Fredens duer, flyv...

Af Omar Dhahir

Tale af Omar Dhahir, bestyrelsesmedlem i Komiteen for et Frit Irak, på Rød 1. maj i Munke Mose, Odense

Fredens duer, flyv.. flyv
Fra Moskva til Beijing.
Over Sofia og Berlin.
Fly over os, flyv.. flyv
Fredens due, lev og flyv.

Det er et afsnit fra en af de mange håb-, liv- og kærlighedsfyldte sange, som et progressivt folk sang 1. maj, efter det blev befriet. Det var i 1959.
Arbejderklassen i mit fædreland havde den 14. juli året før, dvs. 1958, lagt hele sin vægt ved siden af et revolutionært statskup, som afsluttede briternes kolonimagt i Irak.
På trods af at den var forholdsvis lille og ung, gjorde arbejderklassens principper sig gældende.

Jeg husker som barn stemningen ved den enorme demonstration, som min egen lille by oplevede den dag. En hel generation åbnede øjnene for et liv præget af lighed, udvikling, demokrati, frihed og gejst for livet. Det var et land, der sprang ud af middelaldrenes Mellemøsten og befandt sig pludselig i samme båd med alle verdens andre lande, interesserede sig for Beijing og Moskva, og knyttede sig sammen med folk i Berlin og Sofia.

Det var ingen overraskelse, det var jo arbejderklassens ånd, det var arbejderklassens visioner, principper om broderskab, internationalisme, og det var arbejderklassens livsfilosofi.
Det var ikke kun os. Husk bare, at om sommeren samme år, 1959, tilsluttede endnu et folk - denne gang på den anden side af kloden: Cuba - sig arbejderklassens march mod en fremtid, baseret på retfærdighed og anstændigt liv for hele verdensbefolkningen.
Det var under arbejderklassens flag, at irakerne følte, at de var i samme båd som cubanerne, algerierne, med Patrice Lumamba i Afrika, og senere med vietnameserne.

Under arbejderklassens banner var vi alle sammen brødre, frihedskæmpere og lige. Den verden, som arbejderklassen sigtede på at skabe for alle, krævede at vi alle på lige fod skulle bidrage til.
Vi var klare over, at vejen til den fremtid, vi ønskede, slet ikke var strøet med blomster. Vi var klare over, at alverdens reaktionære kræfter, imperialismen, de feudale, uvidende ayatollah'er og alle dem med de indre svinehunde, samledes og indgik i alliance med henblik på at kvæle arbejderklassens drømme.

Kære venner.

Det skete desværre. Vi tabte nogle kampe. I ved, at når arbejderklassens fjender sætter sig imod udvikling og fremskridt, tillader de sig at anvende de mest grusomme midler og metoder, selv om de døgnet rundt taler om demokrati.
De tillader sig at dræbe, udføre tortur og fortælle løgn, selv om de stiller op som menneskerettighedernes vogtere. Nogle steder druknede de os i blodbad, andre steder satte de os under FN-sanktioner, og endnu andre steder udførte de farcer, som de kalder demokrati.

Desværre. Selv i Moskva og Beijing mistede den forurettede arbejderklasse grebet om flaget. Og her i Vesten hører man, at klassesamfundet er noget fra fortiden; der findes simpelthen ikke længere klasser.
De ved godt, at de vestlige samfund – som de altid har været – er klasseopdelte. De ved, at når der er rige og fattige, så er der klasser. De nægter måske ikke, at der millionærer og milliardærer i de vestlige samfund. De påstår bare, at arbejderklassen er forsvundet. Arbejderne holder jo aktier; de bliver aktionærer i de fabrikker, firmaer og virksomheder, hvor de arbejder.

Ja, de kan sige, hvad der behager dem. I den virkelige verden er det ikke, hvad kapitalisterne påstår der er vigtigt. Det er, hvordan arbejderklassen og den bredde befolkning har det. Vi kan mærke det herhjemme, hvordan kapitalisternes regering efterhånden kører økonomien i retningen af mere for de allerede rige og mindre for de allerede svage .

Arbejderklassen forsvinder ikke, tværtimod. Nu har verdens befolkning bedre beviser for, at arbejderklassen er en bedre garant for en bedre fremtid.
Arbejderklassens principper, visioner og ambitioner er så levende som de altid har været siden begivenhederne i Chicago i 1890erne.

Alternativet til arbejderklasens optimistiske internationale, fredelige og progressive holdninger ser vi i dag: Krige, besættelser, massakrer, fattigdom, misbrug af børn og kvinder ikke kun på arbejdsmarkedet, men i sexindustrien, som med kapitalismens velsignelse blomstrer over hele verden.

I Mellemøsten er alternativet en tilbagevenden til den mørkealder, hvor de uvidende ayatollah'er med deres middelaldermentalitet i alliance med de meste grådige og røveriske kapitalister har gjort livet sort for millioner af mennesker, især kvinder.

I 1959 fik Irak sin første kvindelige minister. Kvindernes rettigheder gik fremad. I dag vil ayatollah'erne under besættelsen og med amerikanernes, briternes og selvfølgelig danskernes velsignelse tvinge pigerne til at opholde sig i haremafdelinger på universiteterne. Piger og drenge må ikke sidde sammen i timerne og modtage viden. Det er kapitalismens seneste demokratiske tilbud til befolkningen i Mellemøsten.

Middelalderen og kolonialismen er vendt tilbage.
Men vi - de røde - vender også tilbage og synger igen, ikke kun for Moskva og Beijing, men også for de dræbte og sårede i Falluja og for de arbejdsløse og de fængslede i Ramallah og Jenin.

Fredens duer, flyv.. flyv
Fra København og Fyn.
Tag vores hilsener og flyv
Til i Falluja og Jenin.
Snart vender vi tilbage,
Lyser mørket som et lyn.
Fly over os, flyv.. flyv
Fredens due, lev og flyv.

- End -