Retouchering af anti-krigsbevægelsen

Hvad Michael Moore udelod

af Frank Bardacke

Counterpunch 29 juli 2004

Jeg vil ikke påstå at have læst alt og jeg kunne få mig selv til at plotte det ind og lede, men da jeg endelig så Fahrenheit 9/11, var der en enorm udeladelse. der sprang i øjnene, som ingen såvidt jeg ved har kommenteret, og som det kunne være ulejligheden værd for en Counterpuncher at ofre et par linjer på: Hvor er anti-krigsbevægelsen?

Husk lige: før den amerikanske invasion af Irak deltog vi alle i adskillige enorme demonstrationer, af hvilke den sidste var den største, verdensomspændende koordinerede protest i menneskehedens historie. Og så, da krigen begyndte, blev tusinder af mennesker arresteret over hele USA. Meget vel, der er intet om noget af dette i filmen. Ikke et billede, ikke et ord.

Michael Moore har lavet en anti-krigs film, der undlader at nævne det, der var en overvældende populær anti-krigs bevægelse. Og læg dertil den mærkværdighed, at Moore let kunne have brugt den verdensomspændende protest fra millioner af mennesker som en anden måde at latterliggøre George Bush på. Og husk også lige:
Bush fortalte pressen, at han ignorerede demonstrationer, fordi, som han sagde, "jeg interesserer mig aldrig for fokusgrupper". Moore, en mester i filmisk juxtaposition (sidestilling), kunne have gjort underværker med dette.

Hvorfor betyder det noget? Fordi fraværet af anti-krigs bevægelsen er en anden måde, hvorpå Moore lader os stå tilbage uden at kunne gøre andet end, som den sårede soldat i filmen udtrykker det, gå hjem og arbejd for demokraterne. Hvis han havde indføjet nogle protestbilleder, ville vi være blevet tilbudt en anden mulighed: at genoptage vores aktion imod krigen

Men Moore er ikke interesseret i dette. Han er kun interesseret i at hjælpe demokraterne med at slå George Bush. Og selvom hans film effektivt fortæller millioner af mennesker om nogle af krigens rædsler, så afvæbner han dem samtidig, eftersom det at slå Bush vil have ringe effekt i forbindelse med krigen i Irak, medmindre vi genopbygger en uafhængig anti-krigsbevægelse.

Og er det ikke hovedproblemet i forbindelse med alt dette valgnonsens? I stedet for at protestere imod krigen, så har folk travlt med at udarbejde deres forskellige valgstrategier. Men hvem du stemmer på har altid været mindre vigtigt, end hvad du arbejder for. Og at stemme på Kerry eller Nader eller de Grønne eller hvemsomhelst i øvrigt er meget mindre vigtigt end (og måske en afsporing af) hvad vi hidtil har opfattet som vores hovedopgave: At vende tilbage til gaderne, i massevis, imod denne forbandede krig.

Oversættelse: Hans Pendrup

Frank Bardacke skriver på en politisk biografi om Cesar Chavez og bor i Watsonville, California. Han er forfatter til ' Good Liberals and Blue Herons'

- End -