Hvilket land er det næste på listen?

af William Pfaff

lnternational Herald Tribune
April 10, 2003

PARIS -- Bush administrationen har nu - fast besluttet på at omdanne Mellemøsten ved at omdanne Irak - byttet mellem tænderne.

De færreste har næret alvorlig tvivl om at de Forenede Staters militærstyrker ville overmande Iraks hær på temmelig kort tid. Det var administrationen selv, der fyrede op under kontrasterende fantasier om militær katastrofe som følge af den angivelige trussel om irakiske masseødelæggelsevåben - våben, der i morgen kunne komme i brug imod det amerikanske "hjemland" selv.

Den koventionelle styrkebalance sagde, at Irak´s nederlag var en militær uundgåelighed; det eneste tilbagestående spørgsmål var, hvorvidt Iraks befolkning eller en del af den ville samles om invasionsstyrkerne eller tværtimod støtte irregulær eller terroristisk modstand.

En hurtig sejr tages nu for givet i Washington, og debatten er gået videre til to andre spørgsmål; hvem skal regere et erobret Irak, og hvilket land vil blive det næste amerikanske mål.

Præsident George W. Bush tog til Belfast i mandags for at diskutere det første af disse spørgsmål. Premierminister Tony Blair fra Storbritannien, som stadig tror, at han kan bygge bro mellem visse nu uoverstigelige atlantiske forskelle, slog sig til tåls med en fælles erklæring om, at de Forenede Stater vil spille en "vital" rolle i det erobrede Irak.

Det vil ikke tilfredsstille europæere eller andre, som insisterer på international lov, der siger at militær erobring kun tillader begrænset myndighed til at ændre den politiske struktur og rettigheder for det slagne land - og begrænser disponeringen af sådanne nationale aktiver og resourcer som Iraks olje.

Men selv udenrigsminister Colin Powell - internationalismens og multilateralismens bolværk i Bush regeringen - har sagt, at de Forenede Stater ikke er kommet hele denne vej for at lade en eller anden autoritet dominere Irak.

I betragtning af at besiddelse er ni tiendedele af loven, vil Iraks regering utvilsomt blive overtaget af tidligere general Jay Garner - en protegé af forsvarsminister Donald Rumsfeld, en unilateralist - og hans skyggekabinet af tidligere diplomater og forretningsfolk udnævnt som midlertidig myndighed for Irak.

Det mere vigtige spørgsmål er, hvad der vil blive det næste land.

Indtil nu har der været nogen tvivl om eksistensen af et "næste". Men medmindre sejren i Irak skæmmes af en maltrakterende irregulær modstand eller et vedvarende politisk sammenbrud og faktionsstridigheder, så vil Bush administrationen sandsynligvis gå videre med de neokonservatives program for omdannelse, med militære midler om nødvendigt, af det muslimske Mellemøstens politiske kultur.

Det er ensbetydende med at gennemføre den politiske rekonstruktion af Irak med sigte på i sidste instans at foranledige "regimeændring," spontant eller på anden vis, i Saudi Arabien, Iran, Syrien, Ægypten og Libyen. (Nord Korea er et andet problem.)

Den neokonservative publicist og Washington redaktør Charles Krauthammer siger, at hvis Irak bliver bliver "pro-vestligt, og hvis det bliver genstand for amerikansk inflydelse," så vil en amerikansk tilstedeværelse i Irak "udløse en magt over hele regionen [der forlener] oprørerne i Iran med mod og styrke, og som [virker afskrækkende og hæmmende på] Syrien." (Jeg citerer et referat af hans synspunkter nylig publiceret i det israelske dagblad Haaretz.)

Dette vil "fremme Amerikas placering i verden i de kommende generationer." Resultatet "vil forme verden for de næste 25 år."

Viceforsvarsminister Paul Wolfowitz anses almindeligvis for at være den mand, hvis beslutsomhed og bureaukratiske dygtighed vendte præsident George W. Bush´s reaktion på 11 september angrebene til en beslutning om at vælte Iraks regime. Han kalder det neokonservative korstog for forandring af den arabiske verden en indsættelse af "den demokratiske ide´s magt." Hans kritikere kalder ham naiv og farlig ideolog. Men hans program, som i dette øjeblik har succes i Irak, ser ud til at være den vigtigste enkelte indflydelse på Bush administrationens politik.

Det er ikke gode nyheder. Der er tre ting at sige om de neokonservative og det, de ønsker.

Den første er, at de handler udfra frygt. De er motiveret af frygt for terrorist-bander, bevæbnet af islamiske stater, der smeder masseødelæggelsevåben, selv om det er politisk, teknologisk og militært højst usandsynligt.

Der er et element af hysteri i denne frygt, som der var for et kvart århundrede siden, da Washington overbeviste sig selv om, at en sejr for bondeoprørere i Vietnam ville føre til verdensdominans for "asiatisk kommunisme" og til isolation og
destruktion af de Forenede Stater.

For det andet er de naive. Krauthammer siger, at det er "racistisk" at tro, at "arabere" ikke kan regere sig selv demokratisk. Problemet i Mellemøsten er ikke "arabere." Problemet er en magtfuld historisk kultur, der fungerer på grundlag af absolutte værdier og en religiøs overbevisning, der er fjendtligt stillet overfor vestlige demokratiers pragmatiske relativisme. Militær erobring og gode hensigter vil ikke ændre på dette.

Endelig er de neokonservative fanatikere. De tror, at det er værd at dræbe folk for ubeviste ideer. Traditionel moral siger, at krig er retfærdiggjort som legitimt forsvar. Totalitær moral retfærdiggør krig for at gøre folk eller samfund bedre.

- End -