Bilbomben i Najaf: Amerikansk besættelse udløser katastrofe

Af Bill Vann
WSWS 1 September 2003

Bilbomben den 29 august, som krævede 82 menneskers liv og sårede i hundredevis af andre i byen Najaf, har understreget den katastrofe, som er påført det irakiske folk af den amerikanske krig og besættelse. Den har også afsløret forvirringen inden for Bush administrationen, efterhånden som den konfronteres med et hængedynd, som den selv har forårsaget.

Sprængningen dræbte sit hovedmål, Ayatollah Mohammad Baqer Al-Hakim, den mest prominente shiitiske gejstlige, der har tilsluttet sig det irakiske regeringsråd, den institution som Washington har håndplukket til at fungere som facade for sin neo-koloniale militære besættelse. Dagen efter angrebet bekendtgjorde en anden shiitisk gejstlig, Mohammed Bahr al-Uloum, at han agtede at træde ud af rådet under henvisning til, at de amerikanske besættelsesmyndigheder havde vist, at de "ikke kan gøre noget ved sikkerhedssituationen."

Det irakiske politi i Najaf hævdede at have arresteret 19 personer efter bombningen. De identificerede de mistænkte som medlemmer af det islamistiske Al-Qaeda netværk og sagde, at fire medlemmer havde tilstået at have udført angrebet som del af en nationalt omfattende kampagne for at gøre Irak uregerligt. De arresterede inkluderede folk af saudisk, kuwaitisk og jordansk nationalitet såvel som irakere, sagde repræsentanter for politiet. Amerikanske efterretningsfunktionærer har været mere varsomme med at placere ansvar for angrebet.

Der er ikke megen tvivl om, at Hakim var i skudlinjen for samarbejde med besættelsen. Listen over de, der har et motiv til at søge hans død, er imidlertid på ingen måde begrænset til Al-Qaeda og resterne af Saddams afsatte baathistiske regimer.

Som lederen af the Supreme Council for Islamic Revolution i Irak (SCIRI) var Hakim nært knyttet til det iranske islamiske regime gennem mere end to tiår. Teheran finansierede og bevæbnede en SCRIRI milits, Badr Brigaden. Denne milits kæmpede angiveligt på iransk side i Iran-Irak krigen, der krævede hundrede tusinder af irakeres liv.

Indtil fornylig blev SCIRI klassificeret af den amerikanske regering som en terrorist-organisation. (Den har stadig denne betegnelse i en rapport udsendt i juli af the National Commision on Terrorist Attacks).

I løbet af den amerikanske invasion af Irak tidligere dette år advarede den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld, om at medlemmer af Badr Brigaden ville blive behandlet som fjendtlige kombatanter, hvis de forsøge at kæmpe uafhængigt imod Saddam Hussein´s regime.

Hakim og de amerikanske myndigheder nåede efterfølgende frem til et forlig, hvor SCIRI accepterede at opgive sine tunge våben og Hakim at opgive sin oprindelige modstand imod en hvilken som helst amerikansk besættelse. I stedet opfordrede ayatollahen til en overgang til irakisk regering.

Mens Washington nærede mistanke, om at den shiitiske gejstlige fungerede som en føler (cat´s paw) for Teheran, betragtede den ikke desto mindre hans optagelse i det regerende råd som en af de mest betydningsfulde diplomatiske triumfer siden besættelsen begyndte. Amerikanske funktionærer har desperat forsøgt at forhindre nationalistiske følelser fra at bryde igennem til en åben revolte blandt shiitter, som udgør flertallet af Iraks befolkning.

Dette er en sag, der vækker alvorlig bekymring ikke kun hos de amerikanske myndigheder i Irak, men også hos regeringer i hele regionen. Irans kriseramte islamiske regime frygter, at et udbrud i Irak kunne opildne til øget uro i dets egen befolkning. I kølvandet på den amerikanske invasion af Irak er det saudiske monarki stillet overfor stigende uro indenfor dets egen shiitiske minoritet, der repræsenterer omkring 10 pct. af befolkningen, og som er tungtvejende koncentreret i landets
oljerige østlige provins.

Det irakiske shiitiske samfund er selv delt. En rivaliserende gejstlig, Moqtada Sadr, har afvist samarbejde med besættelsesmagten og har agiteret for øget modstand. Da Hakim´s onkel undslap et bombe angreb kun en uge før Najasprængningen, faldt de første mistanker på Sadr´s tilhængere.

I et forsøg på at påvirke det shiitiske flertal umiddelbart efter invasionen, fløj USA en anden venligsindet gejstlig, Abdel-Majid Khoei, tilbage til Irak fra hans London eksil. Han blev udpeget og dræbt af en vred mob i Najaf.

