Mellemøsten
 

Golfen og Den Arabiske Halvø:

Familie og pårørende ofre i krigen mod terror

Af Amnesty International
22. juni 2004

Krigen mod terror har uacceptable konsekvenser for familierne til de tusinder af fængslede i Golfen, på Den Arabiske Halvø og på Guantanamobasen. Det fastslår Amnesty International i en ny rapport.

Rapporten, The Gulf and the Arabian Peninsula: Human rights fall victim to the "war on terror", fortæller om det hemmelighedskræmmeri, som omgærder fængslingerne af personer fra Golfen og Den Arabiske Halvø og efterlader deres familier unødvendigt nervøse og forskræmte. De seneste billeder af overgreb mod irakiske fanger har naturligvis øget familiernes frygt for, at de fængslede også her udsættes for tortur. USA's fejlagtige politik med at nægte Amnesty International og andre menneskerettighedsorganisationer adgang til Guantanamo og andre fængselscentre, er kun med til at forstærke familiernes bekymring.

"Næsten en tredjedel af de 600 fanger på Guantanamobasen stammer fra Golfen og Den Arabiske Halvø. For dem gælder de samme rettigheder, som for de fanger der stammer fra vestlige lande. De skal have adgang til en advokat og have mulighed for at være i kontakt med deres familie," fastslår Lars Normann Jørgensen, generalsekretær i Amnesty International.

I den såkaldte krig mod terror tilsidesættes rettighederne og retssikkerheden for enhver, som anses for modstandere af USA og koalitionsstyrkerne. De bliver vilkårligt arresteret, fængslet i isolation, får forlænget fængslingerne uden anklage eller rettergang, de udsættes for tortur og mishandling, tvungen tilbagesendelse til lande med fare for at de udsættes for tortur og tilsyneladende i visse tilfælde for henrettelser uden lov og dom.

USA og de øvrige lande, som knytter fængslinger sammen med krigen mod terror, nægter fortsat at informere de pårørende om, hvorfor fangerne tilbageholdes, og hvordan deres tilstand er. I visse tilfælde er det endda holdt hemmeligt, hvor fangerne befinder sig. Hovedparten af familierne har først hørt om fængslingerne via medierne eller gennem venner. USA har ligeledes nægtet at oplyse Amnesty International om det korrekte antal af arresterede.

I april 2004 organiserede Amnesty International en konference i Yemen. Her deltog pårørende til de fængslede, menneskerettighedsaktivister og advokater. Målet med konferencen var at finde veje ud af det juridiske tomrum, som de fængslede er placeret i. Deltagerne vedtog en lang række anbefalinger til regeringerne om at få fængslingerne bragt i overensstemmelse med den internationale lovgivning

- End -