Israels fantasier
står i vejen for fredAf
Saree Makdisi Saree Makdisi er professor
i engelsk litteratur ved UCLA (University of California LA)
The Electronic
Intifada
27. januar 2005 
Valget
for nylig af Mahmoud Abbas til ny præsident for det palæstinensiske
selvstyre har fornyet spekulationerne om at 2005 vil bringe ægte fred mellem
palæstinensere og israelere. For så vidt som det afhænger af
Israels egne hensigter, er den slags forhåbninger imidlertid fuldstændig
malplacerede.
Israel har gjort det klart, at det første, man forventer
af den nye palæstinensiske leder, er, at han bringer den palæstinensiske
befolkning under kontrol, en opgave, som han for at demonstrere sin gode opførsel
allerede nidkært har iværksat ved at anvende sine sikkerhedsstyrker
til at beskytte Israel mod angreb fra palæstinensere (i stedet for det modsatte).
Hvis han har held med denne opgave, vil Abbas sandsynligvis blive opfordret
til at godkende en politisk bilæggelse af den israelsk-palæstinensiske
konflikt, hvis betingelser i alt væsentligt vil blive dikteret af Israel.
Sådan et arrangement ville kun give palæstinenserne en stærkt
begrænset form for selvstyre i de (usammenhængende) dele af de territorier,
der blev besat i 1967, som Israel ikke længere har planer om at beholde
for sig selv.
Resten af Vestbredden ville være domineret af israelske
bosættelser, gennemfartsveje og militære kontrolposter. Selv i det
usandsynlige tilfælde, at bosættelserne der rent faktisk blev afviklet,
ville Gaza - endnu mere end nu - i praksis blive et gigantisk friluftsfængsel,
og det samme ville store dele af Vestbredden, når de blev omringet og fuldstændig
isoleret ved hjælp af de forskellige strækninger af Israels adskillelsesmur,
omtrent som byen Qalqilya (med en befolkning på 60.000 mennesker) allerede
er det i dag. Processen med at judaisere Jerusalem ville fortsætte, og byen
selv ville blive omringet af en jernmur af jødiske bosættelser, der
strakte sig i retning af det Døde Hav.
Det er der ikke noget nyt
i. De fleste af de planer, der er blevet fremsat, siden Israel erobrede Vestbredden,
Gaza og Østjerusalem i 1967, har været variationer over et tema oprindelig
udtænkt af Yigal Allon, Israels daværende vicestatsminister. Allon
planlagde, at Israel skulle kolonisere strategisk vigtige dele af Vestbredden
(og Østjerusalem) for at opretholde kontrol over råstoffer, grænser
og luftrum og tilstå tæt befolkede palæstinensiske områder,
hvor bosættelse ville vise sig vanskelig, en slags selvstyre. Trods al snak
om en "fredsproces" har Israels basale holdning (som gradvis er blevet
omsat til virkelighed i løbet af de sidste næsten 40 år) i
realiteten ikke rykket sig en tomme siden 1967.
Osloaftalerne fra 1990'erne
gentog princippet bag Allons plan ved at opdele de besatte områder i område
A (formel palæstinensisk kontrol, som på sin højde udgjorde
18 procent af Vestbredden), område B (palæstinensisk administration,
men israelsk sikkerhedskontrol, ca. 22 procent af Vestbredden) og område
C (fuldstændig, vedvarende israelsk kontrol, ca. 60 procent af Vestbredden
og mere eller mindre samme proportion af Gaza). Det tilsvarende gælder Israels
forslag i Camp David i 2000, som tilbød palæstinenserne "overherredømme"
over usammenhængende områder, der skulle domineres af et udbygget
netværk af israelske bosættelser og veje, dvs. overherredømme
kun af navn, mens Israel fortsatte med at kontrollere ikke blot det meste af området
selv, men også grænserne, luftrummet og de uvurderlige vandforsyninger.
Yassir Arafat blev først erklæret for en hindring for freden,
da han viste sig ude af stand til at sælge disse betingelser til det palæstinensiske
folk. Nu forventes det af Abbas, at han fortsætter, hvor Arafat slap.
Men
når det såkaldte adskillelsesforslag, der blev fremsat af Ariel Sharon
sidste år, er den mest iøjnefaldende gentagelse af den oprindelige
Allonplan, skyldes det, at det israelske projekt nu for første gang får
støtte af USA.
Idet han ændrede årtiers amerikanske
politik - og samtidig så stort på nøgleprincipper i international
lov - godkendte præsident Bush april sidste år Israels territoriale
ambitioner. "Forståelsen mellem præsidenten for USA og mig
beskytter Israels mest vitale interesser," hoverede Sharon i en tale,
han holdt december 2004. "Først og fremmest ved ikke at forlange
en tilbagevenden til grænserne af 1967, ved at tillade Israel permanent
fastholdelse af store bosættelsesblokke, som har betydelige israelske befolkninger,
og ved det fuldstændige afslag på at lade palæstinensiske flygtninge
vende tilbage til Israel."
