Besætterne
ud af Irak! Støt det irakiske folks modstand! Udtalelse
fra Komiteen for et Frit Irak i anledning af den internationale demonstrationsdag
den 20. marts 2004 - årsdagen for krigen mod Irak I dag,
den 20. marts, er det præcis et år siden, at den danske regering,
i åben foragt for folkeretten, den danske grundlov og befolkning, sammen
med USA og få andre amerikanske lydregimer angreb Irak. Over for hele verden,
der i de største fredsdemonstrationer nogensinde protesterede imod deres
krigsplaner, påstod Bush, Blair, Fogh m.fl., at Irak besad masseødelæggelsesvåben,
havde forbindelser til Al-Qaida og ikke samarbejdede med FN. I dag kan vi
konstatere, at intet, absolut intet, af det, som disse regeringsledere sagde,
var sandt. De løj bevidst og sendte mere end 20.000 præcisionsbomber,
240.000 klyngebomber, 10.000 ikke-styrbare missiler og over 800 Tomahawk-missiler
ned over en uskyldig irakisk befolkning. Tusinder af irakere døde og lemlæstedes.
Og ingen kender det præcise tal for dette kyniske massemord. Som den amerikanske
general Franks har udtrykt det: Vi tæller ikke de døde.
Alle regeringer, herunder den danske, der har støttet krigen, er krigsforbrydere
og burde her og nu sidde foran en Nürnberg-domstol. I dag fortsætter
krigsløgnene. I Irak er der kommet demokrati og frihed, siger
Fogh som et ekko af Bush og Blair. Men kendsgerningen i Irak er en brutal besættelse,
hvor mistænkelige irakere nedskydes i flæng, hvor der
er mangel på alle basale fornødenheder, hvor arbejdsløsheden
er nået 70 procent og større end aldrig før, hvor bortførelser,
voldtægter og drab hører til dagens orden, og hvor titusinder af
irakere mistænkt for at tilhøre eller sympatisere med modstandsbevægelsen
holdes indespærret uden rettergang. Tortur er udbredt i fangelejrene, og
mange irakere er allerede døde som følge heraf. Med floskler
om genopbygning er den irakiske stat blevet opløst, og dens
opgaver løses nu af firmaer fra de lande, der har besat Irak. Den irakiske
olie flyder igen, og indtægterne går i den såkaldte Udviklingsfond
for Irak, der kontrolleres af besættelsesmagten. Et gigantisk væbnet
røveri finder sted, hvor Iraks værdier røves, og flertallet
af irakerne ender i fattigdom. Og den reaktionære Fogh-regering er
med i det hele. I Irak befinder sig mere end 500 danske besættelsestropper,
som allerede har myrdet flere civile irakere og betalt sig fra deres mord ved
at misbruge de fattige pårørende. Imens flokkes rovgriske danske
firmaer om Irak. De har allerede fået ordrer for mere end 1,5 milliarder
kroner på grund af den danske deltagelse i aggressionen mod Irak. Det
er på denne baggrund, at det irakiske folk gør modstand mod besættelsen.
Og besættelsesmagten, der ophidser til etnisk og religiøst had og
borgerkrig for at splitte det irakiske folk, fører terrorkampagner mod
alle modstandere af besættelsen, som den kalder Saddam-tilhængere
og terrorister. Det er løgnagtig propaganda af samme skuffe
som før krigen. Realiteten er, at modstanden mod besættelsen
er udbredt, folkelig, mangesidet og voksende og omfatter alt lige fra sit-ins
over demonstrationer til væbnede angreb mod besættelsesmagten, dens
institutioner og kollaboratører. I henhold til international lov har det
irakiske folk ret til såvel civil som væbnet modstand mod besættelsen.
Og det har mere end 35 års erfaring hermed: I 1958 kulminerede årtiers
folkelig modstand mod Storbritanniens besættelse og udplyndring af Irak
med det britisk støttede monarkis fald. Det irakiske folk blev herre i
eget hus og begyndte en selvstændig udvikling med store sociale fremskridt
i kraft af indtægterne fra olien, der blev nationaliseret i 1972 og aldrig
siden før nu har været på udenlandske hænder. Den
30. juni i år vil magten blive overdraget til irakerne, siges det. Fakta
er, at amerikanerne udskifter deres indsatte Regerende Råd med en ny, suveræn
quislingeregering, der skal fungere som en demokratisk fernis over en grusom besættelse,
der ikke kan afsluttes til fordel for det irakiske folk ved hjælp af et
amerikansk redskab som FN. FN har accepteret besættelsen og gennem de over
12 år lange økonomiske sanktioner mod Irak været direkte skyld
i omtrent to millioner irakeres død. Vi er imod besættelsen,
krigens forlængelse. Derfor støtter vi også det irakiske folks
retfærdige modstand mod denne besættelse og dens arkitekter, den amerikanske
imperialisme og zionismen, som sammen vil påtvinge Mellemøstens folk
deres diktat. Den irakiske modstand er en stor støtte til alle folk i verden,
som kæmper for deres befrielse fra imperialismen, der med krigen mod
terror forsøger at styrke og forlænge sit system baseret på
krig og udbytning. Vi ønsker det irakiske og alle verdens folk sejr, et
befriet Irak. Besætterne ud af Irak Danmark
ud af Irak! Demokrati, frie valg og selvbestemmelse er umuligt under besættelse! Støt
det irakiske folks modstand! Komiteen for
et Frit Irak
http://www.fritirak.dk/
20. marts 2004
|