| Irak |
Den amerikanske katastrofe i Irakaf Richard
Falk
Det støtte fald ned i en udenrigspolitisk malstrøm under amerikanske ledelse giver os mulighed for at overveje de værste træk ved Bush tilgangen til verdensordenens udfordringer. Først og fremmest blev unilateralismen mht at føre krig under flagrant krænkelse af FN charteret og international lov understreget med den amerikanske præsident´s arrogante erklæring i hans tale om nationens tilstand i 2004: "Amerika vil aldrig søge om en godkendelseserklæring til at forsvare vort lands sikkerhed." For det andet , den umulige mission, der ligger i at ville påtvinge en suveræn stat demokrati med våbenmagt på trods af nationale aspirationer. Dette projekt fremstår dagligt som opskriften på politisk fallit i Irak, et land, der er gennemsat af interne religiøse, etniske regionale konflikter og en politiske tradition med nul modtagelighed for american style demokrati. For det tredje, den imperialistiske påstand, at Amerika repræsenterer den eneste model for politisk og økonomisk succes. Som udtrykt i det vigtige dokument fra det Hvide Hus dec 2002 om the National Security Strategy of the USA: "De store kampe i det tyvende århundrede mellem frihed og totalitarisme endte med afgørende sejr for frihedens kræfter --- den eneste bæredygtige model for national succes: frihed, demokrati og frit initiativ." Alle andre politiske arrangementer er illegitime i Washingtons øjne, og det er en eller anden patologiske version af denne model, der fortsat er blueprintet for Irak, til trods for de overvældende vidnesbyrd om, at irakerne ønsker at beslutte deres egen fremtid og ikke accepterer forskrifter for deres fremtid, hvadenten de fremtræder som dekreter fra deres besættere eller fra deres angivelige irakiske repræsentanter i det midlertidige irakiske regeringsråd. Og endelig, den enøjede optagethed af Mellemøsten som drejepunktet for det amerikanske grand design for verdensdominans. De neokonservative, der udstikker retningslinjerne for Bush administrationens udenrigspolitik, opfatter strategisk kontrol med regionen som vital for deres forståelse af global sikkerhed, hvilket indbefatter olje, sikker havn for amerikanske privat investeringer og et dødbringende partnerskab med Israel. Dette blev altsammen klarlagt i det definitive planlægningsdokument, der blev forberedt i månederne før George W. Bush kom til Washington i regi af the Project for a New American Century (PNAC). Det er bemærkelsesværdigt i denne sidstnævnte sammenhæng, at Israel´s tilgang til palestinenserne har inspireret den amerikanske besættelses taktik og struktur med tilsvarende resultater i form af stadigt dybere vrede i den lokale befolkning og den gradvist voksende konfrontation af en undertrykt befolkning med det utilslørede valg mellem ydmyg overgivelse og voldelig modstand. Tillige tydeliggøres for hver nat den amerikanske brug af tanks, missiler og bomber imod ubevæbnede eller let bevæbnede irakiske modstandere. Som sagerne står, er der ikke nogen favorabel slutning på denne krig. Der er endnu ikke i de amerikanske politiske eller mainstream medier inklusive Kerry´s bud på præsident skabt blot antydning om tilbagetrækning. Washingtons konsensus er, at der er for meget på spil til at indrømme fejl, og at enhver tale om hastig tilbagetrækning fra Irak vil udløse en ondartet borgerkrig med ugunstige regionale virkninger. Samtidig forekommer den meget opreklamerede overdragelse af suverænitet d. 30 juni at ligne et figenblad, der har til formål at skjule realiteterne bag fortsat militær besættelse, og som kan næppe betyde noget substantielt vedr. udøvelsen af myndighed i Irak eller narre en eneste person i Baghdad. Fremfor alt, hvordan kan den amerikanske regering overf'øre, hvad den ikke besidder? Eller for at sige det på en anden måde, hvis irakisk suverænitet er en realitet, hvad har amerikanske besættelsesstyrker i landet da at gøre i betragning af den irakiske befolkning og dens autentiske repræsentanters udtalte modvilje. Og hvordan skal man forklare den igangværende opbygning af 14 store militære baser, der tager sigte på at forberede en militær tilstedeværelse i landet? Dette er amerikanske drømmes terræn, et irakisk mareridt! Indtil videre har den amerikanske politiske ledelse ikke set sin irakpolitiks fallit i øjnene og er i den grad paralyseret og fanget i en ond cirkel af eskalerende vold, der minder om Vietnam. På grund af Irak´s strategiske betydning mener mange, at en bedre analogi er den langvarige franske uvilje imod at erkende nederlaget i Algeriet. Det krævede hele Charles DeGaulle´s prestige og patriotiske troværdighed at rede Frankrig ud, og selv da kom Frankrig faretruende nær selv-destruktion i krigens kølvand. Vi her i de Forenede Stater er nødt til at spørge os selv og andre med en følelse af påtrængende nødvendighed, hvad vil det kræve at bringe en ende på den irakiske katastrofe. På den bredere front er advarslerne og mulighederne i forbindelse med Madrid tog-bombningerne d. 11 marts instruktive. Den spanske befolkning opterede øjeblikkelig ved de landsdækkende valg tre dage senere for et antikrigs oppositions parti og besvarede deres 9/11 med sloganet "Nej til terrorisme! Nej til krig!" Hvis blot Amerika havde udvist en sådan politisk visdom. Selvom det er sent, er det ikke for sent. En forandring i det præsidentielle lederskab til november, vil selvom det næppe synes at indebære megen umiddelbar udsigt til forandring, skabe et vist påkrævet politisk spillerum for at bevæge sig i nye mere konstruktive retninger, og vil i det mindste befri USA og verden for de nuværende ekstremister, der har givet anledning til Iraks tragiske prøvelser. Oprindelig skrevet i april 2004. - End - |
Efter
den mest blodige uge i den amerikanske besættelse af Irak er de samme trætte
slogans om "at stå det igennem" og "holde kursen" stort
set alt hvad vore ledere synes at være i stand til at sige. En sådan
armod mht. moralsk og politisk forestillingsevne gavner ikke dette lands eller
verdens borgere og synes at være en opskrift på en garanteret nedtur
til det politiske inferno, som Irak for hver dag er ved at blive. Det er helt
fint at undre sig højlydt over hvorvidt 9/11 kunne være undgået
med passende ansvarlighed fra det Hvide Hus´ side, men det er ingen undskyldning
for ikke at fokusere få den mindst farlige slutspil for Irak. Lad os, som
Pentagon papirerne demonstrede, huske på, at det tog amerikanske ledere
et tiår offentligt at erkende den fallit, som de privat havde indset, at
Vietnam krigen var. Det vil være op til den amerikanske befolkning at forkorte
læreprocessen denne gang, hvor der er så meget mere på spil.