Krigens konsekvenser er ikke mere modbydelige
end dens årsager

Af Omar Bibi

Tale på Rådhuspladsen ved Nej til krigs demonstration mod krig og besættelse
lørdag den 20. marts 2004

Hvis nogen har ret i, at krig blot er politik ført med andre midler, må vi alle stoppe op og spørge:

1. Hvilken politik går så forud?

2. Hvad, i denne politik har ført til krig?

Når vi stiller spørgsmålene på denne måde, flyttes fokus fra selve krigen. Og pludselig står ingen af os længere på sidelinjen og kan betragte krigen. Vi er en del af spillet. For vi er del af den politik, der er gået forud.

Vi erklærer jo, at vi er en del af verden. Hvis vi er det, har vi også et ansvar til at beskæftige os med hvordan verdenssystemet hænger sammen. For det er jo her den politik udfolder sig, som fører til krig.

Det betyder også, at den vigtigste krigsmodstand er den, der udfoldes før krigene bryder ud - derfor er vi alle aktører - ikke kun medfølende og magtesløse tilskuere.

Hvad er det så for en politik, der føres i vores verdenssystem? Det er en politik, som skaber og genskaber det, man kalder strukturel ulighed. Et herligt ufølsomt udtryk, der ikke desto mindre dækker over:

" at 1/3 af jordens befolkning ikke har adgang til rent vand og tilstrækkeligt at spise,

" at 15 % af jordens befolkning sidder på 82 % af den samlede produktion og forbrug af naturressourcer,

" at 1/3 af jordens voksne befolkning er underbeskæftigede eller helt uden reelt eksistensgrundlag,

" at de rigeste 15 % af jordens befolkning accepterer, at deres regeringer gør alt for at forhindre, at den fattigste 1/3 udvikler deres egen produktion, sælger deres produkter på lige vilkår, og bruger deres indtægter til at skabe social tryghed, ordentlige sundhedsforhold osv.

Og så kunne jeg blive ved med at citere fra UNDP's rapporter gennem de sidste 10 år. Men det tjener ikke noget formål. Dette må være tilstrækkeligt - altså at konstatere, at strukturel ulighed betyder, at en ganske bestemt del af verdens befolkning i verdenssystemet kun kan leve i velfærd og overforbrug, fordi en endnu større del af verdens befolkning holdes ned i dyb fattigdom

Og hvad værre er - indenfor de rige lande i verdenssystemets strukturelle ulighed - findes der endnu en strukturel ulighed. De rige er blevet rigere, og de fattige fattigere.

Det er dette dobbelte globale strukturelle ulighedsforhold - at politikken den ene gang efter den anden slår ud i krig og terror. Ikke fordi nogen sidder og planlægger det som en anden dæmon, men fordi krig er nødvendig.

Når Israel som den strukturelle uligheds yderste forpost opnår grønt lyst til at tyrannisere det palæstinensiske folk og berøve det enhver form for normalt liv. Og når reaktionære og korrupte arabiske regimer i ly af Mellemøstenkonflikten slår ned på enhver opposition, holder befolkningerne i et jerngreb, trækker alle storslåede traditioner i sølet - hvordan kan vi så blive forbavset over, at folket går i krig med de midler, der er.

Når afrikanske regimer trues af social revolution på grund af deres befolkningers fattigdom og nød erklærer krige eller kaster sig i borgerkrige - næret af kolonialismens vilkårlige grænsedragninger - bliver vi vidne til blodige krige og borgerkrige. ,som er herligt ligegyldige indtil det punkt, hvor de truer eller udfordrer verdensordenen.

Der og først der sætter den rige verden grænsen. Påkalder sig hensynet til demokrati og menneskerettigheder. Indkalder FN's sikkerhedsråd for at få autoriseret militær intervention.

