Besat af besættelsen

Nanna C. Rohweder
URBAN 4. maj 2005
Originalartikel her

I aften er det nøjagtig 60 år siden, at Danmark blev befriet fra nazisterne. Jubilæet er vigtigt, for om få år er der måske ikke flere mennesker tilbage, der selv har oplevet den sidste store verdenskrig. URBAN har talt med tre modstandfolk, der stadig kæmper for friheden.

Modstandsfolkene Frede Klitgård (forrest), Ib Ohlsen Hansen og Tove Malmer glemmer aldrig deres oplevelser fra krigen og kæmper stadig for fred i verden.
FOTO: Niels Ahlmann Olesen

De var i 20'erne, da Danmark blev befriet. I dag er Frede Klitgård 82 år, Ib
Ohlsen Hansen 79 år – og man spørger ikke om en dames alder, men Tove Malmer er samme generation.
De var aktive i modstands–kampen under krigen, og de betalte alle den berygtede
store pris.

»Det har været så tys-tys med frihedskampen. I flere år har vi været nogle
forfærdelige mennesker, der bare skød folk, nu begynder de nye unge historikere
at ændre på det,« indleder Tove Malmer.
Hendes egen mands personlige historie gik paradoksalt nok op i røg, da han af
bitterhed smed sine dagbøger fra koncentrationslejren i hjemmests kakkelovn.
»Jeg kan ikke hamle op med de store stærke tømmerlærlinge mere,« bekendte han i lænestolen, langt tid før sin pensionsalder.

Han blev fanget og udleveret af det danske politi tilbage i 1943 efter den
danske regering havde opgivet regeringsmagten 29. august. Han bad det danske
politi om at lade ham gå, men med ordene ‘kommunistsvin' blev han først smidt i
Vestre Fængsel og senere deporteret til et tysk fængsel.
»Det var en psykisk og fysisk nedbrudt mand, jeg fik hjem efter befrielsen,«
husker den tidligere radiovært på Folkets Radio, Tove Malmer.

Fogh misbruger historien

Er der en grund til at fejre 60 års jubilæet i dag?
»Her omkring 60-årsdagen er der sket nogle ting med historieskrivningen,« mener
Ib Ohlsen Hansen optimistisk.
»Jamen, alt det dér er ikke nyt. Det uhyggelige er, at det bliver ved. Hele
bunken bliver vendt hver femte år, når nye generationer kommer til. Det er
meget lidt, der bliver tilført,« afbryder Frede Klitgård.

»Jamen, jeg synes, at der er masser at fejre. Jeg mener, at frihedskamp er
eviggyldigt. Nu er det ikke så aktuelt i Danmark som andre steder. Det negative
er, at statsministeren takker modstandsfolk – hvilket vi indkasserer med stor
glæde, fordi det er første gang – men bagsiden af medaljen er, at han udnytter
det til en militaristisk propaganda og mener, at Danmark skal være
besættelsesmagt i Irak. Og det tager vi afstand fra. Vi står urokkeligt på
fredens side. Og vil altid vende os imod ulovlig krig,« fortæller formanden for
Modstandsfolkenes Fællesfond.

I Danmark har vi stadig nynazistiske bevægelser. Bekæmper I dem ?
»Ja det gør vi af al kraft stadigvæk. Vi demonstrerer.«

Fanget i bureaukrati
Der er ingen tvivl om, at Frede Klitgård og hans resterende fæller gør, hvad de
kan for at udnytte deres ytringsfrihed, og deres indre flamme brænder stadig.
Overalt i Frede Klitgårds hjem ligger der bunker af pamfletter, bøger,
tidskriftet ‘Håndslag' – der omhandler de fem forbandede år – og ikke mindst
sager, der skal behandles af arbejdsmarkedsstyrelsen.

Ib Ohlsen Hansen får for eksempel kun halvdelen af den ydelse, Frede Klitgård
får. Og der er stadig massere af ansøgere, der har behov for at få den
erstatning som besættelsestidens ofre kan få.

Frede Klitgård og Ib Ohlsen Hansen fortæller om bureaukratiets nye fangenskab.
»Jeg har været i tugthus i ‘Dreibergen', så jeg får 100 procent i ydelse. Men vi
mener principielt, at alt det, som folk har gennemgået ved at have været
arresteret eller have siddet i Tyskland, egentlig ikke kan erstattes med penge,
så derfor burde man med det samme have sagt 100 procent til alle.«

- End -