| International fredsbevægelse |
Gør noget nu imod krigAf
George Monbiot De,
der er imod et angreb på Irak, må gøre mere end at ryste på
hovedet over TV. Resten af Europa må undre sig over om Storbritannien er gået i vinterdvale. I slutningen af denne måned vil vor premierminister sandsynligvis bekendtgøre den beslutning, som han har taget for flere måneder siden, nemlig at Storbritannien vil slutte sig til USA imod Irak. Hvis det er tilfældet, så vil krigen begynde om to eller tre uger. Medmindre FN inspektørerne finder noget før 27 januar, vil dette blive en krig uden endog det tyndeste påskud: et uprovokeret angreb, hvis formål er, at øge et amerikansk kleptokrasi´s velstand og magt. Så langt fra at fremkalde fred kan det blive den første i en serie af imperialistiske krige. Den alvorligste globale krise siden slutningen af den kolde krig er tre uger forude, og de fleste af os synes at spørge, hvorfor der er ikke er nogle andre, der gør noget ved det. Det er ikke så tit, at folk på de britiske øer har en mulighed for at ændre verdensbegivenhedernes gang. Bush ved, at amerikanerne´s accept af hans krig er delvis afhængig af dens troværdighed oversøisk: meningsmålinger har vist, at mange af de, der ville støtte et internationalt angreb, ville trække den støtte tilbage, hvis de fik opfattelsen af, at USA handlede alene. Et internationalt angreb betyder i dette tilfælde et angreb støttet af Storbritannien. Hvis Blair trak sig ud, kunne Bush blive tvunget til at tænke en gang til. Blair vil kun trække sig ud,hvis han kommer til den opfattelse, at de politiske omkostninger ved at holde sig til Bush er større end omkostningerne ved at forlade ham. Bush´s krig afhænger med andre ord af vor indifferens. Som Gramsci bemærkede: "Hvad der kommer til at ske, sker ikke så meget sted, fordi nogle få mennesker ønsker, at det skal ske, som fordi borgermassen afstår fra sit ansvar og lader tingene ske." Der er mange grunde til, at de fleste englændere ikke synes at være parat til at handle. Ny militær teknologi har fjernet behovet for værnepligt, så ellers uengagerede unge mænd, som kunne have været kernen i en modstandsbevægelse overlades til at sprænge fantasifjender i luften på deres Gameboys. Økonomien er stadig i vækst, så den underliggende vrede imod regeringen er dæmpet; alligevel oplever vi vore jobs og fremtidsudsigter som usikre, så vi er uvillige til at udsætte os for problemer. Det ser også ud til, at mange mennesker, som kunne have været i tvivl om denne krig, simpelthen ikke kan tro, at det sker. Hvis vi paradoksalt nok var konfronteret med en virkelig trussel fra en virkelig fjende, så ville debatten have forekommet mere tvingende nødvendig. Men hvis Blair havde fortalt os, at vi var nødt til at gå i krig for at standse Saruman af Isengard fra at sende sine spækhuggere (orcs) imod de gode folk fra Rohan, ville det næppe forekomme mindre plausibelt end truslen om, at Saddam af Irak skulle kaste bomber over Amerika. Disse faktorer kan forklare vores valenhed. Det undskylder den ikke. Det er sandt, at vore chancer for at standse denne krig er ringe: begge mænd forekommer besluttet på at gå videre, med eller uden bevis eller grund. Men at forestille sig, at protest er nyttesløs, hvis den ikke fører til et øjeblikkeligt ophør, er at fejlopfatte dens formål og magt. Selv hvis vi ikke kan standse angrebet på Irak, må vi sikre at det bliver så politisk dyrt, at der aldrig vil blive et nyt tilsvarende angreb. Og det betyder at de sædvanlige demonstrationer ikke længere vil slå til. Der har hidtil været mange velorganiserede og beslutsomme protester, og adskilligt flere er planlagt for de næste seks måneder. Den 8. januar vil demonstranter forsøge at blokere hærens joint headquarters i Northwood i det nordlige London. Tre dage senere vil der være en masse- lobby i parlamenet, kl 6,00 om morgenen på den dag, krigen bliver annonceret, vil demonstranter samles i næsten alle bycente i England. Den 15 februar vil der være et massemøde i London. Disse aktioner er afgørende vigtige, da de vil demonstrere omfanget af folkelig opposition. Men de vil næppe i sig selv fremprovokere en af Blair´s berømte sedeture. Vi er nødt til at få temperaturen til at stige. Kampagnen for atomnedrustning har allerede forsøgt
