Tale
for fred i IrakAf Jan Guldmann
Afdelingsformand
SID-Grafisk,
Randers/Århus afdeling
Tale ved fredsdemonstrationen
i Randers, lørdag den 12. april 2003. Hvert sekund fødes
et lille barn et eller andet sted i verden. Ethvert af disse små børn
bliver bragt til verden med glæden over at have skabt liv. Historien er
ikke forskelligt fra land til land eller fra rig til fattig, men overalt mødes
det lille barns velkomstskrig til den nye verden med smil og glæde.
Dette
uanset det sker i Danmark, i USA, i Afrika, Asien eller i Irak.
Hvem har ikke
oplevet glæden som forælder eller bedsteforælder ved at mærke
den nyfødtes lille hånd lukke sig omkring sin finger eller med tårer
i øjnene oplevet barnets første smil eller lyde.
Disse små
børn, der senere vokser op og i den grad bestemmer vores hverdag fordi
de er vores et og alt - og senere i voksenlivet selv bliver forældre til
små børn og på den måde sikkerhedsnettet for en nyt barns
liv. Et sikkerhedsnet, der hvis det fjernes, skaber dybe ar hos det barn, som
ulykkeligvis mister en af sine forældre. I dette øjeblik -
lige nu - mens vi står her på en fredelig plads i Randers - er Danmark
som deltager i en krig i Irak vidne til, at små hænder mister sin
varme, de små hænder bliver kolde efterhånden som livet ånder
ud og forældre mister på denne måde deres elskede børn.
Vidne
til at andre børn mister deres ståsted i tilværelsen ved at
se sine forældre blive slået ihjel.
Andre igen - børn og
voksne - slipper med livet i behold, men lemlæstes på det frygteligste.
Alt
dette - fordi et mindre antal lande i den vestlige verden har valgt at følge
USA´s enegang - og derfor nu i flere uger har sendt i tusindvis af fly ind
over irakiske byer, hvor de har smidt deres tonstunge last af bomber ned blandt
det irakiske folk med tusinder af dræbte og lemlæstede til følge. De
soldater, som smider bomberne og holder maskingeværerne har også selv
været små elskede børn og er det fortsat for deres stadig levende
forældre og mange er i dag selv fædre, elsket af deres koner og egne
børn.
Hvorfor er de så i krig - sendt af sted af deres regeringer
?
Fordi de er brikker i et større spil - et spil uden følelser
og hvor den store risiko en krigsdeltagelse uvægerligt medfører,
ikke er offentlig - og hvorfor ikke ?
Fordi det vil betyde en større
modstand mod USA´s krigsdeltagelse og derfor begrænses også
oplysninger om dræbte soldater til en minimum.
Alene fordi man ved, at
store tabstal vil vende den offentlige stemning og standse krigen på samme
måde som man oplevede det ved Vietnam-krigen - og derfor forties sandheden. Vi
ved fra Danmarks deltagelse i krigshandlingerne i det tidligere Jugoslavien, hvordan
tab af danske soldaters liv kan vende befolkningen mod yderligere krigsdeltagelse
- fordi døden pludselig bliver nærværende og krigen ikke kun
noget vi ser i fjernsynet og som ikke rigtigt vedrører os. Man kan
spørge sig selv om vi danskere da fra starten blot er onde mennesker uden
følelser ?
Svaret vil være et nej.
Men vi er ulykkeligvis
ofre for at nogle ganske få politikere - valgt af befolkningerne i de enkelte
lande - desværre på folkets vegne har vedtaget at vi skal deltage
i denne krig.
Det er som om disse politikere ikke lever i vores verden - men
i stedet lever i en verden præget og styret af interesser.
Styret af
storpolitik, af målet om at sikre rigdom og vækst til sig selv og
sine nærmeste og af ideologiske holdninger, der ene og alene passer i deres
eget verdensbillede.
Desværre har vi som befolkning givet dem magt som
de har agt.
Desværre har de taget sig lov til - med eller uden
accept af den enkelte indbygger - og for Danmarks vedkommende fra starten med
et flertal af befolkningen imod sig - mulighed for at træffe beslutninger,
som medfører død og lemlæstelse for mennesker i Irak.
Dette
billede gentager sig fra land til land - viser at der hele tiden har været
og fortsat er en stor folkelig modstand mod at man skal deltage i en krig, der
som eneste sikre slutresultat vil medføre død og lemlæstelse
blandt den irakiske befolkning.
Heldigvis har et stort flertal af verdens nationer
tager afstand fra krigsdeltagelse, men ulykkeligvis har enkelte lande - og heriblandt
Danmark - deponeret sin egen anstændighed og har følgagtigt fulgt
Bush og Blair i deres nærmest personlige krig mod Saddam Hussein. Er
vi, som tager afstand fra de lidelser som krigen medfører, så tilhængere
af Saddam Hussein ?
