Den bevæger sig alligevel, situationenAf
URI AVNERY 8. december 2003 Tel Aviv Den mellemøstlige
istid viser tegn på tøbrud. Genève-initiativet kan blive katalysator
for et fundamentalt holdningsskifte i den israelske opinion International På
den israelske front er den mest omtalte begivenhed lige nu Genève-pagten.
Efter at unge værnepligtige nægtede at gøre militærtjeneste
i de besatte områder, efter en tilsvarende lydighedsnægtelse hos en
række piloter i luftvåbnet og efter underskriftindsamlingen for fred,
Folkets Stemme, som Ami Ayalon, tidligere leder af Israels Shin Bet-sikkerhedstjeneste,
og Sari Nusseibeh, præsident for al-Qods Universitet i Jerusalem, har taget
initiativ til, er Genève-initiativet endnu et skridt i samme retning.
I
tre år stod Israels græsrodsfredsforkæmpere alene. Vi protesterede,
demonstrerede, fastholdt vores kontakter til palæstinenserne og forsøgte
at vække verdensopinionen. I al denne tid var den større og etablerede
fredsbevægelse i opløsning og vovede knapt at mæle et muk.
Brutaliteten i besættelsen øgedes dag for dag; Sharon gjorde præcis,
hvad han ville, og oppositionen var som i koma. Parolen var: »Vi har
ikke nogen at forhandle med.«
Nu er der tegn på opbrud.
Den israelske offentlighed er ved at indse, at den militære løsning
er en illusion, og at den fortsatte konfrontation ødelægger landets
økonomi og skaber øget fattigdom. Genève-initiativet kommer
lige i rette tid til at opfange og udtrykke dette stemningsskifte.
Dets
væsentligste pointe er pædagogisk. Det viser nemlig for det første,
at »der findes nogen at tale med«, og for det andet, at det er muligt
at formulere en model for fred, som begge parter vil kunne leve med. Genève-initiativet
vil kunne blive et væsentligt bidrag i dannelsen af en ny national konsensus.
Dets
største ulempe er, at det ikke har noget solidt politisk fundament. Dets
bagmænd boykotter et samarbejde med de mest radikale fredskræfter
på venstrefløjen, samtidig med at de selv bliver afvist af Arbejderpartiet
anført af Shimon Peres.
Ydermere bekymrer det mig lidt, at dokumentet
ikke er affattet med henblik på at tale til de to befolkningers fantasi
eller begejstring. Der er tale om et tørt, sagligt juridisk dokument, hvilket
selvfølgelig også kan have sine fordele. Dets fortalere erklærer
sågar, at »der ikke er tale om nogen ægteskabspagt, men om en
skilsmisseerklæring« skilsmisse mellem israelere og palæstinensere,
altså. Det står i modstrid med budskabet hos den del af fredsbevægelsen,
jeg kommer fra, som er: »To stater - én fælles fremtid.«
Men
alt i alt er det et positivt initiativ, der åbner op for nye kommende initiativer.
Det kunne se ud til, at istiden nærmer sig sin slutning. Selv Sharon synes
at ane dette. Pludselig er han ivrig efter at møde Ahmed Querei. Ikke at
man skal tro hans ord, men at han overhovedet ytrer sig sådan, er et klart
tegn på, at noget er ved at ændre sig. Også på den
palæstinensiske front sker forandringer. I nært samarbejde med Arafat
arbejder Querei på at få en ny hudna (våbenhvile) i stand med
de militante palæstinensiske fraktioner i tilknytning til en våbenhvile
med Israel. Tanken er, at alle parter skal indstille alle voldsaktioner, og at
Sharon skal opfordres til at give meningsfulde indrømmelser.
Hvis
dette lykkes, kan der skabes de rette betingelser for et fundamentalt skifte i
den offentlige opinion på begge sider, hvilket ubetinget er en nødvendig
forudsætning for enhver troværdig ny kurs mod fred. Amerikansk
støtte Også på den amerikanske front sker der ting
og sager. Alle eksperter forudsiger ganske vist, at med det tilstundende præsidentvalg
vil Bush afholde sig fra alle skridt, der vil kunne vække mishag i den jødiske
og den fundamentalistiske kristne lobby. Men tro det eller ej! Bush-regeringen
har udtrykt offentlig, ja, næsten officiel støtte til såvel
Nusseibeh-Ayalon- og Genève-initiativerne. Bush har ydermere tilkendegivet
forholdsvis stærk utilfredshed med Sharons handlinger parallelt med sine
rutinemæssige fordømmelser af palæstinenserne. Han har også
fratrukket en symbolsk sum fra de amerikanske lånegarantier, USA har givet
til Israel.
Det er ikke meget. Det er faktisk uhyre lidt! Men vi er ikke
forvænte, og selv en lille amerikansk gestus kan få stor betydning.
For Sharon er den nære amerikanske forbindelse juvelen i hans krone og som
sådan langt vigtigere end noget andet. Den mindste afkøling i forholdet
til USA kan gøre ham bestyrtet.
Men måske er den mest interessante
forandring den, der er sket i Europa. For seks år siden iværksatte
Gush Shalom en boykot af produkter fra de israelske bosættelser. Vi sagde:
»Enhver shekel, vi betaler til bosættelser, er en shekel imod fred.«
Vi sammensatte en produktliste og distribuerede den vidt og bredt. Titusinder
af familierne deltog i denne boykot.
Vores mål var at hindre israelske
virksomheder i at slå sig ned i de besatte områder, skønt regeringerne
(såvel Arbejderpartiet som Likud) gav dem store subsidier. Vores budskab
var dette: I sidste ende taber I på dette, da store dele af det israelske
og udenlandske marked vil være lukket for jer.
Efterhånden
ser vores initiativ ud til at have fået europæerne til at vågne
op. Varer, som er made in Israel, pålægges ikke told i Europa. Men
ifølge frihandelsaftalen med EU er varer, der er produceret uden for grænsen
fra 1967, den såkaldt grønne linje, klart dispenseret fra denne toldfrihed.
Den israelske regering har skamløst og åbenlyst ladet hånt
om denne bestemmelse og eksporteret fra de besatte områder alligevel. EU
lukkede længe sine øjne for det, fordi nogle medlemslandes regeringer
(bl. a. Tyskland) var imod repressalier mod Israel.
Det har ændret
sig. Omsider kræver europæerne, at alle mistænkelige israelske
eksportvirksomheder deponerer en toldafgift i depositum, indtil det er opklaret,
om den har til huse hinsides Den Grønne Linje. Virksomheder, som er afhængige
af deres eksport til Europa, er nu nødt til at forlade bosættelserne
og vende tilbage til selve Israel. Hurra og halleluja! Som Galileo sagde: »Og
dog bevæger den sig.« Uri Avnery er talsmand for den israelske
fredsbevægelse Gush Shalom Oversat af Niels Ivar Larsen for
Information
Artiklen
på engelsk: Geneva
Initiative: The Weathercocks Are Turning - End - |