en dristig og hidtil CND og Stop krigen-koalitionen har foreslået en times stilstand på dagen efter at krigen begynder. Mange aktivister taler nu om at bygge på dette og forsøger at fremprovokere bredere strejkeaktioner - endog en general strejke. Dette er naturligvis vanskeligt og farligt. Nogle generalstrejker har været effektive, den tvang f.eks. Tsaren til at acceptere en konstitution og en lovgivende forsamling i 1905, den blokerede for Kapp kuppet i Berlin i 1920, og den væltede Khuri-regimet i Libanon i 1952. Andre har været kontraproduktive og i nogle tilfælde katastrofale. Da den franske generalstrejke blev brudt i 1920 var arbejderbevægelsen nær et sammenbrud. Mussolini brugte bekendtgørelsen af en generalstrejke i 1922 til fremstille sig selv som den eneste mand, der var i stand til at genoprette orden, han greb magten med kongens velsignelse efter at fascisterne havde slået de strejkende på flugt og nedbrændt det socialistisk partis hovedkvarterer. Hvis vi opfordrer til strejke og næsten alle går i arbejde, vil Blair opfatte dette som et tegn på at han kan gøre, hvad han vil. Men dette er den skala som vi bør tænke i. Hvis vi ikke kan mobilisere arbejderne, er der stadig masser af midler til at gøre indtryk på politikernes overvejelser. Vi kunne, f.eks. overveje at blokere de veje ad hvilke Blair og hans vigtigste ministre er nødt til at køre for at nå frem til deres møder, forstyrre deres taler og blokere de vigtigste offentlige bygninger. Hundreder af os vil sandsynligvis blive arresteret, men det tjener som Vietnam demonstranterne erkendte, kun til at skabe offentlig interesse. Ikke-vold er imidlertid afgørende: intet bidrog mere til at skade anti-krigs bevægelsen i de sene 60´ere en the Days of Rage, der blev organiseret i Chicago af the Weathermen. Men fredelig vil målrettede og udbredte forstyrrende aktioner (nuisance), selv om det irriterer andre medlemmer af offentligheden, tvinge problemet frem i forgrunden af folks bevidsthed og sikre at ingen kan overveje krig uden også at overveje modstand mod krigen. Vi må forpligte folke til at indse, at noget uhørt i de seneste tider er ved at finde sted, at Bush, hjulpet af Blair´s moralske slipstrøms politik forsøger at samle til krig i en stort set fredelig verden. Vi vil mislykkes medmindre vi iværksætter et politisk drama på niveau med omfanget af truslen Alt dette vil naturligvis være dyrt. Men der kommer et tidpunkt, hvor politisk engagement er meningsløst, medmindre man er forberedt på at handle. Ifølge den seneste meningsmåling ønsker omkr. 42% af den britiske befolkning - overfor 38% som støtter den - at stoppe denne krig. Men hvis vores aktion begrænses til at ryste på hovederne ved vore tv-apparater, så kunne Blair lige så godt have et universelt mandat. Er I der derude? Eller venter I på, at der er nogle andre, der handler på jeres vegne? George
Monbiot er forfatter og kampagnedeltager for miljø og menneskerettigheder.
Efter at have arbejdet med land tenure issues i Asien, Afrika og Latin Amerika,
grundlagde han en land rights movement i England kaldet The Land is Ours. Han
optræder jævnligt i radio og tv og skriver for dagbladet The Guardian.
Details of the actions already planned can be found at www.stopwar.org.uk Artiklen på engelsk her: The
Time For Talking Is Over Oversættelse: Hans Pendrup |