HAR en jødisk stat i Mellemøsten overhovedet en fremtid?

Weekendavisen leder 4. april 2002

Således spurgte en israelsk avis i et helt weekendtillæg for nylig, og det med god grund: Den jødiske stat er i eksistentiel krise. Dens ledere, med Ariel Sharon i spidsen, ødelægger i disse uger ikke bare muligheden for at skabe fred i mange år fremover. De er også ved at undergrave principperne i selve den jødiske stats eksistensgrundlag, zionismen.

Bør der overhovedet ligge en jødisk stat i Mellemøsten? Hvis man mener, at Israel har sin klare berettigelse netop dér, for enden af Middelhavet, bør man fordømme Ariel Sharon, modarbejde ham og tvinge ham til at skifte kurs.

Man må formode, at den danske regering er tilhænger af den jødiske stats overlevelse, også på længere sigt. Derfor giver Anders Fogh Rasmussens såkaldt "balancerede" kritik ingen mening. Uanset en forståelig harme over selvmordsbombernes grusomhed er en balanceret kritik af israelere og palæstinensere i den nuværende situation det samme som en ensidig støtte til Ariel Sharons projekt med dets klare fascistiske træk.

Ved at holde sig tilbage og levere ligegyldige erklæringer om tilbageholdenhed og besindighed og dermed være den mest passive del af en i forvejen passiv omverden støtter Danmark de kræfter i Israel, der nu bringer en over hundrede år gammel legitim politisk bevægelse i fare.

HVAD er da zionisme? Den zionistiske bevægelse opstod parallelt med en række andre nationale bevægelser i det 19. århundredes Europa. I begyndelsen eksisterede den i en ugleset periferi. Bevægelsens forkæmpere blev afvist af moderne europæiske jøder, der netop følte sig langt mere som tyskere eller franskmænd eller endda som europæere - end som jøder. Jødedommen er en religion, den udgør ikke et folk, lød det, og den kan følgelig ikke gøres til en national bevægelse. Emancipationen skred frem i hele Europa, og derfor blev zionisterne hånet af de fleste jøder.

Zionismen var altså allerede født, men det var omgivelserne, der gjorde den til en bevægelse, ikke jødernes egen entusiasme. Det var således ikke jøderne, der definerede sig som et folk, det var russerne med deres pogromer, franskmændene med deres Dreyfuss-sag og tyskerne med deres nazisme, der slog fast, at jødernes drøm om emancipation var en illusion, at de ikke bare var et folk, nej, jøderne var sågar en race.

Det var derfor ikke så underligt, at det var en tysker, Moses Hess, en russer, Leon Pinsker, og østrig-ungareren Theodor Herzl, der formulerede zionismen som en politisk bevægelse, der ikke havde noget videre at gøre med religion.

I takt med udviklingen i Europa stod zionismens mål derfor stadig klarere: Bevægelsen skulle skabe et demokratisk, sekulært hjemland for jøder på flugt. Målet var at give jøderne frihed: Frihed fra undertrykkelse, tvang og mord. I 1946 fordømte den kommende præsident Chaim Weizmann den tiltagende jødiske terrorisme mod både det britiske mandat og arabere i Palæstina, men Weizmann tilføjede, at det var et resultat af "desperation over de fejlslagne forsøg på at sikre retfærdighed med fredelige midler." At palæstinensiske ledere bruger nøjagtig den samme formulering i dag, når de skal forklare selvmordsbomberne, demonstrerer et uhyggeligt historisk paradoks.

De første zionister havde ingen forestillinger om kulturel eller racemæssig overlegenhed, endsige planer om, at jøderne skulle underlægge sig et andet folk. Zionismen skulle give jøderne frihed - ikke tage den samme frihed fra andre.

Da volden i Palæstina mellem jøder og arabere toppede i 1929 udspurgte det britiske mandat i området de jødiske ledere. En af de zionistiske ledere, Harry Sacher, en britisk journalist, der havde boet ni år i landet, sagde det meget præcist: "Jøder har ingen intention om at dominere eller blive domineret af noget andet folk. De ønsker blot retten til at skabe deres egen civilisation, en ret, der hverken er større eller mindre end arabernes." Der er ingen grund til at tvivle på hans oprigtighed.

Men hvorfor så lige Palæstina? At skabe denne frihed for jøderne netop hér ville jo gå ud over et andet folk? Området var allerede beboet. Spørgsmålet blev diskuteret livligt af zionisterne allerede i 1920erne og 1930erne.

OMSTÆNDIGHEDERNE og zionismens forankring i jødeforfølgelserne betød, at Israel skulle være en jødisk og demokratisk stat, og derfor sagde jøderne også straks ja til FNs plan, der i 1947 foreslog en deling af landet mellem jøder og arabere. Som bekendt afviste araberne, og israelerne vandt den efterfølgende borgerkrig.

Men israelernes fordrivelse af arabiske palæstinensere betød samtidig, at Israel måtte skabe den myte, at Palæstina var et nærmest tomt område, som de brave zionister havde bygget op og dyrket. Det var ikke spor tomt, der boede i forvejen et stort flertal af arabere, og derfor er det populært at mene, at oprettelsen af Israel var en regulær fejl, som for eksempel Jyllands-Posten skrev det i en leder i denne uge.

