Amerikas verden

Af Howard LaFranchi

For at takle terrorisme er planetens supermagt i færd med at gøre Irak til prøveklud for amerikansk selvsikkerhed - og hvor meget hjælp det får fra udlandet.

Howard LaFranchi er redaktionel medarbejder ved Christian Science Monitor
Christian Science Monitor 10 sept. 200

Washington - I Doonesbury´s hjemland, har George W. Bush skiftet hovedbeklædning.

Hvor han engang var en stemme under en Stetson hat, taler den amerikanske præsident i Garry Trudeau´s tegneserie nu under en romersk soldat´s fjerbuskklædte metalhjelm.

Det ændrede udstyr afspejler den nye interesse for et amerikansk imperium jævnsides med at De Forenede Stater bakser med at sikre og genopbygge Irak - dets største militære projekt siden Vietnam, og (før det) Tyskland og Japan.

Men den satiriske Doonesbury tegneserie (the cowboy-to-centurion satiriske shorthand) symboliserer også de forandringer - store og små, - der er et led i et grundlæggende skift i amerikansk udenrigspolitik i de to år, der er gået siden terrorist angrebene d. 11 sept.

Vidnesbyrd ses overalt: Fra en ny national sikkerhedsdoktrin om forebyggende intervention til universitetsområder, hvor det vrimler med arabiske klasser, og britiske professorer skolet i imperie-styringens kunst går som varmt brød.

"Vi kan nu se, at 11 sept. bibragte en overflod af forandring i amerikansk udenrigspolitik", siger Lee Hamilton, en kyndig iagttager af Amerika´s globale relationer gennem 34 år i kongressen og nu som direktør for the Woodrow Wilson Center i Washington. "Antiterrorisme og nødvendigheden af at forhindre farlige våben i at komme i de forkerte hænder er en altoverskyggende del af vor udenrigspolitik nu, og vil være det i lang tid under enhver præsident. Angrebene var så forfærdelige," tilføjer han, "at enhver administration ville være nødt til at flytte dette op i toppen af dagsordenen."

Men den amerikanske strategi - nu og i de kommende år - vil dreje sig om, hvor godt det vil lykkes den at håndtere opgaverne i Iraq, siger analytikere. Som Præsident Bush erklærede søndag aften, "Iraq er nu den centrale front" - prøvebanen for administrationens aktuelle
tilgang til håndtering af terrorisme.

En interventionens historie

George Bush gik til præsidentembedet med en opfordring til et "ydmygt" Amerika, der skyer rollen som global politibetjent. Men han blev transformeret til en leder med et klart internationalt formål i form af dødbringende og shockerende angreb. Ligeledes vågnede en nation, der havde havde underholdt sig med urealistiske forestillinger om "end of history" (referer til Francis Fukyama´s bog om liberalismens sejr. HP) efter dens kold-krigssejr og frem til dens ubestridte lederrolle som verdens eneste supermagt.

Naturligvis har Amerika længe været på banen med at "gøre verden sikker for demokrati" - derunder militær intervention når det skønnedes nødvendigt.

Indsatsen begyndte på den amerikanske halvkugle i 1823 med Monroe Doktrinen (Europæisk indblanding i tidligere kolonier i hemisfæren ville blive anset for "uvenlige" handlinger imod USA). Den fortsatte næsten et århundrede senere, da USA bekæmpede det Spanske Imperium - ved at sende 120.000 tropper til Filipinerne med henblik på at udvide sin indflydelse i Asien - og videre til 2. verdenskrig.

Som historikeren Michael Ignatieff fra Harvard universitetet bemærker, er der næppe gået et eneste år siden den amerikanske uafhængigheds- erklæring, hvor USA ikke har haft sine tropper på fremmed jord.

Efter 2. verdenskrig tog udfordringerne for amerikansk sikkerhed imidlertid form af de ideologier, der kunne udfordre demokratisk velstand - og dermed den kolde krig. Præsident Franklin Roosevelt så den trussel om en verdens krig, der kunne komme fra kampen imod kommunisme i så globale former, at han gik ind for oprettelsen af et internationalt organ, FN Sikkerhedsråd.

Under det første Bush præsidentskab var begrebet det internationale samfund nået frem til det punkt, hvor den første Golf krig, udkæmpet overvejende af Amerika, for størstedelen blev betalt af andre - de truede arabiske oljestater og japanerne. Og under Bill Clinton taklede USA borgerkrig i Bosnien, etnisk udrensning i Kosovo og sult i Somalia med hjælp fra udlandet. Clinton årene var også præget af en ny betoning af støtte til "markedsdemokratier" i Østeuropa, Asien og Latin Amerika.

