Den kommer ikke fra udlandet, og den er velforberedt

Af Scott Ritter

I en Baghdadforstad til Abu Ghraib ligger der en bebyggelse på en forladt landeplads der engang tilhørte en statslig organisation, der gik under navnet M-21, eller Special Operations Directorate of the Iraqi Intelligence Service. Som våbeninspektør for FN inspicerede jeg denne facilitet i juni 1996. Vi var på udkig efter masseødelæggelsesvåben (WMD). Selvom jeg ikke fandt beviser på WMD, så fandt jeg faktiske en organisation, der havde specialiseret sig i konstruktion og anvendelse af "Improviserede Eksplosive Tingester" ('Improvised Explosive Devices', IEDs) - de samme IET'er, der nu dagligt tager livet af amerikanere i Irak.

Da vi bevægede os ind i området, forsøgte tre irakere at undslippe over en mur med dokumenter, men de blev fanget og afleverede papirerne. Ligesom stakke af dokumenter gemt af vejen inde i bygningerne, handlede disse papirer om IET´er. Jeg stod med en fotokopieret indføring i hånden, der beskrev, hvordan man styrer bagholdsangreb fra vejkanten med brug af IET´er, og andre om hvordan man konstruerer IET´er af konventionelle højeksplosiver og militær ammunition. De sofistikerede planer - omend med grove skitser - viste hvordan man sætter en konvoj ud af spillet ved at skjule en IET, og når og hvor den skal detoneres for at anrette maksimal skade.

Fordi det var WMD, vi havde til opgave at se efter, havde vi ikke tilladelse til at tage noter om denne slags aktiviteter. Men da vi vendte tilbage til vore biler, så rekonstruerede vi omhyggeligt alt, hvad vi så.

Det, jeg så - og lod gå videre til det amerikanske efterretningsvæsen, - var hvad man kunne kalde en drejebog for det efterkrigsoprør, som USA nu er konfronteret med i Irak. Og det indeholdt to vigtige kendsgerninger, som amerikanske autoriteter må forstå:

De redskaber og taktikker, der dræber amerikanere i dag i Irak er det tidligere regimes og ikke importeret fra udlandet.

Den anti-amerikanske modstand i Irak i dag er irakisk af karakter og bredere
baseret og dybere rodfæstet end det bliver erkendt.

***

IET er er et frygtindgydende fænomen for de amerikanske soldater, der patruljerer Irak. IET har transformeret konfrontationer til et anonymt bagholdsangreb, et nervepirrende motorvejs roulettespil, som får enhver amerikaner, der stiger ind i en bil i dag (hvad enten det er den ærværdige, og stadigt mere sårbare Humvee eller et pansret monster i stil med M-1-tank´en) til at gøre sig tanker om, at denne tur kan være hans sidste.

Så langt fra at repræsentere desperate udenlandske terroristers taktik, kan IET-angreb i Irak spores tilbage til de organisationer, der er mest loyale mod Saddam Hussein. M-21 var ikke den eneste enhed, der var trænet i IET'er. I forbindelse med en inspektion af irakisk efterretningsvæsens træningsakademi i Baghdad i april 1997, jeg så klasseværelser for træning af alle irakiske hemmelige agenter i den sorte kunst at lave og bruge IET'er. Mine noter genkalder borde fyldt med modeller i naturlig størrelse af miner og granater forklædt som dukker, udstoppede dyr og fødevarebeholdere - og klasseværelser til træning i at lave bilbomber og rekruttere stedfortrædende agenter til at bruge
eksplosiver.

Den samme måned inspicerede jeg en anden facilitet, der var placeret i nærheden af Baghdads Al Mansur distrikt, og som husede en kombineret enhed af Husseins personlige sikkerhedsstyrke og det irakiske efterretningsvæsen. Denne enheds opgave var at opspore alle irakeres bevægelser og aktiviteter, der bor i dette område på begge sider af den motorvej, der forbinder præsidentpaladset med Saddam International Airport.

