vise hvordan fortidens forbrydelser mod ét folk ikke berettiger forbrydelser mod et andet.

Og når jeg siger alt det her er det for at være helt sikker på, at det ikke bliver sagt én gang for lidt: Man KAN ikke sætte et folk i fængsel uden at høste had og terror. Volden vil aldrig stoppe før Palæstina bliver frit.
Som Mahmoud Darwish sagde i 1982 umiddelbart efter at PLO blev tvunget i eksil fra Beirut: "Hvor skal vi drage hen efter at have krydset den sidste grænse? Hvor skal fuglene flyve hen, når de har nået den sidste himmel?".
Vi skal handle nu. I morgen er det for sent.

Styrk den internationale solidaritet! Boykot Israel!