Men det første angreb på amerikansk jord siden Pearl Harbor indvarslede en tilbagevenden til et Amerika, der er mere krigerisk, mere selvsikkert, mere villigt til at gå enegang for at forfølge sine interesser og gøre livet sikkert for amerikanere.

Paradokset i forbindelse med 11 sept. er, at det "gjorde amerikanere bevidst om selv den eneste tilbageværende supermagts sårbarhed, men det konfronterede dem også med verdens indbyrdes forbundethed," siger James Dobbins, direktør for International Security and Defense Policy Center ved (den konservative tænke-tank HP) RAND Corp. i Washington.

Dette paradoks - og spændingen mellem samarbejde og selvsikkerhed - kommer tydeligt til udtryk i den tovtrækning, der fortsat udspiller sig indenfor Bush administrationen. Den ideologiske manøvrering optræder på mange planer, men kommer måske bedst til udtryk i slagsmålet mellem det civile lederskab af Donald Rumsfelds Pentagon og Colin Powells udenrigsministerium.

To konkurrerende visioner

"Når det gælder den store ide om Amerika´s rolle i verden, har man disse to konkurrende koncepter i Bush administrationen: Det egentligt konservative synspunkt, der er fokuseret på interesser, men ikke på at forsøge at gøre for meget, og den neokonservative ambition om at bruge amerikansk magt til at gøre andre mere lig os," siger Ellen Laipson, præsident for the Stimson Center, en Washington udenrigspolitisk tænke-tank. "Selv uden 11 sept. ville vi have fået denne strid om, hvordan amerikansk magt skal bruges."

Choket den 11 sept. gjorde det muligt for de mere høge-agtige kræfter at træde frem som dominerende, i det mindste i første omgang." På det korte til det middellange sigt, gav [11.sept] den mere unilateralistiske del af spektret mere vægt," siger Mr. Dobbins.

Et amerikansk skift til en mere åben pro-israel holdning i den israelsk-palestinensiske konflikt, og en klar accept af den israelske holdning, at den bekæmper terrorister (og ikke friheds-kæmpere), er et eksempel på 11 septembers praktiske virkning. Overflytningen af amerikanske styrker fra Europa til mindre baser på steder som Bjibouti og Central Asien er et andet.

Men i fremtidsperspektiv og selv om andre handlinger, som Bush administrationen har iværksat udover krig, siger han, "at dominans ikke nødvendigvis vil være et permanent træk."

I de to år siden angrebene har USA udkæmpet to krige - i sig selv en ekstraordinær historisk vending, "Hvis man den 10 sept. 2001 havde sagt, at vi indenfor to år vil have invaderet og okkuperet Afghanistan og Iraq, så ville folk have sagt, at man er vanvittig," siger Max Boot, en analytiker ved Council on Foreign Relations i New York.

Men USA under Bush har også engageret sig mere i den "blødere" del af interventionspolitikken, siger han. "Hvis man tænker tilbage til George Bush som præsidentkandidat, forstår man, hvor stor en kovending Bush administrationen er undergået vedr. nationbuilding," siger Mr. Boot. "De har måske ikke indsat så mange resourcer på nation-building, som jeg synes de burde, men de går mere ind for den end Clinton administrationen nogensinde gjorde."

Forrige søndag fortalte Bush nationen, at han ville ansøge om $87 milliarder, for størstedelen til betaling af militære og genop- bygningsformål i Irak. Generelt har denne administration også bevæget sig i retning af en fordobling af amerikansk udlandsbistand, fokuseret opmærksomhed på et Afrika - et kontinent som Bush som præsident-
kandidat sagde ikke var en vital amerikansk interesse.

USA har også genoplivet en tabt interesse i at forbedre Amerikas image i udlandet. Denne administration finansierer amerikansk pop-musik radio programmer i arabiske lande og har profileret muslim tilværelse i Amerika på TV annoncekampagner i islamiske lande.