Om det er i Rwanda, Congo, Kashmir, Bolivia, Colombia, Vestbredden, Afghanistan, Bosnien, Kosovo eller nu sidst Irak, er det det samme mønster, vi ser.
Forarmede og socialt sønderrevne af den specielle form for kapitalisme, som vi med et drømmende og fortryllende udtryk kalder globalisering, kommer de ud i borgerkrig eller skaber de bindegale diktatorer, som for at holde sig ved magten forfølger en ekstrem nationalisme - gennemfører etnisk rensning. Det vokser altid ud af fattigdom og social tilbagestående - i den udstrækning der ikke er udsigt til nogen alternativer - i den udstrækning magtesløsheden trænger ind som livsform. Og det er præcis det vestens enorme militærmaskine og økonomiske dominans nok skal sørge for at holde i live.

Når den Israelske stat i årtier har og kunne holde det palæstinensiske folk nede, indgå rådne aftaler med de arabiske diktatorer, eller bygge en mur, der sønderlemmer palæstinensernes land og fratager dem enhver reel mulighed for en fremtid - så sker det kun - og kan kun ske, fordi det rige vesten accepterer det. Det er det rige vesten, der holder liv i den kunstige israelske stat. Giver den store kreditter og fordelagtig adgang til de vestlige markeder. Den samme adgang som nægtes mange ulande.
Eller sagt på en anden måde. Hvis vi virkelig gør os den ulejlighed at hæve os op over de brændende anråb om menneskerettigheder og demokrati og vores selvgode dæmonisering af de diktatorer, vi selv har skabet - må vi komme frem til en mere nøgtern konstatering:

At de krige der føres i dag - både dem vi selv er med i - og dem vi er vidne til og fordømmer - er vokset ud af en samlet politik, der i et og alt går ud på at holde det verdenssystem sammen, som bygger på en grundlæggende strukturel ulighed.

Og vil vi krigene og terroren til livs - må vi vende os mod den politik, som skaber krigene. Og den politik er vi selv en del af.

Heldigvis vil jeg sige! For så har vi også kollektive handlemuligheder. Når problemet ikke ligger i etniske gener, i religion, kultur eller hos bindegale diktatorer, klanleder eller religiøse fanatikere i USA - men i den måde vi har indrettet verden og vores egne nære samfund på - ja så kan vi også handle.

Årsagerne ligger ikke uden for os selv - vi er en del af dem!

Når vi således står her i dag for at udtrykke vores modstand mod krig og undertrykkelse i Irak eller på Vestbredden - må vi i morgen være at finde i kampen mod de politiske kræfter, der for hver dag øger den sociale ulighed i Danmark - i USA og i hele verden.

Vi må se os om efter folkelige oprør og modstand mod fattigdom og nød og være med til at give denne modstand stemme - også i det daglige - og ikke kun, når blodet flyder.

Når tusindvis af aktivister verden over samles i World Social Forum eller i andre antikapitalistiske bevægelser i deres krav for social retfærdighed, ægte demokrati og retten til at værne om alle folks elementære rettigheder - er det vores forpligtelse i morgen - at bære det ind i vores egen hverdag.

Og spørge vores egne politikere - vores egne faglige ledere - vores egne partier, hvornår de er færdige med festtalerne og begynder at tage parolerne om social retfærdighed, frihed og demokrati alvorligt!

For det hjælper ikke at græde og holde et minuts stilhed efter 11/3 eller 11/9, eller vende os bort i hjertesorg over krigens og terrorens meningsløse rædsler - hvis vi ikke siger stop til den voksende globale ulighed.

Og vi kan ikke undvige denne stillingtagen ved at henvise til globaliseringen som en umenneskelig naturkraft. Den er skabt af mennesker og holdes i sin nuværende form politisk i live af ganske bestemte regeringer, der fører en ganske bestemt politik, som tilgodeser ganske bestemte politiske, økonomiske, sociale og kulturelle interesser:

Som i korthed går ud på at bevare det nuværende verdenssystem, der privilegerer de få og forarmer de mange.

Så hvis vi afskyr krig - må vi lære at elske den politiske kamp for at stoppe den politik, der leder til fattigdom, undertrykkelse. For det er i denne sump, den moderne krig og terror har sit udspring. Ikke i syge menneskers hoveder.

Krig er en menneskefjendsk politiks janusansigt!

Omar Bibi er palæstinenser, bosat i Odense - og socialdemokrat.

- End -