Et
års tavshed siden Rachel Corries død  16.
marts 2003, blev den 23-årige amerikanske fredsvagt Rachel Corrie dræbt,
da hun i Rafah i det sydlige Gaza blev kørt over af en israelsk militær-bulldozer.
Elizabeth Corrie gør sig disse tanker ved årsdagen for hendes kusines
død.
Af Elizabeth Corrie Rachel
Corrie 1979-2003 For blot et år siden havde marts måned
den samme betydning for mig som for de flest andre: afslutningen på vinter,
begyndelsen på forår og på sommer. Men i år, og alle kommende
år i resten af mit liv, vil marts måned få en helt anden betydning,
nemlig årsdagen for min kusine Rachel Corries brutale død. Den
16. Marts 2003 kørte en israelsk soldat og hans kaptajn hen over Rachel
med en 9 tons tung caterpillar bulldozer. Hun stod ubevæbnet og tydeligt
synlig i en selvlysende orange vest mens hun forsøgte at beskytte et palæstinensisk
hjem der var dømt til at blive smadret af den israelske hær. Rachels
død og reaktionen på den - eller manglen på samme – afslører
adskillige foruroligende og endda amoralske og kriminelle sandheder. For
det første døde Rachel mens hun forsøgte at forhindre ødelæggelsen
af et hjem, en udbredt praksis udført af den israelske hær som kollektiv
straf. 12.000 palæstinensere er som følge heraf blevet hjemløse
siden begyndelsen på den 2. intifada i september 2000. Det er et brud på
international ret og brud på Geneve-konventionen. For det andet blev
Rachel kørt over af en caterpillar bulldozer som var fremstillet i USA.
Den var betalt af de amerikanske skatteydere og sendt til Israel som en del af
den amerikanske hjælpe-pakke på 3-4 milliarder dollars årligt.
Brugen af caterpillar bulldozere til at ødelægge civiles hjem og
til at køre ubevæbnede menneskerettighedsaktivister ned med, strider
imod loven om våbeneksport som klart forbyder at disse våben bruges
mod civile. For det tredje afslører Israels egen frikendelse af
den israelske hær for ethvert ansvar for Rachels død og modviljen
mod en uafhængig undersøgelse, at Sharon-regeringen ikke ønsker
at påtage sig ansvar for en amerikansk statsborgers død. Og det viser,
at Bush regeringen kujonagtigt hermed giver Israel tilladelse til straffrit at
angribe amerikanere. For det fjerde var Rachels død faktisk kun
det første af flere israelske angreb på udenlandske statsborgere
på Vestbredden og i Gaza. Fredsvagten Brian Avery fra USA blev skudt i ansigtet
den 5. april; Fredsvagten Tom Hurndall fra Storbrittanien blev skudt i hovedet
den 11. april og døde den 13. januar i år; Fotografen James Miller
ligeledes fra Storbrittanien blev skudt og dræbt i april. Indtil nu er det
kun i Hurndalls tilfælde at den ansvarlige vil blive stillet for retten
og dette sker kun efter, at den britiske regering flere måneder senere reagerede
på den overvældende mængde beviser som Tom Hurndalls familie
har indsamlet. Mens vi nærmer os årsdagen for Rachels død
kan amerikanske statsborgere spørge sig selv om hvordan det kan være
at en ubevæbnet amerikaner uden følger kan blive slået ihjel
af en soldat fra et allieret land? Et land som modtager massiv amerikansk støtte
og som bruger en bulldozer fremstillet i USA af et amerikansk selskab og betalt
af amerikanske skatteborgere? Da tre amerikanere blev slået ihjel,
formodentlig af palæstinensere i en eksplosion den 15. oktober i Gaza, ankom
FBI indenfor 24 timer for at undersøge deres død. Efter et år
har hverken FBI eller noget andet amerikansk-ledet hold gjort noget for at undersøge
et drab på en amerikaner begået af en israeler.
Hvorfor denne dobbeltmoral?
Måske afslører dette den værste sandhed af dem alle. Oversættelse
Palæstina Fredsvagter Rachel Corries
sidste
emailHej far. Tak for din email.
