Udtalelse
 

Tropperne skal hjem NU:

Danskerne massivt bag kravet om tilbagetrækning fra Irak

Af Stop Terrorkrigen

Det bør være en bombe i den danske valgkamp: To tredjedele af danskerne vil have tropperne hjem fra Irak nu eller indenfor en klart afgrænset periode. Fogh-regeringen har et stort flertal imod sin Irak-politik, selv blandt dens egne og Dansk Folkepartis vælgere.

Det er et massivt flertal af danskerne, der vil have de danske soldater ud af Irak - øjeblikkeligt eller 'inden for en klart tidsbegrænset periode. Næsten to tredjedele (samlet set 63 pct.) afviser Fogh-regeringens Bush-lydige Irak-politik.
Det viser en meningsmåling for Berlingske Tidende, som Gallup har gennemført.

Fogh-regeringen har konsekvent afvist at fastsætte en dato for tilbagetrækning af de danske soldater og har i stedet erklæret, at den vil have soldater i Irak, 'så længe der er behov for international støtte'.

I modsætning hertil vil næsten hver fjerde dansker øjeblikkeligt. have tropperne trukket ud af Irak. Dertil kommer 41 pct., der kræver, at der fastsættes en konkret slutdato for den danske tilstedeværelse.

Et flertal af danskerne mener, at beslutningerne om at deltage i krigen var forkert fra starten af. En anden opinionsmåling af Gallup for Berlingske Tidende og Epinion for Ugebrevet A4 viser, at 54 procent siger Nej til, at det var en rigtig beslutning af Danmark gik ind i Irak-krigen. 36 pct. mener, at beslutningen var rigtig.

Det er et politisk meget bredt udsnit af danskerne, der er imod Fogh og Co.s politik.
Ikke bare oppositionspartiernes vælgere, men over halvdelen af regeringens og dens støttepartiers vælgere vil have fastsat en tidsgrænse for den danske krig.

Det er ikke mindst overraskende, at undersøgelsen viser, at ledelsen af Dansk Folkeparti, som konsekvent har støttet Irak-krigen og besættelsen som en 'krig mellem civilisationer', er på kollisionskurs med deres vælgere. Hele 29 procent vil have soldaterne hjem øjeblikkeligt - og kravet om en fast slutdato er massivt blandt partiets vælgere.

Både regeringspartierne, socialdemokratiet og De Radikale, som alle har stemt for forlængelse af de danske troppers deltagelse i besættelsen af Irak, senest i november måned, søger at holde Irak-krigen ude af valgkampen. På gaderne og på vælgermøderne landet over bliver dette spørgsmål imidlertid rejst igen og igen, ikke mindst af de unge.

Folketingsbeslutningen om de danske troppers forbliven i Irak går frem til 1. juni. De Radikale har sagt, at de vil vurdere hele situationen på baggrund af resultatet af det irakiske valg den 30. januar. Mogens Lykketoft er under valgkampen begyndt at tale om, at han vil - efter konsultation med den 'ny irakiske regering' ændre den danske tilstedeværelse, så dens militære karakter bliver mindre udtalt.

Det er ikke godt nok. Alle ved, at det irakiske farcevalg ikke vil resultere i en legitim regering, og modstanden mod den ulovlige amerikanske-anførte besættelse vil fortsætte. Danskerne kræver tropperne hjem - og det vil være muligt for en ny regering og et nyt folketingsflertal at træffe beslutning om at trække soldaterne ud umiddelbart efter det irakiske valg. Den 8. februar kendes resultatet - og 'regeringsalternativet' må allerede nu kunne sige, om det vil fortsætte den militære tilstedeværelse eller ej.

Antikrigsbevægelsens holdning er klar: Der er intet at blive i Irak efter. De danske soldater skal hjem med det samme. Den danske krigsdeltagelse var forkert fra starten, imod folkeretten - og Danmark må betale krigsskadeserstatning for de ødelæggelser, det har været med til at forvolde. Genopbygningen af Irak må være en ny legitim irakisk regerings ansvar - d.v.s. en regering, der er udsprunget af det irakiske folk og dets modstandskamp, som dannes i forbindelse med at USA og krigskoalitionen bliver trukket ud, og ikke en af USA påtvunget regering. Alle de 'love', krigskoalitionen har påtvunget irakerne siden besættelsen er ulovlige, ugyldige i forhold til international ret. Om FN skal have en rolle i Irak eller ej efter besættelsens ophør, er op til en sådan legitim irakisk regering - og ingen andre. FN har ingen rolle at spille i det beatte Irak.

Kun Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten har stemt imod krigen før den blev iværksat, og imod dansk deltagelse i besættelsen.
I SFs fyldige valgprogram fylder Irak-krigen imidlertid kun nogle få linjer og USA's og dets allieredes 'krig mod terror' slet ingen. Om Irak hedder det:
" Vi vil fortsætte kampen imod den amerikanske besættelse af Irak. Danmark skal ikke støtte denne politik. De danske tropper skal trækkes hjem, og FN skal have ansvaret for genopbygningen af Irak."

Enhedslisten vil have danske tropper hjem nu, og har ikke fremlagt 'alternative planer' for amerikansk eller udenlandsk tilstedeværelse i Irak.

Både SF og Enhedslisten afviser at støtte den legitime modstandskamp, som det irakiske folk fører mod den amerikansk-ledte ulovlige krig og besættelse.

Modstand mod Irak-krigen har, som Gallup-målingen viser, bred folkelig støtte, og der er stemmer i det. Det ved begge partierne, og de har derfor en særlig forpligtelse over for den langt bredere antikrigsbevægelse uden for folketinget.

Det var en graverende fejl af begge partier, at de - i direkte modstrid med antikrigsbevægelsens holdning - har været med til at stemme for at give eksilirakere i Danmark økonomisk støtte til deltagelse i farcevalget den 30. januar. Dermed har de bidraget til at give dette USA-dikterede fupvalg et skær af demokratisk legitimitet, som det ikke besidder.
Dette valg er simpelthen en politisk farce uden sidestykke i verdenshistorien.

Hvor højt prioriterer SF og Enhedslisten partier egentlig spørgsmålet om, at Danmark er deltager i en ulovlig imperialistisk røverkrig?
Ingen af de to partier har indtil nu meddelt, at en betingelse for deres støtte til en socialdemokratisk ledet regering eller for at pege på Lykketoft som statsminister efter valget er at de danske tropper i Irak trækkes ud umiddelbart - og uden at erstattes af et 'humanitært' kontingent, som blot vil være en ny form for støtte til USA's ulovlige krig.

Det er en oplagt ting at kræve, hvis partierne virkelig mener deres krigsmodstand. Ved at gøre dette ville de bringe Irak-krigen centralt ind i valgkampen og iværksætte et effektivt pres for at få de danske tropper ud.

Krigsmodstandernes organisationer har ikke givet en anbefaling til vælgerne om hvor de skal stemme, men opstiller parolerne 'Stop besættelsen af Irak' og 'De danske soldater hjem NU' som centrale og uomgængelige krav til enhver regering.

Den 19. marts er 2-års-dagen for starten på den ulovlige krig, der blev begrundet med løgne om en trussel fra masseødelæggelsesvåben og terrorstøtte. Der planlægges massive demonstrationer over hele verden - også i Danmark.
Til den tid bør de danske tropper være på vej hjem!

27. januar 2005

- End -