Sørgende messer "Ned med Amerika"

Uanset hvem der var ansvarlig for den seneste bombning, så var skaren af sørgende i Najaf om lørdagen tilbøjelige til at lægge skylden på den amerikanske besættelse for tragedien. Mens de vandrede til Imam Ali´s helligdom, hvor angrebet fandt sted, sang mange tusinde, "Ned med Amerika", og bar bannere, der sammenlignede Bush med Saddam Hussein.

Najaf bombningen fulgte kun 10 dage efter lastbil-bombe-angrebet, der krævede 23 liv ved Baghdad FN´s hovedkvarterer. FN bombningen kom til gengæld i hælene på et bombeangreb den 7 august på den jordanske ambassade, der dræbte 19.

Disse angreb har tilintetgjort Washington´s påstand, om at Irak langsomt vender tilbage til "det normale" og har bevist, at den amerikanske besættelseshær på 140.000 tropper er ude af stand til at sikre landet. Resultatet er en udvandring af FN´s personale og ikke-regerings agenturer, der var gået ind i Irak for at yde humanitær bistand eller deltage i genopbygning.

FN funktionærer antydede i kølvandet på Najaf-angrebet, at de overvejede en fuldstændig tilbagetrækning. "Indenfor organisationen undrer vi os, jo mere vi finder ud af om situationen og jo mere vi tænker, over om det er betryggende at opretholde en mission der," fortalte en top- funktionær til Agence France Press nyhedsagentur.

Chefen for den amerikanske besættelse, L. Paul Bremer, var på ferie og borte fra Irak, da bombningen fandt sted. Ingen planer var blevet annonceret, om at han skulle vende tilbage tidligt i lyset af angrebet.
En oprindelig erklæring udsendt af hans kontor erklærede blot, at "Det irakiske politi har vor fulde tilslutning til denne vigtige undersøgelse."

Denne hands-off tilgang syntespå den ene side at afspejle chok og forvirring blandt amerikanske politikmagere over den stadigt mere uheldssvangre vending af begivenhederne i Irak og, på den anden side, en bestræbelse fra Washingtons side på at tage føringen i forbindelse med udsendelsen af offentlige erklæringer om sådanne hændelser, som del af dets bestræbelse på at give den amerikanske besættelse en "irakisk facade."

Det medlem af rådet, som blev interviewet af New York Times, gav udtryk for dette organs impotens, idet han fortalte en journalist, at han mente, at en eller anden var i færd med at formulere en erklæring, men at han ikke var sikker, fordi rådsmedlemmerne ikke havde telefoner.

Stillet overfor det mulige udbrud af borgerkrig i Irak oven på en voksende guerilla krig imod amerikanske styrker udsendte forsvarsminister Donald Rumsfeld en erklæring, der tilskrev angrebet i Najaf den amerikanske besættelses "succes". "Eftersom succes i denne overgangsperiode fortsat er stigende, vil modstanderne af succes og af et frit Irak formentlig fortsætte deres desperate handlinger," sagde han.

Bremer: omkostninger i Irak "umulige at overdrive"

Andre administrationsfunktionærer har imidlertid bragt emnet emnet vedrørende hvad det vil koste den amerikanske regering på bane. De $2.5 milliarder, der er bevilliget af kongressen til dette formål sammen med penge ekspropieret fra irakiske bankkonti i udlandet, er allerede sluppet op og administrationen synes at være indstillet på at søge yderligere $3 milliarder blot for at opretholde operationerne i Baghdad indtil et andet budget træder i kraft senere dette år. Omkostninger i forbindelse med den militære besættelse i sig selv løber nu op i omkring $1 milliard om ugen. Dette er oven i den $1 milliard om måneden, der bruges på fortsat militære operationer i Afghanistan, der nu nærmer sig slutningen på deres andet år.

prindelig havde Bush administrationens embedsmænd projekteret at omkostningerne i forbindelse med besættelsen - for ikke at tale om de lukrative ikke udbudte (no-bid) kontrakter tildelt til republikansk tilknyttede koncerner som Halliburton og Bechtel - kunne betale ved at oppumpe og sælge irakisk olje. Dette, som så mange andre af regeringens antagelser om efterkrigs Irak, har vist sig at bygge på illusioner.

Oljefelterne lå i ruiner som resultat af et tiår med økonomiske sanktioner, krigsskader og efterkrigs plyndringer. Vedvarende sabotage har ødelagt forsøg på at høste nogensomhelst profit af oljeproduktionen. Den 30 august, var den oljeledning, der fører olje fra de nordlige Kirkuk-felter til Tyrkiet omspændt af flammer efter en eksplosion - den fjerde af slagsen, der ødelagde ledningen siden den blev genåbnet kortvarigt tidligt i august.