Nogle gange føler
jeg det som om jeg bruger al min tid på at propagandere overfor for mor
og derfor helt glemmer dig. Du skal ikke bekymre dig for meget om mig.
Lige nu bekymrer jeg mig selv mest over, at vi ikke er effektive nok. Jeg føler
stadig ikke at vi er specielt i fare. Rafah har været mere rolig på
det sidste, måske fordi hæren har været optaget af mindre invasioner
nordpå, hvor de stadig skyder og smadrer huse, og så vidt jeg ved
kun har dræbt en enkelt i denne uge. Men endnu kan jeg jo ikke sige hvordan
det vil udvikle sig, hvis og når en krig mod Irak begynder. Og tak
for at du intensiverer dit anti-krigs arbejde. Jeg ved hvor svært det er
og sikkert meget sværere, der hvor du er, end her hvor jeg er. Jeg er i
øvrigt meget interesseret i at snakke med journalisten i Charlotte, fortæl
mig blot hvad jeg skal gøre for at fremskønne det. Jeg forsøger
at finde ud af, hvad jeg skal foretage mig når jeg tager herfra og at finde
ud af, hvornår jeg skal tage herfra. Lige nu mener jeg at jeg økonomisk
er i stand til at blive her til juni. Jeg har ikke lyst til at flytte tilbage
til Olympia, men jeg bliver nødt til at vende tilbage for at rydde mine
ting ud af garagen og også for dér at fortælle om mine oplevelser
her. På den anden side, nu hvor jeg har krydset Atlanten, har jeg et stærkt
ønske om fortsat i en periode at blive på den anden side af Atlanten.
Overvejer at prøve at give engelskundervisning og vil gerne tage alvorligt
fat og lære arabisk.
Jeg har også fået en invitation til
at besøge Sverige på min vej tilbage, hvilket jeg vil kunne gøre
ret billigt. Jeg ønsker at forlade Rafah med en åben plan for min
hjemrejse. En af koordinatorerne rejser herfra i morgen. At se hende tage
afsked med folk viser mig hvor svært det bliver for mig. Folk her kan jo
ikke rejse. De er også en del af mine overvejelser. Jeg ved jo ikke om de
vil være i live, når vi engang vender tilbage hertil.
Jeg ønsker
virkeligt ikke at leve med en skyldsfølelse overfor det her sted, at have
det så nemt med at rejse ud og ind uden at så vende tilbage hertil.
Jeg tror det er vigtigt at forpligte sig til steder, så det ville være
godt at kunne planlægge at komme tilbage hertil indenfor et år. Ud
af alle disse muligheder er det mest sandsynlige nok, at jeg i al fald tager til
Sverige i nogle uger på vejen hjem. Jeg kan ændre min billet og tage
et fly fra Paris til Sverige og tilbage igen for i alt omkring 150 dollars. Jeg
ved godt at jeg burde tage kontakt til familien i Frankrig, men jeg er overbevist
om ikke at gøre det. Jeg tror at jeg hele tiden vil være fyldt af
vrede og ikke særlig morsom at være sammen med. Det føles også
som at skulle skifte til så meget overflod, at jeg hele tiden ville føle
mig skyldig. Fortæl mig, hvis du har nogle ideer om, hvad jeg skal
gøre med resten af mit liv. Jeg elsker dig så meget. Hvis du har
lyst kan du jo skrive til mig, som hvis jeg var på sommerlejr på Hawaii
for at lære at surfe. Èn af de ting jeg gør her for at gøre
det nemmere for mig selv er at jeg trækker mig ind i en fantasi, hvor jeg
er med i en Hollywood film eller en TV-serie med Michael J Fox.
Så find
du på noget og jeg vil elske at lege med. Megen kærlighed til
dig farmand. Oversættelse Palæstina Fredsvagter Bilag:
Øjenvidenskildring
til drabet på Rachel Corrie
Rachel
Corrie Memorial Web Site Palæstina Fredsvagter
Åbent
brev til Den Israelske Ambassade og Folketingets medlemmer
Første
internationale fredsvagt dræbt
17. marts 2003
http://www.palestinafredsvagter.dk/ -
End - | 