Men mens Israels nuværende politik
simpelthen er en gentagelse af en gammel formel, er det, der driver den frem,
en form for racisme, der optræder forklædt som en slags demografisk
paranoia. Denne racisme er og har altid været i centrum af, hvad Israel
står for som stat, og hvad zionisme altid har repræsenteret som politisk
bevægelse: tanken om, at der kunne findes et tomt land, hvor en eksklusiv
jødisk stat kunne grundlægges, et land uden folk til et folk uden
land.
Problemet med denne tanke er, at zionisterne ikke var i stand til
at finde et passende tomt land. Derfor tog de nogle andres land i stedet for.
Og lige siden de overtog Palæstina og arrangerede fordrivelse af store dele
af dets indfødte befolkning i 1948, har israelerne handlet paradoksalt
- på den ene hånd, som om de virkelig bor i en rent jødisk
stat, og på den anden hånd i panik over den kendsgerning, at deres
stat rent faktisk ikke er jødisk, aldrig har været det, og at den
må forberede sig på at blive endnu mindre jødisk i de kommende
år.
Det land, Israel hersker over i dag, består af en næsten
ligelig befolkning af jøder og palæstinensere. Under israelsk styre
er det imidlertid kun jøder, der nyder fuldstændige borgerrettigheder
såvel som tilladelse til at bevæge sig frit rundt og i princippet
bo (næsten) hvor de vil. Palæstinensere, der lever under israelsk
styre i de besatte områder, er til gengæld udsat for ekstreme vanskeligheder
med hensyn til at bevæge sig rundt selv på deres egne områder,
langt den største del af dem er forhindret i at komme ind i Israel og endda
Jerusalem, og man frarøver dem rutinemæssigt og systematisk deres
mest grundlæggende menneskelige og politiske rettigheder.
Palæstinensiske
borgere i det egentlige Israel har visse privilegier frem for deres landsmænd
i de besatte områder, men deres rettigheder halter langt bagefter dem, som
jødiske borgere i staten har (f.eks. i spørgsmål om ægteskab,
statsborgerskab og dyrkning af jord).
Denne form for nøgen uretfærdighed
er det svært at forsvare; når den omtales, bevirker den dårlige
offentlige forbindelser med resten af verden. Den afslører også løgnagtigheden
af Israels påstand om at være en jødisk stat, hvad den bestemt
ikke er (selv hvis man ser bort fra de besatte områder, udgør palæstinensiske
arabere femtedelen af den befolkning, der bor inden for Israels grænser
fra før 1967).
Ledende zionister har aldrig været i stand
til at affinde sig med muligheden af at have en betydelig palæstinensisk
arabisk tilstedeværelse inden for grænserne af, hvad der (af dem)
anses for at være deres jødiske stat. Nyligt udkomne værker
af israelske historikere har afsløret, i hvilken grad zionister længe
før FN's 1947-opdelingsplan ivrigt var i gang med at forberede, hvad de
kaldte "flytningen" af den indfødte palæstinensiske befolkning
fra mest muligt af dens fædreland, en ambition, som krigsudbruddet i 1947-48
lod dem virkeliggøre.
Benny Morris, en af de israelske historikere
som har gjort mest for at afsløre virkeligheden af, hvad der skete i 1948,
er skamløs med hensyn til både nødvendigheden og ønskeligheden
af, hvad han åbent indrømmer var en form for etnisk udrensning.
"Der er omstændigheder, der retfærdiggør etnisk udrensning,"
har Morris hævdet, siden har skrev sin berømte bog om det palæstinensiske
flygtninge"problem".
Ligesom "det store amerikanske demokrati
ikke kunne være blevet skabt uden tilintetgørelsen af indianerne",
argumenterer han i et interview med Ha'aretz, ville i 1948 "en jødisk
stat ikke kunne være blevet oprettet uden fordrivelsen af 700.000 palæstinensere.
Derfor var det nødvendigt at fordrive dem. Der var ikke noget andet valg
end at drive den befolkning ud. Det var nødvendigt at rense baglandet og
rense grænseområderne og rense hovedvejene. Det var nødvendigt
at rense de landsbyer, hvorfra der blev skudt på vore konvojer og bosættelser."
Det
eneste problem, Morris har med det, der skete i 1948, er, at Israel ikke handlede
vidtgående nok. Selv om Israels første statsminister, David Ben-Gurion,
"forstod det demografiske spørgsmål og behovet for at etablere
en jødisk stat uden en stor arabisk minoritet, fik han kolde fødder
i løbet af krigen. Til sidst veg han tilbage." Måske, tilføjer
Morris, "havde han fuldført opgaven, hvis han allerede havde været
i gang med en fordrivelse." For, "hvis enden på historien
viser sig at blive mørk for jøderne, vil grunden være, at
Ben-Gurion ikke fuldførte flytningen i 1948. Fordi han efterlod en stor
og utilregnelig demografisk reserve på Vestbredden og Gaza og inden for
Israel selv."
