Afghanistan - Irak
 

Irak: Det har aldrig handlet om den 11 sep.

Minneapolis (MN) Star Tribune 7. oktober 2003

Redaktionelt

I dag for to år siden faldt de første amerikanske bomber over Afghanistan. Det var åbningen af den militære afdeling af krigen mod terrorisme, der satte ind kun få dage
mindre end en måned efter angrebene på World Trade Centret og Pentagon.

Amerika og verden havde ventet uroligt på, at en sådan åbning skulle vise sig; det blev uden problemer accepteret, at angrebene var Osama bin Laden og hans tilhængeres værk --- og at de blev beskyttet af Talibanregimet i Afghanistan.

Verden stod på USA´s side for to år siden, den var faktisk ivrig efter at komme til hjælp. Siden da er den enhed gået i spåner, ikke mindst som følge af Bush administrationens enegangs-arrogance, som blev båret til skue fra begyndelsen. Men langt det største brud opstod på grund af administrationens forsøg på at fremstille de forebyggende angreb, som det havde til hensigt at rette imod Irak, som en del af krigen imod terror efter 11. sept. Forbindelser blev påstået og insinueret mellem den irakiske leder Saddam Hussein og Bin Laden i et sådant omfang,at de fleste amerikanere efterhånden troede at det var Irak, der stod bag angrebene.

Det var ikke sandt, men at hævde den forbindelse tjente større mål for Bush administrationen --- mål, der havde deres oprindelse mindst fire år før 11 sept. Det primære blandt disse var at fjerne Saddam Hussein fra magten ved hjælp af militær aktion. Den 11 sept. frembød en bekvem begrundelse.

Hovedrepræsentanten for denne strategi var en gruppe med titlen Project
for the New American Century under ledelse af William Kristol, redaktør
af et neokonservativt magasin, the Weekly Standard. Fremtrædende medlem mer af PNAC i de sene 1990´ere var bl.a.: Nuværende forsvarsminister Donald Rumsfeld, hans viceminister Paul Wolfowitz, viceudenrigsminister for ikke-spredning John Bolton; den amerikanske handels repræsentant Robert Zoellick; tidligere formand og nuværende medlem af Pentagon´s forsvarspolitiske gruppe Richard Perle samt adskillige andre DFDP medlemmer; nuværende stabsmedlem af det nationale sikkerhedsråd og veteran fra Iran-Contra aktionerne Elliott Abrams samt vicepræsident Dick Cheney.

Under de sidste år af Clinton administrationen, var PNAC medlemmerne bidende i deres kritik af den amerikanske politik overfor Irak: Forsøg på at inddæmme Saddam var slået fejl. Irak var så lidt som få måneder fra at være en trussel med biologiske våben imod dets naboer og Israel. Kun militær aktion imod Saddam ville være effektiv. Nogle eksempler:

* "Hvis militær magt blev bragt i anvendelse, var der en reel mulighed for
amerikanske tab og faanger, eller uendelige billeder af civile ofre i Irak.

Der var også en risiko for den amerikanske befolkning i sidste instans ville gennemskue Clinton politikkens ubrugelighed og hykleri i den Persiske Golf. ....

Nøglen til administrationens begejstring for ´multilateralisme´er at en sådan
tilgang yder dække og tillader det Hvide Hus at unddrage sig barske beslutninger." -- John Bolton, Weekly Standard, 9 marts, 1998.

* Den eneste acceptable strategi er en, der eliminerer den mulighed, at Irak vil være i stand til at bruge eller true med at bruge masseødelæggelsesvåben. På kort sigt betyder dette villighed til at iværksætte militær aktion eftersom diplomati tydeligvis slår fejl."
-- Brev fra PNAC-ledere til præsident Bill Clinton, genoptrykt i Washington Times d. 27 januar 1998.

PNAC tilhængerne forudsagde også at Rusland, Kina og Frankrig ville tage afstand fra ensidig handling, men at de hurtigt ville vende rundt, når støvet havde lagt sig. De hævdede også, at de andre lande i Mellemøsten ville give udtryk for øget respekt for de Forenede Staters vilje til at bruge sin militære magt.

Som det står klart nu gik Frankrig og de andre ikke med. Heller ikke andre lande i regionen gav udtryk for stor beundring for de Forenede Stater for deres handlinger i Irak.

Som det står klart nu, var Saddam på intet tidspunkt i nærheden af at opnå masseødelæggende kapacitet. Det bedste bevis angiver, at hans asseødelæggelsesvåben
programmer endte efter Golf krigen og ankomsten af FN inspektørerne, og at de aldrig blev genoptaget.

Som det nu står klart, havde Clinton´s inddæmningspolitik fungeret ganske godt.

Som det nu står klart, blev den amerikanske befolkning prakket en regning på af en lille kadre af PNAC ideologer, der tog sigte på at angribe Irak, som greb fat i den mulighed, som Osama bin Laden og hans hold af selvmorderiske, flykaprende terrorister frembød. Prisen? Dusinvis af millioner af dollar, hundreder af unge amerikanske liv, de Forenede Staters status i verden plus præsident Bush og hans neokonservative kumpaners troværdighed.

Oversættelse: Hans Pendrup

- End -