På hjemmefronten har "hvorfor os?"-spørgsmålet, som angrebene har rejst, vundet udbredelse i de sidste to år, men tilbage står en voksende interesse i at forstå muslimske lande og den amerikanske rolle i verden. "Hvis der var en faldende interesse for internationale forhold omkring slutningen af den kolde krig, så har 9/11 resulteret i en klar omvending af dette," siger Karl Inderfurth, en tidligere viceudenrigsminister i Clinton administrationen, der nu underviser ved George Washington universitetet (GW) i Washington. "Studenter ved, at de er nødt til at leve i denne verden, og de ønsker en bedre forståelse af, hvor den går hen."

At lære at sige ´salaam aleikum´

Optagelse på arabiske studier f.eks. er næsten tredoblet på Cornell universitetet siden efteråret 2001, og afspejler en national tendens. The University of Texas i Austin og Princeton University har importeret britiske forskere til at dele deres viden om administrationen af et imperium. GW tilbyder et nyt kursus i genopfindelse af de Forenede Nationer. Og denne fredag aften, er GW vært for en diskussion med 25 andre colleges med titlen "Håb, ikke had." Med hjælp fra nogle sept.11 familier, en journalist fra Al Jazeera og andre vil programmet udforske, hvordan man reducerer anti-amerikanisme i udlandet, og anti-islamisme i USA.

Det aktuelle internationale anfald af anti-amerikanisme, siger Mr. Hamilton, er blot en af de "utilsigtede konsekvenser" af Bush administrationens selvsikre holdning. Et andet eksempel, postulerer han, er Bush´s "2002 State of the Union" henvendelse til nationen og dens gruppering af Irak, Iran og Nord Korea som en "onskabens akse."

"Præsidentens problem efter 9/11 var, hvordan man forener det amerikanske folk imod truslen, hvordan man kanaliserer vreden og ængstelsen?" siger Hamilton. Bush "gjorde et ganske godt job med det, og ´ondskabens akse´ formuleringen var i den stil. Men i den diplomatiske udveksling har det skaffet os en masse problemer."

Faktisk kan feltråbet (om ondskabens akse) endog have "udløst tomspredningstruslen," tilføjer han, "eftersom den kan have overbevist Nord Korea om, [at de] virkelig er nødt til at have atom- afskrækkelsesvåben, som den eneste ting, der kan holde (USA) tilbage fra et angreb."

Dobbins fra RAND siger, at noget lignende skete med i forbindelse med erklæringen fra 2002 om the National Security Strategy. At forebygge potentielle trusler mod verdensfreden har ofte været praktiseret af tidligere amerikanske præsidenter (som i Panama, Haiti, Kosovo), men dette var første gang, den blev ophøjet til en doktrin. "Den gjorde lande mere forsigtige med at slutte sig til Irak," siger han, "fordi
de frygtede, [at doktrinen] betød, at dette var noget, vi måtte forvente at kunne ske gentagne gange. I retrospekt," tilføjer han, "indså administrationen formentlig, at [doktrinen om forebyggelse ... premptive war] ikke var til hjælp."

Sådanne utilsigtede konsekvenser kan presse amerikansk udenrigspolitik tilbage til at arbejde indenfor det internationale samfund. "Vi er ved at indse, at den unilaterale tendens har løbet linen ud, " siger Alex Roberto Hybel, en ekspert i Amerika´s internationale relationer ved Connecticut College.

I en åndeløst kort periode gik USA fra at fokusere på missilforsvar og et debaterende (agitated) forhold til Kina tidligt i 2001, over til en ambitiøs antiterrorist dagsorden, som verden havde vanskeligheder med at fordøje.

"Efter 9/11, besluttede vi, at vi skulle styre verden på en meget mere aggressiv måde uanset om andre kunne lide det eller ej, og om de hjalp eller lod være havde vi til hensigt at skille os af med Al Qaeda, skille os af med ondskabens akse og fremtvinge forandring i Mellem-østen på en mere aggressiv måde," siger Stephen Walt, en professor i internationale forhold ved Kennedy School of Government ved Harvard University i Cambridge, Mass.

Resultatet var, at "vi endte med at blive opfattet som en større trussel mod verdensfreden end Al Qaeda," siger han. "Vi blev klar over, at hvor magtfuld du end er, så kan du bare ikke klare det alene."

I Nord Korea fulgte Bush administrationen en "konfrontationspolitik, som ingen anden ønskede at følge," siger Mr. Walt. Hvis der bliver gjort visse fremskridt nu, siger han, er det, fordi USA tog initiativ til at arbejde med andre lande i Asien.