Den eksistentielle "trussel", der synes
grundlagt med denne "utilregnelige demografiske reserve" (dvs.
en gruppe mennesker, der simpelthen efter bedste evne forsøger på
at klare deres dagligdag under de vanskeligst tænkelige omstændigheder),
er den drivende kraft i aktuel israelsk politik over for palæstinenserne.
Israel har valgt at svare på denne "trussel" gennem, hvad det
kalder en "adskillelses"politik, eller med andre ord at fjerne så
mange palæstinensere som muligt fra det område, der officielt er under
israelsk kontrol. At give formelt selvstyre til områder med tætte
palæstinensiske befolkninger - mens man inddrager så meget andet landområde
som muligt i selve Israel - er den enkleste måde at gøre det på. Med
netop dette i tankerne er Yigal Allons oprindelige logik blevet omformuleret og
har fået ny indpakning for vores egen tid af geografen Arnon Soffer fra
Haifa Universitet, en ledende intellektuel kraft bag Sharons politik. Soffer konstaterer
uden omsvøb, at hans mål ikke er fred, men magt. Adskillelse,
påpeger han, "garanterer ikke 'fred' - den garanterer en zionistisk-jødisk
stat med en overvældende flertal af jøder. Og den garanterer endnu
en vigtig ting: Mellem 1948 og 1967 var et hegn et hegn, og 400.000 mennesker
forlod Vestbredden frivilligt. Det samme vil ske efter en adskillelse. Hvis en
palæstinenser ikke kan komme til Tel Aviv for at arbejde, vil han søge
mod Irak eller Kuwait eller London. Jeg tror, der vil blive en bevægelse
ud af området."
De mekanismer, der sætter sådan
en bevægelse i gang, er tydelige. "Når 2,5 mio. mennesker
bor i et lukket Gaza, bliver det en menneskelig katastrofe," forudsiger
Soffer. "Disse mennesker bliver endnu mere dyriske, end de er i dag, med
hjælp fra en vanvittig, fundamentalistisk islam. Presset på grænsen
bliver slemt. Det bliver en skrækkelig krig. Så hvis vi ønsker
at overleve, bliver vi nødt til at dræbe og dræbe og dræbe.
Hele dagen, hver dag." Alle disse drab, tilføjer Soffer, vil tvinge
palæstinensere til at se i øjnene at "vi er her, og de er
der".
Det erklærede mål med Sharons plan er derfor
at opretholde fantasierne om Israels jødiskhed - naturligvis uanset hvad
det vil koste palæstinenserne. Hvis Abbas afslår disse betingelser,
har Israel gjort det klart, at det vil fortsætte uden ham. Og så længe
det har ubetinget amerikansk støtte, er der ikke meget til at hindre det.
Men
selv ifølge dens egen logik er Sharons plan fejlfuld. En fjerdedel af Israels
skolebørn (eksklusive de besatte områder) er i dag palæstinensere.
Selv hvis Israel skaffer sig af med uønskede palæstinensiske
områder, må det stadig kæmpe med den kendsgerning, at i løbet
af få årtier vil dets egen befolkning indeholde et flertal af palæstinensere.
Adskillelse i dag, ensidig eller ikke, vil være af beskeden nytte til den
tid. Hvis det i en tidsalder af global multikulturel sammenhæng (og fortsat
palæstinensisk modstand) viser sig svært for Israel at omforme dets
aktuelle apartheidpolitik fra et våben brugt mod et mindretal til ét
brugt mod et eventuelt flertal (hvad der naturligvis på ingen måde
er sikkert), vil Israel til sidst være stillet over for et valg mellem to
tilbageværende muligheder:
Det må enten insistere på
sine voldelige fantasier om jødiskhed og fortsætte den etniske udrensning,
der blev påbegyndt i 1947-48, ved fordrivelsen af alle de palæstinensere,
der boede inden for dets grænser, eller i det mindste nok af dem til - ifølge
den samme skamløse demografiske beregning, der holder folk som Soffer og
Sharon vågne om natten - kunstigt at opretholde en eller anden slags jødisk
balance, så længe det måtte vare, før processen skal
gentages.
Eller Israel må give afkald på fantasier til fordel
for virkelighed og se, hvilke chancer der måtte være tilbage for at
nå til en ægte og retfærdig fred med et folk, som det til den
tid vil have udsat for uafbrudt brutalitet gennem årtier. Naturligvis under
forudsætning af, at dette folk - palæstinenserne - stadig vil være
interesseret i fred. Men til den tid er det måske allerede for sent.
Originalartikel
Israel's
fantasy stands in the way of peace - End - |