Den holdning er en kontrafaktisk akademisk efterrationalisering, for oprettelsen af Israel kunne ikke forhindres i virkelighedens verden. Havde man gjort det, ville historiens dom i dag være nådesløs. De færreste mener velsagtens, at grundlæggelsen af USA var en fejl på grund af amerikanernes behandling af indianerne, eller at grundlæggelsen af Tyrkiet var forkert på grund af overgrebet på armenerne, selv om der i begge tilfælde var tale om folkemord.

ZIONISTERNE ønskede at oprette et demokratisk fristed for jøder. I det projekt ligger naturligvis en nationalisme, der bygger på etnicitet, som rigeligt er retfærdiggjort af Holocaust.

De tog Palæstina, fordi der ikke var andre steder. Det vidste de, der flygtede fra pogromerne i Rusland. Det vidste den zionistiske bevægelse, der begyndte at opkøbe jord af de lokale arabere og siden arbejdede ensidigt på at få jødiske flygtninge fra Tyskland i sikkerhed, og det vidste jøderne i Europa, da det gik op for dem, at det var Palæstina eller døden. Israel blev ikke skabt gennem en smuk idé om at vende tilbage til Abraham eller gennem en stolt nationalistisk vision om at samle et forjaget folk.

Den jødiske stat opstod som følge af et af verdenshistoriens mest grusomme massemord, og landet eksisterer kun i dag, fordi dets indbyggere har afvist deres fjender. Både tyskere i 1930rne og russere i 1990erne kom til Israel, fordi de ikke kunne komme ind andre steder. De ville hellere have været til Californien.

RESULTATET kan sammenlignes med den bevægelse blandt nederlandske bønder, der fra midten af 1600-tallet førte til koloniseringen af det ligeledes "tomme" Sydafrika. Boerne er i dag afrikanere, ikke hollændere; de har ikke andre hjemlande end Sydafrika. Men boerne er efterhånden - især på grund af omverdenens pres - nået til den indlysende konklusion, at et sundt samfund ikke i længden kan undertrykke de sorte sydafrikanere. Sorte og hvide må leve demokratisk sammen.

Israelere og palæstinensere har ikke lyst til at leve i den samme stat, hvilket igen bringer os frem til zionismens mål: Et jødisk, demokratisk hjemland. Det eksisterer i dag, men kun lige akkurat. Og fortsætter Ariel Sharon sit projekt, vil det forsvinde.

DEN zionistiske bevægelse har været en af de mest succesrige politiske bevægelser nogensinde. Israel er stærkt, ikke svagt. Israel ville i dag stadig kunne besejre de arabiske naboer. Men israelerne føler sig ikke stærke. Zionismens grundlag - forfølgelsen - er både israelernes svaghed og styrke, og det har landets politiske ledere forstået at udnytte på det mest kyniske. Ved konstant at påkalde sig historiens katastrofe har man retfærdiggjort koloniseringen et andet folk og forbrudt sig mod den oprindelige zionismes mest grundlæggende principper.

Ingen andre lande i verden ville i en tilsvarende situation kunne afvise al kritik. Kritiserer man Israel hårdt og kontant, ligger beskyldningen om antisemitisme lige for, og det har lammet omverdenen igen og igen, præcis som det sker i dag. Det er blevet umuligt klart at påpege råddenskaben i den israelske højrefløjs projekt.

SHARONS og Likuds politik har siden 1967 udgjort et dobbelt angreb på zionismens idealer: Ved at bygge stadig flere bosættelser, ved at fastholde kontrollen over palæstinenserne fjerner israelerne sig ikke bare fra zionismens legitime grundlag, man ødelægger også helt konkret muligheden for at opretholde en demokratisk stat.

Hvis man vælger at annektere hele området, som en stor del af den israelske højrefløj i dag vil foretrække, vil Israel blive til en stat, som man kun kan kalde for fascistisk, uanset hvad man mener om den ubehagelige kendsgerning. Hvis man derimod vælger at invitere samtlige palæstinensere ind i en demokratisk fælles-stat, ja, så vil Israel om få år ophøre med at være jødisk. Så vil demografien hurtigt give araberne den demokratiske overvægt. Det er altså ganske urealistisk.

Derfor er den eneste løsning, at Israel trækker sig ud straks. For hver dag, der går, vil konflikten blive sværere at optrevle. Det bør både EU og USA gøre klart - som man ville gøre det med alle andre stater. Ikke med vage erklæringer og bekymrede miner, men med klare deadlines og trusler om sanktioner, hvis kravene ikke imødekommes. Det er den eneste vej frem, hvis man da virkelig mener, at man vil Israel det bedste.

kras

Lagt på www.weekendavisen.dk den 4. april 2002 kl. 18:02.
Se den originale artikel her.

___________________

Debat - Aktiviteter - Kommentarer - Indlæg

Send dit til
fredsindlæg@stop-terrorkrigen.dk