| Fredsbevægelse |
Hvad 10 års "krig imod terror" har betydet for PeruBeatriz Victoria, Peru Tale ved demonstrationen den 20. april foran USA's ambassade Som indledning vil jeg gerne hilse alle de mange folk der er mødt op her i dag foran USA's ambassade. USA's såkaldte "krig imod terror" er ikke uden en vis forhistorie. I 1980'erne begyndte Reagan-administrationen nemlig at benævne revolutionære bevægelser verden over "terrorister". Og det er især efter 11. september, blevet det slagord hvorunder USA-imperialismen og dets allierede er gået i krig for sikre og udbygge deres globale positioner. Denne krig rammer alle dem som sætter sig op imod USA-imperialismen. Det gjaldt og gælder også for den peruvianske revolution som fra og med slutningen af 80'erne, for alvor kom på tværs af USA's interesser i hele Latinamerika. Peru har således været skueplads for USA's terrorkrig i de sidste 10 år. Lad derfor denne tale tjene som et vidnesbyrd om, hvad der i virkeligheden menes, når USA erklærer "krig imod terror". Da det i starten af ´90'erne blev klart at den peruvianske revolution kunne sejre indenfor en overskuelig årrække, overtog USA-imperialismen den direkte ledelse af oprørsbekæmpelseskrigen. En 20-årig plan udvikledes, hvis mål det var at knuse revolutionen. Midlet var tilsløret fascisme, oprettelsen af et militært regime, med en civil maske. Fujimori blev galionsfigur for dette regime, der i virkeligheden styredes mere og mere af CIA-agenten Montesinos. Fujimoris selvkup i ´92 gennemførtes og derpå fulgte angreb på de ubevæbnede krigsfanger, hvoraf omkring 100 blev massakreret. Samtidig hærgede dødspatruljer, med direkte tråde til både Fujimori, Montesinos og Washington selv. Hætteklæde domstole dømte folk uden ret til forsvar. Under CIA's direkte ledelse tilfangetoges føreren af den peruvianske revolution - Formand Gonzalo. Den værste koncentrationslejr siden 2. verdenskrig blev oprettet. I 10 år er Formand Gonzalo blevet holdt i total isolation, uden advokat-, læge- eller familiebesøg af nogen art, uden adgang til medicin, bøger m.m. På trods af at denne vanvittige isolation er forfatningsstridig i Peru og den krænker en række internationale aftaler og konventioner landet har underskrevet, fortsætter isolationen den dag i dag! Men tilfangetagelsen af revolutionens fører, betød ikke revolutionens afslutning. Derfor har den peruvianske stat, under direkte ledelse af USA-imperialismen, udført militærkampagne på militærkampagne siden ´92, hvor de "stjæler, brænder og dræber alt". I disse militærkampagner bomber de landområderne, de tvangsforflytter og genbosætter befolkningen og tvinger bønderne ind i såkaldte "selvforsvarsgrupper", som skal begå massakre på deres egne nabolandsbyer. Finkæmningsoperationer i byerne har resulteret i forsvindingen af hele familier, for den blotte "forbrydelse" at være i besiddelse af nogle løbesedler. New York Times har afsløret at ca. 1/2 mio. peruvianere blev midlertidigt tilbageholdt på blot halvandet år i midten af 90'erne. Dette er ud af en befolkning på 24 mio. mennesker! Lige meget hjalp det. Derfor gennemførte den peruvianske stat i slutningen af 90'erne en militærkampagne med det sigende navn "tilintetgørelse", men den slog, ifølge deres egne talsmænd, fuldstændig fejl. Det blev således i stigende grad klart at Fujimori ikke længere kunne opfylde de mål Washington havde sat sig og da Fujimori samtidig var fuldstændig delegitimeret af brud på egen forfatning, massiv valgfusk, udbredt korruption, våben og narkosmugling, bestikkelse af den såkaldte "opposition" og medierne, mord og tortur på illoyale støtter, inkluderet hans egen kone, blev det besluttet at skifte ham ud. Efter at have tabt sin støtte i Washington flygtede Fujimori til Japan. Montesinos flygtede også, men blev tilfangetaget. Han sidder nu som en anden peruviansk "Noriega" og afventer rettergang. Imens har Washington så foranstaltet, at en ny marionet er kommet til, alt sammen under dække af løgnen om "demokratisk fornyelse i Peru". Men den nye præsident, Toledo, er et fuldblodsprodukt af USA-imperialismen. Han blev som fattig dreng fundet i Peru af en amerikansk NGO, bragt til USA, opdraget, uddannet og formet i yankee-ånden, ansat i verdensbanken og nu altså præsident i Peru. Han har erklæret, at han fortsætter Fujimoris katastrofale nyliberale økonomiske politik, og at han vil "udføre et frontalangreb på terrorismen". Senest var Bush i hovedstaden Lima for at sikre sig fremskridt med disse opgaver, og at det bliver koordineret med resten af Andesregionen. Militærkampagnerne er blevet genoptaget, landområderne bombes på ny. Endnu engang sker dette også som en del af den såkaldte "krig imod narko", der i virkeligheden er en krig imod bønderne, hovedsageligt de fattigste af dem. USA-imperialismen fortsætter sin militære intervention i Peru. På nuværende tidspunkt er den 15. amerikanske militærbase i landet under opbygning og flere vil følge. Derfor genlyder Peru atter af slagordet "Yankees Go Home!", derfor intensiveres folkets kamp og flere inkorporerer sig i folkekrigen ledt af Perus Kommunistiske Parti. Peru er således at finde i fronten af kampen imod USA-imperialismen og dennes såkaldte "krig imod terror", der er en krig imod verdens folk! Lad os i denne anledning forenes om at fordømme
den godt og grundigt. |