Krigen mod terrorisme beviser også den langsigtede betydning af internationalt samarbejde. Mens Bush administrationens toneangivende handlinger i denne krig har været to militære interventioner, viser andet mindre synligt kontraterroristisk arbejde i efterretningsvæsen, træning og finansiel overvågning sig at være mindst lige så effektivt til at standse angreb.

Ikke desto mindre er Irak stadig den centrale arena, der eksempli- ficerer, hvordan amerikansk udenrigspolitik er forandret - og afprøver dens retning i fremtiden.

Kommer USA til at følge en udenrigspolitik, der mere er eksemplificeret ved Irak - idealistisk interventionisme, der etablerer en model for et bedre Mellemøsten - eller ved Afghanistan?

Sidstnævnte er en mere traditionel model for provokeret intervention, med amerikansk-international besættelse som nødvendig, men med relativ hurtig overgivelse af regerings-magt til de lokale, uanset hvor ufuldstændige resultaterne er.

Svaret kan ligge i den amerikanske økonomi og Amerika´s evne til at betale for intervention - for hvilken grænserne nu bliver testet i Irak. "Bush administrationen har ikke til hensigt at modificere sine handlinger i retning af, hvad udlændinge siger eller stejler over," siger Ms. Laipson. "Men hvis præsidenten modificerer overbevisninger, eller den måde han udfører dem på, er det fordi han ikke har råd til at gøre alt dette."

Det, at gå tilbage til FN for at få mandat til flere internationale tropper i Irak er en indikation på et kursskifte.

En fornemmelse af fremgang i krigen imod terrorisme, som det førende udenrigspolitiske projekt for tiden, vil også påvirke retningen af Amerika´s relationer til verden.

"Til forskel fra den kolde krig, er krigen imod terrorisme sandsynligvis ikke en krig, der kan vindes, forstået som det, at være i stand til at erklære en sejr i den," siger Dobbins. "Men hvis angreb fortsætter med ikke at være rettet imod os på hjemmefronten, men mod Saudi Arabien, Indonesien, Irak osv., så vil behovet for at opbygge multinationale koalitioner og for at demonstrere for det amerikanske folk at andre arbejder sammen med os være tiltagende."

Men den amerikanske udenrigspolitiks retning vil blive bestemt i Irak, hvor næsten 150.000 tropper er stationeret for en pris af $4 milliarder per måned.

Boot siger, "9/11 betyder, at vi er ved at blive meget mere proaktive, men konturerne af dette vil blive bestemt af Irak. Hvis Irak et år fra nu af bliver mere sikker og et bedre sted for forandringer, vil vi være mere villige til at forsøge denne form for projekt. Hvis ikke, vil vi vige tilbage for sådanne projekter i fremtiden."

Irak som forsøgsobjekt

Hamilton er enig. "Hvis Irak blomstrer op to-tre år fra nu, vil vi med fortrøstning kunne sige, at ´vi ved, hvordan den slags ting skal ordnes´. Men hvis det hele stadig er kaos og vold," tilføjer han, "vil vi gå tilbage til den holdning Bush havde, da han var præsidentkandi dat, at - nation-building er ikke vores kop te."

Det, der i sidste instans vil afgøre spørgsmålet om succes eller fiasko, vil være den amerikanske befolkning. Et Washington rundspørge viser, at 7 ud af 10 amerikanere fortsat forbinder Saddam Hussein med 11 sept., en overbevisning, der understøtter det amerikanske eksperiment i Irak. Men på sigt - måske i løbet af det kommende præsidentvalg - vil de menneskelige tab og omkostninger blive vejet imod fremskridt og resultater på landjorden.

"Jeg kender en by i det sydlige Indiana," siger Hamilton, der taler om sin hjemstat, "et sted præget af stærk støtte til krigen, meget patriotisk, som holder strengt på national sikkerhed og læren fra 9/11. Og så lider denne lille by under et par faldne [i Irak]," tilføjer han, "og så bliver pengespørgsmålet en del af problemet."

For tiden vil den by, som en ud af tusinder lignende over hele Amerika, "stadig støtte krigen, hvis den ser, at vi gør fremskridt," siger Hamilton.

Men når debatten om fordele og ulemper (costs and benefits) begynder, tilføjer han, "varer det ikke længe, før du når frem til det fundamentale spørgsmål, om hvad der er Amerikas rolle i verden i dag, og hvordan den rolle bedst udføres."

Noter udeladt
Oversættelse: Hans Pendrup

- End -