Forsøg fra Washingtons side på at tromme økonomisk og militær støtte sammen til dets koloniale projekt i Irak har vist sig resultatløst ifølge en rapport publiceret søndag i Los Angeles Times. "Amerikanske funktionæerer siger, at deres bestræbelser på at sikre mere bistand, der af nogle spøgende kaldes "Operation Tin Cup" (indsamlingsbøsse), har været
langvarige og frustrerende," rapporterede avisen.

Samtidig fortsætter tabene blandt de amerikanske besættelsestropper med at stige. To soldater yderligere blev såret i et raket propelleret granat angreb nær byen Kirkuk i den nordlige del af landet i lørdags.

Ethundrede og tre og fyrre er døde siden 1. maj, da Bush erklærede større kamphandlinger for slut. Efterkrigs dødofre har oversteget tabstallene under selve invasionen.

Siden begyndelsen af krigen har Bush administrationen afvist enhver substantiel rolle for FN i Irak. Den vogter skinsygt på amerikansk kontrol som et middel til at sikre uhæmmet dominans over landets oljerigdom og sikre, at amerikanske koncerner indhøster profitter fra privatiseringen af Iraks industri og rekonstruktionen af den krigshærgede infrastruktur. Washington er besluttet på at smede et klientregime, der kan opretholde dets interesser i regionen og garantere det fortsat adgang til
militærbaser og irakisk olje.

De meste ekstreme højreorienterede elementer, koncentreret i Pentagon og vicepræsident Cheney´s kontor, opfatter også Irak som en prøveballon for doktrinen om forebyggende krig og den ensidige brug af militær magt til at sikre amerikansk kapitalismes interesser over hele verden. Disse kræfter, som udøver den dominerende indflydelse indenfor Bush administrationen vil anse overladelsen af enhver besluttende rolle til FN over besættelsen af Irak for at være et ydmygende og farligt tilbagetog.

Ikke desto mindre søsatte udenrigsministeriets viceminister Richard Armitage sidste uge et forslag i medierne om at øge FN´s rolle i den militære besættelse. Det tilsyneladende formål med dette forslag var at sikre en eller anden slags FN resolution, der kunne tilvejebringe politisk dække for Tyrkiet, Pakistan og Indien for at sende tropper til Irak med henblik på at afstive den amerikanske militære indsats.

I opposition til et sådant initiativ har elementer indenfor Pentagons civile ledelse såvel som det irakiske regeringsråd opfordret til en hurtig dannelse af en irakisk milits til at overtage meget af sikkerhedsoperationen fra USA. Dette forslag er tilsyneladende fremmet mest energisk af Ahmad Chalabi, den amerikansk støttede eksil-iraker og sigtede bankkasse bedrager som har ivrige sponsorer indenfor Pentagon.

Forud for krigen rasede en langvarig kamp mellem de, primært i Pentagon og Cheney´s kontor, som foreslog hurtigt at installere Chalabi som leder at et marionet-regime efter fjernelsen af Saddam Hussein, og de, primært i CIA og udenrigsministeriet, som afviste Chalabis påstand om folkelig støtte blandt irakerne og anså hans installation som en USA Quisling for at være en katastrofe.

Indledningsvis vandt anti-Chalabi fløjen spillet og hans USA trænede milits, de såkaldte Free Iraqi Forces blev afvæbnet og opløst i de første dage af den amerikanske besættelse efter at den var blevet registreret som involveret i kriminelle aktiviteter. Nu, konfronteret med lurende katastrofe for den amerikanske besættelse, føler pro-Chalabi fraktionen sig opmuntret til endnu en gang at kræve udnævnelsen af deres mand som den USA støttede irakiske stærke mand.

Alle bestræbelser på at smede en samlet irakisk milits vil utvivlsomt opmuntre de forskellige grupper, der samarbejder med USA - Chalabi, SCIRI, Kurderne- til at fremme deres egne militser som den dominerende styrke, og dermed tilføre yderligere brændsel til udbrud af borgerkrig.

Det stadigt dybere hængedynd i Irak er produktet af en illegal krig iværksat for at fremme den amerikanske koncernelites interesser. I modsætning til de "liberale" eksperter og demokratiske politikeres anbefalinger - der rækker fra at introducere flere USA tropper til større FN autoritet i den hastige skabelse af et irakisk håndlanger-regime - kan der ikke komme noget progressivt, demokraktisk eller humanitært ud af et sådant kriminelt foretagende. Den irakiske befolkning har ikke bedt amerikanerne og briterne om at invadere og besætte deres land. Den uomgængelige betingelse for en ægte rekonstruktion af Irak er den øjeblikkelige og betingelsesløse tilbagetrækning af alle amerikanske og allierede tropper fra landet.

Dette må ledsages af en gennemgribende, uafhængig og offentlig undersøgelse af de konspirationer og løgne, der førte til denne imperialistisk krig og afstraffelsen af de, der er politisk ansvarlige.

Oversættelse: Hans Pendrup

- End -