Aktioner
 

Tanker fra Vestre Fængsel

Af Rune Eltard-Sørensen
pt. Vestre Fængsel

Da den danske regering, imod den danske befolknings vilje, valgte at deltage militært i USA’s imperialistiske krig mod Irak, blev den internationale ”krig mod terror” et dansk anliggende. Fra da af var vi gået fra blot at være tilskuere til den amerikanske statsterror, til aktivt at deltage i den.

Forestillingen om at terror udelukkende er et fænomen praktiske af gale og desperate enkeltindivider, er utilstrækkelig og naiv. For det første er langt de fleste terrorister finansieret eller beskyttet af stater. For det andet er denne ensidige fokusering på påstået individuel terror med til at flytte focus fra den mest udbredte og farligste form for terrorisme, nemlig statsterrorisme.

Terror, defineret som, med vold og magt, at skræmme en civilbefolkning, for at kunne opnå politiske eller religiøse mål, er en integreret del af enhver krig. Krigen mod Irak er da heller ingen undtagelse. Saddam Hussein er, som mange af sine håndlangere, gået fri, mens den irakiske civilbefolkning betaler prisen for endnu et korstog.
Erkendelsen af, at krigen mod Irak reelt er et angreb på civilbefolkningen, er ingen humanistisk abstraktion, men en nøgtern identificering af en krigs natur.

At krigen mod Irak skulle være udtryk for en hidtil uset og helt unik form for ”demokratisk terrorisme” er, udover at være en selvmodsigelse, direkte løgn. Et flertal af verdens befolkning er imod krigen eller finder den enten unødvendig og/eller umenneskelig. At den amerikanske og danske regering skulle kunne opveje det åbenlyse demokratiske underskud er en joke. George W. Bush er præsident på grund af valgfusk, og Fogh og co. havde ikke kun et snævert folketingsflertal bag sig, men også flertallet af den danske befolkning imod sig.

Men magt giver ret i den nye post-11. september verdensorden. Ligesom krig kaldes frihed kaldes terror for demokrati. Vi befinder os i en George Orwellsk virkelighed hvor den blodige og demagogiske permanente ”krig mod terror”, er blevet synonym med frisind, humanisme og demokrati.

Sandheden er som sagt krigens første offer. Men vi er mange der ikke vil spises af med, endsige forholde os passivt, til magthavernes presse-briefings om verdens gang. Kald det bare ungdommelig idealisme, men vi vil ikke se passivt til mens vore brødre og søstre dræbes for at udvide det amerikanske imperium.

Vores maler-happening på Christiansborg d. 18/3 er blevet kaldt udemokratisk og bliver af myndighederne takseret som vold. For at noget kan kaldes udemokratisk og voldeligt må det have et modstykke som kan defineres som demokratisk og fredeligt.

En danske deltagelse i krigen mod Irak er hverken demokratisk eller fredelig. Den er terroristisk og voldelig. Vores happening var bevidst ikke-voldelig og et råb, et krav om fred og respekt for det fredselskende flertal i Danmark, Europa og verden.

Ligesom et eventuelt malingkast mod Hitler og Goebbles i starten at 40’erne, historisk set ikke ville blive betegnet som udemokratisk vold, men en legitim handling mod vold og terror, ja så vil den også frikende os.

_____________________

ARKIV TIDLIGERE AKTIONER