Fredsbevægelse
 

Træk de danske soldater ud af Irak NU

Udtalelse fra landskonferencen i Nej til krig den 23. april 2004



www.nejtilkrig.dk

Anders Fogh Rasmussen løj, da han erklærede, at 'vi ved at Saddam Hussein besidder masseødelæggelsesvåben' - fordi han ville i krig sammen med Bush og Blair.
Han løj, da han fortalte, at de danske soldater deltager i 'genopbygningen' af et Irak, som er 'frit' og 'demokratisk'. Han løj, da han fortalte, at irakerne modtog krigskoalitionen og dens soldater som befriere.

De sidste ugers folkelige modstand i Irak viser, at det ikke er desperate og isolerede grupper, som bekæmper besættelsesmagten og det amerikansk-indsatte regeringsråd.
Modstanden har bred folkelig opbakning fra irakerne på tværs af religiøse og politiske skel. De vil have besættelsesmagten ud, som de tidligere har jaget engelske kolonialister ud.

Det amerikanske militære svar har været brutalt. Alene massakren i Falluja har kostet over 700 irakere livet, mange af disse kvinder og børn.
Krigskoalitionen bekriger og terroriserer nu de irakere, den sagde, den kom for at befri.
Det er skammeligt, at det sker med dansk bifald og lydig deltagelse.

'Genopbygning' og 'demokrati' er hule fraser. Den nye spanske statsminister har taget konsekvensen og trækker de spanske tropper ud inden for tre uger. Den tidligere norske statsminister Jagland siger, at grundlaget for udsendelse af norske soldater - ønsket om stabilisering og demokratisering - er væk, og opfordrer til at de trækkes ud af Irak snarest.

Den danske regering bør følge dette eksempel - og Socialdemokratiet og De Radikale, der har stemt for de danske soldaters deltagelse i besættelsen, bør erkende, at det var en fejltagelse, og støtte kravet om øjeblikkelig tilbagetrækning.

Irakerne er ofre for en illegitim angrebskrig. Den besættelse, der fulgte efter Saddams fald, er ikke mindre ulovlig ifølge international ret.

International ret giver ofrene for aggressionskrig og ulovlig besættelse ret til at bekæmpe besættelsesmagten.
Og ifølge samme internationale ret er anstiftere og deltagere i en sådan ulovlig krig og besættelse krigsforbrydere - og forpligtede til at yde krigsskadeserstatninger.

Bush og Blair prøver at få FN til at overtage ansvaret for besættelsen. Men de ønsker ikke at afgive den reelle kontrol over Irak, blot at bruge FN som dække. FN vil blot blive opfattet af irakerne som USA's og koalitionens forlængede arm - og modstanden vil fortsætte.

Der er kun én løsning i forhold til en ulovlig aggressionskrig: at besættelsesmagten trækker sig ud og overlader irakerne deres land og lader dem bestemme deres egen fremtid.
Vi kræver derfor at de danske tropper trækkes hjem nu og vil igangsætte en kampagne for dette krav.

- End -