Retten til selvbestemmelse

Af Azzam Tamimi
The Guardian 7. januar 2005

I næsten et århundrede har Vesten nægtet araberne demokrati.
Der er ikke meget, der peger på, at det skulle forandres.

Dr. Azzam Tamimi er fra Muslim Association of Britain; direktør for Instituttet for Islamisk Politisk Filosofi.

Arabisktalende folk fra det Atlantiske Ocean til den Persiske Golf har en fælles kronisk lidelse, nemlig et undertrykkende despotisk styre. De fleste af de stater, der befinder sig mellem de 2 vandområder opstod for mindre end et århundrede siden; mange var tidligere kolonier under den ene eller anden europæiske magt. Frankrig og England især var efter den 1. verdenskrig med til at skabe hele kortet over, hvad der i dag er Mellemøsten og Nordafrika.

Disse 2 aldrende imperiemagter var også ansvarlige for at skabe og indtil USA overtog opgaven, vedligeholde regeringssystemet i disse nyopstående enheder - ved at give de regerende eliter moralsk, materiel og militær støtte. Der er ikke meget, der er ændret siden, bortset fra den imperialistiske mester og den kendsgerning, at fremskridtene indenfor teknologisk krigsførelse hidtil har sat denne mester i stand til at opretholde status quo med endnu større kraft.

Til forskel fra andre verdensdele og endda i kontrast til normen i nogen af nabostaterne, har de folk, der styres af disse regimer meget lidt, om overhovedet noget, at skulle have sagt om den måde hvorpå deres affærer køres. Selvom nogen analytikere finder det bekvemt at klandre arabisk eller muslimsk kultur for denne mangel på demokrati, så vil jeg påstå, at det kun er den strenge kontrol påtvunget udefra, som nægter folkene i denne region det, som ellers andre steder i verden beredvilligt er blevet anerkendt som en grundlæggende menneskeret.

Det algeriske eksempel fra 1991 - 1992 er skåret ind i araberes og muslimers hukommelse over hele kloden. Demokrati er ikke et tilbud til alle, der måtte ønske det, og arabere - mange muslimer også for den sags skyld - er ikke kvalificerede til at tilslutte sig denne privilegerede klub. For mere end 10 år siden var Frankrig rædselsslagen ved udsigten til en islamisk regering i sin nærmeststående tidligere koloni, Algeriet. Resten af den vestlige verden var enig og samarbejdede om at afbryde den demokratiske proces, inden den kom til at overgive magtens tøjler til FIS (den islamiske frelserfront).

Det iraqiske folk led under alle former for undertrykkelse fra den (indtil 1990) provestlige Saddam Hussein. Men det var langt fra det eneste despotiske styre i regionen. For så vidt angår Vestens demokratiske magter, spillede det ingen rolle, hvad nogen af disse despoter gjorde mod deres eget folk, så længe deres styre ikke udgjorde nogen trussel mod hvad der blev set som vestlige interesser - nemlig olie og Israel - eller endnu bedre, så længe disse styrer forblev loyale allierede.

Der er nu forberedelser til valg i Iraq. Men få i Iraq eller regionen tror på, at målet med disse valg er at frembringe en virkeligt repræsentativ regering. USA invaderede og besatte ikke Iraq for at tillade et virkeligt frit valg, der ville risikere at frembringe en regering, der bad amerikanerne om at forlade landet. Meningen med de iraqiske valg er simpelthen at give et spor af legitimitet til et styre, der er lige så urepræsentativt og undertrykkende som Saddams.

Tror nogen virkelig, at det forhenværende Baath-medlem, Iyad Allawi, Amerika's nikkedukke i Baghdad, som gav ordren til ødelæggelsen af Falluja, har iraqernes interesse for øje ? Hvor forskelligt er dette fra, hvad Syriens præsident Hafez al Assad gjorde ved byen Hama i de tidlige 80ere eller hvad Saddam gjorde mod kurderne eller sumparaberne ?

Denne weekend får så palæstinenserne for en gangs skyld retten til at vælge en ny leder - siger de. Men, hvis fredsprocessen skal genoptages og hvis Israel skal tilslutte sig at tale med palæstinenserne, så kan de kun vælge Mahmoud Abbas - derfor det internationale pres for at udelukke den populære Marwan Barghouti fra kapløbet. Den kendsgerning, at palæstinenserne ikke ser Abbas som repræsentativ for deres håb eller som villig til at forsvare deres rettigheder, spiller ingen rolle for Israel eller dets vestlige allierede. Og det spiller heller ingen rolle for USA eller EU, at Hamas har en stigende støtte blandt palæstinenserne (som det klart ses af deres resultat ved de lokale valg); de vil stadig ikke tale med Hamas repræsentanter. Det er helt ok, at israelerne vælger, hvem de end finder egnet, selv en krigsforbryder som Ariel Sharon. Intet arabisk folk tillades en sådan luksus.

Hvem ville frie arabere kunne tænkes at vælge til at tale for sig ? Præsident Mubarak i Ægypten fortælles det, har sagt til nogle vestlige gæster: "tal ikke til mig om demokrati; gennem demokrati ville det Muslimske Broderskab regere Ægypten". Araberne har oplevet alle slags politiske og ideologiske grupper over det sidste århundrede. Men der er ringe tvivl om, at hvis der blev holdt frie valg i dag i Mellemøsten, så ville Islamiske Bevægelser høste frugten. Det er ikke en selvfølge, at disse islamister overhovedet ligner det portræt, medierne sædvanligvis giver af dem: fundamentalistiske, bagstræberiske eller endda terroristiske. Det betyder simpelthen, at de er ærlige, alvorlige og mere interesserede i den offentlige velfærd end personlig vinding. Således nægtes araberne demokrati.

Og hvem er det virkelige offer i denne sag ? Det er ingen anden end demokratiet selv, hvis navn bliver tilsmudset og hvis værdier i stigende grad i arabisk og muslimsk bevidsthed forbindes med militær invasion for at erstatte ét korrupt verdsligt despotisk styre med et andet, der er mere parat til at bøje sig for USAs og vestens diktat.

Oversat af Orla Jordal, www.jordals.dk, 2005, som en public service.

Original: http://www.guardian.co.uk/print/0,3858,5097928-103677,00.html

Må genbruges og citeres - med kildehenvisning !!!

- End -