Gaza set indefra

Af Minna Skafte Jensen

’Øjne i Gaza’: To norske lægers øjenvidneberetning om Israels kriminelle Gaza-krig.

Fosse og Gilbert

De to norske læger Erik Fosse og Mads Gilbert blev verdenskendt, da de rapporterede fra Shifa-hospitalet i Gaza by under Israels angreb i nytåret 2008-9. Det er vistnok mindre kendt, at de bagefter skrev en bog om deres oplevelser, de elleve døgn de arbejdede som en del af hospitalets lægestab. Bogen hedder ”Øyne i Gaza” og har på omslagets forside portrættet af en lille pige med forbinding om hovedet, der ser ud i verden med et intenst blik. Men titlen er dobbelttydig: Den kan også forstås som en henvisning til de to lægers blik på begivenhederne i Gaza.

Mads Gilbert er afdelingsleder på Akutmedicinsk afdeling af Universitetssygehuset i Nord-Norge og professor i anæstesiologi ved Universitetet i Tromsø, mens Erik Fosse er afdelingschef ved Interventionscenteret på Rigshospitalet i Oslo og professor i kirurgi ved Universitetet i Oslo. Desuden har de begge i mange år været tilknyttet den norske hjælpeorganisation NORWAC og i den forbindelse ved flere lejligheder arbejdet i krigszoner, bl.a. i Libanon 2006. Desuden kendte de Shifa-hospitalet fra tidligere besøg som gæstelærere for palæstinensiske medicinstuderende.

Bogens første kapitel samler sig om en enkelt skæbne, et ni måneder gammelt barn, der blev bragt såret ind til hospitalet sammen med sin bedstemor, efter at næsten hele deres store familie var blevet dræbt. Ellers går beretningen kronologisk frem fra de to lægers beslutning om at tage af sted, umiddelbart efter at det israelske angreb var sat ind 27.12., til de er nået velbeholdent tilbage til Norge 12.1. Undervejs afbrydes fremstillingen af kapitler, der redegør for Gazas historie og den israelske regerings politik, og der er også en ret detaljeret bibliografi. Bogen er gennemillustreret med Gilbert og Fosses fotografier som en vigtig del af dokumentationen.

Det er en enkel og klar strukturering, der ikke bare gør det let for læseren at følge fremstillingen, men også næsten lader en opleve, hvordan den ene frygtelige dag følger den anden, mens operationsstuer og plejeafdelinger bliver mere og mere overfyldte, og personalet kæmper med voksende desperation og udmattelse. Man mærker den knugende følelse af klaustrofobi inden for det tæt befolkede område, hvor halvanden million mennesker i 22 døgn var udleveret til bomberegn uden beskyttelsesrum eller mulighed for at flygte, med den stadige lyd af ubemandede droner i luften over deres hoveder, nu og da afbrudt af drøn fra bombenedslag.

Shifa-hospitalet

De to læger nåede ind til hospitalet 30.12., og da var det allerede fuldt af sårede og lemlæstede. Regeringsbygninger og politistationer var bombet, og en moske lige over for hospitalet lå i ruiner. I de følgende dage var de med til at modtage ofre for bombning af en anden moske, ramt under fredagsbønnen, mennesker, der havde søgt tilflugt i en FN-skole, handlende fra et grønsagsmarked og beboere fra talrige privathuse. Da israelerne havde sat landinvasionen ind, kom der også ofre for håndvåben, bl.a. en midaldrende kvinde, der var skudt i ryggen, tydeligvis under flugt væk fra angriberen. Patienterne var næsten udelukkende civile, mange af dem børn.

De to forfattere har ikke samarbejdet deres erfaringer, men skriver hver sine kapitler og kan derfor holde sig tæt til deres egne oplevelser. De beretter om stort og småt, fra deres ankomst og indplacering i hospitalets rutiner og videre til arbejdet i akutmodtagelse og operationsstuer. Arbejdet besværliggjordes af mangel på elektricitet og udstyr, des mere frustrerende, fordi lægerne vidste, at der bl.a. fra Norge var afsendt nødhjælp, der stod og ventede på den israelske side af grænsen og ikke fik lov til at komme ind. Mangelen på mad blev også mere og mere mærkbar for hver dag, der gik.

Det meste af fremstillingen er nøgternt beskrivende, men det sker, at forfatterne standser op og kommenterer deres oplevelser. De fremhæver de lokale lægers dygtighed og understreger, at der egentlig ikke var noget stort behov for ekstra læger. Ikke desto mindre arbejdede de i døgndrift sammen med deres palæstinensiske kolleger, foruden at de undervejs fik en vigtig funktion som nyhedsformidlere til resten af verden, fordi Israel ikke lod udenlandske journalister få adgang. Alligevel kan Fosse opsummere, at den vigtigste funktion han og Gilbert havde, måske var at repræsentere en slags normalitet.

