Fredsbevægelse
 

Vi forlanger at få vores værdighed tilbage

Af Hanne Reintoft

Tale ved USA's ambassade lørdag d. 12.april 2003 ved demonstrationen arrangeret af 'Ingen krig mod Irak'

En grusom diktator er antagelig borte. En lang periode i et ulykkeligt folks liv med tortur, angst og tvang. Fra mennesker, der er flygtet hertil fra hans rædselsherredømme, kender vi vilkårene både for hans despoti og for de følger den internationale verden har på ført hans sultende og syge befolkning. Ingen kan begræde det regime, men vi kan begræde, at dets afslutning ikke indebærer fred og frihed, men stadig flere bomber og en militær besættelse, der trods floskler om demokrati vil fuldende forræderiet overfor et afvæbnet og hjælpeløst folk.

Der er i Irak så sandelig ikke nogen 4.maj stemning. Borgerkrig truer, kurderne øjner måske endelig befrielse fra århundredes undertrykkelse, men besættelsesmagten har allerede bedyret nabostaten Tyrkiet, at de nok skal blive banket på plads igen. Lovløshed hersker. Tilsyneladende er der ingen plan anden end mere militær magt. Vandforsyninger mangler, hospitalerne har ikke det fornødne udstyr og mennesker forbløder. Infrastrukturen er endnu engang ødelagt. End ikke plan for retsopgøret kan offentliggøres selvom den sikkert foreligger. Ingen taler om et andet væsentligt retsopgør, nemlig opgøret med de stater, der uden om FN har påbegyndt denne grusomme krig.

Det er vor egen afmagt og rædsel, jeg vil tale med jer om, nu hvor vi er sammen, og det er godt at være sammen.
Vi er en krigsførende nation og har et uafviseligt med ansvar for lemlæstede og dræbte børn lige nu og i fremtiden for flere generationer, der kommer til at bære krigens sorg. Kvinder uden elskere - børn uden far. Natlige mareridt, der vil vare resten af de overlevendes liv.
Angst og nedværdigelse fører til skyld, skam, had - en menneskelig tilstand, der ulykkeligvis ikke danner solid basis for udvikling af demokrati, humanisme og kultur.

Selv er vi også fyldt med vrede og rædsel, da ethvert menneske, der kan tænke klart og retsindigt må spørge sig selv om, hvilke veje vi er ved at betræde.
Vi må i de sene nattetimer og midt i dagens travlhed spørge os selv, hvor længe millioner af sultende, uoplyste og undertrykte mennesker bliver ved med at finde sig i den ondskabens akse, som den vestlige verden for dem må udgøre. De slaver på vore fabrikker næsten uden løn. De trues bestandigt af hungersnød og plages af sygdomme, som kunne behandles.
De trues med krig, de udsættes for krig, de møder korruption og bestikkelse, hvis de ikke vil føje sig. Det, vi kalder kristenkorset bliver foragtens kors over deres bøjede rygge.

Vi kan ane gensvaret. Unge med opvækst i flygtningelejre og ghettoer oplever deres liv som umuligt at leve og i brændende had bliver de selvmordspiloter og bidrager til den onde spiral, der udvikler sig med en sådan hast, at vi kommer til at se i øjnene, at handling, omfordeling og respekt må etableres nu.
Hvad gør så vi, der står her sammen med millioner af rettænkende mennesker i klodens store byer.

Kort efter besættelsen skrev Halfdan Rasmussen et digt, han kaldte:

Rene Hænder

Jeg vil dele det med jer.
Jeg lod det onde ske
Og græd for dem, der døde.
Jeg så min bror forbløde og turde intet se.
Min sorg var lys og sval.
Min gråd blev let at bære.
Jeg lærte at begære
Min egen milde kval.
Det onde gik mig nær.
Det ville kun det bedste.
Jeg overlod min næste
At løfte stridens sværd.
Min hånd var ren og svag,
Af sorg og rædsel lammet,
Hvor din var rå og skrammet
Af sejre og nederlag.
Jeg gik den lette vej.
De led og jeg var med dem.
De græd og jeg begræd dem.
Det onde det er mig!

Det vil vi ikke have på os. Det er derfor vi står her. Men vi må ikke lade os nøje med det og blot begære vor egen milde kval. Hver dag, hver eneste dag må vi tage diskussionen og konflikten. Med vennen, kollegaen, med postbudet og buschaufføren.

Vi må tale fredens og demokratiets sag hver eneste lejlighed, vi får til det. Desværre må vi heller ikke tro, at det er nok bare at ønske fred. Krig er politisk lige meget om man kan lide det eller ej. Selv hvis man har besluttet, at man ikke vil deltage i politik, gør man det hvert sekund man er passiv.

Vore politikere skal drages til ansvar. Det gjorde den danske befolkning ved generalstrejken i 1943 og det må den gøre også i dag.

Det nytter heller ikke at forbinde sindets sår ved at trøste sig med den kommende nødhjælp og give en skærv til en nødhjælpsorganisation. Selvfølgelig skal vi alle med det frygtelige medansvar vore politikere har givet os, være med til at genopbygge det, der blev skudt sønder og sammen, være med til at sørge for mad og medicin til de sultende og syge.
Det er både godt nok og nødvendigt. Men det må ikke blive en sovepude. I "Ung må verden endnu være" - romanen om den spanske borgerkrig spotter Nordahl Grieg nødhjælpen. Dens yderste konsekvens, skriver han, er råbet om ligkister - ligkister til Spanien.

Den nuværende krig kan blive begyndelsen til en global magtkamp - til et ragnarok af en størrelsesorden, vi dårligt rummer i vor fantasi.
Derfor er det nu og ikke i morgen, at folkeviljen må sætte sig igennem med et ubønhørligt krav om fred, der hvis det ikke imødekommes, vil få os til at vende os mod dem, der har ført os ud i denne situation.

Moderne våben har gjort krig umulig. Det, der kaldes verdenssamfundet, men er den rige verden mod den fattige, må tvinges til at lære, at forhandling, respekt, retfærdig fordeling af den blodige jords rigdomme er den eneste farbare vej, også selv om det kan koste ændrede levevilkår og overfladisk afsavn. FN må styrkes. Respekten for en international retsorden må genskabes. Vort eget samfund og vore egne politikere skal og må gå i spidsen herfor. Her i et samfund, hvor vi trods alt har fornem tradition for neutralitet og humanisme. Vi forlanger at få vores værdighed tilbage og besættelsen af Irak bragt til ende uophørligt.

- End -