En kuldegysende erkendelse ramte os, da vi trådte ind i et rum på størrelse med en gymnastiksal og så at gulvene var malet som et kæmpemæssig kort over kvarteret. Gaderne var tegnet op forsynet med metalkasser med bakker, hvor hver kasse repræsenterede et hus eller et lejlighedskompleks. En tre-etages bygning, f.eks. indeholdt tre bakker; hver bakke indeholdt dossiers over hver borger, der boede på den pågældende etage.
Lignende enheder eksisterede i andre kvarterer, inklusive de, der havde betegnelsen "anti-regime."

Hussein´s regering var - og dens rester er - nøje fortrolig med hver kvadrattomme af Baghdad: hvem der var de loyale, hvor de bor, og hvem de havde forbindelser med. (Det samme kan siges om alle i Irak for den sags skyld, selv i de kurdiske og shiitiske områder.) Denne information tillader funktionærer fra resterne af Husseins efterretningsvæsen og sikkerhedstjenester at skjule uopdagede iblandt en sympatiserende befolkning. Faktisk er en standardkvotient blandt kontrarevolutionære eksperter, at der for hver 100 aktive oprørere, der er registreret, må være 1.000 til 10.000 aktive støtter i den lokale befolkning.

Selvom Bush administrationen vedholdende karakteriserer fjenden i Irak som "terrorister", og identificerer ledende forbrydere som "udenlandske kombatanter," forestillingen om, at Al Qaeda eller Al Ansar al Islam bruger Baghdad (eller et hvilketsomhelst område i Irak) som en uafhængig operationsbase er langt ude. I den udstrækning, at udlændinge overhovedet viser sig i Baghdad, er det sandsynligvis kun under omhyggelig kontrol af den pro-Husseinske modstand, og selv da, kun for at blive brugt som et brugbart våben på samme måde, som man ville bruge en raket propelleret granat eller IET.

Det større antal, den stadig større sofistikation og forskelligartethed i angrebene på amerikanske styrker antyder, at modstanden er voksende og bliver mere organiseret - et klart vidnesbyrd om, at USA kan komme til at tabe kampen om det irakiske folks hjerter og sind.

For tilfredsstillende at vurdere karakteren af den anti-amerikanske modstand i Irak i dag, må man erindre sig at flertallet af pro-regime styrkerne, især de militære enheder, der er mest loyale overfor Hussein, såvel som hele det irakiske efteretningsvæsen og sikkerhedsstyrker, aldrig overgav sig, De smeltede simpelthen væk.

Til trods for optimistiske erklæringer fra Bush administrationen om det modsatte, så er realiteten den, at Hussein regimet ikke blev besejret i traditionel forstand, og at den i dag viser tegn på genopbygning med henblik på at fortsætte kampen imod de USA-ledede besættere på den måde, der er til fordel for deres egen styrke, og som udnytter amerikansk svaghed.

Af politiske grunde, har Bush administrationen og Koalitionens Provisoriske Styre (CPA) ikke ærligt konfronteret denne realitet af frygt for at indrømme, at de forkludrede deres førkrigs-vurderinger af, hvilke betingelser de ville blive stillet overfor i efterkrigstidens Irak. Det mislykkede forsøg på realistisk at vurdere den anti-amerikanske modstand i Irak betyder, at de "løsninger", som USA og CPA udvikler, har minimale chancer for succes, fordi de er udløst af en unøjagtig identifikation af problemet.

Den anti-amerikanske modstand i Iraks karakter af ildstorm fortsætter med at brede sig risikerer komme ud af kontrol - som følge af mangel på levedygtige løsninger. Medmindre der tagers forholdsregler i erkendelse af, at det ramponerede Hussein regime fortsat eksisterer som en levedygtig styrke, og med mindre handlinger formuleres i overensstemmelse hermed, risikerer konflikten i Irak at inddrage USA i en kamp, i hvilken.der ikke nogen udsigt til en klar sejr og en stigende mulighed for nederlag.

Scott Ritter, tidligere FN våbeninspektør i Irak (1991-1998), er forfatter til 'Frontier Justice: Weapons of Mass Destruction and the Bushwhacking of America.'
Artiklen har været bragt i Christian Science Monitor 10. november 2003

Oversættelse: Hans Pendrup

- End -