Selv følte nordmændene sig midt i det hårde slid som magtesløse vidner til overgreb af ufattelig brutalitet, men også til menneskelig styrke midt i rædslerne. Efter beskrivelsen af, hvordan en ung mand havde gravet sin niårige lillesøster ud af murbrokkerne under et sønderbombet hus, hvor den lille pige havde overlevet i fire døgn, kommenterer Gilbert: ”Fire døgn levende begravet. Det er slike fortellinger som går verden rundt etter jordskjelv. Gaza er ikke offer for en naturkatastrofe, men for et ett hundre prosent menneskeskapt jordskjelv, en nøye planlagt, brutalt gjennomført katastrofe av uante dimensjoner.” (170.)

Israelsk politik

Der tegnes et billede af målrettet folkemord. Israelerne råder over verdens mest moderne og præcise våben, og de mennesker der i sikker afstand styrer dronerne, kan tydeligt se de mål, de retter missilerne mod, som f.eks. to børn, der leger på et hustag. Efter bombningen af FN-skolen i Jabalia-flygtningelejren får Fosse at vide, at en talsmand for Israeli Defence Forces havde erklæret, at de dræbte hovedsagelig var Hamas-børn.
”Jeg så for meg alle barna vi hadde behandlet den siste uken. Barna som var revet i stykker av målsøgende raketter. Barna som var skutt med håndvåpen på kloss hold. Den lille gutten med splinten i hodet. ... Israelske stridsvogner hadde skutt mot skolegården mens den var full av ”Hamas-barn” som løp rundt og lekte, og for en kort stund hadde glemt krigen. Det slo meg at de som trykket på avtrekkeren, de som satt trygt i stridsvognen og skjøt, ikke lenger så på palestinerne som mennesker.” (141.)

Forfatterne vender flere gange tilbage til den lille pige fra første kapitel, og gradvis afdækkes den massakre, hun og hendes familie havde været udsat for. Israelske soldater havde tvunget dem sammen i et af familiens huse, hvor de ca. halvfjerds mennesker overnattede uden mad og vand. Næste dag blev bygningen bombet og næsten alle dræbt.

Det var ikke fejltagelser, når civile mål blev ramt. Hensigten var kollektiv afstraffelse af hele Gazas befolkning, og for soldaterne var alle, børn og voksne, unge og gamle, terrorister og dermed legitime mål. Gilbert citerer Shimon Peres, præsident og vinder af Nobels fredspris, for en opsummering af at ”operationen” var gået 90 % efter planen, idet Israels mål var at give folk i Gaza så hårdt et slag, at de ville miste lysten til at skyde på Israel. (271.)

Bogen er et anklageskrift mod Israel, men også mod hele den vestlige verden, fordi vi alt for stiltiende affinder os med folkemordet. Trods de frygtelige skader, de beskriver, siger Gilbert og Fosse, at det værste overgreb ikke var bomberegnen, men den blokade, Gaza har været udsat for, siden Hamas vandt valget i januar 2006. Befolkningen har ikke mulighed for at overleve ved eget arbejde, mange af donorlandene har trukket deres støtte tilbage, og Israel forhindrer den nødhjælp, der alligevel bliver givet, i at komme ind. Mange af de sårede patienter, lægerne behandlede, var i forvejen præget af underernæring og følgesygdomme.

Som dansk læser misunder man nordmændene, at de ikke er medlemmer af EU og kan føre en selvstændig udenrigspolitik. Desuden er holdningen i den norske befolkning tydeligvis langt mere kritisk over for Israel, end tilfældet er i Danmark, og det er interessant at læse Gilberts redegørelse for, hvordan det har krævet årtiers tålmodigt oplysningsarbejde at få den norske opinion til at se, hvor umulig palæstinensernes virkelighed er. Og som læser et år efter begivenhederne er man fuld af magtesløs vrede ved tanken om, at blokaden stadig opretholdes, at Gaza stadig ligger i ruiner, og at befolkningen må savne selv helt elementære fornødenheder.

Trods anklagen har de to læger også bevaret et håb om en fredelig løsning. Men den forudsætter, at Israel og USA rykker sig fra deres fastlåste position og accepterer at forhandle med Hamas.

Bogen er i al sin stilfærdige nøgternhed en rystende dokumentation af et rystende overgreb. Læs den!

Mads Gilbert og Erik Fosse: Øyne i Gaza.
Oslo: Gyldendal 2009.

- End -