Nej, på ingen måde.
Vi tager til gengæld
på det kraftigste afstand fra den terror han gennem mange år har udvist
overfor den irakiske befolkning, men det får os dog ikke til at se det humane
i, at vi med bombemaskiner og maskingeværer skal slå den samme befolkning
ihjel. Vi er blevet tudet ørene fulde med at Saddam Hussein og Irak
skulle være i besiddelse af biologiske masseødelæggelsesvåben
og vi nægter ikke at dette skulle kunne være tilfældet om end
det heller ikke er bevist.
Det er dog et faktum, at de desværre tidligere
er blevet brugt imod den kurdiske befolkning i landet uden at det dig på
dette tidspunkt gav anledning til USA´s store hjælp til de ramte kurdere.
Det
er også et faktum, at USA selv har leveret mange af de våben Irak
de sidste 20 år har været i besiddelse af.
Våben som USA
selv har givet Irak med den samme Saddam Hussein ved magten - og ikke fordi Saddam
Hussein på daværende tidspunkt var en bedre person, men alene fordi
han på det tidspunkt kunne være USA behjælpelig i landets magtkampe
mod Iran og det tidligere Sovjetunionen. USA's moral har altid været,
at hvis man selv fandt det endelige mål formålstjenligt for dem selv
- ja, så fandt man også den nødvendige magtanvendelse og brug
af de frygteligste våben som værende acceptable.
Var det til ugunst
for dem selv - ja så var den samme magtanvendelse og de samme våben
en trussel for verdensfreden og man havde ret til at udrydde dem.
En sådant
mangel på menneskesyn og en sådan dobbeltmoral, et sådant fordærv
og en sådan selvforherligelse kan vores verden ikke fortsat overleve. Alle
lande er med i FN fordi vi her gennem tale kan afklare tingene i stedet for vi
hvert land gennem magt starter sine egne krige.
Også her lader USA, England
og Danmark hånt om de aftaler FN bygger på og har på trods af
modstand fra FN blot startet sin egen krig ude fra devisen - er de andre med os
går vi ind for flertalsbeslutninger.
Er de ikke enig med os - så
er de blot dumme og vi går enegang.
En holdning - eller mangel på
samme - uden sidestykke i FN's historie. Derfor tager vi kraftig
afstand fra denne og tilsvarende krige.
Derfor tager vi afstand fra at et ganske
lille flertal af det danske Folketing har taget den danske befolkning som gidsler
og gjort Danmark til krigsdeltagende part.
Derfor deltager vi i dag - sammen
med befolkninger verden over i antikrigsdemonstrationer for at udvise vores solidaritet
med de uskyldige ofre for de igangværende krigshandlinger.
Krigshandlinger,
der ikke har udsigt til at stoppe foreløbelig, men vil fortsætte
lang tid endnu med et endnu ukendt, men stort antal af ofre til følge.
Scenerne
fra TV og dagspressen der viser det totale anarki, hvor plyndringer og ødelæggelse
netop nu præger Irak, uddyber blot den lavine af katastrofer man med krigen
har sat i gang. Vi kan ikke enkeltvis stoppe denne menneskelige katastrofe,
men sammen kan vi gøre en forskel ved at mødes til demonstrationer
som denne og ved at vedblive med at tage initiativer, som viser vores protest
og igennem en verdensomspændende indsats sammen gøre forskellen. Samlet
kræver vi, at dansk fagbevægelse og de danske politikere tager alle
mulige initiativer til at få krigen stoppet - herunder at sørge for
afholdelse af aktionsdage, der kan samle hele befolkningen. Herudover kan
vi hver især give vores egne personlige bidrag gennem en økonomisk
støtte til brug for hjælp til den hårdt ramte civilbefolkning.
Hvis
blot halvdelen af Danmarks befolkning ved den store indsamling i aften giver et
bidrag svarende til værdien af en pakke cigaretter kan vi indsamle 100 mill.
kroner.
Alle bidrag - protester som økonomiske - betyder noget.
Fortsæt
derfor også fremover med at yde dine personlige bidrag - så kan vi
sammen gøre en forskel og være med til at skabe en bedre verden. Jeg
vil derfor tillade mig at slutte med at udtrykke vores samlede sympati og lovning
på hjælp og opbakning til det irakiske folk som netop nu lider under
følgerne af en krig de ikke selv hverken har ønsket eller igangsat,
men hvor de alligevel er dem, som må bære de største tab. -
End - | 